Der findes et hav af mere eller mindre velreseachede motivationsteorier, som hver især har interessante perspektiver på, hvad der driver os til at gøre noget. Disse teorier kan man læse om i bøger, artikler og rapporter, så jeg vil ikke tildele dem yderligere omtale her, men blot henvise til Mayo, Herzberg, Hackman & Oldham, Victor Vroom og naturligvis Maslow.
Vi ved efterhånden, at ikke alle motiveres af de samme faktorer og at der er forskelige årsager til, at vi møder op på jobbet hver dag og løser vores opgaver. Men ud over denne overordnede forskel mellem individer, er det min opfattelse, at der i samme individ findes forskellige - og i princippet alle tænkelige - motivationsfaktorer, hvis indbyrdes rangordning er i stadig forvandling. Nogle styrkes, nogle svækkes, nogle aktualiseres og nogle forbliver potentielle gennem livet. Styrkeforholdet mellem de forskellige motivationsfaktorer varierer således både fra både person til person og i den enkelte person over tid. I bestemte livs- og arbejdslivsfaser er det særlige motivationsfaktorer, der aktiveres, i andre faser er det nogle andre. I princippet kan altså også slumrende og nedtonede motivationsfaktorer aktiveres, hvis den faktiske livssituation og kontekst tilsiger det.
Er det processen eller resultatet, der motiverer os?
Tirsdag lå der to døde ørentviste på mit bryggersgulv. Torsdag var antallet steget til seks og da der fredag lå ti døde ørentviste, kunne jeg ikke længere abstrahere fra den indendørs dyrekirkegård, hvorfor jeg greb støvsugeren. Det, der motiverede mig, var en stræben henimod genoprettelse af harmoniske og æstetiske omgivelser, det vil sige et smukt og rent bryggersgulv. Jeg fandt ingen decideret nydelse i selve støvsugningen, men da jeg var færdig, kunne jeg nyde det rene gulv, jeg kunne tage sko og strømper af og gå barfodet, jeg blev fri for det lille stik af irritation, hver gang jeg gik ind i rummet og jeg slap for en stund for flere spekulationer om, hvor de små kræ mon kom ind henne.
Jeg var som sagt ikke i en tilstand af procesbetinget nydelse, men da jeg var færdig, opstod der alligevel en tilstand af momentan glæde. Jeg vil gå vidt som til at påstå, at det samme kan siges om arkivering, dataregistrering og lignende administrative opgaver, fordi oplevelsen er nogenlunde den samme: man længes mod afslutningen og jubler, når man er der. For denne type opgaver er det altså afslutningen, der er den helt afgørende motivationsfaktor for mig. Men hvad der er mere interessant er, at jeg har en kollega, som egentlig synes, at arkiveringsprocessen er en fin proces, fordi den udføres struktureret og systematisk, hvilket han holder meget af, og som han derfor i princippet, men uudsagt, længes efter at holde i gang. Processen får hans fulde nærvær og han finder sin nydelse og mening i oplevelsen af al den velordnethed, der opstår undervejs.
Sammen kan vi få gennemført arkiveringen med succes, hvis vi kender og respekterer hinandens drivers. Hvis han derimod tilfører processen for meget kæleri, går jeg i spåner, mens han bliver frustreret, hvis jeg jasker det hele igennem eller uafladeligt har noget andet for - og derved udviser manglende respekt for opgavens alvor. Hvad, vi derimod aldrig bliver enige om, er, hvorvidt selvrealiseringen og meningen findes i processen eller i afslutningen af den.
Samarbejde mellem individer, der drives af forskellige motivationsfaktorer, kan altså - med lidt pli - være en forholdsvis succes, men også nemt det modsatte. Det vigtigste for at opnå succes i samarbejdet er at forstå de andres incitamenter til at være med.
I eksemplet arkivering vil det især være min kollegas motivationsfaktorer, der tilgodeses, da processen altid kun slutter kortvarigt, hvorefter den genopstår på ny. En rigtig afslutning kommer ikke (med mindre man kan få nogen andre til at gøre det). Men jeg kan alligevel være med til at løse opgaven, for selvom min motivation er noget svagere end min kollegas, er den ikke desto mindre til stede i en anden form, som er fuldt ud tunet ind på afslutningen, som er meningsfuld for mig. Et ordentligt, strømlinet arkiv giver mig nemlig overskud på andre tidspunkter i mit arbejdsliv - og derfor er resultatet af processen fyldt med rationale.
Motivation kan opstå og stimuleres af glæde ved proces eller glæde ved resultat. Der er opgaver, man får løst, fordi processen er en fest, eksempelvis gode samtaler, projektudvikling og relationsskabelse, og der er opgaver, man får løst, fordi resultatet er så efterstræbelsesværdigt, at processen lige akkurat tolereres, eksempelvis rygestop, arkivering og organisationstilpasninger.
Proces plus resultat = flow
Når både resultat og proces er til stede, opstår imidlertid den unikke tilstand af flow, som indebærer total selvforglemmelse og maksimum indre belønning. Et menneske i flow er et skabende menneske, besat af gode dæmoner og hengivelse. Tilstanden er nærmest religiøs og man kan arbejde til verdens ende, helt uden adrenalin. Tilstanden minder om at læse verdens bedste bog: man læser og læser for at realisere bogens univers, men også for at nå til slutningen og dermed forløsningen, men når man omsider og efter mange strabadser ankommer til den store slutning og hele plottet går op, er man samtidig ked af, at den fantastiske rejse er slut. Egentlig ville man ønske, at man kunne gøre det hele ugjort og starte forfra.
Heldigivs findes der masser af ulæste bøger og uløste opgaver.
Den ultimativt motiverede medarbejder er en medarbejder, som har en opgave, hvis udførelse afføder belønning både undervejs og når målet indfries og som er meningsskabende både i processen og når resultatet opstår. Der er stor forskel på, hvor stærke de resultatorienterede, henholdsvis procesorienterede, motivationsfaktorer er hos os hver især, men hvis vi kan appellere til begge faktorer i vores opgavedesign, er jeg ret overbevist om, at vi vil se topmotiverede medarbejdere i hele vores organisaton - uanset placering, præferencer og vidensniveau.
/MD
Ingen kommentarer:
Send en kommentar