mandag den 12. maj 2014

10 samarbejdspartnere, som kan drive enhver til vanvid

For tiden arbejder jeg (forholdsvis) koncentreret med mit oplæg til seminaret HR Trends 2014, og det er alt sammen meget alvorligt, så nu har jeg brug for en overspringshandling og lidt sjov i gaden. Derfor kommer her mit bud på de 10 værste samarbejdspartnere, man som HR medarbejder - eller andre typer medarbejdere for den sags skyld - kan møde i og udenfor sin organisation. 

Det gode ved samarbejdspartnere er, at man sammen kan skabe noget, man ikke kunne hver for sig - hvis det er de rigtige, vel at mærke. 

Hvis det er de forkerte, derimod, gælder det om at minimere skadens omfang og komme ud af situationen hurtigst muligt.


DE 5 INTERNE

Den fejlrekrutterede HR medarbejder
Den fejlrekrutterede HR medarbejder kan være en tidligere kontorassistent, den stolte indehaver af en MBA fra et anerkendt, internationalt universitet eller noget midt imellem. Det er sådan set underordnet. Den fejlrekrutterede HR medarbejder har nemlig aldrig rigtig forstået, hvad det hele går ud på. Han kan løse en opgave, når han får udførlige instruktioner, men han kan hverken overføre viden fra andre, tidligere løste opgaver, eller koble den aktuelle opgave til en overordnet strategi og retning. Der er ikke rigtigt noget, der hænger fast og det eneste, man kan spørge sig selv om, er: hvem f... rekrutterede ham?     



Den kittelklædte lagerchef
Den kittelklædte lagerchef har etableret en subkultur på det interne lager, som afviger markant fra resten af organisationen, men ingen tør gøre noget ved det, for på lageret er der kun én hersker. Alle, der træder ind på lageret, får samme behandling, uanset status og organisatorisk placering. Reglerne skal overholdes og procedurerne følges. På lagerchefens domæne er der etableret et system, som kun han forstår, så når han endelig tager et par ugers sommerferie, kan ingen finde så meget som en rød tusch. Til gengæld lever lagerchefen efter et ufravigeligt mantra, som er: INTET SMIDES UD. Dette gælder også de artikler, der ikke rigtig længere har et publikum, såsom Mayland kalendere fra 2007.   

Linjechefen i kassen
Linjechefen i kassen er ham, der en gang for alle har placeret sig selv i et univers, som han på ingen måde har tænkt sig at udvide. Hvis man er så uheldig, at han fik sit første lederjob eller læste sin første ledelsesbog i 80'erne, kan man være sikker på, at de managementfilosofier, der kørte i det årti, stadig er dem, der bliver praktiseret den dag idag. Han sidder trygt i sin kasse og hvis man forsøger at lokke ham ud med holakrati, unboss eller andre skøre påfund, bider han fra sig. HR er at sammenligne med skøre påfund og han vil, så længe det er muligt, ignorere den af ledelsen påtvungne og såkaldte HR Business Partner. 

Den vrede lønbogholder
Den vrede lønbogholder er ikke noget særsyn, om end der er flere lønbogholdere, som ikke er vrede end lønbogholdere, som er. Jeg er faktisk kun stødt på ganske få ud af de mange, jeg har mødt (men det er også mere end rigeligt). Den vrede lønbogholder er ærekær og rigid (og det skal han være), men hvis han samtidig har et udtalt højt aggressionsniveau, er man ilde stedt, når man har indgået en aftale med en linjeleder om at etablere en ny stillingskategori, en ny organisatorisk enhed eller andre forhold, der undergraver strukturen i lønsystemet. Den vrede lønbogholder forholder sig blankt afvisende til aftalen og ser det ikke som noget problem, at han nægter at udføre sit arbejde. Det er han i sin gode ret til, når aftalen krænker hans system. 



Den fordømte chef
Den fordømte chef er den mest udbredte cheftype og er en slags generisk betegnelse for et hav af subkategorier. Fælles for alle fordømte chefer er dog, at de er udpræget dårlige til at lede, generelt savner forretningsforståelse og på ingen måde er i stand til at skabe en vision for deres medarbejdere. Det lyder alt sammen meget mærkeligt, men det er faktisk sandt. Dem, der ofrer tekstboksen i organisationsdiagrammet til de fordømte chefer, er som regel selv at finde blandt denne verdens fordømte skabninger - og på den måde kan en hel økonomi af fordømthed eksistere i et forholdsvis lukket kredsløb. For at deltage i kredsløbet, skal man kunne dokumentere, at man er i besiddelse af gangbar valuta - hvilket nok er et samvittighedsspørgsmål for de fleste, når alt kommer til alt.     


DE 5 EKSTERNE

Den sløve underviser
Den sløve underviser skal lære os alle sammen om de udvidede funktioner i Excel eller task-modulet i Outlook, men udstråler med hele sit væsen, at han hellere ville ligge hjemme i hængekøjen. Den sløve underviser hænger lidt for længe over morgenrundstykket og gennemgår derefter, på sin helt egen ulideligt langsomme måde, sin præsentation. Ind imellem virker han overrasket over, at han selv har lavet de medbragte Power Points (eller også er det faktisk en anden) og står længe og funderer over teksten på de eksponerede slides, før han omsider har bearbejdet budskabet i et sådant omfang, at han er klar til at henvende sig til salen, som for længst er begyndt at tjekke vejr appen eller de indkomne mails.   

Jobkonsulenten, man ikke kunne finde en anden plads til
Jobkonsulenten, man ikke kunne finde en anden plads til, forstår ikke selv arbejdsmarkedsreglerne og er den værste ambassadør for sine arbejdsløse klienter, man overhovedet kunne opstøve. Han kan sjældent huske sin klienters - eller borgere, som han sikkert omtaler dem - navne, ved generelt ikke, hvorfor han har bedt om et møde, og foreslår gerne virksomhederne, at borgerne hopper ind i jobs, som de ikke har skyggen af forudsætninger for at udfylde. Han har aldrig hørt om LinkedIn og vejleder sine arbejdsløse klienter i at lave CV'er, som ingen gider læse. Når jobkonsulenten som prikken over i'et foreslår virksomheden at tage en person i praktik, som kan arbejde 1 time om dagen, men som så til gengæld har sin egen drømmeseng med på arbejde, stopper festen for mit vedkommende.       

Den leveranceløse konsulent
Konsulenten, der aldrig leverer, lever godt af sit glatte tunge. Han kan alle de nye buzzwords, så der går et stykke tid, før man opdager, at han sjældent bruger dem i den rigtige sammenhæng. Han har maser af ord, masser af planer og masser af plancher, men der er sjældent noget, der bliver gjort færdigt, endsige gjort. Når konsulentens manglende evne til at levere noget af værdi bliver synlig, lusker han, som den snylter han er, videre til sin næste vært, som villigt lader sig forføre af hans luftige løfter. 

HR system leverandøren, som altid virker som om, han er på noget
HR system leverandøren, som altid virker som om, han er på noget, har en manisk optræden, stirrende øjne og en eller anden form for tvangsadfærd. Måske kører han rundt på stolen, klikker med den kuglepen, han ikke skal bruge til noget alligevel, eller bliver ved med at rejse og sætte sig. Hans besynderlige adfærd afleder ens opmærksomhed, når man taler med ham, fordi man ikke kan lade være med at tænke på, hvad han fejler. Leverandøren er sandsynligvis provisionslønnet og hans sultne børn er derfor afhængige af, at ordren kommer i hus. Det forklarer måske en del. 



Julefrokost/konferencecenter/teambuildingsælgeren
Til denne type samarbejdspartner har jeg kun én ting at sige: stop med at ringe til mig! Jeg vil ikke bruge min sparsomme ressourcer til at lytte til salgstaler om tvivlsomme produkter dagen lang. Jeg arrangerer IKKE julefrokoster, jeg booker IKKE konferencer og hvis jeg skal have teambuilding, er det jo ikke sådan, at behovet pludselig opstår, fordi en sælger ringer til mig tirsdag morgen. Det er et hårdt og utaknemligt job at være sælger, det anerkender jeg, men så må man gå ind i HR, hvis man vil have et job, der er nemt og ligetil.


Andre indlæg i denne kategori:

De fem værste ledertyper
De ti mest besværlige medarbejdertyper
    



1 kommentar:

  1. Jeg kan anbefale bogen:
    ... og så møder du ikke så mange idioter mere
    af Dorthe Hjortskov

    Bogen indeholder mange morsomme eksempler på de forskellige profiltyper - og navnlig hvordan vi kan møde dem i 'deres egen verden'.

    Winnie Schmidt

    SvarSlet