Digitalisering, skyggearbejde og en gratis frokost

Hvordan forklarer man digitalisering for nogen, som ikke læser McKinsey Quarterly og som ikke følger med på LinkedIn?

Jeg plejer at sige, at digitalisering handler om to ting:

A) At flytte (dele af) sin forretning fra analogt til digitalt.
B) At få nogle andre til at lave arbejdet.

Digitalisering af processer og services rummer en række implicitte løfter:

Alting bliver mere bekvemt.
Alting bliver mere transparent.
Alting bliver mere effektivt.

Og:

Meget bliver bedre.
Noget bliver billigere. 

Det vil sige, at der ikke umiddelbart er noget at være ked af. Digitalisering er the shit. 

Det, som imidlertid ofte nedtones, er, at digitalisering (og søstrene; automatisering og andre, nye teknologiske løsninger) ikke eliminerer alt arbejdet, men blot sørger for, at arbejdet kan overgå til nogle andre end dem, der normalt bliver betalt for at udføre det. 

Ofte er det borgeren eller forbrugeren, der er den heldige vinder af mere arbejde, men der kan også sagtens være tale om kolleger i virksomheden. Og hvad mere er: ingen af disse grupper, hverken forbrugere eller kolleger, bliver betalt for at udføre arbejdet, for det bliver ligesom bare en del af hele oplevelsen og transaktionen, hvad enten der er tale om et køb, en henvendelse eller en ansættelse. 

Internt skyggearbejde

Noget af det skyggearbejde, der for de fleste vil følge med en ansættelse:

Økonomichefen: Du skal selv kontere dine bilag i vores system.
HR-chefen: Du skal selv vedligeholde dine data i vores system.
IT-chefen: Du skal oprette en sag i vores system, hvis du vil have hjælp.
Administrationschefen: Du skal registrere dine timer i vores system. 
Kommunikationschefen: Du skal holde dig orienteret og interagere i vores system. 
Marketingchefen: Du skal markedsføre virksomheden på de sociale platforme.

Når man er ansat i en virksomhed i dag, skal man med andre ord lave alle mulige andres arbejde. Man må ikke ulejlige nogen, ringe, maile udenom systemerne eller troppe op personligt, man skal venligst selv beskrive, formulere, registrere, bogføre og markedsføre i de dertil indrettede digitale universer. 

Hvorfor?

Fordi det er smart, det er effektivt og det sparer tid. 

Men hvis tid er det, man sparer? Det er de professionelles tid. Til gengæld er en hel flok amatører sat til at registrere og kommunikere i ét væk. 

Der er et ord for dette, og ordet er skyggearbejde. Det er alt det arbejde, vi faktisk udfører, alene i kraft af vores ansættelse i næsten et hvilket som helst job, og som ikke er det arbejde, vi bliver betalt for at udføre, men som en eller anden psyko-digitaliserings-overlord løbende indlejrer i hverdagen, uden at nogen har opdaget det endnu. 

Jo mere der kommer af den slags, desto sværere bliver det at komme frem til det arbejde, man er ansat til at lave. 

For nej, arbejdet er ikke pist borte, fordi det foregår via en digital platform, det er bare blevet flyttet et andet sted hen og jo, man kan naturligvis spare en økonomimedarbejder, en HR medarbejder og så videre ved at digitalisere en række processer, men belastningen af alle de andre medarbejdere, er der ingen, som er interesserede i at gøre op.

Den værdi, de andre medarbejdere kunne have skabt ved at blive fri for at sætte sig ind i kontoplanen eller ved at blive fri for at poste irriterende opslag på LinkedIn om, hvor fede og succesfulde alle er på deres arbejdsplads, bekymrer ingen. 

For den værdi findes jo ikke alligevel, vel?

Eksternt skyggearbejde

Det potentielle værditab, der skabes ved at sende aben rundt internt, hentes til gengæld ind på de såkaldte selvhjælpsløsninger, der stilles til rådighed for  kunderne. Der kan både være tale om digitale interaktionsmuligheder og om mere manuelle, teknologiske løsninger, man 'tilbydes' som kunde eller borger. 

Én af mine personlige kæpheste lige nu er varescanning i supermarkeder. For at sige det ligeud er jeg pænt træt af, at der i mit lokale supermarked, som har åbent til klokken 21:00, ofte ikke er bemandede kasser efter et eller andet tidspunkt, som jeg endnu ikke har gennemskuet, hvad er. 

Når jeg køber ind, er det med vogn, ikke med kurv, men det er først, når jeg ankommer til kasseområdet, at det går op for mig, at jeg er on my own. Efter lidt kognitiv vaklen mellem at lade vognen stå og selv gå i gang med varescanningen, har jeg indtil videre valgt det sidste ud fra et ræsonnement eller måske snarere et ubevidst loss aversion bias om, at nu har jeg brugt så og så meget tid på at loade min indkøbsvogn og så vil det bare være dødærgerligt, hvis al den tid, jeg har brugt indtil nu, er spildt.

25 minutter, 65 stregkoder og fem indkøbsposer, som skal blive stående på pladen, selvom der ikke er plads, senere er jeg på vej til at eksplodere. Hvorfor skal jeg udføre en kassemedarbejders job uden at blive betalt for det? 

Er der nogen, der kan give et fornuftigt svar på det?

Vind en iPad

For nylig bakkede jeg ind i en bil på en parkeringsplads. Føreren af bilen fik, efter at hun havde foreslået, at jeg trængte til briller, mine forsikringsoplysninger og så videre. Et par uger senere fik jeg et brev, et brev, for himlens skyld, fra mit forsikringsselskab, som kundgjorde, at jeg var forpligtet til at anmelde forholdet. Det havde jeg ikke været opmærksom på, da der ikke var sket nogen skade på min egen bil. 

Det, der også stod i brevet, var, at hvis jeg undlod at ringe til dem for at anmelde skaden, men i stedet anmeldte skaden på en dertil indrettet digital platform, kunne jeg vinde en iPad.

Hold nu kæft, den var sjov. Jeg ville aldrig, som i aldrig, have overvejet at ringe til dem, men nu, hvor de talte til mig som et femårigt barn eller en hysterisk Lottonarkoman, fik jeg lyst til at gøre det. 

Bare for at få noget for de 7.000 kroner, jeg betaler om året i forsikringspræmie. 

Et af de mest digitaliserede lande i verden

Eksemplerne er mange. Vi skal selv booke tider til tandlæge og frisør, vi skal selv slå bøger op og låne dem på biblioteket, vi skal selv tjekke vores journal på sundhed.dk og vi skal selv håndtere vores bankting på netbank. Vi skal også selv bestille hotel, fly og ferierejser, ligesom vi selv skal producere indholdet til de sociale mediers feeds. 

Vi bidrager med andre ord alle sammen til at transformere lønnet arbejde til ulønnet arbejde. Jobbet forgår, arbejdet består. Men det gør ikke noget, vel? For det hele er så nemt og bekvemt og transparent.  

Digitalisering og andre teknologiske løsninger giver os ikke mere tid, men mindre tid. De effektivitetsgevinster, der måtte være i digitalisering tilfalder ikke dem, der interagerer med teknologien, men dem, der ejer teknologien. Det betyder, at skyggearbejdet stiger og stiger. 

Hjernen genkender ikke skyggearbejde som arbejde, fordi det er ulønnet, og derfor er vi ikke bevidste om, i hvor høj grad vi udfører arbejde for andre. Vi kan ikke forstå, hvorfor vi ikke har mere tid, hvorfor vi er så fortravlede, hvorfor det er så svært at nå det hele. For vi har jo så meget fritid, ikke sandt? Vi arbejder kun 37 timer om ugen og har seks ugers ferie om året.

Danmark er ét af de mest digitaliserede lande i verden, hurra. Danmark ligger på en femteplads ud af i alt 63 lande på IMD's World Digital Competitiveness Ranking index 2017.

Kombiner tech med kritisk tænkning

Jeg har altid kæmpet for flere digitale løsninger i HR og det vil jeg også gøre fremover, fordi tidssvarende teknologi i de fleste tilfælde bare er federe, sjovere og smartere end det modsatte. Dog appellerer jeg til, at det skyggearbejde, der uundgåeligt synes at følge med, sandsynligvis på grund af det (u)modenhedsniveau, teknologien har lige nu, også vurderes, når nye teknologiske løsninger introduceres.        

Det virker som en gratis frokost, men det er det ikke. Nogen betaler.

Og hvis det er medarbejderne og kunderne, så tænk efter en ekstra gang. De er ikke alle sammen idioter. 

Du kan abonnere på bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

Eller læse mere om udbredelsen af skyggearbejde, set fra en australsk bloggers perspektiv her. 

Sig hej til din arbejdsgiver på Freuds briks

Kvaliteten af søvnen, skridtene per dag, de ugentlige besøg i fitnesscenteret, ja, arbejdsgivere har længe været i gang med at tilbyde sundhedsmonitorerende og måske endda -fremmende tiltag til virksomhedens medarbejdere. 

Med ind i familierummet

Men søvnappen, firmayogaen og den sunde kantinemad er for længst blevet overhalet og opslugt af en tsunami af mere vidtgående ordninger og aktiviteter, som skal sikre et arbejdsparat personale. Det sidste nye er familierådgivning. 

I et såkaldt online trivselstjek kan medarbejderne hos Danfoss vurdere:

(..) hvordan det går med børnenes trivsel, herunder søvnvaner og vægt, og hvordan parforholdet og kommunikation og tonen i familien er, samt tage stilling til egen fysiske og mentale sundhed. Også spørgsmål om familiens økonomi indgår.

Det kan man læse i en artikel fra business.dk, hvoraf det også fremgår, at årsagen til, at man finder det nødvendigt at tilbyde trivselstjek, er, at:

Medarbejderne skal (..) både producere og sælge mere, samtidig med at de skal løbe hurtigere, for at Danfoss kan blive ved med at forbedre produktiviteten. Derudover er Danfoss som de fleste andre virksomheder inde i en periode med forandringer og indførelse af ny teknologi.

Jeps, presset på medarbejderne er stigende, det har man trods alt erkendt, men det er ikke det, der er problemet. 

Nej, problemet er, at nogle har en dårlig tone hjemme i familien eller er gift med en hængerøv, som ikke går ud med skraldet. 

Følgelig tilbydes de medarbejdere, som har knas i familielivet, overvægtige børn eller en dårlig økonomi, individuel coaching og psykoterapi. 

Jeg anerkender, at man tilbyder denne form for hjælp i den bedste mening, og den skønne idé om det hele menneske og bla bla har sikkert også været nævnt undervejs i processen, men jeg er desværre ikke overbevist.

Det er jeg især ikke, fordi arbejdsgiveren tildeler sig selv en rolle, som denne i de fleste tilfælde ikke har gjort sig fortjent til. En rolle, som kun de, der holder af det enkelte menneske for det, han eller hun er og ikke bare for det, han eller hun præsterer, normalt gives. 

Det er med andre ord en rolle, nogen kan betro én, det er ikke en rolle, man selv kan tage. 

Et uendelig ekspanderende råderum

Tiltag af denne og lignende typer er problematiske, fordi de forudsætter, at arbejdsgiveren har en særlig forudsætning for at afhjælpe folks livskriser - og en særlig ret til at gøre det. 

De er problematiske, fordi de implicerer, at alt menneskeligt kan og skal repareres, så længe denne reparation tjener et højere formål, nemlig vedligeholdelsen af et højeffektivt produktionsapparat.

Endelig er tiltag af denne type problematiske, fordi de individualiserer et strukturelt problem. Dette er et udbredt og irriterende fænomen, som forsøger at gøre alle organisatoriske/samfundsmæssige problemer til individuelle problemer: 

Hey, det her forretningsområde kører ikke, lad os udskifte lederen.
Har du stress? Jamen, hvorfor har du ikke sagt fra noget før?
Når automatiseringen rammer dig, har du følgende valgmuligheder...  

Alt i alt er ordninger som denne grundlæggende gåsehudsfremmende. Og nej, det har ikke noget at sige, at der er tale om et tilbud (ikke en obligatorisk ordning) og at den coaching og terapi, den enkelte modtager, er anonym. 

For den grundlæggende antagelse af arbejdsgiverens uendeligt ekspanderende råderum, som hele modellen hviler på, er dybt kritisabel - gode intentioner eller ej.

Smid sjælen med i dealen

Den oprindelige aftale mellem arbejdsgiver og ansat gik ud på at handle en portion arbejdskraft, en overvejende fysisk-maskinel indsats. 

Sidenhen blev mere og mere arbejde omdannet til at kræve en vis kognitiv indsats og det blev også accepteret. Det, vi nu skal overveje, er, om vi vil være med til at lade sjælen gå med i købet, om vi vil smide vores sjæl med i dealen.  
        
Får man ekstra for det? Ja, det gør man på en måde. Man får en psykoterapeut, betalt af arbejdsgiveren. Man får måske også en bedre økonomi, en bedre nattesøvn og måske endda en mand, der går ud med skralderen, fordi coachen lærer én, hvordan man kommunikerer på en assertiv måde med den dovne idiot. 

Til gengæld skal man blot acceptere, at arbejdsgiveren har sin snabel nede i ens mest intime hemmeligheder, i ens skam, ens skyld, ens angst, ens depression og ens ulykkelige kærlighed.     

Og hva' så? Er det ikke bare en del af hele denne her transparenstrend, hvor alt skal ud i det åbne og alle skal vide alt om alle? Hvad er problemet?

Som man kan forstå af artiklen på business.dk, har yngre generationer ikke noget imod at dele meget private informationer med deres arbejdsgiver, så mine indsigelser skyldes formentlig bare, at jeg er en aldrende kvinde med en deraf følgende vigende forståelse for alt moderne.  

Måske. 

Men lad mig sige det på denne måde: jeg har endnu ikke været i en virksomhed - og jeg har kun hørt om ganske få - som arbejder seriøst og grundigt med etisk ledelse og et bæredygtigt arbejdsliv for deres ansatte. 

Indtil det er på plads, er der ikke en kæft med formel magt til at hyre og fyre, der skal have adgang til min sårbarhed. 

Tak.

Læs også: Supermennesker, sport og kontroltab og Fremtidens medarbejder har en chip i røven.

***

Du kan abonnere på bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

Fri os fra flere HR initiativer

Jeg møder mange, gode mennesker, der arbejder i HR, og når jeg laver forløb og workshops for HR folk, hvor der er plads til at komme et spadestik dybere, det vil sige forbi glitteret og de glamourøse ord, så er der et fælles tema for de fleste i HR:

Organisationen efterspørger ikke det, vi tilbyder. Det er som om, der ikke er et marked for alt det gode, vi gerne vil sælge. Øv. 

Fri os fra flere HR initiativer

De fleste ledere ønsker, at der er styr på deres medarbejderes løn- og ansættelsesforhold og at der er nogen, der sørger for at få lavet en jobannonce, når der er brug for at rekruttere. De fleste ledere synes også, det er lækkert, at det er nogen andre end dem selv, der gennemfører den årlige APV, når vi nu absolut skal.  

Men meget af alt det andet, HR gerne vil, og som HR mener (for det meste uden at have undersøgt det) vil skabe værdi for organisationen og for forretningen, begejstrer de færreste ledere. Meget få ledere undlader at sukke dybt og inderligt, når HR kommer med 'nye initiativer', der som regel betyder ekstra arbejde til lederne og samlet set mindre produktiv tid til både dem selv og deres medarbejdere. 

Afstå dine ressourcer uden kompensation

Ethvert HR initiativ lægger i sagens natur beslag på organisationens produktive ressourcer og det er et problem, fordi det er nøjagtigt de samme ressourcer, som lederne skal bruge for at opnå deres resultater. Og det, der skærper misfornøjelsen over HR initiativerne, er, at HR sjældent kan godtgøre, endsige sandsynliggøre, at de pågældende initiativer gør resultatskabelsen nemmere, hurtigere eller billigere. 

Følgelig fortolker lederne situationen sådan, at de bliver pålagt at afstå ressourcer uden kompensation.  

Ofte modtages et nyt talentprogram, et bedre rekrutteringskoncept eller en bottom-up proces af en eller anden art med udbredt skepsis og særligt, hvis lederne lynhurtigt kan konkludere, at det vil kræve noget af dem at adoptere konceptet, eller lederne lynhurtigt forstår, at det vil indebære allokering af værdifulde ressourcer til endnu et prætentiøst, men udsigtsløst, 'tværorganisatorisk projekt'. 

Kan man fortænke lederne i at tænke sådan?

Tidslig uoverensstemmelse

Skurren og skulen opstår i mange tilfælde, fordi HR har en langsigtet ambition med de fleste aktiviteter, koncepter og processer, mens ledere som regel har kortsigtede mål at pejle efter; dagens, månedens og som maksimum årets budget. 

Tag sådan noget som talentudvikling. At blive bedt om at afsætte ledelsesressourcer til at udvikle fremtidens talenter, når man netop kommer fra et skideballemøde med den administrerende direktør, fordi uge 17's omsætning lå under budget, er ikke optimalt: Jeg har sgu ikke brug for flere talenter, jeg har brug for flere kunder! 

Eller hvad med rekruttering? At blive pålagt en mere grundig proces med tests, cases og alverdens andre påfund samtidig med, at afdelingen sejler, fordi der mangler folk, er ikke ideelt: Min nye medarbejder skulle være ansat i går! 

Og hvad lederudvikling angår, så er indrullering af organisationens ledere på et lederudviklingsprogram, hvor lederne skal være væk fra deres afdelinger ti arbejdsdage på 2 måneder samtidig med, at et nyt ERP system skal implementeres, ikke prima: Sig mig engang, er der aldrig nogen i den HR afdeling, der tænker sig om?   

Og med hensyn til psykisk arbejdsmiljø, MUS, feedback, sundhed, trivsel, social kapital og samarbejde er det presserende spørgsmål naturligvis: Tror HR afdelingen, vi driver en ø-lejr i 1970'erne? 

Sproget om mennesker

Ligesom HR afdelingen for nogle årtier siden skulle lære forretningens sprog, skal ledere nu lære sproget om mennesker. 

Investering i mennesker er ALTID en langsigtet strategi, hvad end det drejer sig om børn, partnere, venskaber, samarbejder eller medarbejdere. Der ER ikke nogen anden tilgang til det. 

Man kan forvente simple, arbejdsmæssige resultater fra folk, man ikke investerer i, men bare betaler for. Man kan derimod ikke forvente komplekse, kreative og relationelle resultater fra folk, man ikke investerer i, men bare betaler for.  

Så enkelt er det. 

Hvis man vil skabe langsigtet værdi gennem investeringer i sin organisation og de mennesker, der er knyttet til den, skal man satse massivt på HR, hvis ikke, skal man lade være.

Frustrerede og frygtløse HR folk

Det, som jeg siger til frustrerede HR folk, som ikke forstår, at organisationens ledere ikke forstår, hvor fede HR afdelingens tilbud er, er, at HR afdelingens ydelser skal tilpasses efterspørgslen og at HR afdelingens mål og ambitioner skal matche organisationens mål og ambitioner. Man er naturligvis velkommen til at forsøge at øge efterspørgslen på de ydelser, man gerne vil levere, og som ingen vil have, men det er en krævende strategi. 

Kunderne ved ikke altid, hvilken løsning de egentlig har brug for, bare spørg en selvstændig rådgiver som mig, en frisør eller afdøde Steve Jobs om det, men at overtale kunderne til at opdage alternative veje til at løse problemet eller imødekomme behovet, kræver muskler, energi og frygtløshed. 

Det kræver, at man er villig til at ofre muligheden for at sælge noget som helst, og det er for de fleste en lidt for stor risiko. 

Hvis man alligevel kaster sig ud på det spor, som meget vel kan gå hen at vise sig at være et sidespor, omend et sejt sidespor, er mine bedste anbefalinger:    

• Søg evidens: i forskningen, i pålidelige andres erfaringer og i pilotprojekter, HR afdelingen selv har gennemført i organisationen. 
• Søg risikovilje: investeringer i den menneskelige organisation giver fortrinsvis et langsigtet afkast.
• Søg accept af de ubekendte: alle variabler kan sjældent isoleres i dynamiske miljøer og den ønskede effekt optræder som regel i relationen mellem en række faktorer.
• Søg ambitiøse ledere: find og indgå alliancer med de ledere, som har et holistisk perspektiv på forretningsskabelsen og som orker at tænke strategisk, selvom det er belastende.
• Søg godhed: det er godt i-sig-selv at investere i mennesker, det er sgu da derfor, vi alle sammen er her.

Hvad skal man mere huske, hvis man vil glæde organisationen med løsninger, den ikke selv havde tænkt på, og man sidder i HR eller andre ekspertfunktioner? 

Giv dine bedste råd i kommentarfeltet nedenfor eller abonner på bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

Vores jobløse fremtid

Automatisering er en betingelse for en stor del af nutidens og fremtidens job. Der er ikke så meget at rafle om. 

Men hvad betyder det for dig og mig? Bliver vores arbejdskraft overflødig eller er der noget andet og bedre i vente for os?

Pessimisterne og optimisterne

Det kan gå begge veje i følge dem, der synes at have forstand på den slags. Overordnet findes der to grupper, der ytrer sig om fremtidens arbejdsliv, lad os kalde dem fremtidsoptimisterne og fremtidspessimisterne.

Fremtidspessimisterne fremfører, at vi befinder os i en unik historisk situation og at vi derfor ikke kan sammenligne situationen i dag med dengang bilen blev opfundet og gjorde kuskene arbejdsløse eller dengang landbruget blev moderniseret og medførte en omfattende afgang fra faget. For denne gang rammer automatiseringen hårdt, den rammer hurtigt og den rammer bredt. 

Fremtidspessimisterne forudser derfor et fremtidigt arbejdsmarked, hvor størsteparten af os må hustle os igennem og tage lidt arbejde hist og lidt arbejde pist til urimelig lav betaling og uden feriepenge og pensionsindbetalinger. Dette gælder naturligvis ikke freelanceeliten, dem, der har særlige og efterspurgte kompetencer, men for den store, brede freelancebund, som bare kan sådan et eller andet generisk og uspecielt, bliver det virkeligheden. Den store middelklasse, vi har opbygget gennem de seneste 50-60 år forsvinder stort set, mens et nyt proletariat, også kaldet prekariatet, vokser frem. 

Fremtidsoptimisterne, derimod, siger, at det er noget værre vrøvl og at der med garanti vil opstå nye jobs, som erstatter de gamle. Bare fordi vi ikke kan forestille os de nye jobs og placere dem i kendte kategorier, er det ikke ensbetydende med, at de ikke kommer. Fremtidsoptimisterne forlader sig på historien, som indtil videre dokumenterer, at der ved alle tidligere, store videnskabelige gennembrud er opstået masser af nye arbejdsopgaver. 

Så hvorfor skulle det ikke også være tilfældet med indførelsen af kunstig intelligens og RPA på arbejdspladserne?

Færre mennesker, mere tech

Lad os håbe, optimisterne får ret, men en nagende tvivl består. Måske er det fordi min forestillingsevne ikke er tilstrækkeligt udviklet, men da Nordea sidste år besluttede at investere i chatbot teknologi og 'robotrådgivning' (mærkeligt ord), var der ikke noget, der indikerede, at dette ville medføre en hær af nye jobs. Tværtimod meldte man ud, at investeringen gav luft til at fyre 6.000 medarbejdere i koncernen.

I en artikel fra The New York Times på publiceringsplatformen Medium fra d. 7. marts i år skriver journalisten:

In the largest technology companies, the share of income going to labor is only about 5 to 15 percent (..). That’s way below Walmart’s 80 percent.

Og:

“If these AI-driven companies represent the future of broader parts of the economy (..), without something basic changing in their business model, we may be headed for a world where labor’s share falls dramatically from its current roughly 70 percent to something closer to 20 to 30 percent.” 

Med andre ord: virksomheder, som ikke har lidt digitalt halløj klistret udenpå forretningsmodellen, men i stedet har moderne teknologi som afsæt for forretningsmodellen, har forholdsmæssigt langt færre medarbejdere ansat end de virksomheder, der forlader sig på den industrielle tidsalders forretningslogikker. 

For øjeblikket råber alle fornuftige topledere på 'digital transformation' af deres forretning, mens forbrugerne gladeligt affinder sig med selv at lave det arbejde, der før var mennesker ansat til at lave, fordi produkterne dermed måske bliver billigere eller endda 'gratis': i supermarkedet scanner vi selv vores varer; vi indberetter selv skader og tyverier til forsikringsselskaber og politi; vi styrer selv vores transaktioner og budgetter via netbank; vi producerer selv indholdet på Facebook, Instagram og YouTube; vi sender private messages, direct messages og e-mails fremfor breve, fordi det sidste bare er for langsomt, for dyrt og for skørt. 

Vi er alle sammen i fuld gang med at affolke arbejdsmarkedet, men det føles godt, for vi er empowered.

I artiklen fra The New York Times foreslås det, at det, vi skal leve af i fremtiden, ikke er vores arbejdskraft, men vores data. Data skal ikke foræres væk til tech giganterne, som vi gør i dag, men handles mellem parterne, for vores data bruges til at træne algoritmerne og til at målrette annoncørernes reklamer og det skal koste noget. 

Derfor skal virksomheder som Google, Facebook og Apple tvinges til at kanalisere den del af indtjeningen, cirka to tredjedele, som i en traditionel virksomhed ville gå til lønomkostninger over i betaling af de brugerdata, som løbende indsamles. For en gennemsnitsfamilie på fire personer vil det betyde en årlig indtægt på $20.000, altså rundt regnet 120.000 kroner. Før skat.

