torsdag den 1. november 2018

Når ledere bliver for robuste

Den stædige opmærksomhed på den enkelte leder og dennes individuelle attributter og udvikling er sandsynligvis godt for noget, men den fortæller ikke hele sandheden om, hvordan gode ledere dannes. 

Konstellationer


Jeg havde for nylig en samtale med en ven, som har alvorlige anfægtelser, hvad angår toplederen i den virksomhed, han er ansat i. Toplederen har haft jobbet i en årrække og der har generelt været tilfredshed med ham, men de seneste år er det efter min vens mening begyndt at gå i den gale retning. Årsagen kan ikke udpeges entydigt, men min ven kan konstatere så meget, at værdierne og beslutningerne begyndte at skride efter udskiftninger i direktionen.

Den tidligere makker til toplederen forstod at kompensere for toplederens svage sider og at fastholde ham på rette kurs gennem en løbende insisteren på værdiernes ret og beslutningernes rimelighed. 

Den nye makker, derimod, bidrager til at styrke parrets fælles, uhensigtsmæssige sider. Duoen er som en langsomt virkende gift i organisationen. På overfladen ser alting ud som før, men nedenunder er det hele ved at ændre sig til en hård klump af intriger, spil, magtdemonstrationer - og ikke mindst frygt.      

I bogen Skrøbelighed, robusthed og det generøse lederskab viser professor emeritus og filosof Ole Fogh Kirkeby, hvordan egenskaberne robusthed og skrøbelighed begge kan udtrykkes positivt og negativt, og at disse udtryk delvist er betinget af konteksten. 

Har man en organisationskultur, der mere eller mindre bevidst byder robusthedens negative udtryk op til dans, eller en kultur, der omvendt anerkender skrøbelighedens positive udtryk, er det ofte det, man får. 

Vi kommer alle sammen med noget, selvfølgelig gør vi det, men prøv at forestille dig de forskellige jobs, du har haft, og du vil sandsynligvis kunne genkende, at nogle miljøer har støttet dig i at blive den bedste udgave af dig selv, mens andre har virket befordrende for det modsatte. Årsagen er, at en del af vores tilblivelse sker i mødet med omgivelserne. 

Vi kommer hver især ind i organisationen med en overvejende robusthed eller en præference for skrøbelighed, men vi bærer principielt kimen til alle robusthedens og skrøbelighedens forskellige udtryk i os. Alle, der har været børn, har erfaret skrøbeligheden, og for nogle af dem, det er lykkedes at lave transitionen ind i voksenlivet, er robustheden opstået med overgangen. 

Positiv robusthed


Et af den positivt robustes vigtigste kendetegn er, at han er bevidst om de værdier, der styrer hans motivation, omend på en pragmatisk måde:

Det er jo deri, hans robusthed består, at han kan underkaste sig værdiernes ubetingede krav, og at han kan overleve ikke altid at følge dem i det omfang i praksis, som han burde.

Udover det fleksible forhold til værdierne er den positivt robuste i kontakt med sin modige kerne, hun trodser frygten og møder fjenden.




Til trods for den pragmatiske indstilling er det dog vigtigt at understrege, at den positivt robuste har brug for, at virkeligheden er uantastet. Der skal være mening i tingene, verden skal løbende blive bedre og det hele må gerne gå op. 

Der findes to former for positiv robusthed:

Den sensitivt robuste er den ideelle HR-medarbejder. Den sensitivt robuste er loyal, tåler irettesættelser og tumult, og er samtidig taktfuld og ordentlig. Hun har en vis solidaritetsfølelse med andre, men kan distancere sig, om nødvendigt. Den sensitivt robuste har en skrøbelig kerne, det er hendes hemmelighed, men tillært adfærd - enten som følge af medgang og held eller som følge af modgang og pres, det kan variere - har gjort, at hun kan modstå at blive overvældet af sine følelser. 

Den spændstigt robuste betragtes som den eksemplariske leder. Han er handlekraftig og generelt mere af alt det, vi alle sammen tilbeder: udholdende, målrettet og resultatorienteret. I modsætning til den sensitivt robuste, som er forsigtig og konservativ af natur, er den spændstigt robuste altid klar til at kaste sig ud i nye eventyr og konkurrere til døden. Hvis den spændstigt robuste ikke er leder, kræver han sit eget kongerige, der, hvor han er. 

Negativ robusthed


Fælles for de to former for negativ robusthed er, at deres repræsentanter er temmelig egenrådige uden nødvendigvis at være særligt forstandige. Det er en næsten ulidelig kombination, som ikke desto mindre er forholdsvis udbredt, og som kan sammenlignes med, at den negativt robuste har en meget stor afsenderflade, men ingen modtageknap: 

Robusthed er en - forhåbentlig - kortvarig tilstand af bedøvelse og glemsel. Den andens smerte preller af på ham. Han er fremmed for sin egen. Han er patetisk analfabet. Han er permanent lokalbedøvet. Med andre ord: Hvis du skal have (..) fjernet halvdelen af en organisations ansatte, så hyr en (..) robust leder.     

De to negativt robuste typer:

Den massivt robuste filtrerer sine sanseindtryk, således at ingenting passerer filtret, som er uønsket. Tvivl, undren og anfægtelser er ikke en del af den massivt robustes oplevede virkelighed, til gengæld er han eller hun optaget af principper og regler, som nidkært håndhæves. Den massivt robuste passer især til jobs, som ikke involverer andre mennesker, men hvor kravet til iagttagelse af eksempelvis tekniske standarder er skærpet. I lederjobs gør den massivt robuste stor skade og de er også set i HR-jobs, skulle jeg hilse at sige. 

Den offensivt robuste finder principielt andre mennesker kropumulige, dovne, uvidende og forkerte. Andre kan ikke gøre noget rigtigt, heller ikke dem, der er placeret over den offensivt robuste i hierarkiet, men han har tilstrækkeligt taktisk talent til ikke at udtrykke dette direkte. Den offensivt robuste er fuldstændig frygtløs og viger ikke tilbage for noget for at fastholde sin position: udskamning, afstraffelse og rendyrket brutalitet er velkendte metoder, såfremt han har personaleansvar, og han er en endnu større katastrofe som leder end den massivt robuste. Han findes ofte i jobs i staten og i karrierepolitik, men også på mange arbejdspladser i det private erhvervsliv.   




Positiv skrøbelighed


Den skrøbelige er ikke fragil eller moralsk svag, men sart, følsom, modtagelig og til tider sprød og nærtagende, men ikke nødvendigvis svag. (..) Han er dømt til en skærpet opmærksomhed - til at se det, som andre ikke ser.  

Den positivt skrøbelige er generelt kritisk, sensitiv og han har en indbygget bullshit detektor. Han gør det muligt for andre at vise deres skrøbelighed ved at stå ved sin egen, og han rummer den andens skam og skyld, når situationen kræver det. For nogen udgør den positivt skrøbelige en trussel, fordi han insisterer på visse ukrænkelige principper. 




De to positivt skrøbelige former:

Den potentielt frugtbare skrøbelige er sårbar og forløsning af potentialet forudsætter, at den frugtbare skrøbelige erkender sin sensitivitet og sine talenter. Den frugtbare skrøbelige er ofte perfektionistisk, grænsende til det selvkritiske, og han skal derfor løbende overbevises om, at hans arbejde er nyttigt, værdifuldt og betydningfuldt for fællesskabet. Til gengæld er den frugtbart skrøbelige uovertruffen i sin fornemmelse af organisationens puls og er som sådan en værdifuld makker i enhver forandringsproces. At sætte ham i spidsen for en gruppe huntersælgere er dog ingen god idé.

Den berigende, skabende og fællesskabsstyrkende skrøbelige (herefter: den skabende skrøbelige) er kreativ og original af natur, men tager sjældent æren for sit bidrag. Hun er pligtopfyldende, fintfølende og trives i organisationer, hvor fagligheden er i højsædet og der er en mening med det, organisationen foretager sig. De største trusler mod den skabende skrøbelighed er meningstab og negativt robuste ledere. Den skabende skrøbelige er orienteret mod fællesskabet og hun har meget svært ved at forstå adfærd fra kolleger eller underordnede, som modarbejder eller skader dette fællesskab. Den skabende skrøbelige kan findes i jobs, der handler om udvikling og innovation, for eksempel ingeniørjobs, og i jobs, hvor der arbejdes for en højere sag.  

Negativ skrøbelighed


Ligesom robusthed kan også skrøbelighed optræde negativt og de to former for negativ skrøbelighed handler om den skrøbeliges eget selvforhold, henholdsvis den skrøbeliges forhold til fællesskabet. Den negative skrøbelighed får næring af usikkerhed om fremtiden, globalisering, krav om selvledelse og trusler om andre faggruppers eller teknologis overtagelse af arbejdet. 

Med andre ord er jorden gødet for mere negativ skrøbelighed derude. 

De to typer negativt skrøbelige:

Den selvisk skrøbelige har uindfriede ambitioner og en kronisk skuffelse hængende bagerst i hjernen. Hun føler sig ofte forbigået, overset og misforstået. Hun synes, hun betaler en høj pris, og at hun er den eneste, der gør det. Hun er jaloux på de fleste, men jalousien får forskelligt udtryk, alt efter om den retter sig mod underordnede eller overordnede. Hendes medarbejdere får typisk ansvaret, når noget går galt, mens hun gennem en næsten overmenneskelig indsats opnår indskud på kontoen fra sin chef gennem smisken, krukkeri og high fives. 

Den destruktivt skrøbelige er dybest set uforpligtet. Han føler intet ansvar overfor hverken organisationen, kollegerne eller kunderne. Stakkels den borger eller kunde, der skal serviceres af den destruktivt skrøbelige, og gud nåde og trøste den kollega, der skal indgå i et samarbejde med ham. Han er uforudsigelig, uærlig og dybest set mest optaget af at slippe så nemt om tingene som muligt. Mislykkes hans undslåelsesmanøvrer, melder han sig syg.


Robust skrøbelighed


Ledere med skrøbelighedens eller robusthedens negative udtryk er uegnede til at lede andre. De positivt robuste og de positivt skrøbelige er mere egnede, omend ingen af dem udgør et ideal i Ole Fogh Kirkebys bog. Idealet opstår først, når det robuste kombineres med det skrøbelige i en robust skrøbelighed:

Hvis et menneske stiller den robusthed, der er vokset ud af dets skrøbelighed, til de andres rådighed, er det rede til at ofre sig for de andre, fordi det kræver, at det kan tåle, bære og byde sig selv mere end dem, og dermed træder det frem gennem egenskaben "storsind".   
Og i refleksionsafsnittet bagest i bogen noterer Kirkeby:

(..) [T]opledere skal være robuste. Men kun, hvis deres kerne er skrøbelighed, har vi brug for dem. 

Noget tyder på, at det, der er brug for på direktionsgangen i min vens virksomhed, er et menneske, der kan vise vejen til skrøbeligheden gennem sit eget eksempel, for med skrøbeligheden følger selvrefleksionen, det, der er værd at kæmpe for og det, der er værd at skabe. 


Hvis du er interesseret i persontypologi kan du læse om Helle Heins motivationstyper her: Sådan leder du fem forskellige medarbejdertyper

Du er velkommen til at efterlade en kommentar eller til at abonnere på bloggen her: