Revisorer har også et synspunkt

For nylig skrev Lars Kolind på sin blog: I denne uge mødtes jeg med en række revisorer for nogle af landets største virksomheder. De sagde noget virkelig tankevækkende: At HR funktionen sammenlignet med alle andre dele af virksomheden udmærkede sig ved at mangle systematik, ordentlige processer, ordentlige redskaber (f.eks. personanalyser) og fokus på kerneforretningen. Hvis virksomhederne styrede deres produktion eller kvalitet på samme måde som HR så ville vi ikke have mange virksomheder i Danmark! Er det rigtigt? Og hvorfor er det rigtigt?" (http://kolindkuren.dk/2010/05/18/vagn-op-hr-chefer/) Mit svar var og er: Alle andre dele af forretningen skal dokumentere deres processer og resultater. Hvorfor skulle der gælde en undtagelse for HR? Desværre mangler mange HR funktioner helt banal og basal systemunderstøttelse til deres work flows, ligesom nogle HR funktioner har allokeret for få eller forkerte ressourcer. De mangelfulde ressourcer gør, at man ikke er i stand til at løfte processerne og strømline forretningsgangene. I HR afdelingerne fødes og håndteres kolossale mængder data, men i mange virksomheder håndteres disse manuelt. Hvordan kan man afrapportere data, som er heterogene, findes i et utal af formater og er dybt betingede af den enkelte brugers formåen og begrænsninger?

Data, som ikke kan afrapporteres i nogen meningsfuld form, har dybest set ingen værdi for nogen. De er akkumuleret kvantitet.

Det er klart, at hvis ikke man kan få form på sine data og de derfor ikke kan levere dokumentation for ens eventuelle, intuitive antagelser, kan man dybest set ikke opnå nogen viden om, hvad det er, man går og laver - og om det har nogen effekt. Man handler i blinde og betragtes som et rent cost center af og i organisationen.

Hvorfor skal HR ikke have ligeså excellent systemunderstøttelse som økonomi-, produktions- og marketingafdelingerne? I princippet bør HR være underlagt de samme betingelser og have de samme redskaber, som alle andre enheder i organisationen, uanset om de udgør forretningens kerneydelse eller er støttefunktioner hertil. HRs egen, specielle kerneleverance er at støtte virksomhedens overlevelse gennem bidrag til dens innovationskraft, dens fortsatte appel til kunder og investorer, dens engagerede og produktive medarbejderstab og dens harmoniske sameksistens med lokalsamfund og andre interessenter. Dette bidrag udmøntes på mange måder indirekte, men ikke mere indirekte end marketingafdelingens antagelse af, at der sælges flere slags af en bestemt skjorte, når den har været vist i et hyped modeblad.

Hvordan kan marketingafdelingen så dokumentere effekten af den målrettede indsats? Det kan den ved at have rådighed over relevante data igennem en længere periode og benchmarke op imod en lignende skjortes salg i andre perioder, hvor den ikke blev præsenteret i et modeblad. Den samme øvelse kan HR gøre i forbindelse med effekter af de HR tiltag, der gøres for at understøtte forretningsstrategien - såfremt man råder over de rette rapporteringsmuligheder.

Til den anden problemstilling i revisorernes budskab: HRs image.

Hvorfor anses vi overhovedet for at være usystematiske, ufokuserede, uproduktive og have nul kvalitet i vores processer? Er problemet "kun", at det er fuldstændig sandt, eller har vi tillige et alvorligt image-problem?

Jeg mener, at vi - over en bred kam - må tage revisorernes iagttagelse til efterretning. Hvis ikke vi leverer mærkbar og dokumenterbar support til kerneforretningen, eller hvis opfattelsen er, at vi ikke leverer nogen værdi, har vi en alvorlig opgave i at ændre på dette billede. Først og fremmest kræver dette, at vi får strømlinet vores operationelle processer og vores data, dernæst at vi byder ind med strategiske tiltag, der skaber værdi for kerneforretningen og sluttelig, at vi forstår at dokumentere og brande vores bidrag.

Hvorfor skulle vi nøjes med mindre?

/MD

Abonner på bloggen:

Powered by

Det er ligemeget, om du kan løse en ligning - hvis ikke du kan dele facit

Det siges ofte, at vi ansætter folk på grund af det, de kan, og vi fyrer dem på grund af hvem, de er. Det personlige potentiale, de personlige værdier, den personlige adfærd og de personlige kompetencer er ofte afgørende for succes. Vi aner det nok, men det er så meget nemmere at kigge efter-, indkredse-, kortlægge- og beskrive de faglige kompetencer. I forbindelse med rekruttering gør vi meget ud af at beskrive faglige minimumskrav såsom uddannelse, sproglige færdigheder, IT kendskab, antal år i lignende funktion og mere af samme skuffe. I vores HR software systemer kortlægger vi kompetencelandskaber, kompetencespind eller ratingskemaer efter samme læst. Vi ser ikke på, om medarbejderen er en katalysator for god interaktion mellem kolleger, stabilisator af ubalancer i teamet eller den trygge klippe, alle læner sig op ad. Vi beløner heller ikke nødvendigvis den medarbejder, som får alle de vilde og gode idéer, der bringer salget videre, som har input til trimning af forretningsprocesserne eller som gennem sit engagement i virksomheden får interessenter i tale, som ellers ville være tavse. Vi savner altså at indkredse, hvem det er, der holder organisationens gode værdier i hævd. Dem, som kan samarbejde, som kan udvikle nære relationer til deres kunder, som generøst kan dele deres viden med andre, som kan tåle forandringer, som kan opmuntre og give kollegerne mod i svære tider, som kan tage konflikterne og ikke mindst - holde sammen på det hele. Der er lavet undersøgelser, som viser, at medarbejdere i en organisation hellere vil samarbejde med vellidte kolleger med middelindsigt i det specifikke faglige område, der skal samarbejdes om, end de vil samarbejde med knap så vellidte kolleger med dyb indsigt i området. Hvad betyder det? Det betyder, at mennesker i en organisation tiltrækkes af - og ikke mindst: deler informationer med - de kolleger og ledere, de har tillid til og som giver noget fornuftig feedback - som oftest kolleger og ledere, som har legitimitet på grund af deres personlige udstråling, holdninger og handlinger snarere end på grund af særlige, tekniske færdigheder eller placeringen i organisationshierarkiet. De værdibærende medarbejdere er væsentlige for organisationens liv og kultur, og skal tages alvorligt med i overvejelserne, når man i organisationens ledelse og i HR afdelingen drøfter strategier for fastholdelse af nøglemedarbejdere. Nøglemedarbejdere defineres ofte som de medarbejdere, der besidder en viden, som er kritisk for organisationens forretningsprocesser, innovationskraft, kunderelationer o.a., altså kort sagt virksomhedens konkurrenceevne. Men de fleste virksomheders konkurrenceevne er dybest set også afhængig af gode videndelingstraditioner, åbne og tillidsfulde samarbejdsformer, smidige forretningsprocesser, en ikke alt for høj personaleomsætning og stolte mentorer i en stærk kultur. Derfor skal vi i ligeså høj grad rette fokus mod, hvem vores medarbejdere er fremfor blot mod, hvad de kan. Har de værdier, som er i samklang med virksomhedens værdier, agerer de i overensstemmelse med værdierne, er de loyale, er de engagerede i deres opgaver og i virksomheden, omgås de kollegerne med respekt, sætter de skub i processerne, er de fleksible - skaber de god karma? Fremover skal vi måske til at ansætte folk på grund af hvem, de er, og sidenhen fastholde dem på grund af det, de er, kan og vil. /MD

Abonner på bloggen:

Powered by

Hvis HRM skal tages alvorligt

Hvad kendetegner HR arbejdet i danske virksomheder anno 2010? I mange virksomheder udføres der reelt og værdifuldt HR arbejde, som gavner både forretningen og de ansatte. HR arbejder seriøst og målrettet og har erkendt, at de arbejder for den samme sag som top- og linjeledelse - og ikke for HR's egen sag. I andre virksomheder er personaleafdelingen omdøbt til HR afdelingen, men derudover løser man de samme operationelle, driftsbetonede opgaver som altid. Man er HR afdeling af navn.

I den første type HR afdelinger har man et udstrakt samarbejde med top- og linjeledelse, man forholder sig kontinuerligt til forretningens situation og man yder værdifuld sparring til topledelsens tanker om forretningsudvikling. Man bidrager til forretningsstrategien gennem sit dybtgående kendskab til potentialet i- og svaghederne ved de kompetencer i organisationen, som skal bære strategien igennem. Og man opstiller scenarier for, hvad der overhovedet er strategisk opnåeligt, set i lyset af organisationens aktuelle kompetencer.

I den anden type HR afdelinger yder man reelt facility service. Man har sit fokus på at holde reden ren under iagttagelse af lovgivning, interne procedurer etc., og man finder sin eksistensberettigelse i at tilse, at medarbejdere og ledere overholder de udstukne retningslinjer.

Den overordnede forskel mellem de to typer HR enheder er, at den første type er kommet ud af siloen og ind i forretningen, mens den anden type stadig sidder i osteklokken og ikke har lyst til at blotte sig for alle de summende fluer. Den første type er typisk målstyret, hvor den anden type har fokus på processerne. Procesorientering er udmærket, men hvis man ønsker at have en dialog med en linjeleder, som fører nogen steder hen, bør man nok nedtone sit procesuelle fokus.

"Hvis HRM skal tages alvorligt, skal det fjernes fra HRM-afdelingen!", hævder David Guest, engelsk HRM-forsker. Jeg er helt enig og jeg mener, at HR arbejdet skal udføres der, hvor det brænder på. Lad os få linjen ind i HR og HR ud i linjen!

Ellers, kære HR kolleger, er jeg bange for, at vi bliver undværlige.

/MD

Abonner på bloggen:

Powered by

Partnerskab

Gitte Mandrups bog "Perfekt Partnerskab" (Gyldendal Business 2010) er absolut værd at investere i. Forfatteren har stor personlig erfaring med både ledelse og HR, og har derfor en underbygget og konkret viden om, hvordan skinnerne lægges ud til det gode partnerskab mellem linje og HR. Bogens stil er meget praktisk og erfaringsbaseret og er derfor let tilgængelig uden på nogen måde at være overfladisk. Gitte Mandrups bog tager for alvor fat på den danske debat om HR funktionens rolle nu og i fremtiden, og leverer mange gode iagttagelser, input og opsange, som har affødt overvejelser hos mig om især mindset og kompetencer i HR. Som HR folk er vi ofte ret sikre på, at det er linje/topledelsen, der ikke forstår værdien af vores (udviklings)bidrag, men Gitte Mandrup påpeger derimod vigtigheden af, at vi kommer over på forretningens banehalvdel og lærer spillets regler - lærer at tænke "udefra og ind", som hun kalder det. Det er så rigtigt set, efter min mening. Vi skal holde op med at lancere nye varer i butikken, som organisationen dybest set ikke behøver, men som vi i HR synes er lækre og smarte. Her kan vi lære noget af virksomhedens produktafdelinger; hvis varerne ikke kan afsættes, må de tilpasses kundernes behov (produktudvikles), markedsføres anderledes eller også må de simpelthen tages ud af sortimentet igen - i al fald for en periode. Vi skal dybest set lære at time nye HR varer i forhold til organisationens aktuelle og fremtidige behov. Vi må gerne være på forkant og kortlægge behov, som måske ikke er helt bevidste endnu, men vi skal ikke sætte nye varer på hylderne, udviklet i vest, når organisationen har brug for varer, produceret i øst. Derfor handler det hele om at være i tæt, næsten intim, dialog med kernekunden, altså forretningen, repræsenteret ved linje- og topledere og nøglemedarbejdere. Den gode, tætte dialog og indbyrdes tillid er med til at skabe partnerskabet, som ikke blot er et samarbejde, men netop også et aftalefællesskab, hvor man tager ansvar for de fælles beslutninger. Som HR business partner kan medansvaret for de forretningsmæssige resultater være et helt nyt og måske lidt skræmmende perspektiv. Men hvis man har den viden om forretningen, der skal til - nøgletal, SWOT analyse, strategikendskab etc. - er det måske ikke så farligt, men snarere en naturlig udvikling af HR medarbejderens rolle. I dag er det primære produktionsapparat - viden -medarbejdernes ejendom. Arbejdsgiveren lejer så at sige produktionsmidlerne gennem ansættelsesforholdet, men den tid, hvor arbejdsgiveren købte, ejede og afskrev på maskinparken er ved at ebbe ud. Bestræbelsen på at produktionen tilpasses efterspørgslen og på at omkostningerne står i et fornuftigt forhold til produktionen er dog fortsat lige aktuel. HR business partneren er sat i verden for at få de organisatoriske processer til at lykkes og for at nå de forretningsmæssige mål. HR business partneren har indsigten i, hvilke faktorer, der hæmmer eller fremmer produktiviteten, når den menneskelige faktor er afgørende. Gitte Mandrups bog giver en forståelse af den synergi, der kan opstå mellem HR og linje, hvis man finder et fælles sprog, en fælles agenda og en ekstra dimension i samarbejdet i form af et partnerskab. /MD

Abonner på bloggen:

Powered by

Man kan ikke bade i den samme flod to gange

Alting flyder, sagde den græske filosof, Heraklit. Når alting flyder, betyder det ikke, at verden er anarkistisk og kaotisk, men at alting forandrer sig - uophørligt og kontinuerligt, stille og roligt. Man kan ikke bade i den samme flod to gange, sagde Heraklit også. Enten er floden forandret, eller man er det selv, næste gang man træder ned i den. Flodens strøm bringer nye aflejringer, og tørke eller regnskyl ændrer flodens forløb, ligesom mennesket konstant er det samme og dog forskelligt. Fysiske og psykiske lovmæssigheder binder trods alt det hele sammen i en forholdsvis forudsigelig form. Nok filosofitime. Min tanke i denne forbindelse er, at floden overordnet ligger det samme sted, sådan nogenlunde, hvis man tjekker Google Maps, men at den samtidig ændrer sig overraskende i detaljerne. Floden er på en gang forudsigelig og komplet uforudsigelig. De to karakteristika burde ikke kunne eksistere samtidig, men det gør de. Det samme gælder vores arbejde med kompetencer. Når vi har kortlagt en medarbejders kompetenceprofil og holder den personlige profil op mod jobprofilen, kan vi med ret stor forudsigelighed identificere et eventuelt gap. Vi kan også tage værktøjer i brug for at få udfyldt dette gap. Men undervejs i processen har kompetenceprofilen allerede ændret sig som følge af ukendte faktorers indflydelse, ligesom jobprofilen muligvis har ændret sig som følge af ændrede markedsbetingelser, kunderelationer, nye samarbejdsfora eller andre uforudsigelige påvirkningsfaktorer. Kortlægning kan derfor udelukkende bruges vejledende, så at sige, fordi den er et snapshot af virkeligheden, som hele tiden undergår nye, uforudsete forvandlinger. I det øjeblik kortlægningen og analysen er fuldført, er den allerede forældet. Men hvad skal vi så? Vi skal jo have en eller anden form for evidens at arbejde med. Vi kan sagtens bruge de værktøjer, vi allerede har. Vi skal bare være opmærksomme på, at hver gang vi etablerer en ramme, vil den samtidig indebære forhold, som er skabt til at bryde rammen. Rammen implicerer sin egen destruktion. Dette bør vi tillade og være reflekterede omkring, fordi det er disse gennembrud, der skaber innovation og gør os klogere. Lad os stadig tage en dukkert i floden og nyde, at oplevelsen på en gang er velkendt og tryg, men også en anden fra gang til gang. /MD

Abonner på bloggen:

Powered by

Innovationskultur

Vi ser for øjeblikket et enormt fokus på innovation i danske virksomheder, som konkurrerer på både lokale og globale markeder. En innovativ kultur er ofte betinget af, at ledelsen i virksomheden etablerer rammer, som støtter og motiverer det innovative drive blandt medarbejderne.
Som leder kan du komme ganske langt i denne bestræbelse ved at:

• lytte til dine medarbejdere. De har som regel langt dybere kendskab til produkterne og processerne end du har. Dine medarbejdere er nøglen til optimering og effektivisering.
• være særligt lydhør overfor de medarbejdere, som har den direkte og måske daglige kontakt med kunden. Disse medarbejdere ved ofte, hvad der foregår i markedet - muligheder og trusler - og de har løsrevne, men også meget ofte værdifulde, informationer om kundens erkendte og uerkendte behov. Din rolle er at samle trådene.
• lade dine medarbejdere gå planken ud, når de lancerer nyskabende idéer. Bed dem om at udarbejde en business case og giv dem undervejs den nødvendige støtte.
• følge forslagene til dørs. Enten arbejdes der videre med forslagene, eller også droppes de helt.
• vise ydmyghed og stolthed over din rolle. Du er fødselshjælper - ikke fødende.
• lade dem med de bedste faglige og personlige forudsætninger løse opgaverne - uanset organisatorisk placering.
• provokere dine medarbejdere til at komme ud af komfortzonen i ny og næ. Forvent det ypperste.
• lade kommunikationen og samarbejdet på tværs af organisationen flyde frit. Se bort fra organisationsdiagrammet og støt i stedet netværket.

Der findes også en række råd, som vil undergrave enhver bestræbelse på at skabe en initiativrig og ansvarlig innovationskultur i virksomheden. De kommer her:

• lyt ikke til dine medarbejderes forslag til produkt- eller procesudvikling - de har ikke nær så megen viden om produkterne eller processerne som dig.
• når du i visse - ubehagelige - situationer føler dig nødsaget til at lytte alligevel, kan du afgive et løfte om, at det har du sandelig også planer om at gøre noget ved - og lad så forslaget dø en stille død.
• uddeleger nye og uprøvede opgaver, som du dybest set ikke er interesseret i at se resultatet af. De holder medarbejderne til ilden. Når resultatet foreligger, er der ikke økonomi/organisatorisk opbakning/ressourcer/enighed i direktionen eller bestyrelsen til at gennemføre forslaget.
• udfør selv alle de opgaver, som du absolut ikke er den bedste til, men som nødvendigvis tilhører dig, fordi det er dig, der er chefen.
• involver dig så vidt muligt i alle detaljer i en sag. Det går ikke, at overlade håndtering af sager - eller noget som helst, faktisk - til dine medarbejdere. De gør det alligevel ikke lige så godt som dig.
• undervurder så vidt muligt dine medarbejdere - så bliver du i al fald ikke skuffet.
• lyt kun til dem, der befinder sig på samme organisatoriske niveau som dig selv. Så ved du, at der er formelt belæg for at dele jeres viden og erfaringer.

Fokus bestemmer ofte, hvad der realiseres. Et negativt og hæmmende fokus skaber negative og hæmmede medarbejdere. Et opmuntrende og forventningsfuldt fokus skaber opmuntrede og initiativrige medarbejdere. De ledelsesmæssige rammer, der skaber det innovative miljø, er meget krævende, men de er de eneste rigtige, hvis viden, kompetencer og menneskelig formåen skal være drivkraften i virksomhedens motor.
/MD

Abonner på bloggen:

Powered by

Forskellige mennesker kan ikke være i den samme kasse

Det er sagt mange gange før, men trænger stadig til at blive gentaget: medarbejdere skal ikke ledes ens. Selvom ledere jævnligt deltager i både formel og uformel lederudvikling, har mange års erfaring og løbende modtager evalueringer på deres ledelsesstil, er det som om, at alle de gode intentioner går tabt i perioderne derimellem. Ledelse er en disciplin og et fag for sig, og det er en disciplin, der kræver særlig opmærksomhed, indsats og talent. At udvikle sig til en god leder er krævende. Den særlige øvelse for lederen er, at hans medarbejdere ikke blot skal ledes alene ud fra hans eget mindmap, men også ud fra deres individuelle, indre landkort. For at kunne undertrykke indflydelsen fra egne blind spots, må lederen kende sig selv godt. Han skal også kunne læse andre, selvom de ikke er en spejling af ham selv. Han skal kunne coache, engagere og belønne medarbejderne ud fra deres anderledes forudsætninger, muligheder og behov. Nogle har brug for smidige rammer og er selvkørende, andre har brug for løbende at få tildelt specifikke opgaver og en tæt, støttende ledelsesstil. Nogle har evnen til selvmotivation, mens andre trænger til fortsat opmuntring, ros og anerkendelse. De gode ledere er dem, som har en erkendelse af egne black holes, og som kaster sig frygtløst ud i forsøget på at udmatte dem. Eller som sørger for at have nogen tæt på sig, som kan kompensere for lederens svage sider. De gode ledere har et udgangspunkt, hvor de tror på det andet menneskes - medarbejderens - gode intentioner. Ind imellem kommer den gode vilje på afveje, og her må lederen gribe ind, men det er vigtigt, at lederen overordnet viser tillid og tro på hver enkelt medarbejders særlige evner. Man retter ikke sit lille barn, der netop har lært at læse, hver gang det læser forkert. Det gør man ikke, fordi det ville ødelægge barnets flow, barnets lyst til at læse højt for sin mor eller far og barnets stræben efter at blive endnu bedre. Det er ligeså vigtigt for barnet som for medarbejderen at have lyst til udvikling. Det kaldes indre motivation og stimuleres af de rette omgivelser og den rigtige, differentierede ledelsesstil eller -undervisning. Nogle børn har ikke en indre drivkraft, der tilskynder dem til at lære at læse i 0. klasse - de har andre ting i hovedet, som skal undersøges først. Får man som forælder ret meget ud af at undertrykke de andre ting, der er vigtige for barnet til fordel for læsning? For at udnytte medarbejdernes potentiale bedst muligt, til glæde og gavn for både medarbejderne selv og for virksomheden, er det nødvendigt, at lederne forstår at lede sine medarbejdere forskelligt. Med mindre man står ved et samlebånd, er det ikke nødvendigt, at alle i sammenlignelige jobfunktioner kan og skal nøjagtigt det samme på samme tid og i samme tempo. Variationen bør betragtes som mange muligheder i stedet for blot én. Variationen bør influere ledelsestilen, som tilpasser sig mangfoldighedens mulighed til ugunst for en ledelsesstil, der kvæler variation. Hvis medarbejderne kommer ud af kasserne, skal de nok vokse og performe, som også lederne ønsker det. /MD

Abonner på bloggen:

Powered by