ET FORSVAR FOR NUANCERNE

Enhver levende organisme tilhører en art. Arten defineres ud fra en klynge af egenskaber, som man observerer, og som i nogen grad adskiller sig fra tilgrænsende arters egenskaber. 

Artssystemer er fundamentale for biologien, om end biologerne er klar over sådanne systemers begrænsninger. Variationerne - grænsegængere, overløbere, hybrider og flerformer - både inden for og mellem arter er nemlig så mange, at ideen om adskilte og entydige arter i realiteten er en illusion. Arter er i nogen grad sammenfiltrede og overlejrede.

En arts medlemmer differentieres yderligere i hanner og hunner, men som biolog Anders Kofoed udtaler i samtalebogen, ”Det er magisk at vi er her” (2023): 

”Jeg er ved at kaste op, når jeg hører nogen sige, at der kun er to biologiske køn. Hvad med faktisk at spørge biologerne, for så bliver svaret mere nuanceret. Der er faktisk masser af variationer, når det kommer til køn.” 

Der er altså en betydelig variation inden for køn, ligesom der er inden for og mellem arter. 

Systemer af forskelle

Denne variation afspejles dog ikke i sproget. Sproget er opbygget af klare og ufravigelige forskelle, som den franske lingvist Ferdinand de Saussure lærte os: Forskelle i tegn, lyde og betydningsindhold. 

Der er hanner og hunner i sproget, og de er adskilt – og bliver til som sådan - af forskellen: /a/, henholdsvis /u/. Denne sproglige forskel ekkoer den kødelige forskel på at producere store kønsceller (ægceller), /u/, og små kønsceller (sædceller), /a/. 

For at sproget kan indstifte visse forskelle, må det imidlertid udviske andre. For eksempel forskellen på en hun, der producerer store kønsceller, og en, som ikke gør. Der er ikke et /å/ eller et /i/ til rådighed, som kan markere denne forskel i forskellen. Det er måske også lige meget, eller også er det ikke, for nu diskuteres det, hvad en rigtig hun er. Et aktuelt eksempel er den kvindelige algeriske bokser, Imane Khelif, hvis køn bliver anfægtet af meningsdannere på sociale medier.  

Sprogets generaliseringer

Sproget er en generaliseringsmaskine, der foretrækker grove forskelle som sort/hvid, mand/kvinde, ung/gammel. Selvfølgelig kan man finde på ord for det, der befinder sig der, hvor / er, men de vil altid være minoritetsord. Den store adskillelse findes på /’s plads. Alt, hvad man kan finde på at placere som erstatning for /, er krusninger, finurligheder, kuriositeter, undergrupper og -arter. Måske endda: fup.

Forskere er som alle andre mennesker afhængige af sproget, dets generaliseringer og hang til grove forskelle. Samtidig viser observationer af det levende, at der må indregnes et forbehold over for sproglige klassifikationssystemer, der baserer sig på absolutte forskelle og komplet adskilthed.  

Der er forskelle og der er adskillelse, javist, men disse er hverken fuldt ud nødvendige eller fuldt ud stabile. Der er en vis statistisk sandsynlighed for det ene og det andet, men intet er helt og aldeles determineret. Forskellene og adskillelserne er ikke så absolutte, som nogle gerne vil have os til at tro.

Dette er ikke et synspunkt. Det er videnskab.

Når den absolutte forskel kollapser      

Arts- og kønsbestemmelse indebærer to ting: biologiske realiteter og menneskelige tilføjelser, såsom sprog, metode, instrumenter, videnskabelige normer og eksisterende viden. 

Det er ikke muligt at lave en bestemmelse, der transcenderer det kulturelle og historiske. Biologi, astrofysik eller anatomi er ikke 1:1 landkort over biologien osv. Videnskaben er ikke selv dens genstand. Videnskab er en tilnærmelse til genstanden, en dans rundt om og ind i den. Den absolutte forskel hører ikke det levende til, men er konstrueret. Af gode grunde, for det gør det nemmere at referere til tingene i verden, at tale om noget.

Det er imidlertid en vildfarelse af tro, at fordi forskellen er konstitueret i sproget, så gælder den også i alle tilfælde, hvor sproget henviser til noget. Det er det lille forbehold, som jeg synes, man skal holde sig for øje. Sproget er en stor fordel for det kommunikerende menneske, men det driver også gæk med os.   

De seneste dage har mine feeds på LinkedIn, X og Instagram været fyldt med skråsikre bestemmelser af Imane Khelifs køn. Personligt ved jeg ikke noget om hendes køn, men jeg finder kampagnen mod hende uproduktiv. I stedet for at bruge retorik, der opildner til frygt og had, burde vi tale om, hvordan vi håndterer den absolutte forskels glimtvise kollaps. 

Episodiske sammenbrud i det absolut forskellige går nemlig ikke væk. De forekommer allerede i biologi, økovidenskab og kvantefysik, og som sådan vil de præge vores virkelighedsopfattelse i fremtiden. 

I økovidenskab udgør overgangszonen mellem forskellige økosystemer denne /, jeg tidligere omtalte. Sagen er bare, at overgangszoner samtidig undergraver forskellen og adskillelsen, da arter fra forskellige økosystemer sameksisterer der, i grænselandet, hvis begyndelse og afslutning er forholdsvis ubestemmelige. 

Sandflugtsplantagen, Rørvig. Foto: Kasper Nielsen.

Og i kvantefysik viser forhold som superposition (en partikel eksisterer i flere tilstande på én gang) og kvantesammenfiltring (radikal forbundethed mellem partikler over store afstande), hvordan klassiske forestillinger om entydige tilstande og adskilte fænomener bryder sammen.

Virkeligheden er hverken nydelig, stabil eller udelukkende binær. Når man kigger ordentligt efter, er den snarere sammenfiltret og præget af vidtstrakte overgangszoner. / findes fortrinsvis i sproget og på landkort, designet af mennesker, ikke i terrænet selv.

Kan denne nuancering præge den måde, vi omtaler og behandler mennesker og andre, der falder udenfor de absolutte forskelle?  

Det håber jeg.

Af Maya Drøschler, fagbogsredaktør og forfatter til "Organisationer i en overgangstid".  

AT BLIVE BEIGE

Min garderobe bliver løbende mere beige. Sæsonens tøj changerer i toner af lys beige, dyb beige, sart beige, skarp beige. 

Jeg hænger beige på kroppen og køber vaser, lagener og gardiner i varierende nuancer af bleget brun. Min øjenskygge er samme farve som lågene, og i de slidte folder på hjernens overflade lægger et sandfarvet granulat sig til rette. 

Selv min hud er beige. Jeg steger ikke længere i solen eller smører selvbruner på. Der er mere og mere, jeg ikke gider, men til gengæld begynder det, jeg faktisk gider, at rumstere.  

I årevis kæntrede det i ønsket om at være rigtig og tilstrækkelig. Dengang var det hele sort og hvidt, spændstigt og konfronterende. Skarpe, skinnende buksefolder og nystrøgne skjorter. Lysende pink hjernevindinger med elektriske ladninger svævende imellem sig. 

Alt det stramt opsatte opløser sig nu i beige og baggy. Mixet direkte i temperamentets farveholdning bliver det en hel del mere afventende, mere tilbageholdende - og en smule udflydende. 

Det er noget andet at blive beige.  

HENDE DEN GAMLE

Da jeg var i midttrediverne skulle vi rekruttere en ny kollega til HR-afdelingen. Fire var tilbage i feltet. En af dem blev omtalt som "hende med det lange hår", en anden som "hende den gamle". 

Den gamle var en kvinde omkring de 50. Hun var begyndende beige, men ellers duelig. Hun blev fravalgt til jobbet. 

Var der noget argument? 

