onsdag den 30. maj 2018

Sig hej til din arbejdsgiver på Freuds briks

Kvaliteten af søvnen, skridtene per dag, de ugentlige besøg i fitnesscenteret, ja, arbejdsgivere har længe været i gang med at tilbyde sundhedsmonitorerende og måske endda -fremmende tiltag til virksomhedens medarbejdere. 


Med ind i familierummet


Men søvnappen, firmayogaen og den sunde kantinemad er for længst blevet overhalet og opslugt af en tsunami af mere vidtgående ordninger og aktiviteter, som skal sikre et arbejdsparat personale. Det sidste nye er familierådgivning. 

I et såkaldt online trivselstjek kan medarbejderne hos Danfoss vurdere:

(..) hvordan det går med børnenes trivsel, herunder søvnvaner og vægt, og hvordan parforholdet og kommunikation og tonen i familien er, samt tage stilling til egen fysiske og mentale sundhed. Også spørgsmål om familiens økonomi indgår.

Det kan man læse i en artikel fra business.dk, hvoraf det også fremgår, at årsagen til, at man finder det nødvendigt at tilbyde trivselstjek, er, at:

Medarbejderne skal (..) både producere og sælge mere, samtidig med at de skal løbe hurtigere, for at Danfoss kan blive ved med at forbedre produktiviteten. Derudover er Danfoss som de fleste andre virksomheder inde i en periode med forandringer og indførelse af ny teknologi.

Jeps, presset på medarbejderne er stigende, det har man trods alt erkendt, men det er ikke det, der er problemet. 

Nej, problemet er, at nogle har en dårlig tone hjemme i familien eller er gift med en hængerøv, som ikke går ud med skraldet. 

Følgelig tilbydes de medarbejdere, som har knas i familielivet, overvægtige børn eller en dårlig økonomi, individuel coaching og psykoterapi. 

Jeg anerkender, at man tilbyder denne form for hjælp i den bedste mening, og den skønne idé om det hele menneske og bla bla har sikkert også været nævnt undervejs i processen, men jeg er desværre ikke overbevist.

Det er jeg især ikke, fordi arbejdsgiveren tildeler sig selv en rolle, som denne i de fleste tilfælde ikke har gjort sig fortjent til. En rolle, som kun de, der holder af det enkelte menneske for det, han eller hun er og ikke bare for det, han eller hun præsterer, normalt gives. 

Det er med andre ord en rolle, nogen kan betro én, det er ikke en rolle, man selv kan tage. 


Et uendelig ekspanderende råderum


Tiltag af denne og lignende typer er problematiske, fordi de forudsætter, at arbejdsgiveren har en særlig forudsætning for at afhjælpe folks livskriser - og en særlig ret til at gøre det. 

De er problematiske, fordi de implicerer, at alt menneskeligt kan og skal repareres, så længe denne reparation tjener et højere formål, nemlig vedligeholdelsen af et højeffektivt produktionsapparat.

Endelig er tiltag af denne type problematiske, fordi de individualiserer et strukturelt problem. Dette er et udbredt og irriterende fænomen, som forsøger at gøre alle organisatoriske/samfundsmæssige problemer til individuelle problemer: 

Hey, det her forretningsområde kører ikke, lad os udskifte lederen.
Har du stress? Jamen, hvorfor har du ikke sagt fra noget før?
Når automatiseringen rammer dig, har du følgende valgmuligheder...  

Alt i alt er ordninger som denne grundlæggende gåsehudsfremmende. Og nej, det har ikke noget at sige, at der er tale om et tilbud (ikke en obligatorisk ordning) og at den coaching og terapi, den enkelte modtager, er anonym. 

For den grundlæggende antagelse af arbejdsgiverens uendeligt ekspanderende råderum, som hele modellen hviler på, er dybt kritisabel - gode intentioner eller ej.


Smid sjælen med i dealen


Den oprindelige aftale mellem arbejdsgiver og ansat gik ud på at handle en portion arbejdskraft, en overvejende fysisk-maskinel indsats. 

Sidenhen blev mere og mere arbejde omdannet til at kræve en vis kognitiv indsats og det blev også accepteret. Det, vi nu skal overveje, er, om vi vil være med til at lade sjælen gå med i købet, om vi vil smide vores sjæl med i dealen.  
        
Får man ekstra for det? Ja, det gør man på en måde. Man får en psykoterapeut, betalt af arbejdsgiveren. Man får måske også en bedre økonomi, en bedre nattesøvn og måske endda en mand, der går ud med skralderen, fordi coachen lærer én, hvordan man kommunikerer på en assertiv måde med den dovne idiot. 

Til gengæld skal man blot acceptere, at arbejdsgiveren har sin snabel nede i ens mest intime hemmeligheder, i ens skam, ens skyld, ens angst, ens depression og ens ulykkelige kærlighed.     

Og hva' så? Er det ikke bare en del af hele denne her transparenstrend, hvor alt skal ud i det åbne og alle skal vide alt om alle? Hvad er problemet?

Som man kan forstå af artiklen på business.dk, har yngre generationer ikke noget imod at dele meget private informationer med deres arbejdsgiver, så mine indsigelser skyldes formentlig bare, at jeg er en aldrende kvinde med en deraf følgende vigende forståelse for alt moderne.  

Måske. 

Men lad mig sige det på denne måde: jeg har endnu ikke været i en virksomhed - og jeg har kun hørt om ganske få - som arbejder seriøst og grundigt med etisk ledelse og et bæredygtigt arbejdsliv for deres ansatte. 

Indtil det er på plads, er der ikke en kæft med formel magt til at hyre og fyre, der skal have adgang til min sårbarhed. 

Tak.

Læs også: Supermennesker, sport og kontroltab og Fremtidens medarbejder har en chip i røven.


***


Du kan abonnere på bloggen her:


Enter your email address:

Delivered by FeedBurner

  


2 kommentarer:

  1. Tak! Jeg troede efterhånden at jeg var alene med den holdning. Jeg forstår virkelig ikke, at der ikke er større bekymring her. Hvad sker der f.eks. hvis den nye diæt eller coach ikke leverer de ønskede resultater?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg deler din bekymring. Min fornemmelse er, at der er andre end os, som mærker et udefinerbart ubehag, når de læser om ordninger som denne eller selv bliver præsenteret for noget lignende på arbejdspladsen, men jeg er samtidig ret sikker på, at det kræver temmelig meget af den enkelte at sætte foden ned, fordi skepsis eller modstand mod noget, der så indlysende udspringer af godhed og moderne tænkning, virker irriterende nejhat-agtigt på omgivelserne.

      Har du læst ‘The Circle’? Gør det, den handler blandt andet om konsekvenserne af at indgå i et symbiotisk forhold med ens arbejdsgiver. Den handler også om meget andet, konsekvenserne af øget monitorering, øget brug af sociale medier, konstante peer-to-peer ratings m.v., men først og fremmest handler den om DEN GODE VILJE, der ligger bag alle de - i realiteten - dehumaniserende tiltag.

      Fremtiden har brug for de skeptiske/bekymrede, KH, sådan nogle som dig. Tvivl ikke på det.


      /Maya

      Slet