søndag den 31. januar 2016

På kant med en mellemleder: Fuck HR

Dette er det tredje og sidste indlæg i serien På kanten af HR.

Du kan læse tidligere indlæg her:

Charlotte Holm: På kant med en rebel: HR er en del af silotankegangen
Linett Ryder: På kant med en people person: HR kan ikke redde vores organisationer


****


Mellemlederen


Inspireret af Laszlo Bocks bog Work Rules! siger jeg en aften til min mand, som er mellemleder i en større, dansk virksomhed:

Det var dog utroligt, som I (bemærk at 'I' altid bør udtales med en let bebrejdende tone) ledere altid skal kontrollere og overvåge jeres medarbejdere. Prøv lige at se her, hvad SVP'en for People Operations i en af verdens mest succesfulde organisationer (Google) siger om det:




Min mand kaster et blik på Bocks regler, trækker på skuldrene og svarer:

Vi behøver ikke overvåge vores medarbejdere. Det har vi systemer til.


Mellemlederen: 'Det er jo ikke nogen børnehave, det her'.

Det er en nøgtern konstatering, som ikke er værdiladet på nogen måde. Det er bare sådan, det er. Hvis du skal drifte, skal du have folk, der passer deres arbejde. Og det kan man ikke være sikker på, folk gør, hvis der ikke er nogen eller noget til at holde øje med dem. 

Medmindre! siger jeg triumferende, at det er så sjovt at arbejde, at man bare gør det.

Men det er der ikke mange ledere, som tror på, er et hverken væsentligt eller opnåeligt mål. Det er jo ikke nogen børnehave, det her, siger de andægtigt, det er en arbejdsplads.

Underforstået: sjov og leg og udvikling er for børn. Slid og pligt og afvikling er for voksne. 

Meget af det, folk bliver budt, er derfor kedeligt og hårdt, for hvis ikke det er kedeligt og hårdt, er det ikke rigtigt arbejde. 

Vi har alle et ansvar for at gøre vores arbejde spændende, var der en anden leder, der sagde til mig for nylig, og tilføjede:

De der primadonnaer, der klager over, at de skal løse rutineopgaver, de har ikke forstået, at med ethvert job følger der opgaver, som er totalt lamme. Sådan er det for alle.

Mange frygter den maskindrevne fremtid, robotterne, der tager vores jobs, og algoritmerne, der udkonkurrerer den menneskelige nødvendighed. 

McKinsey taler om det, Wired taler om det, på Medium taler de om detOg hos BBC har man endda været så behjælpelig at stille en risikokalkulator til rådighedsom giver sit bedste bud på risikoen for automatisering af netop dit og mit job. 





Men på trods af en automatiseringsrisiko på 90% for en HR konsulent i BBCs beregner frygter jeg nutiden mere, end jeg frygter fremtiden

Jeg er mere bekymret for alle de mennesker, der bruger størsteparten af deres liv i jobs, designet af dødsstjerner, heksebesværgelser eller fanden selv, end jeg er bekymret for, at algoritmer og maskinkraft skal tage meningsløsheden fra dem. 

Vi har kun et liv hver, og hvis det handler om at møde til tiden, udføre vores pligter og drøne hjem igen for at forberede os på endnu en arbejdsdag, der bare skal overstås, så hilser jeg alt, hvad der starter med kunstig intelligens, robotter og digitalisering, velkommen. 

Den anden maskinstorm og den fjerde industrielle revolution er en frigørelsesbevægelse med potentiale til optagelse i Bertel Haarders Danmarks kanon. 


Er du fuldstændig vanvittig?


Min mand, mellemlederen, og jeg taler en del om, hvordan tingene bevæger sig omkring os lige nu. Den ene branche efter den anden udsættes for radikal innovation, fødderne fejes væk under tidligere så succesfulde forretningsmodeller og de traditionelle arbejdsmarkedslogikker forstyrres af nye, mærkelige måder at skabe værdi på for både den ene og den anden part. 

Nogle virksomheder begynder at co-create med deres kunder eller etablerer små, autonome celler på kanten af kernevirksomheden til at drive innovationen, fordi de ved, at moderskibet ikke har det, der skal til. Det gamle produktionssamfund overtages af algoritmeøkonomien, og dine og mine data bliver en almindelig handelsvare.  

I Sverige eksperimenteres der med en 6 timers arbejdsdag og andre steder i verden synes de kun, at de skal arbejde fire dage om ugen. Hos Netflix og Virgin har man indført ubegrænset ferie og i Zappos har man afskaffet alle titler og stillingsbeskrivelser.

Der er forandringer undervejs i mange dimensioner og der er kun en ting, som er sikker lige nu: forandringerne kommer til at påvirke os alle. Vinderne bliver dem, der kan kombinere en forståelse for, hvor verden gerne vil hen med en klar vision for at komme dertil.

Det er der ikke noget nyt i som sådan, den store nyhed er, at vi for første gang i meget lang tid kommer tættere på de egentlige, menneskelige behov, om alt går vel. Ikke bare kundernes behov, som alle falder i svime over lige for øjeblikket, men også vores andre kerneinteressenters behov. 

Som for eksempel vores medarbejdere. Eller vores mellemledere. 

Når jeg derfor foreslår min mand, at han indfører ubegrænset ferie på sin arbejdsplads, siger han:

Er du fuldstændig vanvittig? Så ville alle jo holde ferie hele tiden.

Denne spontane bemærkning synes jeg godt, at man kan tænke lidt over.
  

Fuck HR


Min mand, mellemlederen, kan i samme forbindelse finde på at sige:
     
Hvis det stod til dig, arbejdede vi alle sammen hjemme eller også kom folk dinglende op ad formiddagen og gik igen ved totiden.

For at sætte sagen lidt på spidsen, skulle jeg mene. 

Men han giver mig dig dog dette:

Hvis der skete noget spændende, ville du til gengæld forvente, at folk blev der hele natten.    

Ja, hvis det ikke er sjovt, går vi hjem, hvis det er sjovt, arbejder vi, til vi kaster op. Men det forudsætter naturligvis, at vi er nogenlunde enige om, hvornår det er sjovt. Ellers er der blot tale om endnu et overgreb på hinandens tid. Tid er liv og liv er tid.  

Derfor og fordi jeg frygter nutiden mere end jeg frygter fremtiden, har jeg taget beslutningen om at arbejde endnu hårdere, men også endnu sjovere, med idéen om et HR Innovation Lab.

Da det første portræt i På kanten af HR udkom, sagde min gamle kollega Morgan Troedsson på LinkedIn, at det ikke er nok at identificere problemet, det skal også løses:





Jeg er enig med Morgan, og jeg tager udfordringen op.

Det er på tide at bevæge sig synkront med tiden og med livet og gøre det, der er vigtigt og det, der er brug for, nemlig at samle en gruppe mennesker, som i fællesskab kan lægge skinnerne ud til fremtidens arbejdsliv med alt, hvad det indebærer af arbejdspladsdesign, ledelse, kultur, teknologi, organisering og ikke mindst: mennesket midt i det hele. 

I HR Innovation Lab kommer vi til at arbejde med en model for fremtidens organisationer, som matcher de forandringer, der er på vej, eller endnu bedre: påvirker dem. 

Jeg vender tilbage til Lab'en i en kommende post. I mellemtiden skal vi et smut tilbage til vores kære mellemleder. 

For når han indenfor hjemmets fire vægge spontant siger Fuck HR! og det ikke specifikt er mig, han siger det om, ved jeg, at der stadig er meget at gøre. 

Og det er der, du og jeg skal være.






****


Dette var afslutningen på miniserien På kanten af HR. Der kommer selvfølgelig mange flere posts i 2016, så følg med gennem din feed reader eller ved at abonnere per e-mail, som du finder i øverste højre hjørne på siden (i browser versionen).

Bortset fra det, er mit gæt, at 2016 kommer til at handle en hel del om de HR trends, du kan læse mere om her: HR trends 2016.

Har du lyst til at vide mere om HR Innovation Lab, er du velkommen til at kontakte mig. Du kan også vise din interesse ved at smide en kommentar i kommentarfeltet eller ved at dele indlægget.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar