søndag den 26. marts 2017

Nu rykker virksomhedskulten for alvor ud på de sociale medier

Det er så sandt, som det er sagt. Jeres salgsklare virksomhedskult skal selvfølgelig eksponeres på de sociale medier, så andre også kan få glæde af, hvor lækkert I har det på kontoret. 

Og kanalen?
Det er dig.


I fremtiden er det dig og dine kolleger, der udgør din virksomheds hær af brand ambassadører og indmeldelsen i heppekoret er ikke til forhandling. Indmeldelsen er en del af aftalen mellem dig og din arbejdsgiver.   


Den sociale fase 1


Engang i midten af 00'erne kom der noget, der hed Facebook. Folk begyndte at oprette profiler og nogle gange tjekkede de også deres feed i arbejdstiden. 

Det kunne jo ikke gå og HR afdelingerne fik derfor besked på at lave en Facebook-politik. Ikke en generel social medie politik, for det var utænkeligt, at der ville opstå andre, lignende platforme, men en specifik Facebook-politik, der som regel gik ud på at forbyde alle så meget som at overveje at logge på (husk på at det var de færreste, der havde smartphones og tablets i 00'erne, så vi kunne ikke rigtigt skide på, hvad vi måtte og ikke måtte på computerne endnu). 

Hvis man ikke syntes, en politik var nok, kunne man få IT afdelingen til at lukke helt for adgang fra virksomhedens netværk.

Fase 1 kaldes også: Det er direkte tyveri fra din arbejdsgiver at bruge arbejdstiden på sociale medier.


Den sociale fase 2 


I slutningen af 00'erne sad jeg som HR dame med overordnet ansvar for skabeloner og formularer. Dengang som nu var jeg ikke overvældende interesseret i Facebook, men jeg havde dog en personlig profil. En dag kom marketingchefen forbi mit kontor for at fortælle, at han havde lavet en company page og om jeg ville være så venlig at smutte ind og like den. 

Hvad siger du? spurgte jeg. Skal jeg like din side NU, i arbejdstiden, og dermed overtræde vores Facebook politik? Det tror jeg ikke, er smart. Tror du?

Det kunne han ikke svare på, og jeg undlod derfor at like noget som helst.   

Fase 2 kaldes også: Det er stadig tyveri at bruge arbejdstiden på sociale medier, medmindre du udelukkende liker og deler din arbejdsgivers opslag.


Den sociale fase 3 


For et par uger siden overværede jeg forskellige speaking events i forbindelse med Copenhagen Social Media Week (som jeg i øvrigt varmt kan anbefale), og en af disse events var om employee advocacy, som er en disciplin, der går ud på at få virksomhedens medarbejdere til at dele positivt indhold på de sociale medier om deres arbejdsgiver. 

Fint nok, jeg er med, der er mange fordele for begge parter i et sådant arrangement, men da en af talerne mente, at forpligtelsen til at brande virksomheden og dens produkter bør skrives ind i folks ansættelsesaftaler og desuden indgå som et parameter i performanceevalueringen af hver enkelt medarbejder, ja, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke det er tid til at tænke sig lidt om - også selvom det er meget umoderne at tænke sig om og langt mere moderne at eksekvere.

Fase 3 kaldes også: Du er juridisk forpligtet til at dele din arbejdsgivers opslag og andet positivt content om vedkommende.


Employee Advocacy


Fortalerne for employee advocacy fremhæver, at siden arbejdsliv og privatliv allerede er smeltet sammen som følge af eksplosionen i brugen af sociale medier, kan arbejdsgiverne ligeså godt fortsætte invasionen. 

I dette blogindlæg siger Rikke Damgaard:

Udbredelsen af sociale medier har skabt en ny præmis, hvor privatliv og arbejdsliv er blevet to sider af samme sag. For man er ét og samme menneske, uanset om man er på arbejde eller har fri. De to dele af livet er derfor ikke længere klart adskilt for mange.

Det er rigtigt, at der ikke længere er grænser for ret meget, men det følger ikke af den omsiggribende grænseløshed, at det ensidigt er virksomhedskulten, der skal infiltrere og definere vores privatliv. Ikke mindst fordi det ikke er sandt, at man er ét og samme menneske, uanset om man er på arbejde eller har fri. Det er en stor, fed misforståelse, som de fleste, der har været i en organisation, instinktivt forstår, men ikke taler om. 

For de fleste mennesker er det rigeligt at sige og gøre ting 8-10 timer om dagen, andre gerne vil have, de siger og gør. De har ikke noget stort ønske om også at være Pinocchio, når de har fri og sidde og dele akavede opslag om, at deres arbejdsgiver er AWESOME, produkterne mega NICE og kollegerne super FANTASTIC.

De gør det måske, hvis de mener det, og hvis ikke, så er mit råd at finde nogle andre at begejstre eller bestikke.  





En treer


I sin mest ekstreme grad er formaliseret og kontraktuelt betinget employee advocay en tarvelig praksis og jeg kan ikke se, hvordan min gamle ven Kurt skal bevare sin personlige troværdighed, hvis han det ene år spammer os alle sammen med kælne updates om virksomhed X' produkter og næste år overplastrer vores news feeds med ømme opslag om den konkurrerende virksomhed Y's produkter, fordi han i mellemtiden har skiftet job og derfor også har skiftet mening.

Den slags mennesker (sorry, Kurt) bliver blokeret hos mig. Jeg gider ikke se på sådan noget fis og ærgerligt for Kurt, så har han ikke forstået, at det her er en one-way street. Han stiller sit personlige brand og sit personlige netværk til rådighed for de pågældende arbejdsgivere og til gengæld får han... 

- et tretal til performanceevalueringssnakken, fordi han har gjort det okay godt, men ikke er helt oppe at ringe:

Kurts chef: Ja, du får en treer på denne her, Kurt, du deler meget af vores fabrikerede indhold og det er vi glade for, men der er ikke nok engætjmænt fra dine følgere på dine opslag. Hvis du skal have en firer næste år, så må du se at få nogle flere likes.

Kurt: Det kan jeg godt se, men de færreste i mit netværk interesserer sig for emballage til industrien. Jeg er jo økonomimand, og mange af mine connections er revisorer og businessuddannede, de er mere optaget af finansnyheder og den slags.  
    
Kurts chef: Så må du se at blive lidt mere kreativ med dine introtekster. Smid nogle regnestykker eller noget statistik indover, det er alligevel de færreste, der klikker på selve linket. Kreativ, Kurt! Det er det, det handler om.

Kurt: Okay, min barriere er nok, at jeg ikke ER kreativ, måske skal jeg på et kommunikationskursus, så jeg kan lære at skrive nogle bedre introtekster?

Når Kurt en dag forlader virksomheden, ejes de forbindelser, han har dannet under sin ansættelse, i øvrigt af virksomheden.

Kurt er så at sige venneløs. Til gengæld har de overdragne connections fået en ny ven: Industriemballage A/S. 


Here's the deal


Jeg har tidligere talt og skrevet en hel del om fordelene ved at opfordre medarbejderne til at brande virksomheden, særligt i forbindelse med tiltrækning af talent. Det står jeg ved, for det giver mening. 

Ingeniører, der henvender sig til ingeniører, pædagoger, der henvender sig til pædagoger, sælgere, der henvender sig til sælgere. Folk, der i det hele taget deler en faglig passion og som derfor har noget at tale om.

Det forudsætter dog, at ingeniørerne, pædagogerne og sælgerne rent faktisk ønsker at anbefale deres virksomheder som en god arbejdsplads til deres venner, følgere og forbindelser. Det forudsætter, at det, de anbefaler, er i orden, vurderet med deres egen private og personlige dømmekraft. 

Retten til at have og udøve personlig dømmekraft må ikke overrules af en paragraf i en kontrakt eller et tal i en performanceevaluering, givet af en mellemleder, som heller ikke selv har en skid forstand på sociale medier og relationer - eller på forskellen mellem de to ting - men som er blevet instrueret af en eller anden social media PR turtle fra kommunikationsafdelingen i, hvordan klaveret spiller nu om stunder.   

Hvis arbejdspladsen, kulturen, produktet er i orden, så brander folk det gerne, og de gør det helt frivilligt og endda uden at blive bedt om det, betalt for det eller truet til det. 

Hvis ikke, så glem det, venner. 




***


PS: stuntet med at skrive ind i nye medarbejderes ansættelseskontrakter, at de er forpligtet til at markedsføre virksomheden gennem deres personlige, sociale profiler, er tarveligt, fordi vi typisk underskriver kontrakten et par måneder før, vi starter i et nyt job. På dette tidspunkt er vi glade, spændte og entusiastiske, men vi er også sårbare, og vi ved nul og niks om, hvorvidt den kultur, vi kommer til at møde, er noget, vi egentlig bryder os om.

Vi tror, vi ved det, men det gør vi ikke, og hvis vi senere finder ud af, at det hele var en stor omgang fup og fidus, ja, så er fælden allerede klappet, og der er ingen kære mor, for det står jo i kontrakten, at hvis hun er på Instagram, så skal vi crashe hendes feed med opslag om det nye emballagedesign til palleløftere. 

Selv tak, mor.  


*** 


Skriv gerne en kommentar eller del bloggen med dine venner på de sociale medier, hvor du har en profil. Og hvis ikke du har en profil på Facebook, LinkedIn, Instagram, Snapchat, Pinterest, Twitter og Google+, så se at komme i gang, for det vil være et krav fra din fremtidige arbejdsgiver, at du teknisk set er i stand til at dele deres selvfede gas.   

Du kan følge mig på alle de nævnte platforme, bortset fra Pinterest, men du kan også lade være og i stedet abonnere på kommende indlæg ved at skrive din e-mail her:


Enter your email address:

Delivered by FeedBurner
  


          

6 kommentarer:

  1. Rigtig spændende indlæg, tak! En anden interessant dimension er så om man også er forpligtet til at connecte med alle sine kolleger på alle platforme? Det er en ting, at LinkedIn selvfølgelig er fyldt med kolleger, men jeg vil gerne have nogle platforme for mig selv. Men det er helt sikkert en spændende diskussion, især når vi sammenholder det med det store aldersspænd vi ser på arbejdsmarkedet nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære KH,

      det er et tricky og meget relevant spørgsmål, du rejser der. År tilbage var jeg rimelig rigid med, at LinkedIn skulle være professionel, Facebook personlig og Twitter faglig. Det er stadig den overordnede trend, men tingene er blevet mere sammenblandet med tiden. I mellemtiden har jeg også fået Snapchat til hverdagskreativitet og sjov og Instagram, som jeg bruger næsten ligesom Twitter (inspirationsbibliotek).

      For nylig havde jeg en dialog med en kommunikationsprofessionel. Hun arbejder for en stor, international koncern, som hun bakker hundrede procent op på LinkedIn, men på Facebook har hun ærlig talt lyst til at mene noget selv. Også noget, der ikke nødvendigvis er helt i overensstemmelse med den overordnede linje i koncernen. Men kan hun det? Og bliver det endnu sværere, hvis hun er venner med kolleger eller chefen?

      Det er meget forståeligt, at du 'vil have nogle platforme for dig selv', det vil jeg også, og mon ikke de fleste andre også har det behov?

      Hvad siger I andre, der læser med her? Er man forpligtet til at connecte med sine kolleger på de forskellige platforme?

      /Maya

      Slet
  2. Hej KH.

    Jeg har den politik for mig selv, at uanset hvad, så connecter jeg ikke med nuværende kollegaer på Facebook, uanset deres niveau i hierarkiet.

    Den platform vil jeg havde for mig selv. Ikke fordi der skal svines nogen. Men simpelthen fordi min erfaring er, at det jeg skriver eller deler, kan tolkes utroligt forskelligt. Jeg har oplevet hvordan, der skulle så lidt som en tidligere kollegas dårlige humør (og dermed negative fortolkning) til, at jeg fik en chef på nakken. Uagtet, at der intet negativt var i det jeg skrev. Så min tilgang er: Det kan vi lige så godt undgå, mit space, er mit space.

    Det forklarer jeg så til mine kollegaer: Det er dejligt I gerne vil connecte på FB. Men jeg har en politik der siger, at jeg ikke connecter med nuværende på FB.

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt tip, Jacob, tak for det!

      /Maya

      Slet
  3. Hej Maya,

    Tak for gode og relevante perspektiver og ikke mindst for at citere mig. Det lyder dog som om, du overser nogle vigtige pointer ved employee advocacy fra mit blogindlæg. Jeg vil gerne pointere, hvis nogen skulle misforstå, at jeg ikke sad med i den paneldebat, du omtaler, og ikke er fortaler for, at man på nogen som helst måde påtvinger medarbejdere at dele virksomhedens indhold.

    Derimod er jeg stor fortaler for employee advocacy - altså hvis det bliver gjort rigtigt - og dermed er et samarbejde mellem medarbejder og virksomhed til begges fordel.

    Jeg ved godt, at nogle virksomheder vælger at behandle deres medarbejdere som, hvad der kan minde om Tupperware-sælgere for at få virksomhedens budskaber delt på sociale medier. Og det er helt klart bagsiden af medaljen og en stor misforståelse ved den strategi, hvis du spørger mig. Employee advocacy handler i langt højere grad om at skabe et fælles udgangspunkt og et fælles formål, som både giver mening for virksomheden, dens medarbejdere og dens kunder. Det fælles formål (eller den fælles sag) er, sammenholdt med al den viden som medarbejderne besidder, netop det der skaber et solidt grundlag for en effektfuld og ikke mindst troværdig employee advocacy-strategi. For når mennesker deler viden, erfaringer eller råd på sociale medier, om det de brænder for – så er det troværdigt. Det styrker desuden medarbejderens personlige brand og dermed kan det også være med til at styrke hans eller hendes karriere.

    Og de medarbejdere, der ikke kan se fordelen i at dele deres egen, deres kolleger eller deres virksomheds viden, de skal selvfølgelig lade være.

    /Rikke Damgaard

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke.

      Det var ikke hensigten at give indtryk af, at det er dig personligt, der advokerer for company branding som et integreret og kontraktligt element i ansættelsesforholdet. Tak for at sætte det på plads i din kommentar.

      Årsagen til at jeg valgte at linke til og citere fra dit blogindlæg var den simple, at det findes. Der eksisterer ikke ret meget om employee advocay på dansk og det, du skriver i dit indlæg, giver et godt indtryk af, hvad det egentlig går ud på, hvis læsere af min blog skulle ønske at vide mere.

      Jeg er helt med på, at arbejder man for et sejt brand og i et dødlækkert arbejdsmiljø, er der ikke de store udfordringer i at få medarbejdere til at dele positivt content om virksomheden, hverken praktisk eller moralsk. Jeg forstå også fordelene for medarbejderne i et sådant arrangement. Men jeg bliver desværre også nødt til at sige, at sådan er virkeligheden ikke for alle.

      Tænk på sådan en virksomhed som Uber, mega cool brand, masser af data, apps og selvkørende biler, men en helt igennem tarvelig ledelseskultur. Tænk på Probana, den friske, frække dreng i klassen, men med et fuldstændig umuligt psykisk arbejdsmiljø. Tænk på Århus Kommunes Teknik og Miljøafdeling, hvor der sad en eller anden spade af en kommunal chef og truede og mobbede medarbejderne til de blev syge.

      Og så er der alle de virksomheder, der måske ikke har et dårligt arbejdsmiljø, men som akut taber anseelse i offentligheden, fordi der træffes dårlige etisk-forretningsmæssige beslutninger: Roskilde Bank, OW Bunker, Lehman Brothers, Volkswagen, Enron.

      Det er OGSÅ virkeligheden derude og mit instinkt siger mig, at dem, der er ansat i sådanne virksomheder, og som ikke har en chance for at påvirke, hvad der foregår, ikke har den store lyst til at lægge deres personlige navn og omdømme til den slags ’brands’.

      Som Iggy Pop synger på hans seneste album: ’I’ve got nothing but my name’. Og selvom Iggy Pops navn formentlig er lidt mere værd end den gennemsnitlige, danske medarbejder, så kan man stadig sælge sig selv for billigt.

      Over and out, tak for at du gad at kommentere – også ovre på LinkedIn kan jeg se :)

      /Maya

      Slet