Mennesket er en omkostning

I artiklen How Medieval Accountants and AI Created the Jobless Future godtgøres det, at vores bogføringspraksisser har en stor del af æren for, at det er så lukrativt at lade robotter og software overtage opgaver, der før blev udført af mennesker, for i regnskabet opgøres mennesker som omkostninger, mens maskiner opgøres som investeringer:

Thanks to accounting conventions and tax laws dating back centuries, a robot doesn’t need to be better – or more efficient – than a human being at a task to make a business more profitable. It just needs to be 34% as good, or 11% as good, depending on that business’s accounting and amortization policies.

Oh yeah, og det bliver bedre endnu:

What does this mean for a business owner looking to replace humans with robots? In a nutshell, good things. Firstly, it means that *the* critical business measure, EBITDA (..), is potentially going to go way up, relative to the old business model, which employed humans, and created greater expense. The return on equity?  Also way up.  ROI?  Way up. Revenue per employee? Way, way up. Coffee, training costs, health and liability insurance? Way down. Pensions? Payroll taxes? HR and recruitment costs? Dramatically lower. The negatives? Almost none (..).

Vi er med andre ord fucked, fordi vi mennesker - i modsætning til teknologi - er nogle omkostningsgenererende hængerøve, som ved vores blotte tilstedeværelse og med vores lange snabler nede i kasserne rundt omkring smadrer alle fornuftige indtjeningsdrømme. 

Der er dog et bredt men ved at erstatte mennesker med teknologi i stor skala og det er, at de, der producerer varerne og tjenesterne, også skal tænke på, at varerne og tjenesterne skal afsættes, og det bliver svært at stampe den store købekraft op ad jorden, hvis halvfems procent af befolkningen er arbejdsløse og på bistandshjælp.  

I sin fremragende artikel automation + capitalism = a perfect storm siger Harold Jarche, at vi pinedød bliver nødt til at droppe mange af de arkaiske forestillinger, vi har om samfundsøkonomi, arbejde og jobs, for ikke at tale om vores forældede regnskabspraksisser og beskatningssystemer. Når det er på plads, skal vi fokusere på de færdigheder, som er særligt menneskelige og som derfor ikke kan efterlignes af maskiner, og vi skal bygge nye strukturer, hvori det særligt menneskelige arbejde kan udføres. Og det nytter ikke noget at transformere den eksisterende model til noget digital-ish:

(..) [D]igital transformation of existing companies will not result in net societal benefits. It will only enable these companies to continue to downsize and invest more into software and machines.

Nej, fremtidens arbejdsliv er ideelt set et resultat af helt nye forretningsmodeller, som ikke opgør menneskers kreativitet, viden og værdiskabelse som omkostninger. 

Output i anden

Af rapporten Den teknologiske udvikling og kompetencer på fremtidens arbejdsmarked, som udkom i marts i år og som udgives af Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, fremgår det, at: 

Over tid er der sket ændringer i sammensætningen af de arbejdsfunktioner, de beskæftigede udfører. De fleste opgørelser viser en betydelig formindskelse over tid i omfanget af rutine arbejdsfunktioner. Modsætningsvis har der været en kraftig vækst i kognitive ikke-rutine arbejdsfunktioner, mens udviklingen i  manuelle ikke-rutine arbejdsfunktioner indtager en mellemposition. 

Denne udvikling er observeret siden 1960 og betyder, at antallet af rutineprægede jobs generelt daler i hele perioden, uanset om der er tale om manuelt eller kognitivt rutinearbejde. 

Til gengæld vokser antallet af opgaver indenfor ikke-rutineprægede jobs, særligt i de analytiske jobs (for eksempel forskere, softwareudviklere og marketingkonsulenter) og de interaktive jobs (for eksempel SOSU assistenter, undervisere og ledere), mens omfanget af de ikke-rutineprægede manuelle jobs (for eksempel elektrikere, stilladsarbejdere og kunsthåndværkere) er nogenlunde stabilt over tid. Her er rapportens inddeling af arbejdsfunktioner:

[Klik for større billede]

  
Det, der er kodeordet for de analytiske og interaktive jobs, som er ikke-rutineprægede og som stiger i antal, er komplementaritet, altså at menneskelig arbejdskraft, suppleret med maskinel arbejdskraft, giver et output i anden. Vi skal derfor indstille os på, at samarbejdet mellem mennesker og teknologi intensiveres endnu mere i fremtiden. 

Af rapporten fremgår det også, at de færdigheder, der ses stigende efterspørgsel på (på tværs af internationale studier og undersøgelser), er sociale og kognitive færdigheder. Vi skal med andre ord arbejde mere sammen, også med maskinerne, og vi skal arbejde klogere. Den mest efterspurgte kompetence på LinkedIn om tre år vil derfor være HuMaCo, Human Machine Collaboration, eller oversat til dansk: MeMaSa.   

Tabet af rutiner, forudsigelighed og repetition repræsenterer ikke en sorgens dag for en eksklusiv minoritet på arbejdsmarkedet, mens det for andre udgør en klam udfordring. At være i konstant beta kræver noget. Det kræver noget af hjernen og det kræver noget af følelserne. Anstrengelsen ved at være kognitiv uafbrudt må ikke undervurderes og derfor forudsætter de opgaver, som fremtidens arbejdsmarked (måske) byder på, en helt anden indretning af arbejdslivet.   

Nul-pause-politikker, uanset om de er ekspliciterede eller ej, og romantiske forestillinger om otte-ti timer nonstop arbejde i kognitivt-effektivt mode må fare. Til gengæld kan vi sige hej og halløj til vores nye maskinkolleger, som formentlig vil være så kloge, at de forstår både vores begrænsninger og vores bluff. 

Hvordan fordelingen af mennesker og maskiner på arbejdspladsen bliver i fremtiden, må tiden vise, men uanset hvordan den bliver, er det meste rutinearbejde, udført af mennesker, på vej mod historiebøgerne. Det er en udfordring, vi ikke kan tage for alvorligt, da de fleste af os er opdraget til netop det: at lave arbejde, der ligeså godt kunne udføres af robotter.

***    

Du er velkommen til at abonnere på bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

Syv tricks til at undgå succes: sådan opretholder du en middelmådig karriere

I en verden, der er gået succesamok, er du én af dem, som elsker din middelmådige karriere, men som bliver presset af omgivelserne og af artiklerne om succesfulde mennesker, der mediterer hver morgen, løber et marathon om eftermiddagen og læser tre businessbøger om natten, til at skifte strategi. 

Her er mine personlige tips til, hvordan du modstår fristelsen til at blive mere succesfuld og opretholder din middelmådige karriere.

1. Morgen med tømmermænd

Morgenen starter som bekendt aftenen før, hvor du bunder en flaske hvidvin, mens du ser fusionsjazzvideoer på Youtube. Nå nej, du ser ikke jazzvideoer, når du er alene, du ser faktisk Grand Prix hits fra 90'erne. 

Du kommer selvfølgelig for sent i seng, for det er egentlig ret nice at flyde hen til musik, man for en gangs skyld kan forstå, og så skal du også lige tjekke  et par ungdomskærester på Facebook, som heldigvis ikke har en 'Vis stalker' funktion, som for eksempel LinkedIn har. 

Det griber om sig med Facebook tjekkeriet og før du får set dig om, er klokken halvto om natten. 

Om morgenen er du udmattet og har tømmermænd, og multigrøden, som er slem nok i forvejen, forekommer decideret væmmelig. Du snupper derfor et par krydderboller med Nutella og cola on the side til at komme i gang på. 

2. For sent fremmøde

Den dårlige start på dagen, gør dig en lille smule edgy. Derfor reagerer du ikke så overbærende, som du plejer, når alle de idioter, der ikke kender flettereglerne, endnu en gang har startet deres Audi A6'ere (mændene) og Citroën C1'ere (kvinderne) for at gøre de danske motorveje omkring København ufremkommelige. 

Udover at komme tre kvarter for sent på arbejde, betyder oplevelsen i morgentrafikken, at du er følelsesmæssigt ude af kontrol, da du endelig dalrer ind på kontoret. 

Den første time af arbejdsdagen går derfor med at fortælle alle, der gider høre om det, hvor nederen trafiksituationen er, og at du i det hele taget er vildt træt af det hele (alle ved intuitivt, at DET HELE sandsynligvis også indbefatter dit job). 

Men dér, hvor du virkelig sætter dødsstødet ind på din karriere, er det tidspunkt, hvor din chef kommer ind og noterer sig, at klokken er 10:30 og du stadig ikke har tændt din computer.     

3. Modstand mod forandring

Din chef er et menneske, som er i langt større balance, end du er (derfor har hun en lækker karriere i modsætning til dig), og hun bemærker derfor venligt og helt cool med det hele, at vi måske skulle se at komme i gang? 

Du glor ikke trodsigt, kun halvtrodsigt, på hende, for du har brug for pengene, og sætter dig ved din laptop, som er mindst fem år gammel og vejer 25 kilo, hvilket siger en hel del om, hvor du er i hierarkiet. 

Chefen beder om alles opmærksomhed og fortæller dine kolleger og dig, at der er indgået aftale med en softwareleverandør om levering af en ny teknologisk løsning og at dette betyder, at en fjerdedel af medarbejderne i koncernen skal fyres. Ha! kan du selvfølgelig ikke lade være med at udbryde, hvad med, at vi først lige ser, om lortet virker? 

Chefen ser ikke længere så venlig ud, nærmere lidt streng, da hun minder dig om, at en af koncernens kerneværdier er, at der bliver slået hårdt ned på folk, som yder modstand mod forandring. 

4. Uproduktiv frokost

Alle dine kolleger sidder med deres raw food anretninger ved deres computere og banker løs i tasterne, mens det flyver omkring dem med strimler af rødkål og linser, men du er mere den dovne type, som griber enhver chance for at holde pause. 

Derfor tager du elevatoren op til 12. sal, hvor kantinen er placeret. Der er helt klart nudging-konsulenter på spil her, den afsides beliggenhed taget i betragtning, for det er også en kerneværdi, omend den ikke er helt så ekspliciteret som andre kerneværdier, at så få som muligt sidder uproduktive hen, mens de skovler ind. 

Af uransagelige årsager har HR chefen endnu ikke kastet sit altid seismografisk søgende blik på det udvalg af mad, der bliver serveret i kantinen, hun har sandsynligvis for travlt med sit nye fitnessprojekt, der giver medarbejderne virtuelle points for hver push up, de tager IRL, og derfor kan man stadig komme i den heldige situation at få en frikadelle eller en bøf, som ikke er lavet af selleri. 

