Jeg bor sammen med min familie på grænsen mellem to kommuner og faktisk også to regioner. I den nordlige del af Roskilde kommune, lige på kanten af Egedal kommune og lige på grænsen mellem region Sjælland og region Hovedstaden.
 |
| Danmark |
Det er et område, som hverken er den mest populære pige i klassen (Københavns nordlige forstæder) eller den mest ekskluderede dreng (udkanten). Vi bor for tæt på København til at være udkant, men vores placering er samtidig for langt vestpå til at være omfattet af det egentligt attraktive Nordøstsjælland. Geografisk tilhører vi altså det Danmark, som der er mest af: det midt imellem afvikling og anprisning.
Det er sin sag at bo i den nordligste del af en region, som strækker sig sydpå til Lolland og Falster og vestpå til Kalundborg og Korsør. Faktisk er der næsten fem gange så langt til Næstved Sygehus, fra hvor vi bor, som der er til Herlev Hospital.
Hvad angår politikredse, er det heller ikke nemt: Reglen er, at jeg bliver henvist til Nordsjællands Politi, når jeg ringer for at anmelde et cykeltyveri. Midt- og Vestsjællands Politi er nemlig sikre på, at jeg ikke tilhører deres kreds.
Det samme gælder vagtlæger, for det er ikke til at forstå, at vores postnummer hverken er at finde i kommunen eller i regionen.
Det sted, hvor vi er, hører ikke rigtigt til noget steds. Det har ikke noget at hægte sig på, det er nogle andres problem. Man glemte at indregne det, da man trak grænserne.
Lokalaviserne
Dette til trods bliver der delt lokalaviser ud heromkring. Det fandt jeg ud af i går, da jeg tømte postkassen for første gang i flere år.
Jeg tog lokalaviserne ind. Vi får flere, nok på grund af vores placering nær grænsen. Avisbudenes ruter må overlappe.
Min partner bladrede Roskilde Avis igennem. Efter at have studeret de lokale boligpriser og genkendt en lokalpolitiker som sin søsters ungdomsflirt, lukkede han avisen. Underneden kom Lokalavisen Egedal til syne.
Modsat det lokale liv i Roskilde var der dog ingen interesse for dagliglivet i Egedal, for som min partner sagde med overbevisning i stemmen: ”Det er en underlig kommune.”
Efterfulgt af et: ”Og det er også en underlig avis.”
”Hvordan underlig?” spurgte jeg.
”Den er så mærkeligt blandet.”
Avisen såvel som kommunen, forstås.
Forankring
Objektivt set er Egedal Kommune og Egedal lokalavis nok hverken mere eller mindre blandet end pendanterne i Roskilde, men fordi min partners tilknytning til Roskilde er historisk stærk, er Roskilde kommune hverken underlig eller blandet, men velkendt og forståelig. Ja, nærmest rationel i en grad, der overgår alle andre kommuner.
Jeg er optaget af denne hverdagssituation, fordi den viser en umiddelbar og stærk forankring i det lokale, i landsbyen, i egnen, i kommunen. En stærk geografisk identitet, båret oppe af rodnettet her og forskellen der - til dem i den næste landsby eller dem i den næste kommune.
Jeg har det ikke selv på samme måde. Jeg er en nomade, og jeg misunder mine landsbynaboer, som fortæller om liv i generationer på stedet. De er forankrede på en måde, jeg aldrig bliver. De hører til på en måde, jeg ikke gør. De er overbevist om, at det er her, med denne jord, verden bliver til: Se selv!
 |
| Østrup, Sjælland |
Tid og rum
For mange moderne mennesker er det ligegyldigt, hvor man opholder sig fysisk, og hvad klokken er, når man kommunikerer og arbejder. Folk i andre tidszoner kan svare på beskederne, når de vågner. De fleste af os svømmer frit i de digitale bølger, og kan næsten helt se bort fra tid og rum.
Tid og rum er selvfølgelig stadig vilkår for vores individuelle eksistens, men de er ikke længere et fælles anliggende: Vi behøver ikke opholde os i det samme rum på det samme tidspunkt for at føre en dialog, få løst en opgave eller bragt et fælles projekt i mål.
Det er et imperativ for det moderne menneske at være fleksibel, mobil og i bevægelse, for det er syndigt at stå i stampe, forholde sig rigidt eller udvise en tøven i sin tilegnelse af omgivelserne. Denne aldrig standsende bevægelighed gør, at der dannes en forventning om åbenhed og tilgængelighed. Man kan ikke længere undslå sig med, at man er et andet sted eller holder en pause. For der er ingen grænser, rummet og tiden er opløst, alt glider sammen og alt og alle følger en overalt, ligesom man selv følger alt og alle. Men alt forbliver også fragmenteret og egentligt adskilt.
Der er noget sært ved den digitale kommunikation: møder, samarbejder og foredrag på Zoom, Teams og så videre. Man er på én gang radikalt isoleret og radikalt eksponeret. Man er alene, men samtidig i et digitalt rum, fyldt med andre menneskers lyde, ord, ansigter og mimik. Det er en asynkron erfaring, overført til rum, for noget er ude af trit, som gør tilhørsforholdet svært at afgøre: Hører jeg til her eller der?
Svaret er måske: For at høre til der skal man glemme jorden og kroppen, for de er blot kedelige påmindelser om, at naturlovene og biologiens love ikke lader sig ophæve, og glem også lokalaviser og slægter, for de er principielt kedelige i al deres forudsigelighed og bundethed. Svaret er: For at høre til der må hver enkelt frigøre sig fra forestillinger om, at mennesket er bundet, betinget og et kontinuert væsen. Man må lade hånt om mennesket som en udstrakt væren, og i stedet satse på mennesket som en række løsrevne citater, som en række vilkårlige, digitale spor.
Digitaliteten
Jeg vil ikke romantisere egnstilhørsforholdet, som nok er en indretning, der er opstået i og med agerbruget, og som derfor ikke ville eksistere i et parallelt univers, hvor jorden ikke blev dyrket. Hverken egnstilhørsforhold eller nationalfølelser er universelle, naturlige eller oprindelige. De er blot emotionelle fænomener, der er afledt af visse institutioners og praksissers fremkomst. De er nyttige i visse historiske epoker.
Ikke desto mindre har jeg svært ved at slippe den tanke, at opløsningen af tiden og særligt stedet ikke er uden konsekvenser. Selv om det sted, hvor min familie og jeg bor, udfordrer de offentlige inddelinger og ikke findes på nogen helt entydig måde i den ene eller den anden politikreds, er vi trods alt placeret i en materialitet, som garanterer, at vi er her. Ikke der. Ikke i Egedal kommune, ikke i region Hovedstaden, men her. Betjente og vagtlæger forsøger jævnligt at overbevise mig om noget andet, og jeg føler et strejf af fremmedgørelse – tager jeg fejl? Har de ret? – inden jeg hanker op i mig selv og insisterer.
Digitaliteten findes, og den kan meget, også meget godt. Men mennesker kan ikke være eller høre til der. Netop fordi digitaliteten altid vil være et der, og ikke et her. Den vil altid være den anden kommune, den anden politikreds. Mange vil gerne overskride de begrænsninger, der findes i naturen, herunder menneskenaturen. Det er helt almindeligt og fører fra tid til anden til fantastiske opfindelser. De digitale platforme, der muliggør kommunikation og samarbejde på tværs af rum og tid, er også fantastiske.
Doseret.
For der hvor kroppen er, er verden også. Det er et vilkår, som kun ophæves i drømme, og et vilkår, man må huske på, når lægen på vagten udskriver digital trylledrik som det, der vil få alle drømme til at gå i opfyldelse.
**
Du kan skrive dig op til bloggen her:
