Viser opslag med etiketten HR's roller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HR's roller. Vis alle opslag

onsdag den 18. marts 2020

HR i en Corona-krise

COVID-19 pandemien er en realitet, det samme er sammenbruddet af alle vanlige rutiner og forestillinger om tilværelsen. Den nuværende situation kommer ikke til at vare to uger, heller ikke fire eller otte. Og alle, der beder om et estimat på, hvornår vi vender tilbage til normale tilstande, er nok tvunget til at leve med, at det er der ingen, der kan svare på. 


Helte og skurke


Og det hele bliver måske ikke som før. Måske bliver det værre, måske bedre, men mest sandsynligt: bare anderledes. Både de gode og de onde vil le undervejs. Vi vil opleve sande helte i den kommende tid, men de kommer ikke til at stå alene, for mennesker med mørke træk trives bedst i kaos og tumult. Disse mennesker er blandt os alle, de har ofte en omfattende følgerskare og ganske stor indflydelse, og de har optimale betingelser i en tid som denne. Vær derfor opmærksom, brug kritisk tænkning og følg ikke hvem som helst, bare fordi de er rutinerede retorikere eller har flot hår. 

HR har lige nu travlt


I nogle HR-afdelinger er situationen anspændt. Ansatte skal hjemsendes, men på hvilke betingelser? Har virksomheden det teknologiske setup, som gør, at arbejde på distancen overhovedet er muligt i det omfang, som er nødvendigt? Og kan vi forlange uændret effektivitet af hjemmearbejdende medarbejdere, hvoraf en betragtelig andel sidder med hjemsendte børn, overvældende bekymringer og inden længe syge familiemedlemmer og venner?  

Det næste spørgsmål bliver, hvornår det ikke længere giver mening at opretholde arbejdsstyrken, fordi virksomhedens kundegrundlag er væk. Det vil naturligvis ikke blive situationen for alle, men for mange brancher, herunder min egen, har sandsynligheden for fremtidige ordrer fra den ene uge til den anden bevæget sig hastigt mod nul. Jeg forbereder mig på den måde, at jeg erkender, at det er tilfældet, og at jeg sandsynligvis kommer til at finde på noget andet at leve af i fremtiden. 

Lugning af bedet


Jeg maler ikke fanden på væggen. For det er slet ikke sikkert, at det hele bliver skidt for os som samfund betragtet, men det er ret sikkert, at det bliver skidt for nogle af os som individer. Der vil blive luget ud i alt, hvad der anses for unødvendigt. Infrastruktur, herunder teknologisk infrastruktur, er nødvendig, produktion, mad og tag over hovedet, sundhedsydelser, uddannelse og efteruddannelse, natur og medmenneskelighed, kunst og filosofi er alle vigtige områder, mens dyre tasker, pool-ferier og konsulenter ikke er. 

Og bemærk venligst, at jeg ikke peger fingre ad mennesker, der gør brug af dyre tasker, pool-ferier eller konsulenter, eller mennesker, der hamstrer toiletpapir lige efter, at statsministeren har meddelt, at hun sender alle danske børn hjem fra skole. 

Det er tværtimod meget forståeligt. Det er alt sammen en måde, at "ruste sig på", "tage en rustning på" og i tilfældet med toiletpapir: Sikre sig et bolværk, hvor porøst det end måtte forekomme, mod det ukendte, mod fremtiden. For i én fælles udånding går det op for alle, at livet ikke er lineært, det fortsætter ikke bare, som det plejer, og vi kan ikke sikre os mod et eventuelt sammenbrud ved at spise sundt, motionere og møde op på arbejde hver dag. Alle, der har været i "livsomstyrtende omstændigheder", ved, hvad jeg taler om. Som kollektiv er det en viden, der er gået tabt, men som nu genaktiveres.
          

Fremtiden i HR


Ingen af os, mindst af alle jeg, ved, hvad fremtiden bringer for HR. Mit gæt er, at vi beskæres på nogle områder, men ikke på andre. Vi lever i en "primitiv tid", ikke sådan forstået, at tiden er præget af mere dyriskhed, manglende dannelse eller egoistisk adfærd, men sådan forstået, at vi oplever en fornyet interesse for det væsentlige. 

Det er ikke vigtigt, om et par stykker er ude af stand til at arbejde optimalt under de nuværende omstændigheder. Det er til gengæld vigtigt at eksekvere store beslutninger, og den tager HR. Det er ikke vigtigt at skrive en advarsel til én, der talte i sin private mobiltelefon i arbejdstiden eller røg en smøg i baggården. Det er til gengæld vigtigt, at alle medarbejdere får plads til at berolige mænd, koner, kærester, børn og sig selv, og den tager HR. Det er ikke vigtigt, at håndhæve regler og politikker, men at samle folk om arbejdet og om hinanden (ikke fysisk, forstås), og den tager HR.

Nu venter vi


Derefter må vi se, hvad der sker. Lige nu holder vi alle vejret, men forbered dig på, at fremtiden ikke nødvendigvis i enhver henseende ligner situationen for tre uger siden. 


Det er måske skræmmende at tænke sådan, men jo mere, du øver dig, desto mere trygt bliver det. Jeg har arbejdet som selvstændig HR-rådgiver i fire år, og har i hovedparten af de fire år ikke anet, hvor min indtægt skulle komme fra om to måneder. Men hey, jeg er her endnu, og du skal nok også være der om seks måneder. Væn dig dog til tanken om, at der muligvis vil blive brug for dig et andet sted i fremtiden end det sted, du kommer fra.  

Håber du og dine forbliver raske. 

**

Du kan skrive dig op til bloggen her:



    

søndag den 24. februar 2019

HR er ikke placeret på en øde ø

Der er ingen tvivl om, at fremtidens jobs vil være anderledes end de jobs, vi kender i dag. 

Teknologi vil overtage en lang række opgaver, som i dag udføres af mennesker, fordi det er smartere, hurtigere og billigere. 

Forskellige scenarier for fremtidens arbejdsmarked


For nogle år siden var jeg overbevist om, at vi står overfor en større krise på arbejdsmarkedet (og i samfundet), fordi nye jobs ikke vil opstå i samme tempo, som gamle jobs forsvinder. 

Ræsonnementet var helt enkelt, at 50 administrative medarbejdere næppe vil blive erstattet af 50 robotofficerer. De administrative medarbejderjobs konverteres nok snarere til to robotofficerstillinger. På samme måde vil 20 revisorer sandsynligvis ikke blive erstattet af 20 udviklere af regnskabsprogrammer med indbygget kunstig intelligens. Revisorernes jobs konverteres nok snarere til en enkelt udviklerstilling.

Dette fremtidsscenarium har som præmis, at omfanget af nye jobs ikke svarer til tabet af gamle jobs, hvilket uundgåeligt resulterer i et jobnettotab. 

I den seneste tid er jeg dog blevet opmærksom på, at også et andet scenarie er en logisk mulighed, nemlig at der vil være masser af jobs, i al fald i en overgangsperiode, men at arbejdsstyrken ikke vil være kvalificeret til at udføre dem. Når den store, stygge kompetencekløft udvider sig, giver dette en anden type udfordring for arbejdsgivere, for HR-afdelinger og for samfundet som helhed.

Men der er endnu flere muligheder, der er faktisk også den mulighed, at det hele kommer til at foregå i god ro og orden, samt den mulighed, at den teknologiske udvikling skaber en række nye jobs samtidig med at den gamle økonomi består, således at der bliver tale om decideret arbejdskraftmangel. 

Denne model giver et overblik over de fire mulige scenarier:

Fig 1. Fremtidens arbejdsmarked: fire scenarier.
KLIK for større billede.

Konsekvenser for HR 

De asymmetriske typer (langsomt/hurtigt, hurtigt/langsomt)


Øverste venstre kvadrant (Jobkrise) og nederste højre kvadrant (Mangel på arbejdskraft) handler groft sagt om overskud eller underskud af arbejdskraft. 

Fig 2. Jobkrise: Nye jobs opstår langsomt + gamle jobs afvikles hurtigt.
KLIK for større billede.


Fig 3: Nye jobs opstår hurtigt + gamle jobs afvikles langsomt.
KLIK for større billede.

Disse to scenarier er umiddelbart de mest alvorlige, set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Årsagen er, at de begge indebærer et grundlæggende misforhold mellem antallet af udbudte jobs og antallet af personer i den arbejdsduelige alder (der dog varierer alt efter tidsånden). Markedets logik er, at hvis der er tale om Jobkrise, vil lønningerne dale samtidig med, at kravene til ansøgerne vil stige, mens det modsatte er tilfældet, hvis situationen er Mangel på arbejdskraft.

En Jobkrise vil ikke påvirke HR-afdelingens arbejde synderligt, der vil være masser af kandidater at vælge imellem og dem, der allerede er ansat, vil være hunderædde for at miste deres job og vil følgelig rette ind. Der kan dog stadig være problemer med at finde de lynchpin profiler, som skal føre virksomheden gennem dens teknologiske omstilling, og derfor kan man komme ud for, at enkelte profiler vil koste næsten det samme som en CEO i en mellemstor, dansk virksomhed. 

Mangel på arbejdskraft scenariet er dog værre, langt værre. For det vil betyde, at lønningerne presses op hele raden rundt og at man skal ud at fiske i damme, man ikke er vant til at fiske i; blandt udlændinge, gamle og personer uden erhvervserfaring. Dette forudsætter, at arbejdspladsen indrettes på en måde, så mangfoldighed og inklusion omdannes fra hensigtserklæringer i en CSR-rapport til praksis. Desuden må man tåle, at de kandidater, man ansætter, ikke nødvendigvis bemestrer syv sprog og har en MBA fra Harvard. Man skal altså selv i gang med at træne de ansatte i de opgaver, der ønskes løst.    

Konsekvenser for HR 

De symmetriske typer (hurtigt/hurtigt, langsomt/langsomt)


Øverste højre kvadrant (Ny situation) og nederste venstre kvadrant (Falsk alarm) handler om, hvorvidt kompetenceniveauet hos arbejdsstyrken er tilpasset arbejdsgivernes behov. I nederste venstre kvadrant er der et match, fordi vi har en langsom/langsom udvikling, mens den hurtige/hurtige udvikling i øverste højre kvadrant betyder, at kompetencer og færdigheder ikke kan nå at tilpasse sig behovet hos arbejdsgiverne. 

Fig 4. Ny situation: Nye jobs opstår hurtigt + gamle jobs afvikles hurtigt.
KLIK for større billede.


Fig 5. Falsk alarm: nye jobs opstår langsomt + gamle jobs afvikles langsomt.
KLIK for større billede.

De symmetriske typer har ligesom de asymmetriske typer en attraktiv og en knap så attraktiv variant.  

Falsk alarm-scenariet er det mest attraktive af alle fire varianter, både for arbejdsgivere, ansatte, samfund og HR-afdelingen. Hvis der er tale om falsk alarm, kommer alt til at foregå, som det plejer, og arbejdsstyrken tilpasser sig stille og roligt de ændrede vilkår og de nye kompetencekrav. Afvandringen fra først landbruget, siden industrien, skete over en årrække og de, der tidligere var beskæftiget i de to sektorer, er for længst blevet opsuget af servicesektoren og andre brancher. Denne historiske faktualitet fremskrives lineært og vupti, så har vi business as usual. HR-afdelingen vil derfor fortsat sende de ansatte på et ottetimers kursus inklusiv pauser en gang om året, og det er alt rigeligt til at fylde værktøjskassen forsvarligt op. 



Til gengæld er Ny situation en, ja, ny situation. Arbejdskraften er som sådan til rådighed, men tempoet i både afviklingen af gamle jobs og udviklingen af nye jobs er så højt, at arbejdsstyrken ikke kan følge med. Overbelastning af organisationer bliver hverdagskost, fordi forandringskravene er højere end mennesker og organisationer er bygget til at tåle. For HR-afdelingen betyder dette, at der fremfor alt må tænkes i smartere organisering og mere kreative måder at ruste medarbejderne til de nye jobs, der løbende opstår i organisationen. HR skal med andre ord til at tænke og arbejde strategisk og løbende læring vil blive et forretningsimperativ fremfor et udtryk for pjat eller fråseri.   

HR-scenarier


Opsummeret er der altså tale om disse fire HR-scenarier:

  • Jobkrise: forholdsvis ideelle betingelser for rekruttering og top-down ledelse. 
  • Mangel på arbejdskraft: hårdt HR-arbejde, stærkt fokus på Employer Branding, kultur og inklusion.
  • Falsk alarm: business as usual.
  • Ny situation: strategisk HR bliver et forretningsimperativ. 

Flere arbejdsmarkeds- og HR-scenarier kan sagtens blive til virkelighed på samme tid. Der kan være forskelle fra branche til branche og fra faggruppe til faggruppe, hvilke af de fire scenarier, man kommer til at møde, men én ting er stensikker; hvis du som HR-medarbejder er så uheldig at støde på enten Mangel på arbejdskraft eller Ny situation, er der meget af det, du gør i dag, som ikke dur i morgen.

HR er ikke placeret på en øde ø. Vores arbejde er betinget af den specifikke organisation, vi er en del af, men HR's arbejde påvirkes samtidig af arbejdsmarkedets udvikling og andre trends i tiden. Derfor skal man huske at tage sig tid til at kigge ud ad vinduet og tænke over det, man ser. De fire scenarier er baseret på antagelser om fremtiden og da vi ikke kender facit endnu, kan den ene antagelse på dette tidspunkt i historien være ligeså god som den anden. 

Vi slipper dog ikke for at gøre os nogle antagelser, i al fald ikke hvis vi vil bryste os af at være proaktive, visionære og fremme i bussen. Ved at sammenholde alt det, du ved om virksomheden, branchen, den teknologiske udvikling, samfundets udvikling, kunderne til virksomhedens produkter med den model, der er skitseret her, bliver det nemmere at danne dig nogle antagelser, som synes mere sandsynlige end andre antagelser, fordi de er baseret på bevidst omtanke.

Og det skønne ved disse antagelser er, at de giver os lejlighed til at træffe nogle strategiske valg, som vi måske ellers ikke ville have overvejet.    

***

Hvis du har lyst, kan du læse mere om HR-strategiske overvejelser her eller abonnere på bloggen her:  


fredag den 15. februar 2019

Fire stærke bud på fremtidens arbejdsområder i HR

Hvad skal vi i HR lave i fremtiden?
Og hvad vil det kræve det af os?

I samarbejde med HK Hovedstaden og et panel, bestående af HR-praktikere fra både den private og den offentlige sektor, ledte jeg i efteråret og vinteren 2017/18 et forløb, hvor deltagerne havde til opgave at afsøge HR-funktionens muligheder for at gøre nytte i fremtidens organisationer.

Deltagerne arbejdede sig igennem aktuelle trends indenfor arbejdsmarked, erhvervsliv, organisationsudvikling m.m. og forholdt HR-funktionen til den kontekst, som disse trends hver for sig og kombineret udgør. Deltagerne forholdt sig ligeledes til deres eksisterende kunnen (HR-faglighed) og supplerede med forslag til opkvalificering, hvor det forekom nødvendigt.   

Præmisser for projektet


Der var ikke tale om en videnskabelig undersøgelse eller et forskningsprojekt, men om en iscenesættelse af en presserende diskussion, nemlig diskussionen af, hvad vi i HR skal arbejde med i fremtiden. 

Anledningen til, at HK Hovedstaden fandt det nødvendigt at sætte et projekt af denne type i søen, var, at man i HK kunne iagttage, hvordan en lang række processer indenfor HR var i færd med at blive automatiseret. Den tendens tillod vi os at kalde en hård trend, et vilkår, og det år, der er gået, siden vi afsluttede forløbet, synes kun at underbygge, at det er den vej, vinden blæser. Der er tale om en irreversibel udvikling og den angår for så vidt ikke kun HR-medarbejdere, men en lang række andre faggrupper på det danske arbejdsmarked.

En anden grundlæggende antagelse, som skulle guide panelets arbejde gennem hele forløbet, var, at HR-funktionen ikke opererer i et tomrum, men bliver påvirket af krav, forventninger og forandringer i både det nære og det fjerne miljø. Derfor var det en ufravigelig betingelse, når vi talte om fremtidens opgaver og kompetencer i HR, at vi talte om dem i sammenhæng med konteksten.

Ikke alle organisationer vil i fremtiden efterspørge massiv overvågning af medarbejderne, men nogen vil; ikke alle organisationer vil i fremtiden hyre mange freelancere, men nogen vil; ikke alle organisationer vil i fremtiden ansætte medarbejdere ud fra deres værdislægtskab med virksomheden, men nogen vil. 

De forskellige typer betingelser for fremtidens HR-opgaveportefølje bestemmes af markører som forretningsmodel, organisationskultur, arbejdsmarkedets udvikling og forskellige måder at drive virksomhed på, organisere sig på og tiltrække kunder på. Derfor kan man være lidt fræk at sige, at hvis der er én overordnet trend for hele HR-området, så er det, at HR må aflægge sig sine copycat-tendenser. 

Hvis vi vil forblive relevante, kommer vi til at differentiere os. Gammel viden for en forretningsstrateg, ny adfærd for de fleste HR-funktioner.

De fire fremtidige arbejdsdomæner


Deltagernes arbejde fra efteråret 2017 er for nylig blevet bearbejdet yderligere og efter aftale med HK Hovedstaden gives der her adgang til at dykke ned i de fire arbejdsdomæner, som deltagerne fandt relevante for den moderne HR-funktion anno 2023. Resultatet af arbejdet er naturligvis ikke tilpasset hver eneste HR-afdeling i Danmark, men materialet kan forhåbentlig inspirere til overvejelser om egen, fremtidig værdiskabelse. 

Hvad har din organisation egentlig brug for i fremtiden? Hvis ikke den har brug for adfærdseksperter eller forandringsledere, hvad kunne den så have brug for? Glem månedens krydderi og det, de andre, inklusiv jeg, siger, men lad for guds skyld være med at tro, at det, du sidder med i dag, særligt hvis der er tale om overvejende administrative opgaver, også er det, der er brug for i fremtiden. Kig med i de arbejdsområder, panelet indkredsede, og lad dig inspirere.   

De fire domæner er bygget således op:

  1. Introduktion til området.
  2. Præmisser for området (hvilke betingelser skal være opfyldt for at dette bliver muligt/virkeligt).
  3. Områdets opgaver. 
  4. Områdets profiler.
  5. Kompetencer og opkvalificeringsforslag.

De fire arbejdsdomæner præsenteres her:












 
Lad mig endelig høre dine overvejelser, spørgsmål, kommentarer eller andre input i kommentarfeltet nedenfor. Du er også velkommen til at sende en e-mail til md@pointofhr.dk, hvis du har refleksioner, du gerne vil dele med mig. Jeg vil blive meget glad for din feedback og det er uanset, om du er ansat i HR, er leder eller er medarbejder i en virksomhed.  

Du kan kan abonnere på bloggen her:  


mandag den 17. december 2018

Hvad skal der blive af HR i 2019?

I år kommer der ikke noget indlæg om HR-trends 2019 på HR Forretning.

Det er ikke fordi, der ikke er noget at skrive om. Dataetik, bæredygtighed, øget overvågning af medarbejdere, blockchain og virtuelle HR-chatbots er alle sammen temaer, vi kommer til at høre mere om og forholde os til i 2019. 

Samtidig kommer vi til at se en stor gruppe HR-praktikere, som mere eller mindre frivilligt kommer til at genopfinde sig selv, fordi de opgaver, de udfører, er nemme at kodificere og dermed automatisere. 

Jeg er ked af at skulle være den, der breaker nyheden, men det er ikke længere blot en mulighed, det er snarere en kendsgerning, at administrative opgaver forsvinder. Og nej, man arbejder ikke med et særligt ekspertiseområde, fordi man har et administrativt job i en HR-afdeling, for sandheden er, at man ligeså godt kunne udføre de samme opgaver med alle mulige andre genstandsområder; indkøb, bogholderi eller produktion, for eksempel. 

Lad os med andre ord se virkeligheden i øjnene et øjeblik.

HR-rutinejobs 



Vi kommer ikke til at opleve alle HR-rutinejobs falde som dominobrikker i 2019. Det kommer til at ske gradvist og over en årrække. Antallet af assistent, koordinator og konsulent-jobs i HR vil dale løbende, og der vil ikke opstå andre, lignende jobs. Det er en realitet, som ikke længere kan ignoreres og en realitet, som efter min mening betyder langt mere for fremtidens HR-funktion end noget som helst andet. 

Her er nogle af de konsekvenser, det kan have, at junior-HR-jobsne, inklusiv tids-, personale- og lønadministration, udfases:

1. En knast på vejen, ikke bare indenfor HR-faget, men stort set indenfor alle professioner, er, hvordan man vil udvikle medarbejdere til de tungere og mere komplekse stillinger, når hele entry-level laget afvikles. Om man i fremtiden kan komme flyvende friskt ind fra højre som nyuddannet kandidat og påtage sig et job som Senior Talent Acquisition Manager, er ikke godt at vide, men jeg håber det ikke, særligt ikke for de unge kandiaters egen skyld. 

Når entry-level jobsne forsvinder, skal der udvikles nye metoder til at klargøre unge, håbefulde HR-praktikere in spe til de jobs, der er, som efter alt at dømme vil kræve langt mere, både kognitivt og relationelt, end vi historisk set har været vant til.    

2. HR-afdelingen skrumper. Det er en naturlig konsekvens og måske gør det ikke så meget, men alle ved, at afdelingers interne magtbalance blandt andet bestemmes af deres størrelse. Det er ikke noget, der formelt er skrevet ned, men det gælder. Hvis man i en detailvirksomhed har 15 indkøbere og to i marketing, ved alle, hvor topledelsen ser potentialet. Får marketingchefen mandat til at ansætte yderligere otte, begynder det at blive mere uvist, hvem der har bukserne på, marketingchefen eller indkøbschefen. 

Når de administrative processer automatiseres og digitaliseres, vil HR-afdelingen i de fleste virksomheder blive en del slankere, grænsende til det anorektiske, men omvendt behøver det ikke betyde et kolossalt magttab, for så vidt det samme vil ske i alle andre områder af virksomheden. 

3. 45-årige HR-damer, der aldrig har hørt om designtænkning og socialkonstruktivisme og som har siddet stille og roligt og besvaret jobansøgninger og printet ansættelseskontrakter ud i tyve år, vågner op til en lidt irriterende virkelighed; der er ikke længere efterspørgsel på deres færdigheder. Alle, der sidder i et HR-job, hvor man overvejende udfører rutinemæssige og proceduredrevne opgaver, vil blive tvunget til at dygtiggøre sig og det vil være nemt for nogen, men ikke for alle. 

Hvad skal der ske med dem, det ikke er nemt for?

Dygtigere HR-damer og herrer


Det findes der ikke et entydigt svar på, men mit gæt er, at nogle vil opleve en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet og et deraf følgende løntab. 

Uh, er jeg en sortseer nu? Måske, men den position er der også brug for. Vi kan ikke alle sammen bilde os ind, at de nye jobs, der bliver skabt som en afledt effekt af de nye forretningsmodeller og den teknologiske udvikling, nemt og gnidningsløst vil kunne varetages af den arbejdskraft, vi har nu. Vi skal heller ikke bilde os ind, at et to-ugers AMU-kursus eller et aftenskoleforløb i udvidet Word klarer ærterne. 

For de, der vælger at dygtiggøre sig i lidt større skala, er der til gengæld mere positive udsigter, for også i HR er der brug for nye færdigheder, også i HR vil der opstå nye opgaver og jobs, om end det er usandsynligt, at omfanget af nye opgaver modsvarer tabet af gamle opgaver 1:1. Det gode er, at de nye opgaver i HR, er spændende. 

Nogle af de færdighedsområder, som jeg forudser, der vil komme større efterspørgsel på i HR, er disse:

Teknologi- og dataforståelse; people analytics, organizational network analysis (ONA), tilpasning og implementering af HR-software.

Kulturel forståelse; kulturanalyser, opbygning af globale teams og lokale teams med forskellige kulturer repræsenteret.

Ledertræning og -udvikling; tilpasning af ledelsesformerne til den moderne organisation med flere projektansatte, større diversitet og større kompleksitet.

Strategisk tænkning; udvikling af HR-strategier med potentiale for at blive konkurrencemæssige game changers.

Etisk guidance; fordi forbrugerne, lovgiverne og investorerne kræver det. 



Det kræver en kraftanstrengelse


Har jeg glemt noget? Ja, sikkert en masse, som du er velkommen til at tilføje i kommentarfeltet nedenfor. 

Hvad, jeg godt kunne tænke mig, er, at vi tager en snak om, hvordan lønfolk bliver superanalytikere, hvordan HR-konsulenter bliver kultureksperter og hvordan HR Business Partnere bliver landstrænere for lederholdet. Hvordan bliver HR-koordinatorer etik-kyndige og hvordan bliver HR-chefer strategiske tænkere? 

Det behøver ikke være i den orden og med det præcise færdighedsglid, men vi skal jo starte et sted. 

For mit eget vedkommende regner jeg med, at det er tilstrækkeligt, at jeg har en mening om noget og taler og skriver om det her og andre steder. Det skal nok holde mig oven vande de næste tyve-femogtyve år til jeg tilfreds kan lægge mig på sofaen og sige om hjernestimulation, hyperloops og robotgartnere; det bliver ikke i min tid.

Indtil videre gør det.   

***

Du er velkommen til at efterlade en kommentar, til at læse om HR trends 2018 eller til at abonnere på bloggen her:  



søndag den 12. august 2018

Meningen med HR

Hvad er egentlig meningen med HR?

Det spørgsmål er ikke nemt at besvare, hvis man samtidig vil undgå at bruge en massiv omgang business lingo.

Livet og naturens realitystjerner


Måske er årsagen til spørgsmålets høje sværhedsgrad, at HR er at sammenligne med noget så gådefuldt som livet selv. 


Livets mening kan ikke beskrives kort og enkelt, medmindre man er hardcore evolutionstilhænger, som hævder, at livet går ud på at føre slægten videre (formere sig), hvilket tydeligvis efterlader en masse gode mennesker, som enten ikke vil eller ikke kan videreføre deres gener, på herrens mark, og dem, der er færdige med at videreføre deres gener, på unyttighedens overdrev.


Omvendt kan spørgsmålets sværhedsgrad også afspejle, at HR er organisationens svar på dyrerigets nuttede realitystjerner, pandaerne, som er attraktive fra et overfladisk perspektiv, men dybest set talentløse. Pandaerne har aldrig opnået en skid i følge David Thomas' (forfatteren til Fifty Shades of Grey trilogien) kommentar i The Independent, og de er, når alt kommer til alt, unyttige og kedsommelige. Thomas fortsætter:

Their [pandaernes] rise to global triumph, as a symbol of all things furry, is a telling commentary on our obsession with appearance over substance; for saccharine sentimentality over objective reason and for wishful thinking over harsh reality.

Selvom pandaerne er bygget til at leve og agere som rovdyr, insisterer de på deres bambusdiæt, hvorfor de er kronisk underernærede. Dette betyder, at de ikke, selv ikke hvis de ville, er i stand til at nedlægge et byttedyr, fordi de mangler energien til at gøre det. De mangler simpelthen den fornødne protein og de nødvendige fedtstoffer i kroppen til at gennemføre et solidt angreb. 

Underinvesteringen i HR: et signal fra organisationen


Om HR er at sammenligne med livet eller Thomas' beskrivelse af pandabjørne, skal jeg lade være usagt, men hvis vi et øjeblik holder fast i pandanalogien, er der ingen tvivl om, at de fleste HR afdelinger er på bambusdiæt; de er underbemandet og har den dårligste teknologi og de mindste budgetter i virksomheden - hvis noget budget overhovedet. Samtidig finder der en massiv underinvestering sted i udviklingen af HR-medarbejdernes faglige kvalifikationer. 

Hvor mange af os må ikke nøjes med at rende til halvsløje, men gratis, konferencer og morgenmøder i forskellige advokatfirmaer, som også er betalingsfri til gengæld for, at man skriver sig op til et nyhedsbrev? Ikke at der er noget i vejen med arrangementer, som giver en to timers indføring i den nye ferielov eller en halv dags introduktion til forskellige leverandørers produkter, men disse arrangementer er dybest set som at læse nyheder på LinkedIn eller Facebook, lidt dryp her, lidt dryp der. Man har hørt lidt om noget, når man går derfra, men den større sammenhæng, den har man for længst tabt af syne.  

Underinvesteringen i HR er et signal, som det er værd at lytte til. Den signalerer nemlig, at meningen med HR ikke er tydelig, ikke er forklaret og ikke er forstået. Og det er et problem, for det indikerer, at HR faktisk forekommer meningsløs for nogle af dem, der står udenfor og kigger på. 

Afdelingen for processer


HR designer og driver processer, det er i processerne, at HR-afdelingen for alvor træder frem. Der er en årlig lønforhandlingsproces, en årlig MUS-proces og en proces i forbindelse med klimaundersøgelsen, der er talentudviklingsprocesser, lederudviklingsprocesser, rekrutteringsprocesser, onboardingprocesser og downsizingprocesser. Vil du have en proces, så bare spørg HR-afdelingen, for det kan vi. 

Lars Qvistgaard, formand for AC, skriver i sin anmeldelse af Dennis Nørmarks og Anders Foghs Jensens nye bog "Pseudoarbejde" følgende:

Gennem interviews med forskere, ledere og frivillige bliver der peget på en arbejdskultur, hvor det i mindre grad er resultatet af det givne arbejde, som er i fokus. Det er processerne på arbejdspladserne, som er blevet omdrejningspunktet for oplevelsen af at have præsteret et arbejde. Når processerne tager over, stiger risikoen for intetsigende arbejde i form af nytteløse møder, overflødige analyser og projekter, som intet har med de enkelte organisationers egentlige formål at gøre.

Hvad, der altså gælder for organisationer i al almindelighed, gælder for HR-afdelinger i særdeleshed, hvorfor det er nærliggende at konkludere, at noget eller måske endda en stor del af det, der foregår i HR, i realiteten er eller opleves som intetsigende arbejde.  



Meningsfuldt HR-arbejde


Det er et skræmmende perspektiv, men ikke desto mindre et perspektiv, som er nødvendigt at tage i betragtning, hvis man er interesseret i at undersøge, hvorfor HR tilsyneladende ikke giver mening for ret mange andre end HR-folk selv.

Der er ellers nok at tage fat i, masser af meningsfuldt arbejde at kaste sig over. Her er et par bud:

1. En retfærdig og anstændig arbejdspladskultur. 

Eksemplerne bliver ved med at strømme ind, det seneste kommer fra Nikes hovedkontor, hvor en række tidligere medarbejdere har lagt sag an mod virksomheden for diskrimination, chikane og et i det hele taget ubehageligt og sexistisk arbejdsmiljø. I anklageskriftet fremføres det, at "i stedet for at tage sig af klagerne fra de kvindelige ansatte, styrkede og befæstede HR-afdelingen det giftige miljø." Det samme skete i Uber og HR skal simpelthen se at komme ud af lommen på ledelserne rundt omkring, for det er vitterligt meningsløst arbejde at beskytte ulovlig og uetisk adfærd.    

2. Overensstemmelse mellem forretningsstrategi og organisatorisk formåen. 

En forretningsstrategi uden en indbygget HR-strategi er dømt til at fejle. De virksomheder, der formår at integrere de to dimensioner, opnår en anselig konkurrencefordel, fordi de har en organisation, som er i stand til at eksekvere. Der findes ikke noget mere relevant eller meningsfuldt for en HR-afdeling at beskæftige sig med end at arbejde med strategiudviklingen i virksomheden. 

3. Digitalisering af HR-området.

Mange af de tidligere nævnte processer kan digitaliseres helt eller delvist, således at lederne i stor udstrækning bliver selvhjulpne. Dette er ikke en opfordring til at introducere mere skyggearbejde, men en opfordring til at tilbyde løsninger, som automatiserer den del af processerne, som HR hidtil har udført manuelt med dertil hørende variationer i tilgængelighed, kvalitet og effektivitet. Og ingen bekymringer, teknologierne til dette er allerede opfundet eller er lige på trapperne. 

Hvis HR handler på disse tre områder, vil organisationen opleve HR-afdelingens arbejde som meningsfuldt, reelt og værdifuldt. Pengene vil strømme ind og den dekadelange identitetskrise vil klinge af.       

Jeg tror på det, men det forudsætter, at vi tør tale om, hvad der er meningsfuldt for organisationen. Nej, kunderne ved ikke altid bedst, indrømmet, men vi må acceptere, at den evige processeren ikke er en tilstrækkelig betingelse til at give mening. 

Du er meget velkommen til at efterlade en kommentar eller til at abonnere på bloggen her.