Det demokratiske samfund og den autokratiske arbejdsplads

Vi lever i et demokrati som myndige borgere. Vi bestemmer selv hvilke aviser og bøger, vi vil læse, hvem og hvad, vi vil tro på, og hvilke partier, vi vil stemme på. Vi har under normale omstændigheder forsamlingsfrihed, religionsfrihed og frihed til at være dem, vi vil være (så længe vi ikke krænker andres rettigheder). 

Vi har principielt ret til selv at vælge vores uddannelse, vores bopæl og vores eventuelle partner. Så længe vi opfører os nogenlunde i overensstemmelse med de fælles normer for adfærd, er der relativt frit slag i bolledejen for at træffe selvstændige beslutninger om ens eget liv.  

Virkeligheden er naturligvis ikke så enkel. Der er masser af tvangsmekanismer, som går under radaren, og som gør, at mange af os ikke er så *frie*, som vi eller andre tror. Men lad denne komplikation ligge for et øjeblik og lad os kaste et blik på kontrasten mellem det at være borger og det at være medarbejder.

Borgeren og medarbejderen

Som borger har jeg stemmeret. Det er ikke sikkert, at det parti eller den politiker, jeg stemmer på, kommer til at lede landet, men jeg har frihed til at sætte mit kryds, og ja, det forventes faktisk. En høj stemmeprocent er nemlig udtryk for borgernes engagement i samfundet.  

Som medarbejder har jeg ikke stemmeret. Jeg har ingen indflydelse på, hvem der sidder i direktionen eller hvem min nærmeste leder er. Jeg forventes ikke at have en holdning. Tværtimod kan det i nogle organisationer være decideret risikabelt overhovedet at mene noget om det spørgsmål.

Som borger har jeg ret til fri uddannelse. Jeg bestemmer selv, om jeg vil uddanne mig til elektriker eller til magister i engelsk. Det forventes dog, at jeg uddanner mig til et eller andet, det er nemlig godt for samfundet og samfundsøkonomien. 

Som medarbejder har jeg ikke ret til uddannelse. Ikke i arbejdstiden i al fald, hvilket begrænser mulighederne en del. Jeg har pligt til at deltage i endagsworkshoppen, som leverandøren af den nye software til virksomheden holder, men jeg har ikke ret til at følge et fag på Åbent Universitet om kunsthistorie eller erkendelsesteori. Det er nemlig ikke relevant for mit job.

Som borger har jeg fri adgang til de af sundhedsmyndighederne anbefalede vaccinationsprogrammer. Det forventes, at jeg både lader mig selv og mine børn vaccinere, da det forhindrer bestemte sygdommes udbredelse i samfundet.

Som medarbejder har jeg adgang til årets influenzavaccine. Forebyggelse af dårligt arbejdsmiljø er der derimod ikke nogen garanti for, til trods for at det er en plage uden lige de steder, det findes. 

Som borger har jeg ret til offentlig økonomisk hjælp og bistand, hvis livet spænder ben eller jeg bliver arbejdsløs. Det forventes, at jeg opsøger hjælpen, for i vores samfund ønsker vi ikke at svigte vores medborgere og ingen skal ligge og flyde på gaden eller leve under fattigdomsgrænsen, hvis vi kan undgå det.

Som medarbejder har jeg ikke ret til at gå ned i tid eller bede om mindre krævende opgaver, hvis livet giver modstand eller der er nogen, der har mere brug for mig end min chef. Jeg kan anmode om nedsat tid, men jeg har ikke ret til det, for det er ledelsen, der leder og fordeler arbejdet.   

Som borger har jeg ret til at ytre mine meninger, ja, der er faktisk en forventning om, at jeg gør det, fordi demokratiet vedligeholdes gennem offentlig samtale og debat. Jeg kan skrive lige så mange læserbreve til Information og lave lige så mange opslag på Facebook, som jeg vil. Det opfattes som et udtryk for min interesse for det samfund, jeg lever i, at jeg har holdninger til atomkraft, klima, kvindekvoter og Mette Frederiksens taler.  

Som medarbejder har jeg ikke ret til at ytre mine meninger, og da slet ikke offentligt. Tværtimod kan ytringer om forhold i virksomheden anses som brud på loyalitetsforpligtelsen, og jeg kan blive fyret eller bortvist. Loyalitetsforpligtelsen trumfer ytringsfriheden, selvom det er en kendsgerning, at jeg har mere forstand på den virksomhed, jeg arbejder i, end på mange af de andre emner, jeg udtaler mig om.

Autonomi versus autokrati

Så snart den enkelte medarbejder forlader arbejdspladsen, betragtes han, hvis han er over 18, som en voksen. Han forventes at træffe selvstændige beslutninger og handle autonomt, og han forventes at kunne navigere fornuftigt mellem egne og andres behov og være i stand til både at prioritere sin håndboldtræning, forældresamarbejdet i skolen og indkøbene til sine ældre naboer under Corona. Han påtager sig naturligt opgaverne som det myndige, ansvarlige menneske, han er. Han behøver ikke en leder til at pege på opgaverne.

Omvendt forholder det sig på arbejdspladsen. Her hersker et slags autokrati eller enevælde, hvor magten, myndigheden og mandatet er koncentreret i toppen og til dels distribueret til et lokalt hierarki af lederpositioner. Enkelte specialister kan også tænkes at danne deres eget lille, autonome prinsedømme, og det tillades, fordi de betragtes som uundværlige. For alle andre gælder det, at de må afvente, at lederen skaber overblikket for dem og koordinerer og fordeler opgaverne. 

Bekæmpelse af autokratiet

Der eksisterer tydeligvis et demokratisk underskud på arbejdspladsen. Hvordan kan dette mindskes? Hvordan kan vi bringe os tættere på en situation, hvor ansatte betragtes som myndige voksne med rettigheder, ytringsfrihed, mulighed for indflydelse – og naturligvis også pligter? 

Før vi går helt i selvledelsesmodus, som jeg ikke ubetinget er tilhænger af (jeg ved ikke nok om det), vil jeg pege på nogle simple, små ændringer, der reducerer det demokratiske underskud og som sætter fokus på arbejdsgiverens ansvar fremfor blot dennes magt.  

Retten til selv at vælge sin leder

Inddrag medarbejderne i processen, når der skal rekrutteres en ny leder til teamet eller afdelingen. Lad et par medarbejderrepræsentanter møde feltet, og lad dem stille de spørgsmål til kandidaterne, som er vigtige for dem. Medtag medarbejdernes anbefalinger i den endelige udvælgelse. En rekrutteringspraksis, som inkluderer medarbejderne, kan hæve kvaliteten af rekrutteringen og styrke samarbejdet mellem den nye leder og teamet, men indebærer naturligvis også en risiko, skulle rekrutterende leder vælge en anden kandidat end medarbejdernes favorit. Det er en risiko man må løbe, og hvis potentielle negative effekter man kan begrænse ved at være fuldstændig transparent om sit valg.   

Retten til nedsat tid og mindre krævende opgaver

I Sverige har forældre ret til nedsat tid, så længe de har børn under en vis alder. Arbejdsgivere kan ikke nægte forældres ønske om kortere arbejdstid. Nedsat tid er ikke en lønmodtagerrettighed i Danmark, men det står den enkelte virksomhed frit for at hæve barren og skrive det ind i virksomhedens program. Det kan naturligvis give bøvl for den enkelte leder, at nogle af hendes medarbejdere arbejder kortere tid eller med mindre krævende opgaver end andre, men visheden om, at muligheden er til stede under de turbulente perioder af livet, som de fleste af os kommer til at opleve, vil gøre det nemmere at fastholde dygtige medarbejdere og undgå sygemeldinger. En ret til nedsat tid er et signal om ansvarlighed og arbejdsgiverfleksibilitet.

Retten til uddannelse

Arbejdsgivere, der svigter uddannelsesopgaven, bør have pligt til at udbetale en årlig stay on-bonus til deres medarbejdere. Vores arbejdsmarked står overfor et grundlæggende skift, som betyder, at nogle af dem, som i dag er beskæftiget i administration, produktion, kundeservice og salg, vil blive erstattet af teknologiske løsninger. Giv disse mennesker retten og friheden til uddannelse, også uddannelse, som ikke har en pind med deres eksisterende arbejdsområde at gøre. Uddan dem ud af deres nuværende job og måske endda ud af deres nuværende virksomhed. Arbejd målrettet sammen med branche- og erhvervsorganisationer, overenskomstpartnere og uddannelsesinstitutioner om at finde løsninger til gavn for samfundet og borgerne i samfundet - som erhvervslivet faktisk også selv tilhører og består af. 
        

Retten til at tale frit

Man skal ikke have lov til at sige hvad som helst om hvem som helst, men man skal have lov til at sige det højt, som er vigtigt at sige. Og nogen skal lytte. Retten til at tale frit er ikke et spørgsmål om at have ret til at kalde sin chef en idiot på Facebook, det er derimod et spørgsmål om at have ret til at fremføre argumenter mod dårlige ledelsesbeslutninger og have ret til at gøre indsigelse mod forhold, som truer ens egen eller andres sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Vi skal lade den forestilling bag os, at medarbejdere, der opponerer mod gråzoner, genveje og overgreb, er nogle brokkerøve, og i stedet belønne dem for at gøre os klogere og for at give os mulighed for at blive bedre. Hvem er det, der lytter og beskytter? Nærmeste leder, topledelsen, tillidsrepræsentanten, bestyrelsen, HR? Det vil variere, men tillad nu medarbejderne at tale frit.   

Indhentning af samfundet

Kløften mellem identiteten som borger og identiteten som medarbejder er vokset. Måske er den mindsket en smule under Corona-lukningen, hvor borgernes rettigheder blev reduceret, mens medarbejdere blev selvstændiggjort gennem muligheden for mere personlig og individuel planlægning af deres arbejde. I al fald nogle steder. 

Men dette er ikke blot et spørgsmål om mere hjemmearbejde. Det er et spørgsmål om, at virksomhederne indhenter resten af samfundet, som synes at være lysår foran de støvede modeller, der stadig opereres efter i mange organisationer. For nogle arbejdspladser synes at bilde sig ind, at internettet ikke er opfundet, at folk ikke læser bøger og at alle lige er fyldt syv år, når de møder på arbejde. Hvis det var tilfældet, ville det give god mening at behandle medarbejderne som umyndige, uoplyste og uvidende individer. Omvendt kan man undre sig over, hvor virksomhederne finder alle disse passive og kognitivt udfordrede personer?

Alle virksomheder er ikke topstyrede og strengt hierarkisk organiseret. Der findes heldigvis masser af arbejdspladser, hvor mere moderne organiserings- og ledelsesformer afprøves og testes. Hvor medarbejderne betragtes som frie, voksne mennesker, der ved noget og kan noget. Lad os krydse fingre for, at sådanne virksomheder vil inspirere resten til at følge trop. Ikke som i én samlet lemmingflok, der alle går i samme retning, men som entreprenører og innovatører, der tør at tænke og prøve noget selv.  

God sommer til trofaste læsere og til dem, der tilfældigt kom forbi. Du kan skrive dig op til bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

Tidens hjemmearbejde

I de sidste tre måneder har nogle:

• gået på arbejde, som de plejer
• gået på arbejde, men med ændrede krav til indsats og rutiner
• været hjemsendt uden mulighed for at udføre deres normale opgaver
• været hjemsendt med mulighed for at udføre deres normale opgaver 
• været hjemsendt på lønkompensationsordning, hvilket betyder, at de ikke måtte arbejde
• oplevet at blive fyret
• fundet et nyt job.

Der er altså tale om et sammensat billede. Den mest passende metafor for periodens arbejdsliv, som jeg kan finde på, er kludetæppe - eller for at blive i det domestiske hjørne: gryderet. Den store erfaringsspredning gør det umuligt at give en samlet, overordnet beskrivelse af perioden, men en lille flig af kludetæppet, som kan have gavn af at blive undersøgt nærmere, er tidens hjemmearbejde.

Hjemmearbejde af nød

I en artikel af den australske kønsforsker og professor i filosofi, Fiona Jenkins, opridses nogle af problemerne i forbindelse med arbejdsgiveres ”appropriering” af medarbejdernes hjem under Corona-lukningen. Til forskel fra praksis før epidemien var der ikke tale om et tilbud eller et gode, dengang i midten af marts, men om ren og skær nødvendighed.

For mange blev det hurtigt en særlig udfordring, at skoler og daginstitutioner lukkede parallelt med arbejdspladserne, for det betød, at der skulle drages omsorg for børnene i familierne samtidig med, at en eller begge forældre arbejdede hjemmefra. Og det var et større problem for kvinderne end for mændene, fordi hjemmet og børnene er kvindens domæne. Historisk og i dag. Dette praktiske problem blev dog, i al fald delvist, løst, da skolerne og daginstitutionerne genåbnede.

Fotograf: Belinda Howell/Moment RF

Men et andet problem består. Lad os kalde det hjemmeproblemet. Hjemmeproblemet er dog kun et problem, hvis de tvangsmæssige aspekter af hjemmearbejdspladserne opretholdes, efter at epidemien er brændt ud. Og det er langt fra sikkert. De mest sandsynlige scenarier er trods alt, at vi enten alle farer tilbage på kontoret ligesom før lukningen af arbejdspladserne, eller at hjemmearbejde bliver en permanent, men frivillig, ordning.

Lad os alligevel lege med tanken om, at der kommer en større bevægelse af hjemmearbejde, som ligner et gode, men som rummer et element af tvang. 

Eksempler på tvang

Måske viser det sig, at der ikke er plads til alle på kontoret, hvis man skal overholde afstandskravene. Derfor må alle, solidarisk og med samfundssind, ”holde for” og blive hjemme et par dage om ugen. 

Måske ligger det i luften, at man ikke er tilstrækkeligt optaget af sin produktivitet, hvis ikke man arbejder hjemme, da mange undersøgelser peger på, at man får mere fra hånden, når der er ro omkring én. 

Eller måske afslører man sig selv som én, der ikke laver koncentrationsarbejde, hvis man aldrig tager en hjemmearbejdsdag, fordi alle ved, at det kun er overfladiske og rutineprægede opgaver, man kan løse i kontormiljøets mange afbrydelser og udbredte støj.

Hjemmearbejde   

Det ligger i ordet hjemmearbejde, at der er tale om arbejde, der foregår i hjemmet. Ikke at forveksle med husarbejde, for det er nemlig ulønnet. Husarbejdet - metode, frekvens og standarder - afviger kun lidt fra det ene hjem til det andet, mens hjemmearbejdet kan antage mange forskellige former. Det kan være kreativt, rutinepræget, intellektuelt krævende, monotont, digitalt-relationelt, ensomt, sjovt eller kedeligt. Mange typer lønnet arbejde kan ikke udføres i hjemmet, men temmelig mange andre typer kan – og nok flere end vi havde forestillet os før den delvise lukning af samfundet.   

Hjemmet

Hjemmet er ikke en selvfølge. Idéen om hjemmet opstod i den sene middelalder og tog fart i renæssancen. Før var det, vi i dag forstår som et hjem, langt mere åbent, offentligt og faktisk også en arbejdsplads for mange. I løbet af 1600-tallet begyndte hjemmet at blive mere privat, mere afskærmet, og det startede sin lange løsrivelse fra arbejdssfæren. Hjemmet blev samtidig rammen om en ny social enhed, familien, som over de kommende århundreder udviklede sig til en af samfundets vigtigste institutioner. 

Historisk set har hjemmet og familien udviklet sig sammen, og selvom vi i dag har mange flere typer familieformer end den legendariske kernefamilie, er den nukleare familie (som det hedder på engelsk) stadig en toneangivende figur i manges forstillinger om, hvad et rigtigt hjem er.

Hjemmet opfattes af de fleste som en både fysisk og mental konstruktion. Hjemmet er en bolig, typisk en lejlighed eller et hus, men det er også rammen for og beskyttelsen af en særlig livsform og samtidig noget, vi forbinder med en bestemt stemning, en bestemt følelse. 

I hjemmet er vi – ideelt set - trygge og fortrolige med tingene. Hjemmet er et ly, et ”indenfor”, der afgrænser det ”udenfor”, som kan bestå i så forskellige fænomener som dårligt vejr, naboerne, arbejdspladsen og offentligheden. Hjemmet er det intime, det hjemlige, mens det udenfor er det ufortrolige og uhjemlige (jf. det tyske ord ”unheimlich”, som også betyder ”uhyggelig”). Hjemmet inkluderer få og ekskluderer mange. Hjemmet er kun for de indviede.

Chefen på spisebordet

Hvad sker der, når vi inviterer arbejdspladsen ind i hjemmet? Eller faktisk genintroducerer arbejdspladsen i hjemmet, for det var jo sådan boligen var indrettet før det 17.-18. århundrede.

Erfaringen er, at det for nogle opleves skønt, hyggeligt og hjemligt, når arbejdspladsen dukker op på spisebordet eller i køkkenet, mens det for andre virker akavet, ukomfortabelt eller decideret ubehageligt. For den sidste gruppe er det ikke i alle tilfælde hjemmearbejdet som sådan, der er problemet, men snarere forventningen om digital tilstedeværelse på diverse videomødeplatforme.

Der er nogle praktiske og nogle psykologiske aspekter, som kan være svære at skille ad.

Praktisk 

Nogle mennesker er klar over, at de ikke bor pænt. 

Nogle mennesker abonnerer på den langsomste internethastighed. 

Nogle mennesker har ikke plads i hjemmet til at indrette et område til hjemmearbejdsplads. 

Nogle mennesker har en syg eller på anden måde svækket partner, barn eller anden pårørende i hjemmet. 

Psykologisk

Nogle mennesker bryder sig ikke om, at andre kan glo uhæmmet på dem, uden at de har mulighed for at spore det. 

Nogle mennesker oplever det som en overskridelse af deres privatsfære, at kolleger og chef *er* i deres hjem, selvom nogle videoplatforme giver mulighed for at vælge konstruerede baggrunde. De andres digitale tilstedeværelse peger på det potentielle sammenbrud af hjemmets grænser. Det fortrolige, intime og utvungne bliver fortrængt af hierarki, formalitet og koder fra et andet miljø. 
  

Uhyggelige hjem

Omvendt er nogle mennesker i et uhjemligt hjem, et uhyggeligt hjem. For dem kan arbejdspladsen meget vel repræsentere et helle. Til forskel fra situationen, hvor en anden social orden invaderer den socialitet, der er dannet i hjemmet, og som hjemmets medlemmer ønsker at opretholde, er problemet i dette tilfælde, at medarbejderen rent fysisk er placeret i det uhyggelige hjem, og selvom kollegerne og chefen smiler venligt fra skærmen, kan denne fysiske udsathed ikke negligeres. Det uhyggelige hjem kan sikkert antage mange flere former end jeg har fantasi til at forestille mig, men det kan være hjem præget af ensomhed, vold eller andre negative energier. 

Hvad er pointen?

Det spørgsmål bliver ind imellem stillet, så lad mig for en sikkerheds skyld skære det ud i pap: Pointen er, at hjemmearbejde ikke bare er halløj-hvor-det-spiller. Pointen er, at man skal undgå at danne alt for ensidigt sværmeriske forestillinger om hjemmearbejde. Pointen er, at virkeligheden er sammensat og at alle ikke nødvendigvis har de samme betingelser som den, der får den gode idé – om for eksempel mere hjemmearbejde. 

I mere end fire år har jeg arbejdet hjemme og jeg har efterhånden vanskeligt ved at forestille mig nogen anden arbejdsform. 

Jeg deler min arbejdsdag op i blokke fremfor i ét langt stræk. Det passer perfekt til mine biorytmer eller hvad det nu er. For mig er hjemmearbejde tæt på det perfekte arbejdsliv, men jeg er samtidig klar over, at det er det ikke for alle. 

Vi ved fra utallige undersøgelser, at storrumskontorer ikke er den optimale arbejdsramme for alle. Vi ved også, at nogle er B-mennesker, og derfor ikke trives med at møde klokken otte. Vi ved, at nogle elsker deres arbejde på grund af deres kolleger, andre på grund af opgaverne. Med andre ord: Vi mennesker er forskellige.

Lad os huske det, før vi udråber den næste store dille. Lad os ihukomme andre, tidligere forestillinger og "løsninger", som egentlig var anvendelige og nyttige under betemte, lokale forhold, men som fik lov at brede sig alt for meget. Ét princip, én mødetid, én type indretning af arbejdspladsen kommer ikke til at redde os. Vi må lære at leve med, at virkeligheden er indviklet og at vores egne betingelser og præferencer muligvis ikke er gældende for alt og alle.    

**

Du kan skrive dig op til bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

    

Post-Corona HR

Hvilken status har HR-funktionen mon om et par måneder, et halvt år, et år?

Der er tre muligheder:

HR-funktionen er styrket.
HR-funktionen er svækket.
HR-funktionen har uændret status.

Personligt tror jeg, at vi vil opleve alle tre scenarier, og om det bliver den ene eller den anden situation, der kommer til at dominere i den enkelte virksomhed, afhænger af HR's status, før epidemien brød ud, og HR's bidrag under krisen (som vi på ingen måde er igennem endnu). 

Lad os antage følgende forløb:

Restriktionerne slækkes og strammes kontinuerligt gennem de næste tre-fire måneder. Efter sommerferien ved ingen, hvad der sker. Måske blusser epidemien op, måske er der opnået immunitet i store dele af befolkningen, måske er der udviklet medicin, der kan dulme de værste forløb, så det bliver tåleligt at have smitten i samfundet. Eller måske fortsætter slækker-strammer-kursen bare. 

Samtidig må vi forudsætte, at verdensøkonomien har fået en lige højre og at smerten efter slaget er særlig slem i store dele af Sydeuropa og USA. Efterspørgslen falder, forbrugerne holder på pengene og virksomhederne sætter planlagte investeringer på pause. Den dalende efterspørgsel er ikke jævnt fordelt. Enkelte brancher vil opleve stigende salg, eksempelvis digitale tjenester, men for mange andre brancher er markedet forsvundet. 

TILPAS ELLER INNOVER

Blandt de pressede virksomhedsledere er der grundlæggende to muligheder. Enten at genopfinde sig selv eller at tilpasse organisationen til efterspørgslen. Der kan også være tale om en kombination. Under finanskrisen (2008-2010) blev især tilpasningsmetoden anvendt. Der blev skåret ned og skåret til, og der kom slankere organisationer ud af det, men også i nogle tilfælde mere kyniske organisationer. Der blev plantet en frygt, som jeg ikke er sikker på, vi nogensinde for alvor har rystet af os igen, selvom der er gået næsten ti år.  

Man kan ikke spare sig til omsætning, det ved alle, men tilpasningsmetodens simple logik er, at det er smart at tilpasse sine omkostninger til den givne omsætning. Man kan ikke tvinge kunderne til at købe, men man kan tvinge medarbejdere ud af organisationen. Det er en del af ledelsesretten og man tilpasser i den bedste mening, nemlig for at sikre de bedst mulige betingelser for virksomhedens overlevelse. For at overleve på langt sigt, må man først overleve på kort sigt. 

Det er indlysende fornuftigt at holde omkostningerne under omsætningen, men jeg er bange for, at laver man den manøvre i den nuværende situation uden samtidig at kaste et kritisk blik på sin forretningsmodel, er der tale om en stakket frist. Hvor mærkeligt, det end lyder, skal der også investeres nu. Nok ikke i et nyt domicil eller i større varelagre, men måske i en gentænkning af, hvorfor man overhovedet er der, og for hvem. For en af de erfaringer, vi alle gør os i denne delvise lukning af landet, er, at vi godt kan leve uden en række ting. Vi kan godt leve uden den nyeste havegrill eller det overfyldte metrotog. Vi kan leve uden bilkøerne, forureningen og chefens overvågning. Vi kan leve uden shoppingcentret og støjen på arbejdspladsen. 

Vær opmærksom på de erfaringer, vi alle gør os under lukningen. Nogle af os vil nemlig huske dem, og nogle af os vil stritte imod, hvis vi bliver bedt om at genoptage en adfærd, som åbenlyst - med de nye erfaringer, vi har gjort os - er uklog og skadelig for os selv eller andre. 

ERFARINGER

Jeg romantiserer ikke lukningen. Der er masser af ulemper. Begrænsninger af alverdens slags, som er ubetinget kedelige og triste, flere tilfælde af vold i hjemmet, børn, der misser undervisning og legeaftaler, unge, der savner festerne med andre unge, gamle og singler, der er alt for meget alene til, at det er sundt. Uhensigtsmæssige vaner har også fede tider - mine bukser sidder unægteligt strammere, end de plejer - og kedsomhed, ugidelighed og apati er blevet en del af hverdagen for flere.

Dette er ikke enten-eller. Det er både-og. Vi gør os nogle positive erfaringer, vi gør os nogle negative erfaringer, som vores nye livsstil giver os adgang til. Disse erfaringer, som i stort omfang er kollektive, skal man være bevidst om som virksomhedsleder og som HR-funktion. 

Eksempelvis kan man spørge sig selv, om behovet for at være sammen med andre mennesker er umætteligt? Nej, det er det ikke. Vi har alle brug for at være sammen med andre, men gerne i afmålte doser. Lige nu oplever mange, at de er for meget sammen med få, udvalgte personer (typisk deres familie) og for lidt sammen med andre (venner, kolleger, fitnessinstruktøren osv.). Dette betyder ikke, at man ikke holder af sin familie, det betyder bare, at man har fået en samværsoverdosis. Det samme kan siges, om de - på nogle arbejdspladser - alt for tætte "team-konstellationer", hvor man forventes at være samarbejdende, positiv og bidragende til teamets succes otte timer om dagen. Det er ikke realistisk. Vi har alle brug for andre, men i beherskede doser (størrelsen af disse doser varierer naturligvis ganske meget fra den ene til den anden). 

HR POST-CORONA

Kloge HR-folk tager disse erfaringer, både de negative og de positive, med sig. Den digitale omstilling er, tvunget af omstændighederne, rykket fra første til tredje gear, og de mange, nye hjemmearbejdspladser har givet luft på motorvejene. Nogle formår at skabe møderutiner gennem de nye teknologier, som er givende og effektive for mødedeltagerne, andre tager de nedarvede unoder med over på de nye platforme. Nogle finder det akavet og intimiderende at skulle sidde foran et kamera i sin stue, mens andre synes, det er dejligt uformelt. 

De forskelle, der afspejler sig i den nuværende situation, er imidlertid forskelle, der hele tiden har været der, men som er blevet undertrykt pr. kutyme. Dette er en enestående tid for at erfare og anerkende de mange, forskellige behov, der findes blandt medarbejdere og ledere. Dette er en sjælden chance for HR til at bygge noget godt og smart ovenpå en viden, der kan blive et resultat af den eksisterende situation, hvis vi ønsker det. 

HR's chance for at komme styrket ud af den eksisterende krise er ret tydelig og chancen bunder i viden om mennesker. Det er ikke hokuspokus, det er ikke magi, det er ikke nogen ny idé. Det er derimod en meget gammel idé om at give mennesker på en arbejdsplads gode rammer og betingelser for at udføre deres arbejde. Og for at gøre det, skal vi have fat i de grundlæggende spørgsmål: 

Hvad er en arbejdsplads? Er det en bygning med kontorer, er det et tilhørsforhold eller er det et mål, vi er fælles om?

Hvad er en medarbejder? Er det en person, om hvem vi må antage, at vedkommende har en IQ på 80, en voksen og myndig person eller en tilfældig forbipasserende?

Hvad er en leder? En billetkontrollør, en makker eller en, vi i virkeligheden kunne undvære, hvis alle traf beslutninger og tog ansvar for dem?

Mange af de erfaringer, vi indsamler i denne tid, vil give os svarene - eller i al fald nuancere de svar, vi troede, vi havde, præ-Corona. 

God påske, gå med fred.

**

Du kan skrive dig op til bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by

    

HR i en Corona-krise

COVID-19 pandemien er en realitet, det samme er sammenbruddet af alle vanlige rutiner og forestillinger om tilværelsen. Den nuværende situation kommer ikke til at vare to uger, heller ikke fire eller otte. Og alle, der beder om et estimat på, hvornår vi vender tilbage til normale tilstande, er nok tvunget til at leve med, at det er der ingen, der kan svare på. 

Helte og skurke

Og det hele bliver måske ikke som før. Måske bliver det værre, måske bedre, men mest sandsynligt: bare anderledes. Både de gode og de onde vil le undervejs. Vi vil opleve sande helte i den kommende tid, men de kommer ikke til at stå alene, for mennesker med mørke træk trives bedst i kaos og tumult. Disse mennesker er blandt os alle, de har ofte en omfattende følgerskare og ganske stor indflydelse, og de har optimale betingelser i en tid som denne. Vær derfor opmærksom, brug kritisk tænkning og følg ikke hvem som helst, bare fordi de er rutinerede retorikere eller har flot hår. 

HR har lige nu travlt

I nogle HR-afdelinger er situationen anspændt. Ansatte skal hjemsendes, men på hvilke betingelser? Har virksomheden det teknologiske setup, som gør, at arbejde på distancen overhovedet er muligt i det omfang, som er nødvendigt? Og kan vi forlange uændret effektivitet af hjemmearbejdende medarbejdere, hvoraf en betragtelig andel sidder med hjemsendte børn, overvældende bekymringer og inden længe syge familiemedlemmer og venner?  

Det næste spørgsmål bliver, hvornår det ikke længere giver mening at opretholde arbejdsstyrken, fordi virksomhedens kundegrundlag er væk. Det vil naturligvis ikke blive situationen for alle, men for mange brancher, herunder min egen, har sandsynligheden for fremtidige ordrer fra den ene uge til den anden bevæget sig hastigt mod nul. Jeg forbereder mig på den måde, at jeg erkender, at det er tilfældet, og at jeg sandsynligvis kommer til at finde på noget andet at leve af i fremtiden. 

Lugning af bedet

Jeg maler ikke fanden på væggen. For det er slet ikke sikkert, at det hele bliver skidt for os som samfund betragtet, men det er ret sikkert, at det bliver skidt for nogle af os som individer. Der vil blive luget ud i alt, hvad der anses for unødvendigt. Infrastruktur, herunder teknologisk infrastruktur, er nødvendig, produktion, mad og tag over hovedet, sundhedsydelser, uddannelse og efteruddannelse, natur og medmenneskelighed, kunst og filosofi er alle vigtige områder, mens dyre tasker, pool-ferier og konsulenter ikke er. 

Og bemærk venligst, at jeg ikke peger fingre ad mennesker, der gør brug af dyre tasker, pool-ferier eller konsulenter, eller mennesker, der hamstrer toiletpapir lige efter, at statsministeren har meddelt, at hun sender alle danske børn hjem fra skole. 

Det er tværtimod meget forståeligt. Det er alt sammen en måde, at "ruste sig på", "tage en rustning på" og i tilfældet med toiletpapir: Sikre sig et bolværk, hvor porøst det end måtte forekomme, mod det ukendte, mod fremtiden. For i én fælles udånding går det op for alle, at livet ikke er lineært, det fortsætter ikke bare, som det plejer, og vi kan ikke sikre os mod et eventuelt sammenbrud ved at spise sundt, motionere og møde op på arbejde hver dag. Alle, der har været i "livsomstyrtende omstændigheder", ved, hvad jeg taler om. Som kollektiv er det en viden, der er gået tabt, men som nu genaktiveres.
          

Fremtiden i HR

Ingen af os, mindst af alle jeg, ved, hvad fremtiden bringer for HR. Mit gæt er, at vi beskæres på nogle områder, men ikke på andre. Vi lever i en "primitiv tid", ikke sådan forstået, at tiden er præget af mere dyriskhed, manglende dannelse eller egoistisk adfærd, men sådan forstået, at vi oplever en fornyet interesse for det væsentlige. 

Det er ikke vigtigt, om et par stykker er ude af stand til at arbejde optimalt under de nuværende omstændigheder. Det er til gengæld vigtigt at eksekvere store beslutninger, og den tager HR. Det er ikke vigtigt at skrive en advarsel til én, der talte i sin private mobiltelefon i arbejdstiden eller røg en smøg i baggården. Det er til gengæld vigtigt, at alle medarbejdere får plads til at berolige mænd, koner, kærester, børn og sig selv, og den tager HR. Det er ikke vigtigt, at håndhæve regler og politikker, men at samle folk om arbejdet og om hinanden (ikke fysisk, forstås), og den tager HR.

Nu venter vi

Derefter må vi se, hvad der sker. Lige nu holder vi alle vejret, men forbered dig på, at fremtiden ikke nødvendigvis i enhver henseende ligner situationen for tre uger siden. 

Det er måske skræmmende at tænke sådan, men jo mere, du øver dig, desto mere trygt bliver det. Jeg har arbejdet som selvstændig HR-rådgiver i fire år, og har i hovedparten af de fire år ikke anet, hvor min indtægt skulle komme fra om to måneder. Men hey, jeg er her endnu, og du skal nok også være der om seks måneder. Væn dig dog til tanken om, at der muligvis vil blive brug for dig et andet sted i fremtiden end det sted, du kommer fra.  

Håber du og dine forbliver raske. 

**

Du kan skrive dig op til bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by