fredag den 13. april 2018

Vores jobløse fremtid

Automatisering er en betingelse for en stor del af nutidens og fremtidens job. Der er ikke så meget at rafle om. 

Men hvad betyder det for dig og mig? Bliver vores arbejdskraft overflødig eller er der noget andet og bedre i vente for os?


Pessimisterne og optimisterne


Det kan gå begge veje i følge dem, der synes at have forstand på den slags. Overordnet findes der to grupper, der ytrer sig om fremtidens arbejdsliv, lad os kalde dem fremtidsoptimisterne og fremtidspessimisterne.

Fremtidspessimisterne fremfører, at vi befinder os i en unik historisk situation og at vi derfor ikke kan sammenligne situationen i dag med dengang bilen blev opfundet og gjorde kuskene arbejdsløse eller dengang landbruget blev moderniseret og medførte en omfattende afgang fra faget. For denne gang rammer automatiseringen hårdt, den rammer hurtigt og den rammer bredt. 

Fremtidspessimisterne forudser derfor et fremtidigt arbejdsmarked, hvor størsteparten af os må hustle os igennem og tage lidt arbejde hist og lidt arbejde pist til urimelig lav betaling og uden feriepenge og pensionsindbetalinger. Dette gælder naturligvis ikke freelanceeliten, dem, der har særlige og efterspurgte kompetencer, men for den store, brede freelancebund, som bare kan sådan et eller andet generisk og uspecielt, bliver det virkeligheden. Den store middelklasse, vi har opbygget gennem de seneste 50-60 år forsvinder stort set, mens et nyt proletariat, også kaldet prekariatet, vokser frem. 

Fremtidsoptimisterne, derimod, siger, at det er noget værre vrøvl og at der med garanti vil opstå nye jobs, som erstatter de gamle. Bare fordi vi ikke kan forestille os de nye jobs og placere dem i kendte kategorier, er det ikke ensbetydende med, at de ikke kommer. Fremtidsoptimisterne forlader sig på historien, som indtil videre dokumenterer, at der ved alle tidligere, store videnskabelige gennembrud er opstået masser af nye arbejdsopgaver. 

Så hvorfor skulle det ikke også være tilfældet med indførelsen af kunstig intelligens og RPA på arbejdspladserne?


Færre mennesker, mere tech


Lad os håbe, optimisterne får ret, men en nagende tvivl består. Måske er det fordi min forestillingsevne ikke er tilstrækkeligt udviklet, men da Nordea sidste år besluttede at investere i chatbot teknologi og 'robotrådgivning' (mærkeligt ord), var der ikke noget, der indikerede, at dette ville medføre en hær af nye jobs. Tværtimod meldte man ud, at investeringen gav luft til at fyre 6.000 medarbejdere i koncernen.

I en artikel fra The New York Times på publiceringsplatformen Medium fra d. 7. marts i år skriver journalisten:

In the largest technology companies, the share of income going to labor is only about 5 to 15 percent (..). That’s way below Walmart’s 80 percent.

Og:

“If these AI-driven companies represent the future of broader parts of the economy (..), without something basic changing in their business model, we may be headed for a world where labor’s share falls dramatically from its current roughly 70 percent to something closer to 20 to 30 percent.” 

Med andre ord: virksomheder, som ikke har lidt digitalt halløj klistret udenpå forretningsmodellen, men i stedet har moderne teknologi som afsæt for forretningsmodellen, har forholdsmæssigt langt færre medarbejdere ansat end de virksomheder, der forlader sig på den industrielle tidsalders forretningslogikker. 

For øjeblikket råber alle fornuftige topledere på 'digital transformation' af deres forretning, mens forbrugerne gladeligt affinder sig med selv at lave det arbejde, der før var mennesker ansat til at lave, fordi produkterne dermed måske bliver billigere eller endda 'gratis': i supermarkedet scanner vi selv vores varer; vi indberetter selv skader og tyverier til forsikringsselskaber og politi; vi styrer selv vores transaktioner og budgetter via netbank; vi producerer selv indholdet på Facebook, Instagram og YouTube; vi sender private messages, direct messages og e-mails fremfor breve, fordi det sidste bare er for langsomt, for dyrt og for skørt. 

Vi er alle sammen i fuld gang med at affolke arbejdsmarkedet, men det føles godt, for vi er empowered.

I artiklen fra The New York Times foreslås det, at det, vi skal leve af i fremtiden, ikke er vores arbejdskraft, men vores data. Data skal ikke foræres væk til tech giganterne, som vi gør i dag, men handles mellem parterne, for vores data bruges til at træne algoritmerne og til at målrette annoncørernes reklamer og det skal koste noget. 

Derfor skal virksomheder som Google, Facebook og Apple tvinges til at kanalisere den del af indtjeningen, cirka to tredjedele, som i en traditionel virksomhed ville gå til lønomkostninger over i betaling af de brugerdata, som løbende indsamles. For en gennemsnitsfamilie på fire personer vil det betyde en årlig indtægt på $20.000, altså rundt regnet 120.000 kroner. Før skat.

Mennesket er en omkostning


I artiklen How Medieval Accountants and AI Created the Jobless Future godtgøres det, at vores bogføringspraksisser har en stor del af æren for, at det er så lukrativt at lade robotter og software overtage opgaver, der før blev udført af mennesker, for i regnskabet opgøres mennesker som omkostninger, mens maskiner opgøres som investeringer:

Thanks to accounting conventions and tax laws dating back centuries, a robot doesn’t need to be better – or more efficient – than a human being at a task to make a business more profitable. It just needs to be 34% as good, or 11% as good, depending on that business’s accounting and amortization policies.

Oh yeah, og det bliver bedre endnu:

What does this mean for a business owner looking to replace humans with robots? In a nutshell, good things. Firstly, it means that *the* critical business measure, EBITDA (..), is potentially going to go way up, relative to the old business model, which employed humans, and created greater expense. The return on equity?  Also way up.  ROI?  Way up. Revenue per employee? Way, way up. Coffee, training costs, health and liability insurance? Way down. Pensions? Payroll taxes? HR and recruitment costs? Dramatically lower. The negatives? Almost none (..).


Vi er med andre ord fucked, fordi vi mennesker - i modsætning til teknologi - er nogle omkostningsgenererende hængerøve, som ved vores blotte tilstedeværelse og med vores lange snabler nede i kasserne rundt omkring smadrer alle fornuftige indtjeningsdrømme. 


Der er dog et bredt men ved at erstatte mennesker med teknologi i stor skala og det er, at de, der producerer varerne og tjenesterne, også skal tænke på, at varerne og tjenesterne skal afsættes, og det bliver svært at stampe den store købekraft op ad jorden, hvis halvfems procent af befolkningen er arbejdsløse og på bistandshjælp.  

I sin fremragende artikel automation + capitalism = a perfect storm siger Harold Jarche, at vi pinedød bliver nødt til at droppe mange af de arkaiske forestillinger, vi har om samfundsøkonomi, arbejde og jobs, for ikke at tale om vores forældede regnskabspraksisser og beskatningssystemer. Når det er på plads, skal vi fokusere på de færdigheder, som er særligt menneskelige og som derfor ikke kan efterlignes af maskiner, og vi skal bygge nye strukturer, hvori det særligt menneskelige arbejde kan udføres. Og det nytter ikke noget at transformere den eksisterende model til noget digital-ish:

(..) [D]igital transformation of existing companies will not result in net societal benefits. It will only enable these companies to continue to downsize and invest more into software and machines.

Nej, fremtidens arbejdsliv er ideelt set et resultat af helt nye forretningsmodeller, som ikke opgør menneskers kreativitet, viden og værdiskabelse som omkostninger. 

Output i anden


Af rapporten Den teknologiske udvikling og kompetencer på fremtidens arbejdsmarked, som udkom i marts i år og som udgives af Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, fremgår det, at: 

Over tid er der sket ændringer i sammensætningen af de arbejdsfunktioner, de beskæftigede udfører. De fleste opgørelser viser en betydelig formindskelse over tid i omfanget af rutine arbejdsfunktioner. Modsætningsvis har der været en kraftig vækst i kognitive ikke-rutine arbejdsfunktioner, mens udviklingen i  manuelle ikke-rutine arbejdsfunktioner indtager en mellemposition. 

Denne udvikling er observeret siden 1960 og betyder, at antallet af rutineprægede jobs generelt daler i hele perioden, uanset om der er tale om manuelt eller kognitivt rutinearbejde. 

Til gengæld vokser antallet af opgaver indenfor ikke-rutineprægede jobs, særligt i de analytiske jobs (for eksempel forskere, softwareudviklere og marketingkonsulenter) og de interaktive jobs (for eksempel SOSU assistenter, undervisere og ledere), mens omfanget af de ikke-rutineprægede manuelle jobs (for eksempel elektrikere, stilladsarbejdere og kunsthåndværkere) er nogenlunde stabilt over tid. Her er rapportens inddeling af arbejdsfunktioner:


[Klik for større billede]
  
Det, der er kodeordet for de analytiske og interaktive jobs, som er ikke-rutineprægede og som stiger i antal, er komplementaritet, altså at menneskelig arbejdskraft, suppleret med maskinel arbejdskraft, giver et output i anden. Vi skal derfor indstille os på, at samarbejdet mellem mennesker og teknologi intensiveres endnu mere i fremtiden. 

Af rapporten fremgår det også, at de færdigheder, der ses stigende efterspørgsel på (på tværs af internationale studier og undersøgelser), er sociale og kognitive færdigheder. Vi skal med andre ord arbejde mere sammen, også med maskinerne, og vi skal arbejde klogere. Den mest efterspurgte kompetence på LinkedIn om tre år vil derfor være HuMaCo, Human Machine Collaboration, eller oversat til dansk: MeMaSa.   

Tabet af rutiner, forudsigelighed og repetition repræsenterer ikke en sorgens dag for en eksklusiv minoritet på arbejdsmarkedet, mens det for andre udgør en klam udfordring. At være i konstant beta kræver noget. Det kræver noget af hjernen og det kræver noget af følelserne. Anstrengelsen ved at være kognitiv uafbrudt må ikke undervurderes og derfor forudsætter de opgaver, som fremtidens arbejdsmarked (måske) byder på, en helt anden indretning af arbejdslivet.   

Nul-pause-politikker, uanset om de er ekspliciterede eller ej, og romantiske forestillinger om otte-ti timer nonstop arbejde i kognitivt-effektivt mode må fare. Til gengæld kan vi sige hej og halløj til vores nye maskinkolleger, som formentlig vil være så kloge, at de forstår både vores begrænsninger og vores bluff. 

Hvordan fordelingen af mennesker og maskiner på arbejdspladsen bliver i fremtiden, må tiden vise, men uanset hvordan den bliver, er det meste rutinearbejde, udført af mennesker, på vej mod historiebøgerne. Det er en udfordring, vi ikke kan tage for alvorligt, da de fleste af os er opdraget til netop det: at lave arbejde, der ligeså godt kunne udføres af robotter.

***    

Du er velkommen til at abonnere på bloggen her: