- gået på arbejde, som de plejer
- gået på arbejde, men med ændrede krav til indsats og rutiner
- været hjemsendt uden mulighed for at udføre deres normale opgaver
- været hjemsendt med mulighed for at udføre deres normale opgaver
- været hjemsendt på lønkompensationsordning, hvilket betyder, at de ikke måtte arbejde
- oplevet at blive fyret
- fundet et nyt job.
Der er altså tale om et sammensat billede. Den mest passende metafor for periodens arbejdsliv, som jeg kan finde på, er kludetæppe - eller for at blive i det domestiske hjørne: gryderet. Den store erfaringsspredning gør det umuligt at give en samlet, overordnet beskrivelse af perioden, men en lille flig af kludetæppet, som kan have gavn af at blive undersøgt nærmere, er tidens hjemmearbejde.
Hjemmearbejde af nød
I en artikel af den australske kønsforsker og professor i filosofi, Fiona Jenkins, opridses nogle af problemerne i forbindelse med arbejdsgiveres ”appropriering” af medarbejdernes hjem under Corona-lukningen. Til forskel fra praksis før epidemien var der ikke tale om et tilbud eller et gode, dengang i midten af marts, men om ren og skær nødvendighed.
For mange blev det hurtigt en særlig udfordring, at skoler og daginstitutioner lukkede parallelt med arbejdspladserne, for det betød, at der skulle drages omsorg for børnene i familierne samtidig med, at en eller begge forældre arbejdede hjemmefra. Og det var et større problem for kvinderne end for mændene, fordi hjemmet og børnene er kvindens domæne. Historisk og i dag. Dette praktiske problem blev dog, i al fald delvist, løst, da skolerne og daginstitutionerne genåbnede.
 |
| Fotograf: Belinda Howell/Moment RF |
Men et andet problem består. Lad os kalde det hjemmeproblemet. Hjemmeproblemet er dog kun et problem, hvis de tvangsmæssige aspekter af hjemmearbejdspladserne opretholdes, efter at epidemien er brændt ud. Og det er langt fra sikkert. De mest sandsynlige scenarier er trods alt, at vi enten alle farer tilbage på kontoret ligesom før lukningen af arbejdspladserne, eller at hjemmearbejde bliver en permanent, men frivillig, ordning.
Lad os alligevel lege med tanken om, at der kommer en større bevægelse af hjemmearbejde, som ligner et gode, men som rummer et element af tvang.
Eksempler på tvang
Måske viser det sig, at der ikke er plads til alle på kontoret, hvis man skal overholde afstandskravene. Derfor må alle, solidarisk og med samfundssind, ”holde for” og blive hjemme et par dage om ugen.
Måske ligger det i luften, at man ikke er tilstrækkeligt optaget af sin produktivitet, hvis ikke man arbejder hjemme, da mange undersøgelser peger på, at man får mere fra hånden, når der er ro omkring én.
Eller måske afslører man sig selv som én, der ikke laver koncentrationsarbejde, hvis man aldrig tager en hjemmearbejdsdag, fordi alle ved, at det kun er overfladiske og rutineprægede opgaver, man kan løse i kontormiljøets mange afbrydelser og udbredte støj.
Hjemmearbejde
Det ligger i ordet hjemmearbejde, at der er tale om arbejde, der foregår i hjemmet. Ikke at forveksle med husarbejde, for det er nemlig ulønnet. Husarbejdet - metode, frekvens og standarder - afviger kun lidt fra det ene hjem til det andet, mens hjemmearbejdet kan antage mange forskellige former. Det kan være kreativt, rutinepræget, intellektuelt krævende, monotont, digitalt-relationelt, ensomt, sjovt eller kedeligt. Mange typer lønnet arbejde kan ikke udføres i hjemmet, men temmelig mange andre typer kan – og nok flere end vi havde forestillet os før den delvise lukning af samfundet.
Hjemmet
Hjemmet er ikke en selvfølge. Idéen om hjemmet opstod i den sene middelalder og tog fart i renæssancen. Før var det, vi i dag forstår som et hjem, langt mere åbent, offentligt og faktisk også en arbejdsplads for mange. I løbet af 1600-tallet begyndte hjemmet at blive mere privat, mere afskærmet, og det startede sin lange løsrivelse fra arbejdssfæren. Hjemmet blev samtidig rammen om en ny social enhed, familien, som over de kommende århundreder udviklede sig til en af samfundets vigtigste institutioner.
Historisk set har hjemmet og familien udviklet sig sammen, og selvom vi i dag har mange flere typer familieformer end den legendariske kernefamilie, er den nukleare familie (som det hedder på engelsk) stadig en toneangivende figur i manges forstillinger om, hvad et rigtigt hjem er.
Hjemmet opfattes af de fleste som en både fysisk og mental konstruktion. Hjemmet er en bolig, typisk en lejlighed eller et hus, men det er også rammen for og beskyttelsen af en særlig livsform og samtidig noget, vi forbinder med en bestemt stemning, en bestemt følelse.
I hjemmet er vi – ideelt set - trygge og fortrolige med tingene. Hjemmet er et ly, et ”indenfor”, der afgrænser det ”udenfor”, som kan bestå i så forskellige fænomener som dårligt vejr, naboerne, arbejdspladsen og offentligheden. Hjemmet er det intime, det hjemlige, mens det udenfor er det ufortrolige og uhjemlige (jf. det tyske ord ”unheimlich”, som også betyder ”uhyggelig”). Hjemmet inkluderer få og ekskluderer mange. Hjemmet er kun for de indviede.
Chefen på spisebordet
Hvad sker der, når vi inviterer arbejdspladsen ind i hjemmet? Eller faktisk genintroducerer arbejdspladsen i hjemmet, for det var jo sådan boligen var indrettet før det 17.-18. århundrede.
Erfaringen er, at det for nogle opleves skønt, hyggeligt og hjemligt, når arbejdspladsen dukker op på spisebordet eller i køkkenet, mens det for andre virker akavet, ukomfortabelt eller decideret ubehageligt. For den sidste gruppe er det ikke i alle tilfælde hjemmearbejdet som sådan, der er problemet, men snarere forventningen om digital tilstedeværelse på diverse videomødeplatforme.
Der er nogle praktiske og nogle psykologiske aspekter, som kan være svære at skille ad.
Praktisk
Nogle mennesker er klar over, at de ikke bor pænt.
Nogle mennesker abonnerer på den langsomste internethastighed.
Nogle mennesker har ikke plads i hjemmet til at indrette et område til hjemmearbejdsplads.
Nogle mennesker har en syg eller på anden måde svækket partner, barn eller anden pårørende i hjemmet.
Psykologisk
Nogle mennesker bryder sig ikke om, at andre kan glo uhæmmet på dem, uden at de har mulighed for at spore det.
Nogle mennesker oplever det som en overskridelse af deres privatsfære, at kolleger og chef *er* i deres hjem, selvom nogle videoplatforme giver mulighed for at vælge konstruerede baggrunde. De andres digitale tilstedeværelse peger på det potentielle sammenbrud af hjemmets grænser. Det fortrolige, intime og utvungne bliver fortrængt af hierarki, formalitet og koder fra et andet miljø.
Uhyggelige hjem
Omvendt er nogle mennesker i et uhjemligt hjem, et uhyggeligt hjem. For dem kan arbejdspladsen meget vel repræsentere et helle. Til forskel fra situationen, hvor en anden social orden invaderer den socialitet, der er dannet i hjemmet, og som hjemmets medlemmer ønsker at opretholde, er problemet i dette tilfælde, at medarbejderen rent fysisk er placeret i det uhyggelige hjem, og selvom kollegerne og chefen smiler venligt fra skærmen, kan denne fysiske udsathed ikke negligeres. Det uhyggelige hjem kan sikkert antage mange flere former end jeg har fantasi til at forestille mig, men det kan være hjem præget af ensomhed, vold eller andre negative energier.
Hvad er pointen?
Det spørgsmål bliver ind imellem stillet, så lad mig for en sikkerheds skyld skære det ud i pap: Pointen er, at hjemmearbejde ikke bare er halløj-hvor-det-spiller. Pointen er, at man skal undgå at danne alt for ensidigt sværmeriske forestillinger om hjemmearbejde. Pointen er, at virkeligheden er sammensat og at alle ikke nødvendigvis har de samme betingelser som den, der får den gode idé – om for eksempel mere hjemmearbejde.
I mere end fire år har jeg arbejdet hjemme og jeg har efterhånden vanskeligt ved at forestille mig nogen anden arbejdsform.
Jeg deler min arbejdsdag op i blokke fremfor i ét langt stræk. Det passer perfekt til mine biorytmer eller hvad det nu er. For mig er hjemmearbejde tæt på det perfekte arbejdsliv, men jeg er samtidig klar over, at det er det ikke for alle.
Vi ved fra utallige undersøgelser, at storrumskontorer ikke er den optimale arbejdsramme for alle. Vi ved også, at nogle er B-mennesker, og derfor ikke trives med at møde klokken otte. Vi ved, at nogle elsker deres arbejde på grund af deres kolleger, andre på grund af opgaverne. Med andre ord: Vi mennesker er forskellige.
Lad os huske det, før vi udråber den næste store dille. Lad os ihukomme andre, tidligere forestillinger og "løsninger", som egentlig var anvendelige og nyttige under betemte, lokale forhold, men som fik lov at brede sig alt for meget. Ét princip, én mødetid, én type indretning af arbejdspladsen kommer ikke til at redde os. Vi må lære at leve med, at virkeligheden er indviklet og at vores egne betingelser og præferencer muligvis ikke er gældende for alt og alle.
**
Ingen kommentarer:
Send en kommentar