HR forretning
AF MAYA DRØSCHLER
onsdag den 13. marts 2024
KONTROLTÅRNET TIL MAJOR TOM
onsdag den 6. juli 2022
Problemet med arbejdet
Den amerikanske forfatter og anarkist Bob Black indleder sit berømte essay The Abolition of Work fra 1985 med disse ord:
Ingen burde nogensinde arbejde.
Arbejdet er kilden til næsten al elendighed i verden. Næsten alt ondt, man kan forestille sig, stammer fra arbejdet eller fra en verden, der er designet til arbejdet. For at standse vores lidelser, bliver vi nødt til at stoppe med at arbejde. [Min oversættelse].
Problemet er naturligvis ikke "arbejde" som sådan, men specifikt lønmodtagerarbejdet, som har et stærkt tvangsmæssigt aspekt: Man skal udføre sit arbejde på en lokation, der bliver udpeget, i et tidsrum, der bliver fastsat, med nogle kolleger, andre har valgt. Man skal underkaste sig strukturer, rutiner og hierarkier og udføre ledelsens ordrer. Man skal gøre det, man bliver sat til.
Fremmedgørelse ifølge Marx
Den tyske filosof og økonom Karl Marx udvikler sit begreb om fremmedgørelse i midten af det 19. århundrede. Grundlæggende er risikoen for fremmedgørelse størst for de menneskelige egenskaber, som vi varegør, kommercialiserer. Som vi forvandler til et redskab for en arbejdsgiver.
På Marx' tid er det primært kroppen, den arbejdende krop, der tænkes på. Men også indlejringen i arbejdsgiverens strukturer og den tvang, der følger med, afstedkommer fremmedgørelse overfor kolleger og ja, faktisk overfor menneskeheden.
Hvad kollegerne angår, opstår fremmedgørelsen i relationen, når kollegerne begynder at blive opfattet som konkurrenter til - en potentielt bedre vare end - en selv.
Og man arbejder dybest set imod menneskehedens interesser, når fremstillingsprocessen selv eller de produkter og services, man fremstiller, skader livet på kloden. Et sådant engagement i en skadelig praksis skaber fremmedgjorte individer.
Emotionelt arbejde
I dag er mange jobs ikke længere lagt an på manuelt, fysisk arbejde. I serviceøkonomien er det fortrinsvis den emotionelle arbejdskraft, der trækkes på, mens det i vidensøkonomien er den kognitive.
Folk ansat i servicesektoren forventes at smile og nikke og underkaste sig kundens luner. Ikke kun chefens. Risikoen for fremmedgørelse er ikke blevet mindre i dag end på Marx' tid, siger den amerikanske professor i kvindestudier Kathi Weeks. Den er blevet større. For alle disse (positive) følelser, som servicemedarbejderen forventes at udvise overfor kunden og alle de (potentielt negative) følelser, som kunden retter mod servicemedarbejderen og som denne forventes at rumme og håndtere, fremmedgør servicemedarbejderen overfor sine egne følelser.
I et berømt studie fra 1980'erne fulgte den amerikanske sociolog Arlie Hochschild en række stewardesser i Delta Airlines over nogle år. Det, som Hochschild observerede og som stewardesserne også selv tilkendegav, var, at de følelser og attituder, der blev trukket mest på i arbejdssituationen - venlighed, imødekommenhed, omsorg - var følelser, som de ikke kunne komme i kontakt med på en egentlig måde udenfor arbejdssituationen. Det professionelle smil sad påklistret, også efter arbejdsdagen var slut. Adgangen til den umiddelbare erfaring af fx venlighed var blokeret af denne klistrende professionalisering af følelsen.
Det vigtigt at understrege, at fremmedgørelse kun bringes i spil, når der er tale om en omdannelse af en menneskelig attribut til en vare under en tvangsmæssig orden. Man bliver ikke fremmedgjort af at vise venlighed overfor en hjemløs mand eller kvinde, eller af at stille sig til rådighed for den lokale fodboldklub. Fremmedgørelse kommer af tvang.
Mindskning af tvangen
Jeg er pragmatisk. Jeg tror ikke på, som Bob Black i indledningen, at vi kan slippe af med tvangen. Men jeg tror på, at den kan reduceres. Gøres mindre dominerende.
Forventninger til "service"
For det første kan vi starte med at undersøge - sidenhen diskutere - de psykologiske konsekvenser af emotionelt arbejde. Den danske coach og ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup skrev for nogle år siden en bog om, at man ikke skal tage sine følelser med på jobbet, men i mange jobs er det netop følelser, der kapitaliseres på. En stor del af jobbet går faktisk ud på at vise "egne" følelser på en afmålt og bestemt måde og at håndtere andres.
Der vil være store variationer, alt efter den magt, man kommer med. En stewardesse skal strække sig langt for at imødekomme kundens behov, det skal en politibetjent ikke i samme omfang. Men de laver begge følelsesarbejde.
Spørgsmålet er, hvad vi retteligt kan forvente af hinanden. Hvor meget smisken og leflen og fnis og grin, jeg egentlig betaler for, når jeg beder om en klipning eller bestiller en cheeseburger.
Livet som førsteprincip
Dernæst er der i det indledende Black-citat et aspekt, som jeg gerne vil fremhæve, nemlig det forhold, at livet er designet rundt om arbejdet. Arbejdet er førsteprincippet, mens livet må tilpasse sig.
Det forhold skal vendes om.
Arbejdet må tilpasse sig det, folk ellers skal. Være sammen med deres familier, gå til folkedans, sidde og glo i deres haver. Selvfølgelig skal der en del nytænkning til for at det kan lade sig gøre, og jeg er klar over, at "vagter" og "åbningstider" skal passes. Men hvad nu, hvis vi alle sammen blev vænnet til et lavere serviceniveau? I de sektorer, naturligvis, hvor det ikke handler om liv og død.
Transporttid
Samtidig vil jeg slå til lyd for, at transporttid skal forstås som en faktor i den tid, arbejdsgiveren råder over. Ingen sidder frivilligt og selvvagt i en bilkø på Lyngbymotorvejen hver morgen eller i et overfyldt metrotog hver eftermiddag. Man sidder der, fordi det er nødvendigt, fordi man skal møde ind på en af arbejdsgiveren udpeget lokation. Der er tale om tid, ja, om liv, faktisk, man ikke selv har råderet over.
Mobiliteten bliver større og større. Og det er nok godt. Men det betyder også, at timerne væk fra hjemmet bliver længere og længere. Samtidig skaber mobiliteten omkostninger (brændstof, billetter), trængsel og forurening. De timer og de meromkostninger, som lønmodtageren har i forbindelse med transporttid til og fra arbejdspladsen, er en faktor, der bør indgå i den samlede aftale mellem parterne. Det er mig umuligt at forstå, hvorfor transporttid og -omkostninger ensidigt skal være lønmodtagerens problem (og til dels statens, jævnfør kørselsfradraget).
Kritik af arbejdet
Arbejdet er ikke en neutral kategori. Arbejdet er tynget af ideologi og er dybest set - som lønarbejde betragtet - en konstruktion. Det er noget, vi mennesker har fundet på.
Ingen skal bilde mig ind, at det ikke kan foregå på en anden måde. På en bedre måde. For det er ikke godt nok, som det er.
Hvis du vil høre mere om disse tanker, kan jeg anbefale podcasten Isolation and Working from Home with Maya Drøschler, hvor jeg i en samtale med den amerikanske HR leder Laurie Ruettimann udfolder mine idéer om fremmedgørelse, men også frigørelse, af den moderne arbejder.
Anledningen til podcasten var artiklen Working from Home: Emancipation or Alienation of the White-Collar Worker, som jeg skrev og udgav på Medium tidligere i år.
torsdag den 18. november 2021
Ledelse som omhu
Denne artikel blev første gang udgivet i Socialt Lederforums fagmagasin Social Udvikling og genudgives her med redaktionens tilladelse.
----------------------------------------------------------------------------
Der findes noget, vi omtaler som ledelse. Der bliver undervist i ledelse, skrevet bøger og artikler om ledelse og i organisationer er ledelse, personificeret i konkrete individer, jævnligt genstand for vurdering. Vi taler om ledelse som om, vi er enige om, hvad ordet henviser til, og det er vi nok også i store træk. Ledere har erfaringer, der minder om hinanden. Og disse erfaringer kan omsættes til sprog, deles i et forum og endda abstraheres til formelle teorier og modeller. Men fordi ledelse også er en praksis, som altid har altid en rettethed mod noget specifikt og nogen bestemt, mod noget konkret og noget situationelt, rummer ledelse også altid en mageløs – i ordets egentlige betydning – rest.
Paradigmatisk ledelsesteori kan mange ting. I denne artikel vil jeg imidlertid tale om den rest, som modeller og teorier nødvendigvis må udgrænse. Jeg vil adressere den grundlæggende menneskelige rettethed mod og forhold til fænomenerne, opgaverne og især menneskene på en arbejdsplads, og jeg vil runde af med at insistere på ledelse som omhu. Ikke omhu som et nyt program eller en ny teori, men snarere som noget, der allerede findes i menneskets grundstruktur, men som har svære vilkår på mange arbejdspladser i både den private og offentlige sektor, præget af skrappe krav til effektivitet og resultater. Jeg kommer ikke i denne artikel ind på årsagerne til omhuens trængte status, for jeg tror, det er nødvendigt at starte med overhovedet at bringe den på banen.
Rettethed
Ledelse indebærer at være rettet mod noget. Rettethed er en grundtilstand og et grundvilkår i mennesket: Vi kan ikke undgå at være rettet mod genstande, tilstande og andre væsener og vi kan ikke slippe for at forholde os til dem. Vi forholder os løbende til sanseindtryk, til tanker og til hinanden, men for ledere er denne rettethed og forholden sig ekstra påtrængende, fordi ledelsesopgavens succes afhænger af, at forholdet til den anden eller det andet er velvalgt og afstemt. Som leder kan man ikke fejlfortolke, misforstå eller lade noget eller nogen i stikken ret længe, før det får konsekvenser.
Rettethedens modi
Rettethed viser sig på forskellige måder. Når lederen trykker på en knap på kaffemaskinens display eller taster på computerens tastatur, har hun typisk en brugende omgang med tingene. Når lederen derimod sætter sig for at evaluere en analyse af sin afdelings lønforbrug, har han en varetagende omgang med dataene i Excel-arket. Og når lederen retter sig mod andre levende mennesker, gør denne det for det meste med en omsorgsfuld attitude. Varetagelse og omsorg vender jeg tilbage til. Lige nu er det tilstrækkeligt at sige, at hvis alt går godt, tilpasser rettethedens måde sig let og ubesværet målet for den. Det er min påstand, at en sådan responsiv stemthed er afgørende for succes i lederskabet og i videre forstand: for oplevelsen af en sund arbejdspladskultur.
Grundlæggende strukturer hos mennesket og lederen
Mennesket betinger lederen. Derfor giver det ikke nogen mening at hævde, at de to former for væren kan udskilles i hvert deres domæne. Ledere er først og fremmest mennesker . Ikke mennesker i nogen bestemt forstand med de og de attributter, de og de medfødte egenskaber eller de og de ’værktøjer i værktøjskassen’, men mennesker, som intuitivt, men som regel også upåagtet, er bekendt med, at de har en særlig eksistensstruktur.
To af de grundlæggende strukturer, som mennesker og ledere deler ifølge den fænomenologiske ledelsesforskning, som særligt er inspireret af den tyske filosof Martin Heidegger, kaldes i-verden-væren og medtilstedeværen (Souba 2014).
I-verden-væren og medtilstedeværen
Disse to grundstrukturer indebærer, at mennesket altid allerede er i en verden, og at mennesket altid allerede er blandt andre, før det bliver til et individ, et subjekt eller en leder. Mennesket og lederen er uundgåeligt og på forhånd indlejret i en eller anden form for organiseret struktur (Betta 2017), en verden, et samfund og en organisation, og har ikke nogen plads eller relevans uden. Ja, lederen kan faktisk ikke blive til uden en struktur at blive til i. Der er ikke kun tale om en fysisk-biologisk kendsgerning, men om en kendsgerning med eksistentielle implikationer, for ligesom mennesket (uanmodet) er kastet ind i verden (Heidegger 2007), er lederen kastet ind i den organisatoriske struktur og må indfinde sig i den og komme overens med den blandt og sammen med andre. Det betyder, at ledelse nødvendigvis og som minimum er en praksis, som 1) løbende kalibrerer sig mod det allerede organiserede og 2) afhænger af de andres med- og sameksistens.
Den levende organisation
Selv om organisationen er givet, skal det ikke forstås sådan, at organisationen tårner sig op i en eller anden uforgængelig struktur, som ledere og alle andre nødvendigvis må tilpasse sig. Tværtimod, er organisationen ligesom verden bevægelig, organisk og plastisk: Den er levende energi, der materialiserer sig i en række instanser, en række eksempler på sig selv. Disse eksempler kan være: planlægningen af en julefrokost, afviklingen af et bestyrelsesmøde, udførelsen af en bestemt arbejdsproces, kontakten med en kunde/borger, samtalen hen over frokostbordet eller afholdelsen af et medarbejderseminar. Selv om eksemplerne er vidt forskellige snapshots af organisationen, vil enhver med tilstrækkeligt kendskab vide, at de alle peger på den samme organisation.
I realiteten findes den organisation dog kun som en abstraktion. Det egentlige er faktisk eksemplerne, det levede og det erfarede, som nogle gange akkumulerer i en model, fx en organisationsmodel. Men ledelse opstår ikke efter, at modellen er udtænkt. Ledelse opstå, når medarbejdere og opgaver erfares som først og fremmest verdenslige og mødes som sådan: Ligesom vind i sejlene går forud for meteorologi, og opgravning og tilberedning af kartofler går forud for forfinelse af kartoffelarter, går praktisk omgang med mennesker, hverv og tidslighed forud for personlighedsprofiler, projektværktøjer og tidsstyring. Det betyder, at livet finder sted først, og at teorier og kategorier følger efter.
Det givne i ledelse
Der er noget, som er givet. Men Ikke en gang for alle; snarere til hver en tid og løbende. Og det er ikke budgettet eller den seneste modedille indenfor ledelse, men det liv, der allerede finder sted, og de fænomener, der allerede er i færd med at organisere sig. Det gælder derfor, at noget (lederens forholdemåde) ikke er dikteret, og det gælder samtidig, at noget (livets flux) er, og af denne indsigt følger, at ledelse må praktiseres kontekstuelt og situationelt. Lederen er ikke kun et mægtigt subjekt, der bruger sit privilegerede mandat til at beslutte og eksekvere i et velordnet system, men også en åben mulighed blandt mange andre i et dynamisk, levende væv.
Ledere kan påvirke, sanktionere og skære igennem, men ledere virker aldrig i en hverken fuldstændig gnidningsløs eller fuldstændig forudsigelig arena. Ledelse har i mere end 100 år været præget af ’den videnskabelige metode’ [Scientific Management], som ingeniøren Frederick W. Taylor konciperede og implementerede i begyndelsen af det forrige århundrede, og det er en skam at metoden har vundet så stor udbredelse, for Taylors metode forviser mødet med det levende til skammekrogen. Og metoden slører, at laget af teorier, modeller og værktøjer er tilføjede lag, som - sikkert utilsigtet – har tendens til at spænde mennesker foran lederens varetagelsesvogn.
Lad mig forklare.
De andre og man’et
”Helvede, det er de andre”, lyder en berømt replik, som en af karaktererne fremsiger i den franske filosof Jean Paul Sartres drama Lukkede døre.
Selv om Sartre var kendt for at hænge ud på de fyldte, parisiske caféer i 1950’erne, ofte i selskab med sin partner, feministen og filosoffen Simone de Beauvoir, havde han et udestående med ’de andre’. De andre forstyrrer nemlig. De afbryder. De kigger. Og når de kigger, mente Sartre, opstår der i nogle tilfælde et ubehag, som bunder i, at man pludselig ser sig selv med den andens blik. Man ser sig selv udefra, som et objekt. Den andens blik er i vor tids organisationer særligt udpræget i rekrutteringsprocesser og performance-evalueringer.
Helt den samme opfattelse af de andre havde Heidegger ikke. I værket Væren og tid, som udkom første gang på tysk i 1927, fremsætter han en kras kritik af det, som han kalder ’man’et’ [Das Man], som dækker over den gængse, bevidstløse opinion og de strukturer, vi uafladeligt glider tilbage i, når vi ønsker at passe ind: man gør, man siger, man lever og arbejder på den og den måde. I mange organisationer er man’et stærkt, og det er ikke, synes jeg, et ubetinget dårligt træk, for man’et giver også tryghed og tilhørsforhold. Det forvisser det enkelte menneske om, at det hører til her, i dette fællesskab, hvor man’et fortolkes som et vi. Men der er naturligvis grænser for man’ets herredømme. De grænser støder de fleste organisationer på fra tid til anden: Når systemerne sander til, processerne bliver træge og fodslæbende og tankerne hæmmede og ufrie, har man’et fået for meget at skulle have sagt.
Omhu
Ser vi bort fra man’et, er mennesket et væsen, der som udgangspunkt tilnærmer sig andre mennesker, men også genstande og fænomener, med omhu. Heidegger skriver i paragraf 41 og 42 i Væren og tid om omhuens væsen. Omhu er den danske oversættelse af det tyske ord Sorge, som ikke betyder sorg, men netop omhu, forstået som både varetagelse og omsorg. At kere sig om omgivelserne er ifølge Heidegger den menneskelige grundindstilling til verden, som jeg også berørte i afsnittet om ’rettethed’. Det er et vilkår, vi er prisgivet, og som adskiller mennesker fra andre dyr, planter, vejret, genstande og begivenheder.
Omhuen har to modi, et varetagende og et omsorgsfuldt:
Eftersom i-verden-væren væsensmæssigt er omhu, kunne væren ved det forhåndenværende (..) begribes som varetagelse, og væren sammen med de andres inderverdensligt imødekommende medtilstedeværen begribes som omsorg (Heidegger 2007, s. 222).
Menneskets omhu for det forhåndenværende viser sig altså som varetagelse. Ifølge Den Danske Ordbog er den primære betydning af ordet varetagelse, at ”tage sig af en opgave, man er ansvarlig for”. Det kan være at udforme et kundetilbud, lave budgetopfølgning eller designe en ny hjemmeside. Man varetager sine opgaver og sit job.
Omsorg
Den anden modus af omhuen, omsorgen, retter sig mod andre mennesker. De andre kan ikke blot ”varetages”, men må tilgås med omsorg. Også omsorgen har to modi.
Den første type omsorg tager den andens omhu på sig:
Denne omsorg overtager det, der skal varetages for den anden. Den anden bliver dermed kastet bort fra sin plads [ … ]” og ”[g]ennem en sådan omsorg kan den anden blive til én, som er afhængig og behersket, om dette så end er et stiltiende herredømme, der forbliver skjult for den beherskede (Heidegger 2007, s. 148).
Denne type omsorg tiltvinger sig altså den andens omhu og varetagelse og gør denne afmægtig. Den anden lægger måske ikke mærke til, at denne fratages en grundlæggende eksistensmåde, men tilpasser sig lederens overgribende omsorg. Hos den, der fratages sin omhu, er ligegyldighed, ansvarsløshed og uselvstændighed typiske afledte effekter. ’Micro-management’ er et eksempel på en ledelsesstil, der overtager den andens omhu, men også i organisationer, som er plaget af menneskelige og økonomiske skandaler, er medarbejdernes egen omhu ofte begrænset.
Omsorg for den andens værensmuligheder
Den anden omsorgsmodus, som har en noget anden karakter
(..) springer [ikke] ind for den anden, men ( .. ) springer forud for ham i hans eksistentielle værenkunnen, ikke for at påtage sig hans ’omhu’, men derimod for først egentligt at give ham den tilbage som en sådan (ibid.).
Denne omsorg er en omsorg, der kerer sig om den andens muligheder, herunder den andens mulighed for at udvise omhu, både som varetagelse og omsorg. Sindbilledet på en sådan omsorg kunne være den erfarne jordemor, der myndigt vejleder den fødende kvinde, men som holder sig fra at overtage og dirigere fødslen. Et andet billede kunne være mentoren, der nænsomt tager menteen i hånden, men som lader menteen selv vælge ruten. Eller det kunne være lederen, der har sin medarbejders ryg, når denne for første gang skal løse en ny, svær opgave. Den første strofe af den norske nationalskjald Bjørn Eidsvågs vise Eg ser (”Jeg ser”) rummer en lignende erfaring, om end med et lidt sørgmodigt præg:
Jeg ser, at du er træt
men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig
du må gå dem selv, men jeg vil gå dem med dig
jeg vil gå ved siden af dig.
Denne strofe handler om at acceptere den andens væren, som den er. Uden forsøg på at ekspropriere den, optimere den eller nyttegøre den. Det er sådan en type omsorg, lederskabet bør rumme.
Ledelse med omhu og omsorg
Hvis man accepterer præmissen og udlægningen af varetagelse og omsorg, må lederens dominerende måde at forholde sig til medarbejderne på være omsorgens anden modus: omsorg som sikring af den andens mulighed for selv at udvise omhu. Ikke omsorg som overtagelse af medarbejdernes egen, frie omhu og heller ikke omhu som varetagelse dur. I al fald ikke hvis den står alene.
Med en ensidigt varetagende rettethed betragtes og behandles menneskene på arbejdspladsen som data, kategorier, titler og typer. Denne ledelses-rettethed skal ikke afskaffes. Det er utopisk og næppe gavnligt. Men menneskene på arbejdspladsen skal ikke først og fremmest varetages. Når ledelseskulturen fejler ’stille’ – og altså ikke larmende, som når omsorgen bliver en overtagelse og et overgreb – er det fordi, varetagelse har fået for stor dominans. Analyser, målinger og statistiske beslutningsgrundlag kan en masse, men der ligger en afgørende ledelsesopgave i sikringen af egne og andres muligheder for – med omhu - at kaste sig frem mod det, der er væsentligt og meningsfuldt.
En sund arbejdspladskultur rummer menneskelig eksistens som sådan. Og en sådan kultur kommer kun i stand, hvis varetagelse og modeller, monitorering og målinger ikke erobrer hele arenaen. Omsorgen for den andens værensmuligheder, den andens potentiale som menneske, den andens frie adgang til at varetage og vise omhu, tage ansvar, træffe valg og til selv at forholde sig er en helt afgørende betingelse for et godt arbejdsmiljø og god performance og trivsel. Hvis ikke ledelse også består af denne grundlæggende, omsorgsfulde rettethed, vil velmenende tiltag som teambuilding-events, diversitetstræning, antimobbepolitikker og MUS-samtaler ikke få den effekt, man ønsker. At komme den anden i møde med den modus af omhuen, der omtales som omsorg for den andens værensmuligheder, er den helt nødvendige forudsætning for en fri, retfærdig, mangfoldig og tryg arbejdsplads.
Litteraturliste
Betta, M. (2017). Habits and the Social Phenomenon of Leadership. Philosophy of Management, 17. 243–256.
Heidegger, M. (2007). Væren og tid. Aarhus: Klim.
Eidsvåg, B. (1983). Eg ser. Udgivet på albummet Passe gal, Kirkeligt kulturverksted.
Souba, W.W. (2014). The Phenomenology of Leadership. Open Journal of Leadership, 3. 77-105.
INFORMATION TIL FASTE ABONNENTER PÅ BLOGGEN: Tak fordi du følger HR Forretning. Jeg har erstattet min gamle e-mailleverandør Feedburner, som blev drevet af Google, men som Google valgte af nedlægge, med en ny leverandør, follow.it. Jeg håber ikke, det skaber problemer og at du stadig har lyst til at modtage notifikationer om nye indlæg. Hvis ikke kan du afmelde sig som vanligt.
Hvis du omvendt er ny gæst på bloggen, kan du tilmelde dig her:
tirsdag den 27. juli 2021
Jorden kalder Zoom
Jeg bor sammen med min familie på grænsen mellem to kommuner og faktisk også to regioner. I den nordlige del af Roskilde kommune, lige på kanten af Egedal kommune og lige på grænsen mellem region Sjælland og region Hovedstaden.
Danmark |
Det er et område, som hverken er den mest populære pige i klassen (Københavns nordlige forstæder) eller den mest ekskluderede dreng (udkanten). Vi bor for tæt på København til at være udkant, men vores placering er samtidig for langt vestpå til at være omfattet af det egentligt attraktive Nordøstsjælland. Geografisk tilhører vi altså det Danmark, som der er mest af: det midt imellem afvikling og anprisning.
Det er sin sag at bo i den nordligste del af en region, som strækker sig sydpå til Lolland og Falster og vestpå til Kalundborg og Korsør. Faktisk er der næsten fem gange så langt til Næstved Sygehus, fra hvor vi bor, som der er til Herlev Hospital.
Hvad angår politikredse, er det heller ikke nemt: Reglen er, at jeg bliver henvist til Nordsjællands Politi, når jeg ringer for at anmelde et cykeltyveri. Midt- og Vestsjællands Politi er nemlig sikre på, at jeg ikke tilhører deres kreds.
Det samme gælder vagtlæger, for det er ikke til at forstå, at vores postnummer hverken er at finde i kommunen eller i regionen.
Det sted, hvor vi er, hører ikke rigtigt til noget steds. Det har ikke noget at hægte sig på, det er nogle andres problem. Man glemte at indregne det, da man trak grænserne.
Lokalaviserne
Dette til trods bliver der delt lokalaviser ud heromkring. Det fandt jeg ud af i går, da jeg tømte postkassen for første gang i flere år.
Jeg tog lokalaviserne ind. Vi får flere, nok på grund af vores placering nær grænsen. Avisbudenes ruter må overlappe.
Min partner bladrede Roskilde Avis igennem. Efter at have studeret de lokale boligpriser og genkendt en lokalpolitiker som sin søsters ungdomsflirt, lukkede han avisen. Underneden kom Lokalavisen Egedal til syne.
Modsat det lokale liv i Roskilde var der dog ingen interesse for dagliglivet i Egedal, for som min partner sagde med overbevisning i stemmen: ”Det er en underlig kommune.”
Efterfulgt af et: ”Og det er også en underlig avis.”
”Hvordan underlig?” spurgte jeg.
”Den er så mærkeligt blandet.”
Avisen såvel som kommunen, forstås.
Forankring
Objektivt set er Egedal Kommune og Egedal lokalavis nok hverken mere eller mindre blandet end pendanterne i Roskilde, men fordi min partners tilknytning til Roskilde er historisk stærk, er Roskilde kommune hverken underlig eller blandet, men velkendt og forståelig. Ja, nærmest rationel i en grad, der overgår alle andre kommuner.
Jeg er optaget af denne hverdagssituation, fordi den viser en umiddelbar og stærk forankring i det lokale, i landsbyen, i egnen, i kommunen. En stærk geografisk identitet, båret oppe af rodnettet her og forskellen der - til dem i den næste landsby eller dem i den næste kommune.
Jeg har det ikke selv på samme måde. Jeg er en nomade, og jeg misunder mine landsbynaboer, som fortæller om liv i generationer på stedet. De er forankrede på en måde, jeg aldrig bliver. De hører til på en måde, jeg ikke gør. De er overbevist om, at det er her, med denne jord, verden bliver til: Se selv!
Østrup, Sjælland |
Tid og rum
For mange moderne mennesker er det ligegyldigt, hvor man opholder sig fysisk, og hvad klokken er, når man kommunikerer og arbejder. Folk i andre tidszoner kan svare på beskederne, når de vågner. De fleste af os svømmer frit i de digitale bølger, og kan næsten helt se bort fra tid og rum.
Tid og rum er selvfølgelig stadig vilkår for vores individuelle eksistens, men de er ikke længere et fælles anliggende: Vi behøver ikke opholde os i det samme rum på det samme tidspunkt for at føre en dialog, få løst en opgave eller bragt et fælles projekt i mål.
Det er et imperativ for det moderne menneske at være fleksibel, mobil og i bevægelse, for det er syndigt at stå i stampe, forholde sig rigidt eller udvise en tøven i sin tilegnelse af omgivelserne. Denne aldrig standsende bevægelighed gør, at der dannes en forventning om åbenhed og tilgængelighed. Man kan ikke længere undslå sig med, at man er et andet sted eller holder en pause. For der er ingen grænser, rummet og tiden er opløst, alt glider sammen og alt og alle følger en overalt, ligesom man selv følger alt og alle. Men alt forbliver også fragmenteret og egentligt adskilt.
Der er noget sært ved den digitale kommunikation: møder, samarbejder og foredrag på Zoom, Teams og så videre. Man er på én gang radikalt isoleret og radikalt eksponeret. Man er alene, men samtidig i et digitalt rum, fyldt med andre menneskers lyde, ord, ansigter og mimik. Det er en asynkron erfaring, overført til rum, for noget er ude af trit, som gør tilhørsforholdet svært at afgøre: Hører jeg til her eller der?
Svaret er måske: For at høre til der skal man glemme jorden og kroppen, for de er blot kedelige påmindelser om, at naturlovene og biologiens love ikke lader sig ophæve, og glem også lokalaviser og slægter, for de er principielt kedelige i al deres forudsigelighed og bundethed. Svaret er: For at høre til der må hver enkelt frigøre sig fra forestillinger om, at mennesket er bundet, betinget og et kontinuert væsen. Man må lade hånt om mennesket som en udstrakt væren, og i stedet satse på mennesket som en række løsrevne citater, som en række vilkårlige, digitale spor.
Digitaliteten
Jeg vil ikke romantisere egnstilhørsforholdet, som nok er en indretning, der er opstået i og med agerbruget, og som derfor ikke ville eksistere i et parallelt univers, hvor jorden ikke blev dyrket. Hverken egnstilhørsforhold eller nationalfølelser er universelle, naturlige eller oprindelige. De er blot emotionelle fænomener, der er afledt af visse institutioners og praksissers fremkomst. De er nyttige i visse historiske epoker.
Ikke desto mindre har jeg svært ved at slippe den tanke, at opløsningen af tiden og særligt stedet ikke er uden konsekvenser. Selv om det sted, hvor min familie og jeg bor, udfordrer de offentlige inddelinger og ikke findes på nogen helt entydig måde i den ene eller den anden politikreds, er vi trods alt placeret i en materialitet, som garanterer, at vi er her. Ikke der. Ikke i Egedal kommune, ikke i region Hovedstaden, men her. Betjente og vagtlæger forsøger jævnligt at overbevise mig om noget andet, og jeg føler et strejf af fremmedgørelse – tager jeg fejl? Har de ret? – inden jeg hanker op i mig selv og insisterer.
Digitaliteten findes, og den kan meget, også meget godt. Men mennesker kan ikke være eller høre til der. Netop fordi digitaliteten altid vil være et der, og ikke et her. Den vil altid være den anden kommune, den anden politikreds. Mange vil gerne overskride de begrænsninger, der findes i naturen, herunder menneskenaturen. Det er helt almindeligt og fører fra tid til anden til fantastiske opfindelser. De digitale platforme, der muliggør kommunikation og samarbejde på tværs af rum og tid, er også fantastiske.
Doseret.
For der hvor kroppen er, er verden også. Det er et vilkår, som kun ophæves i drømme, og et vilkår, man må huske på, når lægen på vagten udskriver digital trylledrik som det, der vil få alle drømme til at gå i opfyldelse.
**
Du kan skrive dig op til bloggen her:
mandag den 3. maj 2021
Afvigelser på arbejdspladsen
Mangfoldighed.
Før i tiden syntes jeg, at det lød som et lidt kedeligt, måske endda anstrengt, begreb. De seneste par år har jeg skiftet mening. Ikke mindst fordi det er gået op for mig, hvor ualmindeligt snærende vor tids normalitetsbegreb er. Normalitet er en lillebitte kasse til en lillebitte maggiterning. En kasse til dig og en kasse til mig.
Har det altid været sådan? Min egen erfaring er, at skruen er blevet strammet gevaldigt, bare i min tid. Det er som om, at bred normalitet er blevet erstattet med smal idealitet. Det er som om, at det hele - individets krop, psyke og sociale situation - skal stå knivskarpt og uangribeligt.
Her er et par nedslag i nogle af de mange måder, mennesker risikerer at afvige på.
Alder og navn
På LinkedIn kan man næsten dagligt læse opslag om forskellige individers vanskeligheder med at finde et job, tilsyneladende alene af den årsag at de er for unge, for gamle eller har et navn, der ikke lyder dansk. Gad vide, hvor mange det drejer sig om, som er mellem 20 og 30 år, mellem 50 og 70 år eller som har et eksotisk klingende navn?
Ganske mange, vil jeg tro.
Psyke
Hvad angår psykiske lidelser, har hver fjerde dansker oplevet en psykisk sygdom, inden de fylder 50. Næsten 600.000 danskere opfylder til hver en tid kriterierne for psykisk sygdom. Det svarer til, at der på ethvert givet tidspunkt er cirka 10 procent af befolkningen, der har dårlig mental trivsel. En del af disse må antages at have et job.
Vægt, sygdom og handicap
Uddannelse og familieforhold
Store forventninger
Overskud og underskud
Idealernes pris
Bundlinjeargumentet
lørdag den 23. januar 2021
Inspiration til HR- og ledelsesarbejdet efter Corona
I 2020 blev store grupper på det danske arbejdsmarked vant til at arbejde hjemme. For nogle var det fantastisk, for andre var det frustrerende - særligt i de perioder, hvor børnene også var (er) hjemsendt.
Og familierne er nu ved at være slidte. De, der arbejder hjemme, er isolerede; det daglige arbejde udføres i omgivelser, der ikke er indrettet til det; hjemmeskoling er krævende, når man samtidig har et fuldtidsjob at passe; og sammenvævningen af arbejdsplads og hjem gør, at man aldrig rigtigt har fri.
Nu kan vi heldigvis så småt se en ende på Corona-epidemien. Snart vil de, der ønsker en vaccine være vaccineret (i vestlige samfund), og vi vil kunne leve som før. Måske ikke nøjagtigt som før, men tæt på. Børnene vil igen komme i skole og daginstitution, togene og motorvejene vil blive fyldt op, og arbejdspladserne vil atter summe af liv. Vi vil igen kunne komme til fitness, koncerter og foredrag og holde fester og jul sammen med dem, vi vil.
Om vi *lærer* noget af Corona-tiden, og hvad det i givet fald vil være, er svært at spå om. Personligt tror jeg, at noget er forandret, nemlig det helt afgørende, at Corona har rokket ved vanetænkningens fundament, og på sin egen sære måde har rustet (tvunget) os til at genbesøge nogle af vores mest grundlæggende antagelser om, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, arbejdspladsen skal indrettes og ledelse skal udøves.
Ny antologi: Organisationer i en overgangstid
Om en måned udkommer "Organisationer i en overgangstid" på Dansk Psykologisk Forlag. Bogen giver ny inspiration til at være i, lede og udvikle en organisation og er inddelt i otte dele, som behandler arbejdsmarked og ansættelsesformer, ledelse og ledelsesudvikling, strategi og forretningsmodeller, organisationsudvikling og virksomhedskultur, teknologi og analytics, arbejdsmiljø og arbejdsglæde, talenter i organisationer samt fremtidens organisationer.
Det er en bog, som for størsteparten er skrevet før Corona, men den kunne ikke være mere aktuel end netop nu. For det er nu, vi har muligheden for at reflektere over og gøre op med nogle af de gamle strukturer og tankemønstre i HR og ledelse.
Et citat fra bogens indledning:
"Vi står på tærsklen til et nyt paradigme, hvad angår den måde, vi forstår og indretter vores organisationer på. Men det betyder ikke, at der opstår et nyt, universelt koncept, som vil stå enerådigt i de næste 100 år. Tværtimod. Det nye paradigme er kendetegnet ved øget heterogenitet: flere forskelligartede organiseringsformer, flere særprægede kulturer, flere vilde forretningsmodeller. Midt i forskelligheden er der imidlertid et fælles træk ved alle organisationer – de består af mennesker. Det er mennesker, som danner og opretholder en virksomheds normer og omgangsformer, det er mennesker, som tænder lyset hver morgen i produktionshallen eller på kontoret, og det er mennesker, som giver bøvl og ballade, men også de resultater, som organisationen opnår."
Bogen er en antologi, og det betyder, at der er mange - og meget forskellige - forfattere med: Steen Hildebrandt (bæredygtig ledelse), Lotte S. Lüscher (etik og dømmekraft), Betina Rennison (diversitetsledelse), Helle Hein (talentudvikling), James Høpner (forandrings- og forankringsledelse), Poula Helth (ledelsesbegrebets udvikling), Anders Trillingsgaard (ledelsesudvikling), Anne Lund Thybring (hierarkiløse organisationer), Lars Bo Hansen (forretningsstrategi), Lene Tanggaard (lærende udviklingsprocesser), Alexander Kjerulf (arbejdsglæde), Yun Ladegaard & Janne Skakon (arbejdsmiljø), Peter Svarre (teknologi i organisationer), Morten Kamp Andersen (evidensbaseret ledelse og people analytics), Christa Breum Amhøj & Morten Svalgaard Nielsen (jordisk lederskab), Gitte Andersen (den fysiske arbejdsplads), Birte Asmuẞ (organisationsteori), Albert Birck (performance management), Anne-Marie Dahl (fremtidens organisationer), Morten T. Højberg (de nye ansættelsesformer), Mettelene Jellinggaard & Alexandra Krautwald (mennesker i forandringsprocesser), Jakob Krause-Jensen & Karen Lisa Salmon (organisationskultur), Tommy Kjær Lassen (eksistens i arbejdslivet), Jacob Munk-Stander (udvikling af forretningsmodellen), Steen E. Navrbjerg (den danske arbejdsmarkedsmodel), Gitte Rosholm & Leo Smith (employer branding), Karen Lisa Salamon & Inger Sjørslev (trickster-energi) og Christian Waldstrøm (netværksanalyse). Desuden skriver jeg et kapitel om HR-strategi.
Til hver af de otte dele er der en kort introduktion til emnet og de tilhørende kapitler samt forslag til refleksionsspørgsmål undervejs i læsningen. Bogen er en opslagsbog, som vil være nyttig at have ved hånden, når man trænger til inspiration til sin ledelses- eller HR-praksis. Det er den nyeste forskning og tænkning, der fremlægges af nogle af Danmarks dygtigste eksperter, så ved at læse bogen bliver man godt klædt på til at skrue på de ting i organisationen, som trænger til fornyelse eller en anderledes tilgang.
Du kan læse mere om "Organisationer i en overgangstid" ved at klikke her, hvor du også kan forudbestille bogen ved at lægge den i kurven. Jeg og min redaktør på forlaget, Sidsel Fabech, krydser fingre for, at bogen vil glæde mange ledere, HR-medarbejdere, organisationskonsulenter og studerende på de videregående uddannelser. Jeg står personligt inde for, at den er ærlig, skarp og rig på dannelse, solid, men også til tider vild. En spændstig bog med indbyggede spændinger - nøjagtigt, som det også er i virkeligheden ude i organisationerne.
*****