mandag den 15. august 2011

Stephen Coveys gode vaner

7 gode vaner af Stephen R. Covey. De fleste har formentlig allerede læst bogen, som udkom for mindst 100 år siden, men jeg vil alligevel - på linje med et utal af andre - omtale denne klassiker, fordi den stadig giver mig et friskt og ligefremt perspektiv på arbejdslivets, familielivets, ja, alle former for livs, mening og mål.

Bogen inspirerer fortsat, fordi de nødder, den opfordrer til at knække, endnu ikke er helt knækket - for mig i al fald - omend Covey nok ville opfordre til, at vi passer vores nøddehegn, før vi ribber det for nødder. 

For forholdet mellem produktionskapacitet og produktion, kaldet PK/P faktoren, er et overordentligt vigtigt aspekt i Coveys univers og et aspekt, som kaster lys over alle de relationer, vi indgår i og i alle de processer, som understøtter disse relationer. Forholdet mellem produktionskapacitet og produktion er afgørende for al bæredygtig adfærd; for al god forretning; og for alt givende familieliv. Samt et utal af andre relationer, netværk og sammenhænge, hvori individet indgår og vælger - eller bør lære at vælge - at yde sit særlige bidrag.

Hvis forholdet mellem produktionskapacitet og produktion er usundt, viser det sig ved en overudnyttelse af kapaciteten, som resulterer i et uafvendeligt sammenbrud med en masse nedetid og produktionstab til følge. Tænk på et menneske på sikker kurs mod en stressdiagnose eller et maskinelt produktionsapparat, som ikke vedligeholdes. Systemerne drænes for at opnå øjeblikkelig overlevelse eller akut succes uden tanke på produktionen i morgen eller om et år.

Men facit er klart: i det samlede regnskab bliver tabet langt større, end hvis systemerne var blevet vedligeholdt og tilført næring løbende og i tide. 

Det samme gælder de personlige relationer, herunder relationerne i arbejdslivet mellem samarbejdspartnere, forhandlingspartnere, overordnede og underordnede og andre interssenter. Relationerne skal gødes og næres og dyrkes med omhu. Der skal kontinuerligt sættes ind på tillidskontoen hos den anden, således at dårligere tider, altså svigt og brudte løfter, kan imødegås.

Den vigtigste forudsætning for at få sig en bugnende tillidskonto er, at man er i stand til at udøve empatisk lytning. Empatisk lytning er en udfordring for de fleste, idet den fordrer, at man ikke evaluerer eller dømmer samtalepartneren undervejs i samtalen og at man ikke uafladeligt trækker referencer til sin egen livssituation og erfaringer. Empatisk lytning indebærer, at man ser verden gennem den andens øjne og lader sine egne tolkninger, sit eget kerneparadigme, hvile en stund. Man er der først for at forstå, dernæst for at blive forstået.     

At bruge tid på det, der er vigtigt, for eksempel den gode samtale, er et andet af bogens centrale budskaber. Og de redskaber, som Covey præsenterer i bogen til at analysere og eventuelt omorganisere ens ressource- og tidsforbrug, er redskaber, som jeg personligt har haft stor glæde af. Coveys grundmodel er hans tidsstyringsmatrice. Matricen indkredser, hvordan vi egentlig bruger vores tid.

Her er 4 muligheder:

I) aktiviteter, der både haster og er vigtige
II) aktiviteter, der ikke haster, men som er vigtige
III) aktviteter, der haster, men som ikke er vigtige og endelig
IV) aktiviteter, der hverken haster eller er vigtige.

Til kategori I) hører eksempelvis akutte problemer og deadlines, kategori II) handler om proaktivitet, planlægning og produktionskapacitet, kategori III) er afbrydelser, mange møder, telefonopkald, mens kategori IV) handler om tidsspilde; TV kiggeri og lignende.

Alt for mange mennesker, er Coveys analyse, har bundet deres ressourcer i kvadrant I, hvor de kører kronisk krisestyring (og dør af stress); i kvadrant III, hvor fokus udelukkende er operationelt og man føler sig som et offer eller i kvadrant IV, hvor den altherskende ansvarløshed hærger. Effektive mennesker VED, at de skal fokusere deres energi i kvadrant II - og til nød kvadrant I-aktiviteter, fordi disse er vigtige. Det er de andre ikke. 

Effektive mennesker er i Coveys univers ansvarsfulde mennesker. For at være effektiv er det essentielt, at man tager sit ansvar på sig og erkender, at det ikke er verdens, chefens, barndommens eller mandens skyld, at man har det, som man har. Passivitet eller reaktiv adfærd er også et valg. Det er bare ikke et valg, som fører nogen steder hen, men et fravalg af muligheden for at leve et liv, som er i overensstemmelse med ens kerneværdier - og de universielle principper. Ansvarlighed er at tro på sine værdier, at bevare sin integritet, at være modig og at vide, at elske er en handling fremfor en følelse. 

Jeg har stor respekt for Covey's analogievner, altså hans evne til at drage paralleller fra det offentlige (virksomheden) til det private (familien) og omvendt. Men der går lidt frelsthed i den hist og her, særligt når talen falder på rollerne som forælder, ægtefælle, ven og coach. Det må læseren filtrere fra, hvis ikke man er til det store, søde, amerikanske bolsje. Men fraset al hallelujahen, er der stadig så mange gode tanker, nye vinkler og brugbare redskaber til at fokusere på det, der er vigtigt - og få luget de ting væk, som ikke er.


Du kan lave en personlig analyse af dit tidsforbrug her: http://www.franklincovey.com/urgencyanalysis/ua-prof.html

/MD