søndag den 21. april 2019

Chikane: Er det individets ansvar at sige fra?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke har engageret mig synderligt i #MeToo bevægelsen. Jeg har noteret mig, at den var og er et fænomen, og jeg har noteret mig, at bevægelsen er lykkedes med at skærpe bevidstheden om krænkelser og overgreb mod kvinder. 

Bevidsthed om praksis er første fase i en eventuel ændring af denne, så i oplysningshenseende er #MeToo efter min vurdering en succes.  

Straf individer fremfor at hænge et helt køn ud


For nylig var jeg i et selskab. I løbet af aftenen lagde nogle af de mandlige deltagere op til en debat om #MeToo kampagnen. Mændene i selskabet, både de yngre og de ældre, gav udtryk for, at de ikke helt forstod, hvad kampagnen egentlig skal gøre godt for og hvorfor et helt køn - deres køn - skal hænges ud? 

Mændene anerkendte, at chikane finder sted, men de var samtidig ret enige om, at problemet bedst løses ved at slå kloen i de (få) individer, der chikanerer andre og straffe de pågældende fremfor at skrive stolpe op og stolpe ned på de sociale medier om forskellige krænkelser. For hvad skal det hjælpe?

#OgsåMig


Principielt har jeg sympati for dele af synspunktet, for jeg har aldrig brudt mig om at lave politikker og sanktioner, baseret på et mindretals adfærd. I dette tilfælde tilsiger virkeligheden dog noget andet, fordi særligt den seksuelt betonede chikane er så udbredt, som tilfældet er. 

Det er ikke noget, som enkelte kvinder oplever i løbet af deres liv. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at alle kvinder, som har nået en vis alder, kan nævne en eller flere episoder, hvor de har oplevet at få uvelkomne henvendelser af seksuel karakter. 

Ud over de almindelige tilnærmelser i nattelivet, til firmafester og så videre er her et par klassiske episoder fra arbejdslivet:

  • Mandlig kollega tilbyder kvindelig kollega et lift. I bilen ud ad motorvejen tager manden sin kvindelige kollega på venstre lår, der befinder sig i bekvem afstand til gearstangen, samtidig med at han erklærer hende sin kærlighed. Hun er 25 år, han er 42.  
  • Chefs chef foreslår kvindelig medarbejder, at hun sidder på skødet af ham, mens han bliver filmet af et produktionsselskab til en branding-video. "For det hele bliver så meget sjovere", hvis hun sidder dér på fars skød, mens han laver det k-e-d-e-l-i-g-e interview med journalisten.
  • Professionel relation sender lumre beskeder. Beskederne handler om, hvad den kvindelige samarbejdspartner har på lige nu? Er hun måske nøgen?      

Er det overhovedet sikkert, at der er tale om chikane?


En del af chikanens væsen er dens subtilitet. Chikanøs adfærd er næsten altid tvetydig og flygtig samtidig med, at det, der foregår, er meget konkret, mens det foregår. Når det ikke længere foregår, er det imidlertid væk, og så eksisterer det måske slet ikke andet end i en eller andens indbildning? 

Måske var det bare for sjov, at den kvindelige medarbejder blev tilbudt en plads på chefchefens skød? Måske blev der bare lagt op til en hyggeflirt med den kvindelige samarbejdspartner? 

Måske har disse kvinder bare ingen humor og er generelt alt for snerpede? 

Mit bud er, at de mænd, der ikke forstår #MeToo, ikke kender til eksempler som disse. De er omgivet af mennesker, som har forsømt at fortælle dem, hvordan verden er. De mænd er på sin vis undskyldt, for de ved ikke besked. De farer formentlig heller ikke selv rundt og chikanerer andre, hvorfor den type adfærd ligger dem uendeligt fjernt. 

Men tro mig, det forekommer ikke bare sjældent og undtagelsesvist, det foregår løbende, og nej, det er ikke dem, der står i den modtagende ende af chikanerelationen, der bare er for knibske. Det er heller ikke bare for sjov, for krænkerne vil noget med det. De vil have dækket deres behov og de har udset sig nogen, som skal være instrumentet for denne behovsdækning, hvad enten der er tale om magt, sex eller andre presserende anliggender. 

Kast dine kræfter ind: det onde skal tabe


Seksuel chikane er en særlig type chikane, men chikane kan komme til udtryk i mange andre former: eksklusion, mobning, forfordeling, ydmygelse o.a.. Chikane, hvad enten den er seksuelt betonet eller ej, er så udbredt mellem mennesker, at den ikke kan anses for at være et personligt anliggende. Det er ikke individet, der skal sige fra, det er normerne for adfærd, der skal ændres.

Stå op for dig selv


Det synspunkt var debattørerne i det før nævnte selskab dog lodret uenige i. De insisterede omvendt på, at det er den enkeltes pligt at sige fra: "Man må stå op for sig selv, koste hvad det koste vil". 

Når man siger tydeligt fra, kan man nemlig være stolt af, at man modstod angrebet på ens integritet. Og hvis denne stolthed udspiller sig i en jordhule i Nordnorge, fordi man desværre ikke kunne blive i jobbet, da man sagde fra overfor chefen, er det bare ærgerligt. Der er tale om principper her! 

Læs også denne blog om blandt andet forskellen på den måde, hvorpå mænd og kvinder træffer etiske beslutninger. 

Top-down er normen


Mændene i selskabet overså dog efter min mening et meget væsentligt aspekt ved chikane: følelser. Paradoksalt nok vil mange, der chikaneres, nemlig føle skam, mens de, der udviser den chikanerende adfærd, ikke føler noget i den retning. At sige fra indebærer, at man er i stand til at afvise skammen. Det kræver, også, at man anerkender sin egen uskyld og at man tåler den andens og eventuelt omgivelsernes mistro, benægtelse, aggression, væmmelse, afstandtagen eller hævn.  

Det er ikke nogen nem sag, og det bliver ikke nemmere af, at der i de fleste tilfælde ikke er tale om en ligeværdig relation, når det gælder chikane i arbejdslivet. I alle de tilfælde, hvor jeg er blevet underrettet om chikane, har krænkeren haft en højere status end den krænkede. 

Ikke at jeg dermed siger, at det omvendte ikke kan lade sig gøre, men det er ikke normen, at piccolinen udviser grænseoverskridende adfærd overfor den adm. direktør, ligesom det er tvivlsomt, at direktøren vil føle sig voldsomt truet og skamfuld, hvis det skulle ske. 

Hvor mange kan der bo i Nordnorge?


Man skal ikke finde sig i alt. Det er jeg enig med de mandlige debattører fra selskabet i. Jeg opfatter bare virkeligheden som en anelse mindre ligetil. 

Endvidere anser jeg chikane, hvad enten den har seksuel karakter eller ej, for at være et civilisatorisk - og dermed et kollektivt - problem. Chikane er primitiv og det, der er med til at skabe frygt hos den, der udsættes for den, er netop mødet med det dyriske, som omstyrter alle almindelige spilleregler for adfærd og som indsætter tilfredsstillelsen af krænkerens behov som det bærende princip. 

Selvom chikane som regel foregår mellem to - eller et meget begrænset antal - individer, er det ikke et individuelt anliggende. Hvis alle skal sige fra på egen hånd og flytte til Nordnorge, fordi de som konsekvens mister deres job, bliver der et pladsproblem deroppe ret hurtigt, selvom der er tale om et forholdsvis stort område. 

Læs her et eksempel på en kvinde, der sagde fra, og om hvilke konsekvenser, det fik for både hendes arbejdsgiver og hende selv. 

Chikane er principielt uretfærdig


Jeg har desværre ikke en løsning på rede hånd, men vi kan starte med at blive enige om, at - alle typer - chikane er noget, vi skal have skovlen under i fællesskab. 

Det skal vi blandt andet, fordi chikane rammer vilkårligt og fordi chikane er uretfærdig. Der er ingen som helst saglig grund til, at behovene hos den, der chikanerer, skal have fortrinsret, bare fordi vedkommende har højere status, er stærkere eller mere aggressiv. I trafikken har en Up! ligeså meget ret til at ligge på vejen som en Tesla. Det er efter min mening et godt princip, som vi bør holde fast i - i tale såvel som i handling.

HR's rolle


Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det, man præsenteres for, er i orden eller ej, kan man bruge denne tommelfingerregel: Alt det, der er ulovligt eller uvelkomment i samfundet, er også ulovligt og uvelkomment på en arbejdsplads. 

Er man således i tvivl om, hvorvidt det er i orden, at et medlem af ledergruppen sender dick pics til én af sine ansatte, kan man undersøge, om det er almindelig og tilladt adfærd, at lægen gør det samme overfor sine patienter, skolelæreren overfor sine elever eller præsten overfor sin menighed. Nej? Jamen, så går den heller ikke her og heller ikke, selvom den pågældende leder er en lilla enhjørning og tidligere har været ansat hos Boston Consulting Group. 

Selvom en arbejdsgiver ikke kan styre eller overvåge alt, hvad der foregår mellem de ansatte, er det arbejdsgiverens pligt at tilbyde alle ansatte et trygt og sikkert arbejdsmiljø. Der er tale om et helt grundlæggende arbejdsgiveransvar. Den chikane, der måtte foregå på en arbejdsplads, og som kommer til HR's kendskab, skal sanktioneres hårdt og utvetydigt - uanset de kommercielle konsekvenser. 

Det er den eneste måde at opretholde civilisationen på.   

***

Du kan følge bloggen ved at skrive din e-mail i feltet her:

         

Ingen kommentarer:

Send en kommentar