Jeg husker det ikke, men vi var nok enige om, at hun ikke var et match til en HR-afdeling, hvis medarbejdere alle var yngre og farvestrålende og up-and-coming. Alle med en bolig på 172 m2, en bil i mellemklassen, to mindre børn, den første dyre ring på ringfingeren, flot frisørhår og empatiske og samtidig forretningsdrevne værdier som grundlag for arbejdet i HR.

Hun passede bare ikke ind. Hun var nok lidt for uanfægtet (gammel) og tilbagelænet (gammel). Hun var tydeligvis ikke i svime over HR-faget, og vi, der mente, at vi var både pulsen, nerven og fremtiden, blev underligt frastødt af hendes manglende begejstring. Af hendes markant fraværende kolorit.

Vi forstod ikke, at fremtiden også for os var beige.  

DE GAMLE PÅ LINKEDIN

Nu er jeg hende den gamle, og spørgsmålet melder sig: Er jeg mon i al min beigehed blevet uansættelig? Ligesom de andre seniorer, der skriver opslag på LinkedIn? 

Som fravælges alene på grund af deres alder? 

Men som til gengæld fremhæver alle de imponerende ting, der er at sige om dem: erfaring først og fremmest, men også nul hjemmeboende børn (hvilken bedrift!), underforstået: færre sygedage og tid til at dedikere sig, underforstået: tid til at arbejde mere end normen.

Og det er nok sandt, men det er også sandt, at disse seniorer ikke længere er dem, de var. 

Identitet og adfærd formes af alder. Ligesom identitet formes af andre forhold, som kan være biologisk-genetiske og kulturelt-socialiserende i varierende kombinationer. Fx forhold som klasse, køn, tro, temperament, uddannelse og profession.

Det er ikke ligegyldigt, om man er 25 eller 55, men det er heller ikke helt og aldeles afgørende.

Alder betyder noget, om end alder ikke betyder alt. For alderen kommer som et mix, også andre forhold indgår i.  

NUANCER AF BEIGE

Det er dette ulyksalige mix, der forvirrer folk. 

Vi foretrækker at tro, at kvinder er mere forsigtige end mænd, at gamle er mere reaktionære end unge og at de, der har lange videregående uddannelser, er mere begavede end dem uden.  

Og ja, det kan man nok finde evidens for i et stort statistisk materiale, om end et sådant materiales konklusioner ind imellem vil nærme sig en karikatur af virkeligheden. For variationen indenfor en given population er i mange tilfælde større end den gennemsnitlige forskel på to distinkte populationer. Det er en kendsgerning.   

Det er også en kendsgerning, at gamle er mere beige, sammenligner man med en referencegruppe, bestående af individer under fx 35 år. 

Den evolutionære variation indenfor selve gamle-gruppen bør dog ikke overses.

Gruppen er nemlig beige i et utal af nuancer: fra det tangerende mørkebrune og tæt på sorte over det solide jordbundsbrune og videre til det nougatfarvede, det sart rosa og endelig det lysende solgule yderst på spektret.

Vi er ens og vi er forskellige. På samme tid. Noget forener os, noget andet differentierer os. Spørgsmålet er, om beige bare er en universelt dødssyg farve eller om et strejf af beige faktisk kan være elegant eller spændende i visse sammenhænge. 

Måske ligefrem flot?   

Af Maya Drøschler, fagbogsredaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk). Forfatter til "Organisationer i en overgangstid" og kandidat i litteraturvidenskab fra Købehavns Universitet. 

Afvigelser på arbejdspladsen

Mangfoldighed.

Før i tiden syntes jeg, at det lød som et lidt kedeligt, måske endda anstrengt, begreb. De seneste par år har jeg skiftet mening. Ikke mindst fordi det er gået op for mig, hvor ualmindeligt snærende vor tids normalitetsbegreb er. Normalitet er en lillebitte kasse til en lillebitte maggiterning. En kasse til dig og en kasse til mig. 

Har det altid været sådan? Min egen erfaring er, at skruen er blevet strammet gevaldigt, bare i min tid. Det er som om, at bred normalitet er blevet erstattet med smal idealitet. Det er som om, at det hele - individets krop, psyke og sociale situation - skal stå knivskarpt og uangribeligt.  

Her er et par nedslag i nogle af de mange måder, mennesker risikerer at afvige på.

Alder og navn

På LinkedIn kan man næsten dagligt læse opslag om forskellige individers vanskeligheder med at finde et job, tilsyneladende alene af den årsag at de er for unge, for gamle eller har et navn, der ikke lyder dansk. Gad vide, hvor mange det drejer sig om, som er mellem 20 og 30 år, mellem 50 og 70 år eller som har et eksotisk klingende navn? 

Ganske mange, vil jeg tro.

Psyke

Hvad angår psykiske lidelser, har hver fjerde dansker oplevet en psykisk sygdom, inden de fylder 50. Næsten 600.000 danskere opfylder til hver en tid kriterierne for psykisk sygdom. Det svarer til, at der på ethvert givet tidspunkt er cirka 10 procent af befolkningen, der har dårlig mental trivsel. En del af disse må antages at have et job. 

Vægt, sygdom og handicap

51 procent af den danske befolkning er overvægtige, heraf er 17 procent decideret fede. Er der stadig tale om en afvigelse, når der i statistisk henseende faktisk er tale om en majoritet? Overvægt er en afvigelse fra, hvis ikke en norm i klassisk forstand, så i al fald et normativt ideal. Det samme gælder sygdom, for cirka to ud af tre danskere lider af en kronisk sygdom. Med så stor en andel bliver det vanskeligt at påstå, at det er normen at være rask. Men det er naturligvis det mest attraktive. 

Det anslås, at omkring en ud af 10 danskerne har et handicap. Nogle kroniske sygdomme anses for at være et handicap, så der kan være et vist overlap mellem de to grupper, men vi kan nok være enige om, at der er tale om ganske mange mennesker, der afviger fra idealet om den raske, slanke og lydefri menneskekrop. 

 

Uddannelse og familieforhold

Mange danskere over 20 år danner par, men lidt mere end hver tredje voksne dansker bor alene. Det er stadig normen at danne par, men de, der ikke lever i et parforhold, udgør en stor minoritet. Så stor, at det i praksis er vanskeligt at betragte singler som et afvigerfænomen.

Omkring en fjerdedel af befolkningen mellem 25 og 69 år har ingen erhvervskompetencegivende uddannelse. Nøjagtigt 431.000 danskere i alderen 25-69 år har til gengæld gennemført en lang videregående uddannelse. Der er altså mere end dobbelt så mange, lige knap en million, som udelukkende har gennemført grundskolen, sammenlignet med gruppen af højtuddannede. 

Alligevel vil de fleste nok intuitivt mene, at den million mennesker, der ikke har nogen uddannelse overhovedet, udgør afvigergruppen, og at de veluddannede udgør den normale  - eller ideale - gruppe.

Store forventninger

Den måde, vi opfatter normalitet på, afhænger altså ikke kun af, hvad der er mest eller flest af. Det afhænger også af, hvad der er mest rigtigt i normativ forstand, mest attråværdigt, mest attraktivt. 

Er det et problem? Ja, det er det. For med de mange afvigerkategorier (og der er langt flere end dem, der er nævnt her), som de fleste af os har risiko for at falde i, bliver det svært at støve et individ op, som ikke har en eller anden form for defekt, mangel eller afvigelse klistret til sin krop, sin psyke eller sin sociale situation.   

Særligt rekrutteringssituationer er påvirket af de enorme forventninger til ansøgernes idealitet. Det resulterer i mange sørgelige beretninger om, hvor svært det er at få foden indenfor, hvis man på nogen måde afviger fra det uudtalte ideal om en hvid, yngre (men ikke ung-ung) person (helst ikke kvinde, som har/får børn) med gode gener og en sund opvækst. 

Ja, okay, det er en lidt polemisk erklæring, men det er vel essensen. Og selvfølgelig er der undtagelser. Verden er jo ikke sort og hvid: I nogle jobs kan det faktisk være en fordel at være gammel, tænk fx på præsidentembedet i USA, ligesom det i nogle jobs kan være en fordel at være uuddannet, tænk fx på et job på nemlig.com's lager.    

Overskud og underskud

Når først man er ansat og har vist sit værd og sin betydning for arbejdspladsen, accepteres det som regel, at man ældes, bliver syg eller skilt. Det samme gælder, hvis man er ufaglært, men faktisk er dygtig til sit job, og måske endda avancerer indenfor virksomhedens rammer til trods for den manglende erhvervsfaglige eller akademiske skoling. Og hvis man hedder Fatima eller Muhammed, glemmer de fleste kolleger hurtigt, at der skulle være noget odiøst i det, når først samarbejdet kører. 

Balladen opstår den dag, hvor man finder sig selv i en prekær situation. En situation, hvor man skal konkurrere med den etnisk danske, højtuddannede og sporty kernefamiliefar om jobbet. Jeg beklager på forhånd den karikerede beskrivelse af denne overskudsfigur, som iscenesættes som modpolen til afvigeren. Men overskudsfiguren er nødvendig for at vise, at udgangspunktet for konkurrencen - om fx et job - ikke er neutralt. 

Mange indvendinger opstår nu. De fleste er med på, at den enkelte ikke kan gøre så meget ved sin farve, sit køn eller visse sygdomme og handicaps. Men så er der også alt det, man selv kan gøre: Være en fighter, træffe de gode beslutninger, tage sig sammen, være flittig og så videre. 

Det ændrer bare ikke på, at betingelserne for afvigeren og idealtypen ikke er de samme. Hvis man skal gøre sig positivt bemærket som brun, gammel, handicappet eller, for at tage en helt anden obskur kategori: en kvinde uden ægtefælle og børn, som har passeret de fyrre, kræver det så meget ekstra. Ekstra overtalelseskraft, ekstra kompetencer, ekstra af alt. 

Idealernes pris

Hvilke ulemper er der for arbejdsgivere i at have disse ideale forventninger til deres kommende medarbejdere?

For det første den helt åbenlyse: tab af talent, tab af dygtig arbejdskraft og så videre. Den velkendte argumentation. 

Dernæst, og lige så væsentligt: tab af dannelse. Andre mennesker med andre perspektiver danner os. Det er det samme, der sker i mødet med skønlitteraturen: Vi dannes som mennesker, når vi møder andre bevidstheder, andre kulturer, andre måder at være i verden på, hvilket er en utvetydig fordel - også på en arbejdsplads. 

Sluttelig er det væsentligt at nævne, at mange af de afvigelsesindikatorer, vi hæfter os ved, er fuldstændig tilfældige. Det er ret tilfældigt, at jeg er født i et land og med en hudfarve, som giver mig nogle fordele, andre ikke har. Det er ikke min fortjeneste, at jeg er født på denne heldige måde. Jeg var bare til stede, eller kom til stede, på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. Denne tilfældighedsfaktor understreger kun, hvor urimeligt det er, når *man* igen kommer til at sortere de jobansøgere fra, som har passeret de 50, optræder med tørklæde på profilbilledet eller oplyser i deres CV, at de sidder i kørestol.  

Bundlinjeargumentet

Måske savner du argumentet om, at mangfoldighed styrker virksomhedens indtjening. Men hvorfor skulle jeg nævne det? Du kender det jo allerede. Mit ærinde er at at promovere mere fairness i udvælgelsesprocesser og at slå et slag for de dannelsesmæssige gevinster af større mangfoldighed. Jeg er klar over, at det er kolossalt svært at lægge sine fordomme til side, jeg har selv et hav af dem, men et sted skal man jo starte. 

 

Jeg starter her. 

***

 

Du kan abonnere på bloggen her:

Abonner på bloggen:

Powered by