mandag den 21. marts 2016

Tro ikke du skal alt selv - i dit liv eller i din start up

Som de fleste af mine faste læsere ved, er jeg i gang med to ting på én gang: at starte HR Innovation Lab, som er en tænketank, og at sparke min egen virksomhed, Point of HR, i gang.

De to projekter har jeg arbejdet med siden 1. marts, og alligevel synes jeg ikke, at jeg er kommet ret meget videre.

At jeg ikke er kommet ret meget videre skyldes ikke, at jeg ligger på sofaen hele dagen og læser det nyeste nummer af Elle.

Den overvejende årsag er, at jeg troede, jeg skulle alt selv.

Tykke tillidsstrømme


HR Innovation Lab er det af de to projekter, jeg starter med at investere det meste af min energi i. Dels fordi der er stor interesse omkring Lab'en, dels fordi det er et frækt, visionært og sjovt projekt.

Men man kan ikke bare gøre det, man synes, er sjovt.

Tror du, at du gør kreditorerne happy ved at fortælle dem om HR Innovation Lab? spørger min mand og man kan se på ham, at han ved, han er fiffig, når han spørger på den måde. 

Hvor er din forretningsplan? spørger min rådgiver og siger til mig, at jeg godt kan glemme alt om alt, hvis jeg kommer uden femten sider med indbygget SWOT og en udførlig konkurrentanalyse. 

Har du styr på din bogføring? spørger min far, og kalder mig til hastemøde.

Og når min banksælger ringer for at sige, at han har noteret sig, at jeg ikke længere har en arbejdsgiverbetalt pensionsordning og at vi hellere må kigge på en ordning, indtil jeg (bliver fornuftig og) tager et job igen, og han et stykke inde i samtalen holder en lang, opgivende pause, efter han har sagt 'Point of' og ikke rigtigt kan komme til resten af navnet, altså 'HR', så kan man ikke sige, at tilliden flyder i tykke strømme i min retning. 

Alle gode sloganer er taget


Udover at finde på et navn til min virksomhed skal jeg også have et logo.

Derfor finder jeg en video på Youtube, hvor en inder viser, hvordan man laver et logo i Power Point, og det går jeg i gang med efter anvisningerne. Det er ikke svært, men nu kommer vi til det: man kan ikke bare have et virksomhedsnavn og et logo, man skal også have et slogan.

Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at alle de gode sloganer er taget. Alt med connecting, transforming og disrupting er taget. Det samme er alt med people, future og work. For ikke at tale om it's all about, it's not about og it might be about.

Min store datter joiner mig i min slogan brainstorming session, hvor jeg selvfølgelig har klasket gule sedler op overalt på vægge, stole og bordben, og hun siger helt uanfægtet:

Mor, de tre p'er går altid

Jamen, skat, siger jeg, alt det der med people, purpose og planet bliver allerede brugt af nogle andre. 

Det var ikke det, jeg mente med de tre p'er, mor, siger hun og ruller med øjnene. Nej, dit nye slogan er selvfølgelig: 

Profits, profits & profits!


Det her må en psykolog rede ud en dag. Det startede med, at hun ikke ville på det almene gymnasium for at få lidt almen dannelse som os andre, og det ser ud til, at det fortsætter i det loop.  

Men det er egentlig et ret godt slogan, hun har. Helt stramt og ærligt.

På den anden side kan det opfattes som en smule ensidigt og derfor finder jeg på noget andet, der passer bedre til mig. Hvad logoet angår, må jeg imidlertid erkende, at det jeg selv har lavet, ser lidt for fjollet ud. Lidt for Power Pointy.

Men jeg bruger femten-tyve timer på det, før jeg indser, at det er en af de ting, jeg ikke skal lave.
  

Det kan da ikke være så svært at lave en hjemmeside


Og nu kommer vi til gyseren. Hjemmesiden.

Jeg har altid kunnet finde ud af al slags software, så hvad er problemet?

Hjemmesiden er ligesom logoet en af de dimensioner, jeg mener, at jeg selv kan bemestre.  

Det kan ikke tage mere end et par dage at få det skrammel op at køre. Det er bare et spørgsmål om at gå i gang.

Og i gang, det kommer jeg. Men det ser ikke helt sådan ud ovre hos mig som det ser ud på den hjemmeside, der sælger designet. Alle de cool elementer, svajet i hofterne, tingene, der kommer svævende ind fra højre og venstre, er ligesom forduftet undervejs i downloadprocessen.  

Min første, store udfordring er upload af billeder, herunder mit nye logo, til hjemmesiden. Af det oprindelige billede bliver der kun gemt et udsnit, som ovenikøbet er forstørret en milliard gange. Efter at have besøgt 3-400 amerikanske hjemmesider, set 3-400 Youtube videoer og sendt 3-400 tweets ud om problemet, melder jeg mig ind i et geekforum.

I forummet stiller jeg spørgsmålet:

Mine billeder bliver uploadet i et format, så alle prikkerne kommer farende ud i hovedet på én. Hvad kan man gøre ved det?

Men sådan noget straight talk forstår nørder ikke. De skal have det på en anden måde. 

Heldigvis har jeg en fætter, som ved ting og sager, og han råder mig til at udskifte hele det oprindelige spørgsmål med sætningen: Billederne cropper. Anyone?

Cropper? siger jeg. Hvad fanden betyder det?

Det er verbum-formen af crop, svarer min fætter. Og så er der ikke mere at sige om den sag.

Jeg har erkendt, at viljestyrke og stædighed hænger ud på det samme kontinuum og at man til hver en tid skal forstå, hvor man er henne på skalaen. 

Jeg kommer ikke til at bygge min nye hjemmeside fra bunden. Men jeg bruger tres-halvfjerds timer på det, før jeg indser, at det er en af de ting, jeg ikke skal lave.

Køb, køb, køb


Og så er det nu, at jeg skal begynde at fortælle dig om alt det, jeg til gengæld skal lave og som jeg også bilder mig ind, at jeg er bedre til end gennemsnittet. 

Men det gør jeg ikke, for det her er ikke nogen salgskanal. 

****

Til sidst vil bare jeg sige, at hvis du er sådan en, der går og tænker på at lave et eller andet fedt, men også risikobetonet, i dit liv, er mit eneste råd: gør det!

Og for min skyld må du gerne starte med at tro på, at du selv skal klare det hele, men vær også tilstrækkelig ydmyg til at erkende, når det ikke længere er en god idé.

Jo hurtigere du kommer dertil, desto hurtigere kommer du til sagens kerne, nemlig det, som du virkelig har forstand på. Og det som du virkelig har forstand på, er det, der betyder noget for alle dem omkring dig, for alle dem, du skal tjene.

De giver dybest set ikke en skid for din businessplan, din bogføringspraksis, dit logo eller din hjemmeside. Det eneste, de interesserer sig for, er det, du kan og gør, når du ikke sidder og uploader billeder til dit site. 

God påske.



NB: Dette er ikke en opfordring til henvendelser af salgsmæssig karakter. Jeg HAR styr på det.

På en måde.

****

Du kan abonnere på HR Forretning ved at skrive din e-mail her:

fredag den 4. marts 2016

Det er kvindernes skyld og stop så det følelsestyranni på vores arbejdspladser!

I forbindelse med udgivelsen af en ny bog kom ledelsesrådgiver og mindfulness ekspert Charlotte Mandrup i denne uge friskt på banen med budskaberne:

Følelsestyranni på jobbet fører til stress og Væk med den feminine og familiære ledelsesstil.

Det er forfriskende, for ikke at sige nødvendigt, at nogen ind imellem tager sig sammen til at forholde sig kritisk til den selv- og indforståethed, de færreste af os kan sige sig fri for at blive fanget i fra tid til anden. 

Derfor er det som sådan glædeligt, at Charlotte Mandrup mobiliserer sit mod til, eller også falder det hende bare naturligt, at sige ting som:

  • vi har ikke krav på at have et meningsfyldt arbejdsliv
  • arbejdspladsen er blevet det sted, hvor vi søger livets mening
  • i dag går folk ned med stress, hvis de får en dårlig medarbejderevaluering
  • nutidens ledelsesform er alt for indfølende og omsorgsfuld

Er vi alle bare en flok forkælede middelklasseløg? 
Kræver vi for meget af vores arbejdsgiver og vores chef?
Hvorfor er det ikke ok at have et meningsløst arbejde?
Er vores ledere blevet for omsorgsfulde og kvindagtige?

Det er kvindernes skyld



Charlotte Mandrup opfordrer os alle, både medarbejdere og ledere, til at stramme hængeballerne og være lidt mere saglige og rationelle, når vi er på arbejde. Det såkaldte følelsestyranni daterer hun historisk til tidspunktet for kvindernes indtog på arbejdsmarkedet*, for det er kvinderne, der har taget følelserne og forventningen om relationer med ind på arbejdspladserne. 

Og følelser og tætte relationer, fastslår Mandrup, hører ikke hjemme på en arbejdsplads. 

For min skyld behøver man ikke at være best pals med sine kolleger eller slyngveninde med sin chef, og personligt er jeg langt mere interesseret i at høre om, hvad mine kolleger mener om specifikke, faglige udfordringer end at høre om, hvad de lavede i weekenden. 

Men jeg anerkender også, at det for nogle - uanset køn - er ugens højdepunkt, når de foran en respektfuldt lyttende gruppe kolleger får mulighed for at fortælle historien om, hvordan de lykkedes med at servere en blæret treretters menu lørdag aften for naboparret eller hvordan de, i en desperat heldagsregnsituation og against all odds, gennemførte deres første halv-marathon i Bjæverskov og omegn. 

Disse historier er vigtige mellem kolleger, for de bidrager til vores forståelse af hinanden. Hvad vi brænder for, hvad vi kæmper for. Og vi brænder og kæmper alle sammen for noget, både mænd og kvinder, ligesom begge køn har brug for følelsesmæssig anerkendelse. 

Vi er nok forskellige køn, men vi er ikke forskellige arter.
    

Livet er ikke rationelt


Hvis jobbet ikke giver os hele livets mening, så overreagerer vi og bliver eksistentielt angste og får stress. 

Sådan cirka er Mandrups ræsonnement og det forklarer jo alt. 
Eller også forklarer det ingenting.

For jobbet er ikke hele livets mening, det vil jeg give Mandrup ret i, men jobbet er bestemt en del af livets mening. Det er en del af meningen med vores eksistens, at vi på den ene eller den anden måde bidrager til slægtens fortsatte overlevelse og udvikling. Og i den ligning indgår vores job, det, vi tænker, det, vi tror på, det, vi kan, det, vi gør. 

Der indgår også andre elementer, bevares, men at sige, at jobbet bare er et tilfældigt påhæng, vi skal forholde os rationelt og sagligt til, som vi forholder os til DSBs køreplan for linje H, er besynderlig asynkront med det, vi efterhånden ved om mennesker og menneskers arbejdsliv.

Vi er mere på arbejde end vi er sammen med vores familie og venner. Og vi er mere på arbejde end vi sidder i linje H. Det betyder, at en stor del af vores liv leves på jobbet og at vi derfor, hvis vi skal følge Mandrups anbefalinger, skal forholde os rationelt til livet selv. 

Det synspunkt er der andre, der med større eller mindre held har forsøgt at fremføre undervejs i filosofihistorien, og det er fint, men vi kan ikke se bort fra, at det er et grundvilkår, at vi er også er irrationelle og behovsdrevne mennesker ligesom det er et grundvilkår, at vi skal dø. 

Vi kan ikke rationalisere de grundlæggende, menneskelige vilkår og drifter bort, hvor meget vi end gør os umage og hvor meget vi end kunne ønske os, at vi kun skulle have med det at gøre, der er helt mekanisk og rent intellektuelt.

Det mekaniskes dominans  


Den hede fantasi om et menneskeligt produktionsapparat, der også opfører sig som et apparat, lever stadig i bedste velgående i vores organisationer, og på den måde har Mandrups budskab per definition medvind, men hvis du spørger mig, er det ikke en fantasi, der er værd at investere mere i. Lad os hellere tage afskrivningen nu og få gjort tabet op.

For det er ikke de mange feminister og de mange følelser, der skaber frustrationer, stress og angst, det er det mekaniskes dominans. 

Det er det daglige overgreb på den menneskelige faktor fra et miljø, som forudsætter, at det mekaniskes iboende regelsæt og alt, hvad der følger med af forudsigelighed, velsmurthed og saglighed, kan overføres direkte til menneskers arbejdsliv. 
  
Det kan det ikke, og det er denne umulighed, vi slås med i vores organisationer og som Mandrup stædigt ser bort fra. 

Problemet er ikke, at krammeriet har taget overhånd, problemet er, at vi forsøger at gøre noget muligt i et umuligt set up. Vi forsøger at kramme et flow chart.

Rationalet


Charlotte Mandrup vil gerne appellere til mindre omsorg og en mere professionel adfærd på arbejdspladsen, og det er hun i sin gode ret til at gøre, men jeg savner i den grad evidens, for ikke at tale om fornuftige ræsonneringskæder.

Mandrup siger for eksempel i en af artiklerne, at vi lægger al livets mening ind i arbejdssituationen og dette er en fejlvurdering, som gør medarbejderne til svæklinge, fordi vi ikke længere tror på, at vi selv kan vende den dårlige udvikling.

Øh, nå?

Der er noget i hele denne ophobning af påstande, som gør det samlede budskab, den samlede konklusion, meget lidt overbevisende. Eller også er det en række udeladte mellemregninger, der gør argumentationen så pudsig, som tilfældet er. Jeg kan ikke vide det, men det bliver ikke bedre her: 

Det ligger i vores dna, at vi i ægteskabet og i de nære familiemæssige relationer står hinanden bi. Den følelsesmæssige tilknytning har vi nu lagt over på jobbet og med den en forventning om, at arbejdspladsen derfor også står os bi og til hver en tid vil os det bedste. Men det er et falsk løfte. For på jobs risikerer man jo både at blive fyret, omplaceret eller også bliver chefen det, hvilket fundamentalt ændrer på vilkårene. Og det risikerer man at gå helt ned med flaget over, hvis man, som mange gør i dag, forventer, at der i jobbet ligger en slags følelsesmæssig kontrakt om, at vi lige meget hvad er der for hinanden, siger hun.

Mit problem med sådan en udtalelse er, at den er faktuelt forkert. Den ville måske være spændende og passende i 1970'erne, men i dag står de færreste af os hinanden bi gennem hele livet, ligesom meget få forventer, at deres arbejdsgiver er der for dem no matter what. Det er noget decideret vrøvl, at vi alle sammen sidder og tror, at alt er ubetinget, uforanderligt og til evig tid. 

Hvis vi skulle tro på det, skulle vi ikke have læst en eneste avis, googlet en eneste undren eller været på et eneste socialt medie de seneste ti år.  

Når jeg læser de forskellige interviews med Charlotte Mandrup, får jeg en fornemmelse af, at det, hun er bedst til, er at tale om ikke-trends og ikke-problemer og at hun på vejen er hoppet ind i en tidsmaskine og rejst fire-fem årtier tilbage for at tale de gale hippier til rette. 

Jeg vil takke Charlotte Mandrup for en helt speciel oplevelse i denne uge og så vil jeg takke Anne Frost for at bringe mig på sporet. Du kan læse Anne Frosts LinkedIn post om kærlighed og andre gode sager på arbejdspladsen her

Fyr den af i kommentarfeltet, hvis du har noget at tilføje, som jeg har glemt, eller du mener noget helt andet.  

****

NOTE *denne faste vending i sproget giver associationer til en hær, der er på march og sultne efter at erobre territorium, der retmæssigt tilhører andre.

Jeg siger det bare.