søndag den 20. marts 2011

HRM - Human Resources Metaphysics?

Kapitalisering af selvet.

Lyder det væmmeligt? Eller er det sød musik i dine ører?

Kapitaliseringen af selvet og den heraf afledte inderliggørelse af produktiviteten er en strategisk øvelse, som de HRM ansvarlige er i færd med at eksekvere i disse år ifølge Tommy Kjær Lassen, teolog og ph.d. forsker, i en artikel i Børsen d. 21. januar i år. HR's næsten hysteriske fokus på måling er katalysator for tendensen, og det maniske fokus på måling udspringer af HR's legitimeringsprojekt: man skal vise, at man bidrager med noget. Og så videre.

Når gamle tids- og kontrolsystemer ikke længere er tilstrækkelige til at lede og overvåge medarbejderne, er det oplagt at hypnotisere medarbejderne til at internalisere kontrolsystemets mekanismer og logikker, tilpasset de nye præstationsformer.


Hvordan er det nye kontrolsystem designet? Det er bygget op på en platform af virksomhedens normer og værdisæt.

Hvordan kommer de nye præstationsformer til udtryk? De kommer til udtryk som engagement i organisationen, passion for opgaven og loyalitet overfor virksomhedens Corporate Culture. Og så kommer de til udtryk ved, at man har virksomhedens mål i sine tanker, når man slår græs eller skovler sne, når man går tur med hunden og når man læser avisen. Virksomhedens behov er blevet vigtigere end de nære relationer, herunder forholdet til en selv.

Det er ikke nok at være fysisk til stede i et givet, aftalt tidsrum eller at producere et givent antal enheder i løbet af en arbejdsdag. Nej, vi skal brænde for sagen og investere vores sjæl og vores selv i organisationen. Vi er blevet medlemmer af en sekt, men vel at mærke en sekt uden synderlig, åndelig tyngde. Derfor: kan vi opnå tilfredsstillelse, men ikke forløsning.

Selvet er det, der er tilbage, når alle kompetencer er skrællet af individet, mener Tommy Kjær Lassen. Mennesket forløses, når det engagerer sig i noget, der er større end det(s) selv. Derfor skal vi ind imellem være ude af os selv for at opnå forløsning. Vores selv skal ikke være fyldt op af virksomhedens tankegods, men af vores egne, menneskelige refleksioner, relationer og tro. Og vi skal i korte passager være i stand til at glemme os selv, glemme omgivelsernes krav og vores egne momentane behov, så vi kan hengive os til de små sorte huller i tid og rum, som giver mening til eksistensen.

Hvorfor er det et problem at være tunet af Coporate-maskinen og hjernevasket af HR chefens messen? Den passionerede medarbejder er "altid i virksomhedens hule hånd, hvor der ikke er plads til menneskelig refleksion", udtaler Kjær Lassen. Dette er et problem for individet, men egentlig også for organisationen, fordi man - sat helt på spidsen - får nogle nikkedukker ud af det, som samtidig bruger energi på at undertrykke egne værdier og normer.

Mange ledere vil med garanti anskue "nikkedukken" som den ideelle medarbejder. Men vent nu lidt! Vi står ikke ved Fords samlebånd længere (som ovenikøbet kun lagde beslag på vores krop og ikke vores sjæl), og resultater bliver sjældent skabt af rygklappere, som ligger i med virksomheden 24 timer i døgnet.

Kjær Lassen åbner ballet for en debat, som er interessant og vedkommende. Er gamle dages Scientific Management blot afløst af management paradigmer om værdi- og selvledelse, som er lige undertrykkende, men langt mere spidsfindige? Er HR gået over grænsen og har smidt H'et ud af HR i kampen for at legitimere deres egen tilstedeværelse i virkomhederne?

Personligt er jeg ikke overbevist, men nyder det moralske og menneskelige perspektiv. Jeg mener stadig, at vi skal måle vores indsatser og tænke strategisk (og dermed tingsliggørende) om anvendelsen af vores menneskelige ressourcer, men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at kan vi skabe rammerne for
flow, er vi godt på vej til at skabe en virksomhed, som er ret mange skridt foran de andre.


/MD