søndag den 19. februar 2012

10 krav til jobbet 2012

Konsulentvirksomheden Universum, som har specialiseret sig i Employer Branding, har for nylig offentliggjort en undersøgelse af, hvilke jobegenskaber, der har størst betydning for at tiltrække og fastholde de rette kandidater til og i virksomhedens jobs. Undersøgelsen er gennemført blandt godt 4.000 personer med akademisk baggrund i Danmark. Målgruppen har en gennemsnitlig joberfaring på 7 år, så der er primært tale om yngre mennesker i 30'erne. Undersøgelsen gennemføres i 10 andre lande end Danmark.

Op på Top 10 listen
På 1. pladsen ligger ubestridt "et udfordrende arbejde". Derefter kommer som nummer to "ledere, der vil støtte min udvikling" og på tredjepladsen "en konkurrencedygtig løn". Lønnens betydning havde i 2010 en femteplads på Top 10 listen over jobegenskaber og har altså hævet sig to pladser. Muligheden for "professionel uddannelse og udvikling" er sprunget tre pladser op fra en tidligere 8. plads til en 5. plads i den nye undersøgelse, mens "et kreativt og dynamisk arbejdsmiljø" er kravlet en enkelt plads op på hitlisten til den sjette mest prioriterede jobegenskab. Endelig er dette, at arbejdpladsen og jobbet er "en god reference for fremtidig karriere" hoppet en enkelt plads op til en nuværende 8. plads.

Ned på Top 10 listen
Work-Life balance er vigtigt, hvilket afspejler sig i forholdets placering på en 4. plads på listen, omend balancen mellem arbejde og fritid ikke længere er så væsentlig som i 2010, hvor dette var det næsthøjest prioriterede forhold. I samme tråd er det "rare arbejdsmiljø" dalet hele fire pladser fra en tidligere 5. plads til en 9. plads, mens "fleksible arbejdsforhold" er dalet en enkelt plads og nu indtager 7. pladsen på listen. "Forskelligartede opgaver" ligger stabilt i bunden på en 10. plads. 

Højdespringerne er parametrene "professionel udvikling og uddannelse", som er gået tre pladser frem, samt "en konkurrencedygtig løn", som er gået to pladser frem.

Dybhavsdykkerne er parametrene "et rart arbejdsmiljø", som er faldet hele fem pladser og "balance mellem arbejde og fritid", som er faldet to pladser.

Hvad betyder dette? At man kan leve med et halvskidt arbejdsmiljø og for mange overarbejdstimer, så længe lønnen er god og ens employability ikke smuldrer? Stort set: ja. Arbejdet skal bidrage positivt til ens personlige udvikling, og det skal give en ordentlig betaling i mellemtiden.

Da der netop er tale om en mellemtid, lever vi med, at vilkårene ikke er optimale, mens vi forbereder os på bedre tider. Vores vigtigste prioritet lige nu er ikke arbejdsmiljøet og balancen mellem job og andre meningsfulde aktiviteter, såsom familielivet, da vi har mere travlt med at sikre vores nutidige og fremtidige markedsværdi. Vi er også udmærket klar over, at vores markedsværdi øges gennem dokumenterbar, professionel udvikling - ikke gennem tilhørsforholdet til en socialt anerkendt arbejdsplads.

Stiller vi ikke længere krav til vores arbejdsmiljø?
Jo. Vi vil for eksempel ikke finde os i dårlige ledere. Lederne er også en del af arbejdsmiljøet - en meget væsentlig del - og her ser jeg ingen overbærenhed i undersøgelsens resultat. Desuden lægges der vægt på, at arbejdsmiljøet er "kreativt og dynamisk", hvilket indebærer, at man nødigt vil være en del af en organisation, som hænger fast i vante rutiner og intellektuel dovenskab. Men kravet om et decideret "rart arbejdsmiljø" kan man altså godt afstå.    

Hvad er et rart arbejdsmiljø?
Et rart arbejdsmiljø kan defineres på mange måder, men de fleste kan vel blive enige om, at en inkluderende kultur, oaser af social og faglig snak, frihed til at fejle og muligheden for at hente børn er nogle af ingredienserne i et rart arbejdsmiljø.

Men der kan også gå for meget duks i den!

Det ER et afgørende succeskriterium for et acceptabelt arbejdsmiljø, at man ikke bliver mobbet eller chikaneret og at man ikke brækker benene eller bliver stresset, når man er på arbejde, men det kan ikke være rigtigt, at man omtaler sin arbejdsplads som Worst Place to Work, fordi der ikke er massage og coaching i arbejdstiden, insitutionaliserede kaffe-kage pauser af 2 gange en halv times varighed per dag, gratis medlemsskab af Fitnessdk, fire årlige medarbejderarrangementer med fest og fyrværkeri - og så videre. Disse ting KAN undværes, hvis man virkelig tænker efter. Og man er stadig et helt menneske, når dagen er omme.

Alt det pjat booster bekvemmeligheden - ikke arbejdsglæden, meningsfuldheden, produktiviteten eller bundlinjen. Hvad der batter noget er: et udfordrende og udviklende arbejde, indflydelse på eget ansvarsområde, sociale og faglige netværk, energi, anerkendelse og begejstring.

Og så kan vi tisse i gården for min skyld.

       

onsdag den 8. februar 2012

God og dårlig ledelse

De tre værste ledertyper er:

  • specialisten (Management by Details) 
  • terroristen (Management by Fear) 
  • narcissisten (Management by Show Off)

Hvorfor er der ingen, der fortæller dem det?
Er det omgivelserne, der på et eller andet tidspunkt har overvurderet deres evner, eller er det dem selv?

Overvurdering af egne evner er et udbredt fænomen. Jeg læste for nylig, at cirka firs procent af alle mennesker vurderer, at de er bedre bilister end gennemsnittet. Det samme antal mener, at de er bedre elskere end normen, ligesom en overvægt af personer mener, at de har mere pli end andre. Men rent matematisk-statistisk holder disse tal ikke vand. Det er ren inflation.

Det er forholdsvis nemt at genkende denne overvurdering blandt andre, men langt sværere hos en selv. Ind imellem er forestillingen om grandiositet harmløs, andre gange kan forestillingen om ophøjethed have fatale konsekvenser for omgivelserne. 

Hvis jeg mener, at jeg er så fantastisk en sanger, at jeg må stille op i et talentshow, er det som regel kun mig selv og mine nærmeste omgivelser, der påvirkes, hvis afgørelsen ikke falder ud til min fordel. Jeg lider et nederlag, men ikke et nederlag med vidtrækkende konsekvenser. Hvis jeg derimod har magt, er der ingen, som kan dømme mig ude. Kun de få, som har endnu mere magt end mig. Derfor vil det sandynligvis være mig, der vinder konkurrencen - selvom jeg synger eller danser forfærdeligt.

Der er skrevet et hav af bøger om, hvilke egenskaber, den gode leder bør besidde. Mod, integritet, handlekraft, eksekveringsevner. Men hvor ofte læser vi i mainstream ledelseslitteraturen om, hvilken ydmyghed mennesker med magt bør have overfor den enorme aktionsradius, de qua deres status er i besiddelse af?    

Den vigtigste egenskab hos et menneske - og en leder - er selverkendelse. Hvori består mine styrke, hvor findes mine begræsninger? Hvornår skal jeg vise min styrke, hvornår skal jeg træde et skridt tilbage? Den største fejl, man som leder kan begå, er at gennemtvinge egne blind spots og gøre den organisation, man står i spidsen for, endnu mere skrøbelig, fordi den forventes at skabe resultater indenfor rammer af teknokrati, frygt eller manglende kompetence.

I nogle virksomheder skabes der værdi på trods af ledelsen. Medarbejderne er så selvledende og så kompetente, at der performes trods svag ledelse. Hvad kunne det så ikke blive til, hvis ledelsen var god - eller bare middelmådig? 

Jeg savner mere ydmyghed overfor den store og vigtige opgave som ledelse af andre rent faktisk er. Der findes ingen vigtigere opgave i en virksomhed, ligesom der ikke findes nogen vigtigere opgave for en forælder end at få hans eller hendes børn til at opfylde deres potentiale. Ledelse er ikke en bibeskæftigelse til ekspertiseområdet, ledelse er heller ikke magtopvisning og ledelse er ikke en kærkommen lejlighed til at bade sig i rampelyset.  

Ledelse er at opnå følgeskab. Det er ikke at intimidere sine omgivelser, selv mase sig foran i køen eller begrave sig i de technicalities, man egentlig synes er sjovere end alt det bøvl med folk. At få følgere betyder, at ens uformelle autoritet anerkendes. Det betyder, at man anerkendes som et ledende menneske fremfor blot som en leder af mennesker.

Den gode leder ved, at han eller hun har en større opgave end at fremme egne interesser. Den gode leder har erkendt, at han kan komme til at træffe beslutninger, som vil gå ud over hans egen bekvemmelighed, karriere eller popularitet. Den gode leder vil gå langt i sit offer for at skabe værdi, mening og succes for andre end ham selv - fordi det er hans kald.   
 
De tre bedste ledertyper er:

  • facilitatoren 
  • inspiratoren
  • guruen

Facilitatoren skaber rammerne, organiserer, coacher og uddelegerer. Inspiratoren har mental energi, udsyn og vilje til at transcendere fordomme og falske forestillinger. Guruen er den åndelige overbygning, som forstår at formidle en stærk vision og et vedkommende værdisæt.

- og endelig er der ideallederen, som formår at forene denne treenighed i ét væsen.

Har du været udsat for god, middelmådig eller dårlig ledelse, så del endelig dine oplevelser med os, der læser bloggen.

/MD