onsdag den 28. januar 2015

The sharing economy og engagementets lavpunkt: organisationer frem mod 2020

Mange af vores organisationer er stadig indrettet efter meget-af-det-samme-principper - volumen, ensartethed og store, stabile kontrolstrukturer. Det er egentlig et mysterium, for verden udenfor virksomhedssystemerne er gået hen og blevet uforudsigelig, omskiftelig og kompleks, og det velkendte transaktionsparadigme anfægtes af en stigende hældning mod deling, generøsitet og forventningen om at blive inviteret til et plussumsspil. 

Det står efterhånden klart, at vi ikke længere kan producere mere af det samme, fordi vi allerede er overvældet af ting, og det står også klart, at de ting, vi stadig har brug for, skal berige vores selvudlevelse og vores personlige værdier i et omfang, som ikke er set før. Derfor kommer de virksomheder under pres, som kun har: 

  • generiske produkter/ydelser at tilbyde 
  • bagudskuende organisatoriske kapabiliteter at trække på
  • profitmaksimering som eneste formål

Når vasketøjet hænges til tørre - uvasket

Nogle virksomheder er på en eller anden måde blevet mindre smarte end den tid, de lever i, og de er på sin vis blevet mindre smarte end deres kunder. 

Hvorfor?

Det er svært at svare på, men måske er det fordi, virksomhederne stadig drives af en smal elite, som ikke ser nogen anledning til at dykke ned i den kollektive intelligens' store hav. 

Det har kunderne til gengæld fundet ud af, ikke mindst takket være de sociale medier, og det, som kunderne gør, hver for sig, men især sammen, minder en del om den gode, gamle disciplin vidensdeling

Vores kunder deler informationer, oplevelser og domme, hjulpet på vej af de sociale medier og alverdens rating sites. Det sker med lynets hast og det er umuligt at kontrollere. Det samme gør vores medarbejdere lige om lidt. 

Et site som Glassdoor stiller op for at lade os dele oplevelser af vores arbejdspladser og vores chefer med andre nysgerrige og ytre vores holdninger om alverdens interne forhold, lige fra oplevelsen af rekrutteringsprocessen til tilliden til topledelsen. 

Men det stopper ikke der. For hvor Glassdoor stadig er et forholdsvis reguleret miljø, er der mere ukontrollable ting på vej. Der findes nu en kontor app, som folk kan bruge til at sladre om kolleger og chefer på deres arbejdsplads i et konsekvensløst miljø, og for nylig oplevede vi den berømte live tweeting fra en amerikansk virksomheds interne opsigelsesrunde.





Endelig er der BlackBerry-gate, hvor en af de folk, som driver (drev) BlackBerrys Twitter account blev afsløret i at bruge en iPhone





Det er muligt, at at det ikke så kontroversielt at bruge konkurrentens produkter i sin daglige praksis som at hænge virksomhedens dårlige ledere ud på et site som Glassdoor, men på den anden side: hænger man ikke sin egen virksomheds produkt ud som det næstbedste ved at foretrække konkurrentens? 

Og er det ikke næsten værre end at sladre om Torsten nede af gangen?

Fællesmængde og engagement

Jeg nævner ikke disse eksempler for at italesætte illoyal adfærd eller den slags uheldigheder - for det løb er kørt, er jeg bange for. Jeg gør det derimod for at vise, at virksomhedens inderside er blevet til dens yderside, og at det netop er en af årsagerne til, at det er nødvendigt at absorbere ydersidens logikker i sit inderste lønkammer for at komme på omgangshøjde. 

Den anden årsag, som hænger tæt sammen med den første, er naturligvis, at man ikke kan have kunder i én virkelighed og sig selv i en anden. Der må være en fællesmængde.  

Og det er netop den fællesmængde, der synes at svinde ind for øjeblikket. 

Før var vi enige om nogle grundlæggende vilkår for relationen virksomhed-kunde, men kunderne er blevet dristige, genstridige, illoyale, kritiske, selvoptagede og oplyste i en grad, man ikke har set før i historien. De har forkastet den oprindelige aftale.

Det samme er vores medarbejdere på vej til at gøre, og før vi går videre, vil jeg lige minde om en ting: 

mange kunder har et arbejde. 


