søndag den 29. marts 2015

De uengagerede

Hvor gerne jeg end så at følgende statement var sandt, er det ikke den eneste sandhed om, hvordan forholdet mellem arbejdsgivere og medarbejdere har udviklet sig over de seneste år:

The balance of power in the employer-employee relationship has shifted—making today’s employees more like customers or partners than subordinates.
Deloitte: Human Capital Trends 2015

Det, som jeg hører fra dem, der har noget at mene som den sag - udover Deloitte - er nemlig, at den økonomiske krise har gjort et dybt indhug i forholdet mellem på den ene side repræsentationen af arbejdsgiveren og på den anden side de konkrete, individuelle bidragydere til denne repræsentations fortsatte eksistens.

Eller sagt på en anden måde: relationen mellem arbejdsgivere og medarbejdere stinker.

Hvorfor er du ikke engageret?

Det er sandt, at der er lommer af noget andet, noget helt andet, men bortset fra disse lommer, som måske kommer til at trække tæppet helt væk under de to fastlåste og faktisk lidt kedsommelige positioner inden ret længe, så ser det ud til, at relationen - her og nu - er regrederet. 

Den er simpelthen kollapset på et tidligere stadie af sin udvikling.

Gallup taler om en global engagementkrise, virksomhederne taler om en omsiggribende kompetencekrise og i Børsen taler man om, at vi alle sammen er forkælede og uproduktive.

Det hele er delvist rigtigt, men også delvist forkert.

Prøv at bevæge dig ud i en virksomhed, som ikke er din egen. Og spørg så lederne og medarbejderne, ja alle, du møder på gangene, om, hvorfor de ikke er mere engagerede? Mere produktive? Mere passionerede?

De krav, som jeg hører, at arbejdsgivere stiller i dag til deres medarbejdere, er blandt andet:

  • ansvarlighed: du er selv ansvarlig for din udvikling og det forventes, at du dygtiggør dig i weekenderne og om aftenen, hvor du læser videnskabelige artikler, deltager i faglige messer og den slags
  • fleksibilitet: du står altid til rådighed
  • produktivitet: du leverer et stykke arbejde, som der før skulle en håndfuld til at producere
  • ud af boksen moves: du laver innovative, disruptive, cutting edge løsninger, mens du har femogtyve kolleger siddende ovenpå dig, fordi det er fremmende for samarbejdet at samle mange mennesker på meget lidt plads

Credits: chilloutpoint.com

  • performance: du bliver målt på hver en millimeter, du performer eller ikke performer og sådan noget som, at du hjalp en kollega med at komme i mål med hendes projekt, tæller ikke på din personlige præstationskonto
  • tilbageholdenhed: du skal ikke være krævende og mene, at det er på tide med en kompensation for din øgede ansvarlighed/produktivitet/fleksibilitet/ud af boksen tænkning/performance, du skal nok nærmere være taknemlig for, at din realløn kun er reduceret med ti-femten procent over de seneste år 
  • kultmedlemskab: du er fuldstændig forelsket i din arbejdsgivers brand og elsker alle værdierne, de visionære og missionære statements og den fede kultur. Du er brand ambassador, rollemodel, kulturbærer og liker alt, hvad der kommer fra det korporate kommunikationssystem, på LinkedIn, Facebook, Instagram og Twitter. 

Du er ikke sådan én som en af min gamle hippievenner, der fortalte, at hans arbejdsgiver havde sendt 2015-strategien hjem til ham i en flot, lækker, shiny indpakning for at skabe fuldstændig transparens og nu-trækker-vi-alle-i-samme-retning-ånd, og til mit spørgsmål om, hvorvidt han så havde læst strategirapporten, svarede:

Nej, er du gal. Den røg i skralderen. 
Det er ikke andet end en gang salgsgas.  

For du læser alle ledelsesstatements fra ende til anden og kan messe dem i søvne.

Of course.

En tarvelig relation

Jeg har altid ment, at jeg ville arbejde til jeg blev firs, og egentlig har jeg i al hemmelighed aldrig forstået de mennesker, der kun går på arbejde for at tjene til det virkelige liv (som mestendels findes uden for jobbet, forstås, i følge disse vi-kommer-kun-for-at-kunne-betale-vores-sommerferie-til-Spanien typer).

Men hvor disse mennesker, som kun mærker suset, når de ikke er på arbejde, før var en minoritet, så synes de nu at udgøre størsteparten. 

De er over det hele. Og det er ikke specielt blue collar, det er også vidensarbejdere, der stiller sig i kø ved udstemplingsmaskinen og glæder sig til pensionen.  

Og det er virkelig en skam.

I min yngste datters klasse har tre mødre ud af atten været sygemeldt med stress i en længere periode. Der er sandsynligvis flere end dem, jeg kender til, og der er formentlig også nogle blandt fædrene. Som jeg åbenbart ikke taler med om den slags.

Men tre ud af atten. Det er mange. De er gæve kvinder, så vidt jeg kan vurdere, og de er ikke specielt pjevsede. Fælles for dem er, at de ikke fik sagt fra i tide. Kolleger blev fyret hen ad vejen og man påtog sig naturligvis at løse opgaverne for dem, der nu var undskyldt. For hvad ville der ske, hvis man sagde nej? 

Truslen lå ligesom i luften.

Har den økonomiske krise skabt et terrorregime? En uværdig og afstumpet relation? Et forhold, bygget på mistillid, udbytning og tarvelighed? 

Er det i orden, som nogle virksomheder gør, at budgettere med den omkostning, at en vis andel af arbejdsstyrken bliver sygemeldt med stress og udbrændthed i det kommende regnskabsår?    

Lose-lose situation

Det nuværende forhold mellem nogle arbejdsgivere og deres medarbejdere er et minussumsspil, et spil, hvor alle parter taber. Arbejdsgiverne har muligvis en forestilling om, at det er til deres fordel, når lønninger og goder reduceres, når produktivitetskravene til medarbejderne samtidig skærpes og når alle dem med meninger endelig holder kæft.  

Vor herre bevares.

Er det sådan nogle mennesker, vi vil have i vores organisationer? Umælende får, der ender med at blive syge af at arbejde? Dompapper, som ikke kan finde ud af at gøre noget rigtigt, fordi vi synes, at det er for dyrt at øge deres kompetenceniveau? Zombier, som for længst har givet os fuckfingeren, og som ikke kan vente på, at det bliver fredag?

Er det sådan nogle mennesker, der skal sikre vores virksomheders fortsatte udvikling, fremtidige konkurrenceevne, økonomiske vækst og indre sammenhængskraft? 

Hvis vi vil have nogle arbejdspladser, hvor det både er fedt at være og hvor det er ligeså nemt at skabe resultater, kræver det en gensidig relation, hvor det ind imellem er tilladt at være uansvarlig, uproduktiv, ufleksibel, upræsterende, utilbageholdende, uopfindsom og kun et passivt medlem af kulten - men hvor det egentlig er sjovere at være det modsatte. 

HR, flaskehalsen peger på os

Den tarvelige relation skal sendes ad hekkenfeldt til, hvis vi vil undgå at gøre livet mere surt end nødvendigt for os selv og vores organisationer. 

Lige rundt om hjørnet venter den intensiverede kamp om talenterne (og nogle af de andre), og hvis ikke andet er sikkert, så det dog helt hundrede, at det er svært at tiltrække gode folk med løftet om dårlige arbejdsforhold, ekstreme produktivitetskrav og ensidige fleksibilitetsforventninger.

Noget andet, men nok så væsentligt, er den indre engagementskrise, som, bortset fra lederskabskrisen, er en af de mest alvorlige udfordringer, som vores virksomheder står overfor i de kommende år. 

Uden engagement får man rugbrød og spegepølse, og hvis man selv - og ikke mindst ens kunder - kan lide rugbrød og spegepølse, er der jo ikke noget dér, men hvis man vil have et måltid, der løfter sig lidt over en klapsammen, skal man have folk til at træde ud af deres kedelige transaktionsmønstre.

Det er på tide, at vi sadler om og bygger nogle organisationer, hvor det er tilladt at være menneske. For når først det er på plads, kan næsten alt lade sig gøre. Mennesker er af natur generøse og skabende, men reagerer småligt og risikouvilligt, hvis de føler sig truet.

Levende, skabende mennesker med ret til at være mennesker kan ikke være uengagerede. 

Så enkelt er det faktisk. Selvom det også er svært.


Fotokilde: avisen.dk

lørdag den 7. marts 2015

Talentudvikling er for vigtigt til at blive overladt til HR afdelingen

Sådan siger Martin Darré i hans nye bog Strategisk talentudvikling. Bogen er ikke noget anti-HR kampskrift, så langt fra, men jeg kan lide citatet, fordi det rummer essensen af det, som bogen handler om.

Det, som det især handler om, er, at talenters tilstedeværelse og bidrag i organisationer er en key driver for forretningsmæssig succes. Derfor kan talentudvikling ikke være et program, der ejes af en enkelt organisatorisk enhed, men må ejes af alle, hvis investeringen skal give et fornuftigt afkast, en god værdi. 

Strategisk - so what?

Af denne - og andre - årsager har Darrés bog et strategisk med i titlen. 

Det strategiske kommer til udtryk i måden at gribe opgaven an på, det vil sige fremadskuende, holistisk og systematisk. Det strategiske kommer også til udtryk i bestræbelsen på at aligne talentudviklingsindsatsen med virksomhedens overordnede strategiske ambitioner. Og endelig kommer det strategiske til udtryk som en bevidsthed om, at strategieksekvering sker gennem mennesker og måske mere præcist sagt: gennem fremtidens ledere og andre vigtige nøglepersoner, som er, ja rigtigt gættet: nutidens talenter.     

Hvis ikke man har de rette kompetencer og ressourcer på plads til at eksekvere strategien, forbliver den en flot eller knap så flot idé i et eller andet filformat. Lidt fortolket sagt, så handler Martin Darrés bog om, hvordan man får omsat sin strategi til praksis gennem udvikling af de bedst egnede til opgaven. 

Det er ikke noget, Darré selv udtrykker så firkantet, som jeg gør her, men fordi bogen kredser så meget om talentudviklingens betydning for strategiens succes og forretningsskabelsen generelt, synes jeg, at det er ok at sige, at Strategisk talentudvikling er en strategieksekveringsbog. 

Der er andre væsentlige aspekter af god strategieksekvering, det er klart, men menneskelige evner og menneskelig motivation er den mest kritiske succesfaktor af alle de faktorer, man kan komme i tanker om, når det handler om at bringe strategien til live.

Det skal jeg jo mene, tænker du måske nu, for sådan skal en HR dame selvfølgelig sige, der er tro mod sin religion, men nej, jeg mener det ikke ud fra en HR-dame-vinkel, men ud fra min organisationserfaring, som i virkeligheden også stammer fra andre, næsten unævnelige, områder udenfor HR, såsom et driftmiljø, direkte eksponeret mod kunderne (altså de rigtige kunder, hvis du ved, hvad jeg mener).

Og apropos drift har Darré denne fine betragtning:

Talentudvikling er ikke en enkeltstående event eller en kort kursusrække. Det er en integreret del af den måde, man driver sin organisation på, og det foregår ikke ved siden af den daglige drift. Det er den daglige drift. 

Er vi parate?

Ja, talentudvikling er den daglige drift, og derfor kan talentudvikling ikke være et program, som drives alene af HR afdelingen. Et program er ikke daglig drift, et program er et program, noget ved siden af, noget ud over det sædvanlige. Og talentudvikling skal ikke være noget noget udover det sædvanlige, det skal være det normale. 

Et talentprogram, drevet af HR afdelingen, er ifølge Darré det laveste af fire niveauer for organisationens parathed til at udvikle sine talenter. 

At arbejde med talenter ud fra et programfokus betyder, at man er rimelig hægtet af i forhold til det, den øvrige organisation går og laver. Udviklingsaktiviteterne foregår overvejende i en parallel virkelighed, hvor man propper forholdsvis generiske udviklingstiltag ned i halsen på folk. Programfokusset understøttes naturligvis af min gamle aversion: MUS apparatet. 

Of course.


Løseligt adopteret fra Martin Darré, s. 48-49

Næste trin på modenhedsskalaen udgøres af et såkaldt systemfokus. På dette tidspunkt begynder man rent faktisk at se et spirende samarbejde mellem HR og linjelederne, ligesom man ser en forsigtig kobling mellem eksempelvis MUS samtalerne og de konkrete udviklingsaktiviteter. Der opstår simpelthen en form for afledt effekt. Men vi er ikke strategiske endnu. Så langt fra. Det er stadig individet, der er i fokus, og ikke de organisatoriske og forretningsmæssige behov.

Men nu strammes skruen, for på det tredje modenhedsniveau begynder Darré decideret at tale om strategisk fokus. Dette indebærer, at:

  • diverse udviklingssamtaler har en relation til forretningsstrategien
  • forretningsstrategien definerer, hvilket talent, kompetencer og resultater, man påskønner i organisationen
  • forreningsstrategien er direkte drivende for valget af udviklingsaktiviteter

Der kommer med andre ord kontekst ind i ligningen. Sammenhæng. Nok så interessant følger belønningsprakisserne med. Linjelederne måles og belønnes for deres indsats i relation til talentarbejdet. Selvfølgelig, skulle man måske mene, vi er jo strategiske nu, men i realiteten er det at få skabt overensstemmelse mellem sine forskellige HR praksisser, i dette tilfælde talentudvikling og belønning, næsten sværere end at få skabt overensstemmelse mellem en enkeltstående HR praksis og et givent strategisk mål, kalibreret udenfor HR. Så tak til Darré for få dette vigtige aspekt med. 

Nu er vi på tredje niveau, og mit gæt er, at højst ti procent af de danske virksomheder er parate til at arbejde med deres talenter i det omfang, som dette niveau fordrer. Lad mig i denne sammenhæng tilføje, at de fire niveauer i modellen ikke tilsammen udgør hundrede procent. Der er stadig nogle og, hvis vi skal være helt ærlige, nok en hel del, som er hinsides modellen. De er slet ikke i gang. De er der bare.  
   
Så længe det varer.

Endelig kommer vi til mit yndlingssted, det fjerde parathedsniveau. Det hedder selvfølgelig noget med kultur. Kultur er fedt, for kulturen kan være en unik organisatorisk kapabilitet, et uundværligt element i virksomhedens værdiskabelse, eller - i mindre heldige tilfælde - en direkte vej til helvede. Det gør kultur spændende. Kultur minder på mange måder om talent, bare i lidt større skala. Kultur er summen af alt det menneskelige talent, der render igennem og rundt i organisationen. Derfor er kulturen en delikat, men også revolutionær, knap at skrue på, hvis man vil noget ekstraordinært med sin organisation. Ikke ekstraordinært på programmåden, men ekstraordinært i forstanden det nye normale.        

På det fjerde og ultimative evolutionsniveau er talentudvikling the new normal. Det er ikke noget, vi diskuterer, om vi skal have og det er ikke noget, vi er i tvivl om, hvordan vi gør. Vi gør det bare. Ligesom vi løbende udvikler nye processer, nye produkter, nye markeder.

Talentudvikling er blevet en fuldstændig integreret del af det at drive en virksomhed.

Hvad er talent?

Det er svært at undgå at gøre talentudvikling til en elitær foreteelse. Selvom Darré principielt mener, at vi alle har talent, er det dog ikke alt talent, der er lige relevant i en given, organisatorisk kontekst. Det må vi nok erkende. Især er det, som jeg kalder det endimensionelle talent, altså det meget specialiserede talent, stærkt kontekstbetinget.  

Flerdimensionelle talenter er også kontekstafhængige, men de kan bruges i flere roller og sammenhænge end de andre og evner ofte af kombinere flere paradigmer i deres tænkning og leverancer. Der er langt færre flerdimensionelle end endimensionelle talenter, fordi vi lever i en tid, hvor specialisering er det eneste saliggørende (det synes jeg også selv at synes), så et godt råd er: snup dem uden tøven, hvis du falder over en af slagsen. Det er sådan nogle som dem, der udvikler disruptive ting og ændrer verdensbilleder og markeder. 

Godt hjulpet af specialisterne, selvfølgelig.  

En anden vigtig skelnen, når vi taler om talent, er, hvor krystalliseret, talentet er. Jo mere flydende, desto mere talent i rå form. Jo mere krystalliseret, desto mere koaguleret talent. Den flydende strøm er den, der gør, at man kan udvikle andre kompetencer, andre færdigheder, end dem, der er oppe at vende lige nu. Den flydende strøm er den, der skal til for at hamle op med vores VUCA* verden.

*VUCA: volatilitet - usikkerhed - kompleksitet - flertydighed





Udover at talent naturligvis er defineret af virksomhedens strategiske retning ser det individuelle talents ligning sådan ud i Martin Darrés fremstilling:

TALENT = PERFORMANCE + POTENTIALE  

Performance er, som vi alle ved, noget, der er umiddelbart observerbart, det er noget, som i vidt omfang kan måles, og det er noget, der allerede har fundet sted. Performance er derfor forholdsvis håndgribeligt. 

Potentiale, derimod, det er svært. Det er luftigt. Det er abstrakt. Det er ikke blevet til leverancer endnu.

Men, siger Darré, når man udvælger sine talenter, er der en tendens til at lægge for stor vægt på performance. 

Mit gæt er, at man overvurderer de faktiske præstationer, fordi de er mindre risikable at satse på end det, der kun måske bliver til noget.

Men det er ikke altid gavnligt at tillægge den aktuelle performance så stor værdi, for talentudvikling handler om at strække mennesker og en god performance giver ikke altid entydige indikationer på, om man kan strækkes yderligere. Ofte giver den gode performance faktisk kun en indikation af, at hertil klarede man sig godt.

Og det er også cool - men det er ikke nødvendigvis talent.

Darré beskriver selv performance som den velkendte værdiskabelse og potentiale som den ukendte værdiskabelse. Det er meget præcist sagt.

Når man udvælger talent med stor vægt på den aktuelle performance, bevæger man sig i højre side af den model, du kan se længere oppe. Når man derimod udvælger talent på basis af potentialet, er man mere til de to øverste felter.

Ingen vil være i nederste, venstre hjørne.  

Potentiale udspringer i høj grad af læringsagilitet, som er et ord, ligesom kultur, jeg holder meget af. Læringsagilitet består af mange komponenter, men de væsentligste er:

  • evnen til at lære af sine erfaringer
  • læringshastighed
  • villigheden til at overveje andre perspektiver end de kendte
  • evnen til at fortolke og se mønstre i informationer
  • evnen til at anvende idéer fra forskellige vidensområder på nye situationer

Der er mange andre gode indsigter i Strategisk talentudvikling end dem, jeg har nævnt her, og mange fine cases fra virksomheder, der arbejder målrettet og professionelt med talentudvikling. 

Jeg kan kun anbefale alle, der ønsker at sikre deres virksomheders fremtidige konkurrenceevne at læse bogen og få implementeret nogle af dens mange gode råd og konkrete anvisninger. Hellere i dag end i morgen.

***

Til slut vil jeg bare sige, at der skal talenter til at udvikle talenter. 

Især talenter i HR, i topledelsen og blandt linjelederne. Så sørg for at have det på plads, inden du for alvor går i gang. Og husk så, at talentudvikling hæver topniveauet, mens generel kompetenceudvikling hæver bundniveauet. 

Alle har brug for en solid bund, men ingen overlever ret længe uden også at have nogle, der kan sætte toplinjens deller i frigear.