Du kaster dig ud i en fest af fedt og sukker og sidder i mere end tre kvarter og smalltalker med én af lagerfolkene om kommunalvalget. Lagermanden er moderat fan af Frank Jensen og den helt rigtige at bruge tre kvarter på, hvis man ikke vil noget med sin karriere. 

5. En toer

Efter frokost skal du til MUS samtale, eller måske hedder den GUS, LUS eller SUS, den hedder i al fald et eller andet, som er fuldstændig unikt for koncernen, som stræber efter at skille sig ud fra konkurrenterne på alle parametre. 

Din chef har forberedt sig og sat bolsjer, indpakket i logopapir, og bæredygtig kaffe frem. Det har hun gjort for at skabe en afslappet, uformel stemning og et magtfrit rum. 

Men du er ikke sådan at snøre, så derfor forbliver du anspændt og stiv i betrækket på trods af de gode intentioner, og bryder allerede dér spillets regler, som siger, du skal agere loose og tillidsfuld. 

Du placerer dig i stolen overfor din chef med ret ryg og givagthormoner pumpende i blodet, og da hun fortæller dig, at din samlede præstation vurderes til at ligge omkring to på en skala fra et til fem, kaster du, meget uheldigt, op i hendes kaffekop af genbrugspap.  

I bliver enige om, at dit mål for det næste år er at svinge dig op på en toenhalver, men inderst inde ved både du og hun, at it ain't gonna happen.  

6. Forklar disruption

Om eftermiddagen er der informationsmøde. Mødet foregår på Skype for Business og alle medarbejdere er notificeret via CTL kanalen på Slack. 

CTL står for Corporate Thought Leadership og det er en meget dårlig idé at ignorere beskeder i lige netop den kanal. Temaet for informationsmødet er den nye strategi, herunder den kommende organisationstilpasning, som er en eufemisme.

Topchefen toner frem på skærmene og man kan se det øverste af hans moderne habit og flot bundne slips. Han indleder sin monospeak med at forklare, at i en verden med eksponentiel udvikling, digitalisering og disruption har bestyrelsen i samarbejde med ham besluttet at imødegå truslerne fra omverdenen gennem en visionær, fremsynet og modig plan, som går ud på indkøb af ny software og afgang af en ordentlig balje løn- og dermed også huslejeomkostninger. 

Det med huslejen er naturligvis på sigt, for den 35-årige aftale, man har med udlejer, skal lige udløbe først, men gevinsten på de reducerede lønudgifter, den henter vi hjem allerede i år. 

Det er ikke kutyme, at de 3.000 plus/minus et par hundrede medarbejdere (man ved aldrig helt nøjagtigt, hvor mange, der er ansat) har noget at sige, men eftersom du stadig er lidt ved siden af dig selv ovenpå den noget uheldige MUS samtale, udbasunerer du ikke et spørgsmål, men snarere en ordre til det tætteste, man kommer på Gud. 

Du siger slet og ret til topchefens digitale repræsentation: Forklar disruption. 

Da lydbølgerne, som bærer spørgsmålet, når frem til topchefens ører, opstår der et akut punkt af væmmelse cirka midt i hans ansigt, som hurtigt breder sig til kinderne og panden.  

Topchefen vælger at ignorere spørgsmålet, men udenfor kameraets linse sender han en SMS til din chef, hvor der står: Degrader den lille mide. 

Han bruger ikke Siri, så dum er han heller ikke. 

7.  Åh, alt det overarbejde

Ud på eftermiddagen, sådan cirka ved tretiden, føler du dig halvsløv og faktisk slet ikke in the mood til at give den en skalle. 

I stedet for at analysere resultatet af en større kundeundersøgelse, dine kolleger gennemførte for nylig i forbindelse med koncernens nye og helt enestående konkurrencefordelsfokus på bedre kundeoplevelser, opsøger du et par kolleger i en anden afdeling, som du sætter dig til at sladre med. 

Din chef kan ikke se dig, når du sidder et andet sted i organisationen, så det er smart tænkt af dig. 

Desværre dukker hun snart op på din telefon via et Facetime opkald og idet du besvarer opkaldet, scanner hun hurtigt dine omgivelser og beordrer dig på plads, selvom hun dermed er på kollisionskurs med den tillidsskabende og anerkendende ledelsesstil, hun og hendes lederkolleger har besluttet sig for at udøve. 

Du dasker tilbage til din plads og sætter dig til at spille kabale på din 25 kilos laptop. Al internettrafik bliver overvåget, men de kan vel ikke se, hvad du laver offline? 

Ved firetiden har du scoret 7.092 points i Solitaire og det er på tide at komme hjem. 

Senere på aftenen kigger du på resultatet af kundeundersøgelsen, mens du snupper en Mojito eller to. Det er dog utroligt, som det altid er nødvendigt at arbejde over hér, tænker du, mens du sender et par mails til din chef og et par af dine kolleger for at vise dem, hvor hårdt du har det.  

***     

Mere behøver du faktisk ikke at vide for at undgå karrierefælden. Skål for en lang, lykkelig og ikke mindst middelmådig karriere! 

Du kan læse mere om motivation og ledelse af forskellige medarbejdertyper her.

Du er selvfølgelig velkommen til at skrive en kommentar eller dele indlægget med andre, der også ønsker at holde fast i deres middelmådige karriere.

Du kan også bare abonnere på kommende indlæg ved at skrive din e-mail her:

Abonner på bloggen:

Powered by