Det vil sige, at de er ansat et eller andet sted, hvor de måske skumler rundt og ikke er tilfredse med forholdene, et sted, hvor de går og overvejer, om de skal finde en ny forhandler eller måske snarere: en ny partner.

Og det er simpelthen det fænomen, som Gallup støder på igen og igen, når de måler verdens dårlige engagement. For øjeblikket er 13 procent af verdens arbejdende befolkning engageret i deres arbejde, mens 24 procent er aktivt uengagerede, det vil sige direkte undergravende og obstruerende i deres arbejdsadfærd, mens de sidste 63 procent bare møder op.

Det vil sige, at i alt 87 procent af vores medarbejdere don't give a damn.

Gallup beskriver i øvrigt de engagerede sådan her:

Engaged employees are those who are involved in, enthusiastic about, and committed to their work and who contribute to their organization in a positive manner. Engaged employees are those who are most likely to drive innovation, growth, and revenue.

Det kolossale empowermentgennembrud, der er sket for os, når vi er kunder, er indtil videre ikke sket i samme omfang, når vi er medarbejdere. Men erfaringer fra et livsområde kan ikke undgå at påvirke andre livsområder og hvor ubelejligt, det end måtte være, kommer vi ikke til at vente længe, før nogle begynder at overveje, om ikke de har ret til at kræve noget mere af deres arbejdsliv. 

Og her tænker jeg ikke bare på bonus og Excelkurser, men en oplevelse af formål, en oplevelse af mening med det, man gør. Jeg er helt overbevist om, at de dårlige engagementkurver, vi ser for øjeblikket, hænger sammen med, at vores råderum i andre livsområder, herunder som forbrugere, er udvidet betragteligt - men at det samtidig har været uforandret eller sågar er smalnet i vores arbejdsliv.

Vi overfører vores børn til en ny skole, hvis vi er utilfredse med den gamle, vi flytter til en anden kommune, hvis den kommune, vi bor i, ikke har det serviceniveau, vi forventer, vi køber vores nye ur i en indonesisk webshop, hvis vi ikke gider at købe det af ham den opstyltede urmager nede i bymidten. Vi hyler op og klager, hver gang vi føler os uretfærdigt behandlet, og vi forlanger individualiseret behandling, døgnåbne kundeservicecentre og fede oplevelser hele vejen hjem. 

Vi er gået fra en markedssituation, hvor Henry Ford (måske) sagde: You can have any color, as long as it's black, til en markedssituation, hvor kunden henvender sig til bilforhandleren og siger: Jeg vil have en bil, som har zebrastriber på taget og leopardpletter på siderne.

Nogle vil kalde det forkælelse, mens andre vil kalde det empowerment. Jeg anser det for at være en blanding. Men under alle omstændigheder står denne oplevelse af at være midtpunkt i sit eget liv og være i stand til at meddesigne sit eget lebensraum som en meget central og transformationel erfaring i det moderne menneskeliv.

Denne erfaring følger desværre bare ikke altid med på jobbet, for i det moment man sætter foden på matriklen, opsuges man af arkaiske strukturer og forestillinger, som ikke rigtigt har nogen forbindelse til noget andet længere. 


 

At lave ikke-ting

Hvis du på noget tidspunkt er blevet sat til at lave ikke-ting, altså ting, som dybest set er værdiløse og helt ude i hampen, så ræk fingeren op. Ræk også fingeren op, hvis du har siddet i et job i mange år, hvor du reelt ikke har løftet en finger - før nu. Det kan også være, at du bare har hørt om nogle eller kender nogle, som har et job, hvis indhold for størsteparten er pjat.

Dette fænomen er større, end vi tror. Da en tysk embedsmand for et par år siden sendte en e-mail til sine kolleger i forbindelse med hans pensionering, affødte dette en opmærksomhed, som han nok ikke havde regnet med. Han skrev blandt andet i sin afskedsmail, at han reelt ikke havde lavet noget i de sidste 14 år, men der var også en upside, nemlig at han på den måde var gjort klar til sin pensionisttilværelse:

Siden 1998 har jeg været til stede, men ikke nærværende. Så jeg er godt forberedt til mit otium. Farvel.

Vores allesammens skaber af Dilbert, Scott Adams, har beskrevet sit corporate liv på denne måde:






Udover at Adams' statement måske rummer en overset årsag til den globale lederskabskrise, så er det værd at bemærke, at dette corporate tabu, altså at prætendere, at man foretager sig noget fornuftigt, både er antimenneskeligt og antiproduktivt. Det er antimenneskeligt, fordi alle ønsker at bidrage med noget, at være stolte og at møde virksomhedens kunder med stærke og værdiskabende leverancer. Og det er kontraproduktivt, fordi, ja, det er vist åbenlyst. 

Det store spørgsmål for mig er: hvorfor udvikler vi ikke vores organisationer, så de passer til det moderne menneskes behov? Og med det moderne menneske mener jeg både kunder, medarbejdere og lilleputtrænere, som, når dagen er omme, løbende cirkler ind og ud af hinandens grupper.

Organisationer frem mod 2020

Vores virksomheder skal indoptage de mekanismer, der bevæger, glæder og forbedrer mennesker, i sine interne strukturer og processer, og disse mekanismer handler ikke alene om produkter. Produkter er en afledt effekt af menneskelig aktivitet og produkter er ikke som sådan målet for vores stræben. Når vi investerer i nye ting, er det ikke tingene i sig selv, vi søger. Vi søger bemestring, råderum, skønhed, indsigt, retfærdighed, værdi.

Og det er præcis et af de løfter, som de sociale medier giver os (sammen med en masse andre irriterende ting, men det lader vi ligge for nu) og det er derfor, vi deler tanker, billeder, artikler, likes, retweets og så videre. 

Vi vil gerne bidrage.


 

Det er en dyb urkraft i mennesket at bidrage, at dele, at være generøs, og det er derfor, at det manglende engagement er langt mere bekymrende, end man måske skulle tro. Hvad er det ved vores organisationer, som gør, at denne naturlige drift bremses? Hvad er det, der gør, at vi bliver nærige med os selv? Hvad er det, der får os til at opgive vores stræben efter at tilføje merværdi?

Det er blandt andet den stigende asynkronicitet mellem vores erfaring udenfor arbejdspladsen og vores erfaring på arbejdspladsen, herunder erfaringen af det transaktionsmindset, der stadig gennemsyrer mange organisationskulturer. Transaktionsmindsettet florerer forskelligt, men det kan for eksempel komme til udtryk i ansættelseskontrakter, jobbeskrivelser, KPI'er, bonusmodeller, tidsovervågningssystemer og så videre.    

Misforstå mig ikke, der er ikke noget i vejen med transaktion, som for det meste er en nødvendig betingelse for transformation. Problemet opstår, når man stopper ved transaktionen og stiller sig tilfreds med denne simple udveksling af noget for noget, som er nøje afmålt og gjort op. 



Sådan kan man ikke længere arbejde med sine kunder og lige nøjagtig derfor, kan man heller ikke længere arbejde sådan med sine medarbejdere.  

I stedet for at klamre sig til en svunden tids rutiner bør man måske tænke over, hvordan man integrerer ydersiden i indersiden og deler ud af indersiden på ydersiden, uden at de indre reserver dermed bliver lænset? Måske er det på tide at indse, at deling ikke betyder, at man selv mister noget, men at man skaber en merværdi i og for verden? Måske behøver man slet ikke længere at bekymre sig så meget over engagementet, hvis man giver sine medarbejdere de samme empowermentmuligheder, som alle andre har?

Flere og flere organisationer vil frem mod 2020 begynde at eksperimentere med deres måde at lære, dele, arbejde, lede, forklare og organisere sig på. Flere og flere vil også arbejde intenst med at styrke deres unikke organisatoriske kapabiliteter for at møde kunderne i den verden, de rent faktisk færdes i, og denne tilpasning, vil mange erfare, kan kun ske gennem engagerede og empowered medarbejdere. 

Kravet om større sammenhæng mellem yderverdenen og virksomhedssystemet vil komme fra kunderne, fra dig og mig, når vi ikke er på arbejde. Men hvad gør det? 

The customer is king.

____________________________________________________


Supplement:

Jeg kan anbefale denne fine post af Kenneth Mikkelsen Sociale medier er lederens bedste ven i en kompleks verden, og John Boudreaus Lead Workers, Not Just Employees, som italesætter den generelle opløsning af det traditionelle medarbejder-arbejdsgiver forhold.



   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar