torsdag den 4. november 2010

Stress og aktivering

I Børsen kan man idag læse en artikel om aktivering af stressramte. Kommunernes pligt til at aktivere sygemeldte borgere med et sygefravær af over otte ugers varighed, går alvorligt ud over de grupper, der er sygemeldt af sociale/psykiske årsager. Hvis man er syg af stress, har man ikke brug for at sidde i et lokale blandt fremmede mennesker, man har ikke brug for at blive presset og man har ikke brug for at blive forholdt en masse krav. Tværtimod. Erhvervspsykolog Majken Matzau udtaler i artiklen i Børsen: "Jeg har kunder nu, som har det så dårligt af stress, men de skal ifølge handlingsplanen skrive cv og aktiveres, hvis de er sygemeldte i over otte uger. (..) Og vi taler om folk, som ikke har mistet deres job, men som netop er syge pga. deres job. Det er grotesk (..)". Jeg arbejdede for noget tid siden med en medarbejder, som var havnet i et dybt, sort hul af stress. Hun var sygemeldt i en periode, og efter et stykke tid lavede vi i fællesskab en handlingsplan for hendes gradvise tilbagevenden til jobbet. Handlingsplanen blev evalueret og tilpasset en gang om ugen i fælles dialog mellem medarbejderen og mig, og vi satte os hele tiden nye mål. Vores aftale var, at hun startede med at komme på arbejde en halv time om dagen og gradvis - og i hendes tempo - forlængede vi den daglige arbejdstid. Fra vi begyndte indslusningen til jobbet og til hun var kommet helt ud på den anden side - med forståelig stolthed over sin præstation - gik der 4 måneder. Hun er i dag en af mest loyale medarbejdere, den pågældende virksomhed har, og hun er også en af de skarpeste til at prioritere sin tid, til at uddelegere opgaverne og til at lede andre med indsigt og respekt for deres grænser. Men: en af de vanskeligste opgaver under hele dette forløb var at holde jobcentret stangen! Uanset vi som virksomhed havde en løbende aftale med medarbejderen, og uanset vi kontinuerligt kunne dokumentere positive resultater og fremskridt, blev jobcentret ved med at kontakte medarbejderen for at tvinge hende i aktivering - SELVOM HUN HAVDE ET JOB og selvom hun var i fuld gang med at tilbageerobre sin tidligere kadence. Det var absurd. Min agenda blev - underligt nok - at få jobcentret til at holde fingrene fra vores medarbejder! For det første skulle hun ikke i aktivering, når hun allerede var i job, for det andet skulle hun ikke i aktivering, fordi hun rystede, fik hjertebanken, svedte og fik vejrtrækningsproblemer, når hun skulle ind i et fremmed lokale med fremmede mennesker. Det endte med, at vi kom overens med jobcentret, men ellers ville jeg være på kanten til at anklage dem for enten dumhed eller kynisme (selvom jeg er klar over, at de forsøger at overholde lovens retningslinjer). Kan vi ikke snart få ansat eller udviklet nogle kompetencer i jobcentrene, som har forstand på psykiske lidelser, herunder især stress. Man har da ikke forstået noget som helst, hvis man tror, at stressramte skal i aktivering! Og lad os så få en lov, der er lidt mere rationel, tak. /MD <

17 kommentarer:

  1. Jeg blev deltidssygemeldt med stress i 2008. Efter blot 2 en halv måned blev jeg af min sagsbehandler tvunget til at starte op på fuld tid igen. Jeg var stadig syg, og slet ikke klar. Jeg havde lægens opbakning, som vurderede at det ville være skadeligt for mit helbred. Kommunen var ligeglad, og grundet min stresslidelse var jeg ikke stærk nok til at kæmpe imod. Så jeg blev nød til at starte op før tid. Resultatet blev at jeg fik en depression oven i. I dag er jeg uden for arbejdsmarkedet. Når du grundet sygdom ikke længere er tilknyttet et job, så er man endnu dårligere stillet. Man står helt alene. Jeg er havnet på kontanthjælp fordi kommunen har stoppet sygedagpengene og sylter min sag i det uendelige. De kan dog godt finde ud af at sende min ud i den ene aktivering efter den anden, aktiveringer som gør mig mere syg, og som gør at jeg hver gang må øge medicinforbruget.

    Jeg havde såmen bare brug for ro og tid til at vende tilbage til arbjdsmarkdet i mit eget tempo. Det har jeg sådan set stadig væk, men det er desværre endnu ikke lykkes mig at få den ro som jeg har brug for. Mon ikke jeg engang om mange år ender på en førtidspension, efter xxxxx arbejdsprøvninger og ingen ro.

    SvarSlet
  2. Det kan umuligt være i samfundets interesse at gøre midlertidige lidelser kroniske. Stress er en meget alvorlig sygdom, hvis ikke den behandles rigtigt.

    Min bedste overbevisning er, at sålænge kommuner, jobcentre m.fl. ikke har de nødvendige kompetencer til at yde den rigtige form for omsorg og støtte til de stressramte, skal de så vidt muligt blande sig udenom. Det er da det mindste, man kan forlange!

    Hvis man har fået en stressdiagnose, skal man først igennem en akut fase, hvor alt vendes på hovedet og går i opløsning. I denne fase skal man have ro, trygge omgivelser og omsorg. Ikke andet.

    Så skal man så småt i gang med behandling, medicinsk og terapeutisk, og arbejdspladsen kan efterhånden komme på banen. Kontakten mellem arbejdspladsen og den sygemeldte skal i denne periode være tryg, forsikrende, lyttende og støttende. Arbejdspladsen må ikke udtrykke forventninger til den sygemeldte, belemre hende med faglige problemstillinger eller presse hende til at komme tilbage, før hun er klar.

    Sidenhen kommer indslusningen. Den er meget individuel, men man skal være klar over, at den stressyge ikke kan performe som tidligere (i en vis periode). Den nedsatte performance gælder både mængden af opgaver og opgavernes kompleksitet. Dette SKAL man tage hensyn til og ansvar for, hvis man vil undgå tilbagefald.

    Og husk så: stress er ikke et individuelt problem, men opstår i samspil med omgivelserne, uanset om der er tale om de private relationer eller de organisatoriske rammer og processer på arbejdspladsen.

    Til Anonym vil jeg blot sige: din historie gør mig uendelig trist. Jeg håber, at du på din vej gennem systemet en dag vil støde på et menneske, som kan se din sårbarhed og give dig den rette form for støtte.

    /MD

    SvarSlet
  3. Fysioterapeut Anne Dorthe5. november 2010 kl. 21.31

    Det er ikke kun mennesker med stresslidelser, som må kæmpe med systemet. Min oplevlese er, at det gælder for alle som er sygemeldte i mere en 2 måneder.

    I mit arbejde kan jeg komme med mange kedelige eksempler på, hvad kommunerne har udsat mine klienter for. Den enlige mor med 3 børn, diskusprolaps og cancer har heller ikke gavn af et stressfuldt liv, hvor kommunen står og puster vedkomne i nakken.

    En meget kedelig tendens er nu også at folk ikke længere kan gå sygemeldte med stress og depression, med mindre de tager medicin. De bliver truet med sygedapgengestop, og nogle føler faktisk at de mere eller mindre er tvunget til at spise lykkepiller med det samme. Piller kan aldrig stå alene, og det er jo ikke jordbærbolcher, som vi taler om. En del mennsker tåler dem ganske enkelt ikke, og får mange ubehagelige bivirkninger.

    Jeg mener, at der i Danmark skal være plads til de mennesker som af den eller eller anden årsag ønsker at klare sig igennem deres kriser af naturlig vej. Dem kan vi alle sammen lære noget af.

    Jeg mener, at en vigtig faktor for helbredelse er at det enkelte menneske kan få lov til at gennemleve krisen, på den måde som giver mest mening for den enekelte.

    Mange hilsener

    fyssen

    SvarSlet
  4. Kære fys.

    Jeg bliver noget anfægtet af den tendens, du nævner.... at psykiske lidelser og menneskelige kriser ikke anerkendes som sådan, medmindre man lader sig medicinere. Det er der sikkert mange grunde til.

    Den første er nok uvidenhed og en tøvende holdning til alt, hvad der ikke kan dokumenteres. Den anden er standardiseringstænkning, som dominerer alt for meget alt for mange steder. Den tredje er undergravende økonomiske hensyn, der medfører fiffig sagsbehandling og ublu krav. Og den fjerde er, at man ikke har faglig tyngde i kommunerne/jobcentrene til at anlægge individuelle betragtninger og tilpassede forløb.

    Medicin kan være nødvendigt i en akut fase af total afmagt, men ellers må medicin være sidste udvej. Det forjættende ved medicin er, at medicin er konkret, medicin er nem og medicin er billig - sammenlignet med terapi og andre behandlingsformer.

    Jeg kan ikke se andet end, at kommunerne må have tilknyttet et bredt udsnit af eksperter, som kan give deres individuelle anbefalinger på de mere komplekse sygdomsforløb. Og så skal vi have en lovgivning og nogle retningslinjer for kommunerne, som udstråler respekt for og emapti med langtidssygemeldte borgere; som eliminerer alle former for kassetænkning; og som frem for alt giver plads til individuelle hensyn.

    /MD

    SvarSlet
  5. Jeg kan skrive under på at det er en dårlig ide at presse stressramte. Jeg gik ned med stress i 2006, efter at have arbejdet for hårdt psykisk i folkeskolen gennem flere år. Jeg blev presset tilbage på arbejdet i løbet af et halvt år og skulle ret hurtigt op på fuld tid igen.
    Så arbejdede jeg i 3 år med alt fra lette til svære depressioner. Jeg fik antidepressiv medicin, men jeg skulle have ro, ikke arbejde.

    I Oktober 2009 gik jeg totalt ned igen med stress. Kunne ikke tåle pres, rystede inden jeg skulle undervise og blev social sky.

    Min psykiater prøvede på at skåne mig i lang tid, men jeg blev så i juli i år, tvunget i revalidering gennem min kommune.
    10 timer om ugen. Jeg kunne ikke holde ud til at sidde i et rum med 15 andre mennesker og sidde med en computer. Jeg fik det meget dårligt. Nogle af de andre aktiveringstilbud gjorde mig også panisk, men med motion i et fittnesscenter overvandt jeg efter et par uger, min panikangst.
    Nogle gange til fitness kunne jeg ikke komme i gang, fordi jeg ikke kunne overskue det, og
    så ville kommunens folk sende mig i Netcafe med ca 15 mennesker der sidder og roder med computere. Noget jeg vidste jeg ville få det dårligt med.
    Sammenlagt har mit møde med revalideringsaktiveringen givet mig 8 rigtigt dårlige dage, fordi jeg ikke kan klare pres.

    Nu er jeg færdig med revalidering og har været sygemeldt i næsten et år. Mit lærerjob
    har jeg midstet på grund af fravær og nu vil kommunen raskmelde mig, så jeg kan komme over i dagpengesystemet. Men jeg er jo stadig syg.
    Kommunen vil så aktivere mig med Kirkens Korshærs butik, for at jeg kan komme i gang.
    Det er helt på tværs af det min psykiater siger, nemlig fred og ro.
    Hvorfor er det så svært at forstå for kommunen at jeg som stressramt skal have ro til at komme på benene igen ?

    SvarSlet
  6. Kære Anonym.

    Din historie er meget sørgelig, og jeg føler virkelig med dig.

    Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke er professionel behandler og derfor ikke kan udtale mig om de lægefaglige og psykologiske aspekter af dit sygdomsforløb, men jeg vil gerne fastholde, at der ikke er nogen rationel grund til at sende folk med psykiske lidelser i aktiveringsforløb, som skaber mere angst, end der allerede er.

    Alle disse håndfaste "tilbud" om aktivering fører ingen steder hen, hvis ikke den stresssyge er klar til at møde verden. Derfor skal kommunerne have mere fleksible rammer for deres forvaltning; der skal ansættes eller udvikles kompetent personale; og der skal i højere grad anlægges individuelle og respektfulde betragtninger.

    Alle, der er i berøring med stessyge mennesker, bør have et fælles og meget klart mål: at afbøde de negative konsekvenser af en voldsom overbelastning af hjernen hos den syge gennem alt for lang tid.

    Ikke så meget andet.

    /MD

    SvarSlet
  7. Kære anonyme !

    Grunden til at kommunen ikke kan forstå at du har brug for ro, er efter min mening at de ikke VIL forstå det. Grunden til at de ikke vil forstå det, er formentlig fordi de så kan aktivere dig. Når kommunerne sender folk i aktivering og lign. får de nemlig refunderet en stor andel af sygedanpengene fra kommunen. De tror formenlig at de sparer penge på denne måde, men i virkeligheden producerer systemet mere sygdom. Det er gotesk at tænke på at staten betaler store milliardbeløb, for noget som i virkeligheden gør borgerne mere syge.

    SvarSlet
  8. Undskyld ! Kom til at skrive at de får refunderet sygedapengene fra kommunen, men der skulle have stået statskassen.

    SvarSlet
  9. Kære Morten.

    Den slags kaldes suboptimering. Det vil sige, at man arbejder for sine egne,lokale mål, men at opnåelsen af disse mål samtidig er til ugunst for det samlede hele (som man i øvrigt også er en del af).

    Suboptimering skyldes ofte, at man bliver målt på nogle forkerte eller for ensidige parametre. I kommunerne bliver man sandsynligvis ikke målt på, hvor tilfredse de sygemeldte borgere, deres arbejdsgivere, pårørende og behandlere er med samarbejdet med kommunen. Og man bliver ikke målt på, om den faktiske indsats, man yder, gør en (positiv) forskel. Man bliver simpelthen ikke målt på, om man gør gavn.

    I stedet bliver man holdt op på sit budget og på ens evne til at overholde retningslinjerne.

    Så bliver indsatsen altså også derefter.

    For min skyld kan det økonomiske incitament til at yde en skarp, empatisk og professionel indsats sagtens være helt anderledes: måske skal man ikke belønnes for at presse meget skrøbelige mennesker ud i irrelevante aktiveringsforløb, men i stedet belønnes ud fra en samlet evaluering af indsatsen - en evaluering, der primært gives af den sygemeldte og alle omkring hende eller ham.

    Under alle omstændigheder skal aktivering af sygemeldte genovervejes, sådan at der bliver mindre plads til kyniske beslutninger og mere plads til rationelle, indfølende overvejelser.

    /MD

    SvarSlet
  10. Jeg måtte opgive og tage konsekvensen af systemet og flytte til et u- land i psykisk eksil. Her kan jeg klare mig for 2000 kr om måneden, så det gir mig et par år, hvor jeg kan tage af kassekreditten.
    Jeg har mødt langt større forståelse for min situation her end blandt diverse sagsbehandlere.

    lad mig endelig vide, når reglenerne bliver ændret, så jeg kan komme hjem til min fædreland igen !

    Anne

    SvarSlet
  11. Læs Tasssis hisstorie: http://www.k10.dk/blog.php?b=756

    SvarSlet
  12. Tvangstræning !

    Motion er godt for psyken, jo vist, men det er jo ikke ensbetydende med at syge bliver raske af at blive tvunget til at motionere.

    Jeg er selv langtidssygemeldt pga. en psykisk lidelse, og er nu blevet sendt i aktivering hvor jeg skal dyrke motion, også selvom jeg for længst selv har lagt vægt på at motionere.

    Jeg havde et medlemsskab i et fitnesscenter, som jeg brugte regelmæssigt, og er derudover i den heldige situation at min veninde er fintnessinstruktør, personlig træner og coach. Vi plejede at træne sammen 3 gagne om ugen, og på denne måde var jeg så begunstiget, at jeg fik både et individuelt træningsprogram samt nogle givende og støttende venindesnakke. Vi plejede at trænde sidst på eftermiddagen, som er det tidspunkt på døgnet, hvor jeg får mest ud af det. Grundet min lidelse er jeg intet værd om morgenen. Jeg betalte selv for mit medlemsskab, så på denne måde har jeg ikke været til last for kommunen eller noget. Jeg følte, at jeg var ved at være inde i en god process, og var begyndt at ane et lille lys i horisonten.

    Denne gode process er nu blevet afbrudt fordi sagsbehandler og hele systemet går ind og leger forældre. Jeg skal møde op og træne om morgenen, med noget som de selv har, et tidspunkt som er mig helt umuligt. De fleste gange er jeg nød til at tage en taxi. Træningen er af dårlig kvalitet i forhold til hvad jeg selv havde gang i, og desuden stresser det mig psykisk at være sammen med andre syge mennesker. Jeg er alt for skrøbelig til at høre om andres lidelser. Det stresser mig også, at vide at jeg SKAL op og være på om morgenen. Jeg har været nød til at tage indsovningspiller, som jeg nu så småt er ved at blive afhængig af. Jeg skal nu tale med lægen om at gå op i dosis på lykkepillerne også, da jeg følger mig skudt helt tilbage igen pga. denne
    her behandling.

    Min veninde kan jeg ikke træne med mere, det har jeg simpelthen ikke overskuddet til, når jeg har været igennem vridemøllen på kommunen.

    Min sagsbehandler er ikke til at diskutere med. Det undrer mig meget, at vi som borgere skal finde os i det. Jeg har aldrig før prøvet at blive behandlet så ydmygende, for mig føles det som psykisk tortur.

    Når jeg selv havde gang i en god process, hvorfor skal jeg så straffes bare fordi det ikke var noget som kommunen havde bestemt ?

    SvarSlet
  13. Kære Frustreret.

    Din historie taler vist for sig selv. Jeg føler med dig.

    Findes der ikke kommunale sagsbehandlere, som har lyst til at kommentere de indlæg, som sygemeldte mennesker har skrevet her? Jeg er nysgerrig efter at vide, hvilke overvejelser, man gør sig, når man som medarbejder i kommunen sidder overfor et slagent menneske.

    Bliver man kynisk, fordi man har set for mange luskebukse gennem tiden? Eller kan man ikke se forbi og ud af de kasser, systemer og processer, man allerede har etableret - og som alle skal passe ind i? Har man ikke de rette kompetencer og værktøjer til at vurdere den individuelle situation? Eller har man ikke ressourcerne?

    Kom på banen, sagsbehandlere. I må også have en stemmme. Ellers finder vi aldrig ud af, hvad der virkelig betyder noget for jer - og det vil vi gerne.

    /MD

    SvarSlet
  14. sygemeldt fighter15. januar 2011 kl. 21.10

    Sygemeldt, kæmper mod diktatoriske tilstande og for ikke at ende som et kemisk eksperiment !

    Jeg kan kun tilslutte mig diskussionen. Jeg er sygemeldt, og føler mere at jeg bliver betragtet som en maskine der bare skal fikses med piller end et mennesker. Nu er der jo ikke noget belæg for, at medicin er mere effektivt end andre behandlingsformer, når det drejer sig om lette til moderate depressioner samt stressbehandling. Svære depressioner kræver for det meste indlæggelse, så de fleste sygemeldinger drejer om moderate depressioner, selvom man selv synes at den er svær og man ikke kan overskue noget. Faktisk er den virksomme del af antidepressiver kun 20 procent, resten er placebo. Placebo er jo bare et udtryk for mennesket egne selvhelbredende kræfter og det kan jo findes i alt, og kan være meget forskelligt fra menneske til menneske.

    Der skal være plads til alle slags mennesker. og som en af jer skriver, så er der mange som gerne vil have piller, som det første og alt respekt for det, men det ønsker jeg altså ikke.

    Jeg satser på de 80 procent, og på at jeg kan finde dem andre steder end i den kemiske verden.

    Jeg vil gerne kaste mig ud i denne her rejse, og se hvad den kan lære mig. For mig må medicin være tredje løsning. Jeg kører plan A og B først, og så må piller evt. komme ind senere, hvis der ikke er fremgang.

    Allerede ved min første møde på kommunen, ønskede min sagsbehandler, dog at gøre mig til et kemisk eksperiment. Det eneste det drejer sig om, er at man skal sluge en masser piller, og gør jeg ikke det prøver hun at få det til at se ud som om at jeg modarbejder behandlingen, så kun kan stoppe sygedapengene. Jeg ved ikke hvad uddannelse hun har, som gør at hun tror at hun kan bestemme behandling af syge mennesker som en anden diktator ?

    Heldigvis har jeg egen læge i ryggen, men tænk hvis jeg havde haft en, som var gjort af et andet stof ! Så havde jeg stået helt alene.

    Men hvor er det dog anstrengende, jeg bruger mine sparsommekræfter på det her, i stedet for det som det egentlig drejer sig om. Det kan kun forlænge min sygeperiode, det er jeg ikke i tvivl om.

    Det drejer sig om, at møde mennesket der hvor det er, og vi er alle forskellige. længere er den potte ikke. Ønsker sagsbehandleren ikke det, bedes hun blande sig uden om.

    Sygdom er flettet ind i det levede liv, og kan efter min mening ikke adskilles fra mennesket ved at proppe det med piller, med mindre man selv synes, det er det der skal til.

    SvarSlet
  15. Kære fighter.

    Hvor er jeg glad for en kommentar som din. Du udtrykker meget præcist, hvad dette handler om. For det første at alle sygdomsforløb er individuelle og specielle, for det andet at den offentlige feedback på disse forløb ikke altid er optimal - ikke omsorgsfuld, ikke respektfuld nok.

    En klog mand i min omgangskreds siger, at der ikke findes noget større ansvar end ansvaret for et andet menneske - eller magten over et andet menneske, som er helt og aldeles afhængig af, hvordan denne magt forvaltes.

    I den forbindelse vil jeg nævne, at jeg i sidste uge havde en dialog med en ansat i et jobcenter på Fyn, som havde en stor og menneskelig forståelse for en stressramt medarbejder, som vi i fællesskab skulle have i gang igen i det stille. Så de findes - de gode jobcentermedarbejdere. Tak for det.

    Fighter - der er andre som dig, som ikke tror på medicinens gavn i forbindelse med behandling af en overbelatsningslidelse, som stress er. Personligt tror jeg, at det er meget individuelt, hvad man har brug for i helbredelsens forskellige faser. Derfor har jeg stor respekt for din holdning til din sygdom og håber, at du kommer ud på den anden side i god behold. Med den styrke, du udstråler i din kommentar her, kan jeg ikke tro andet end at det vil ske.

    /MD

    SvarSlet
  16. Faldt lige tilfældigt over denne blog, og vil da lige give et ord med på vejen.

    Som antropologi har jeg været ansat i forskellige projekter, hvor bl.a. den medicinske antropologi har været mit område. Jeg finder statens udvikling, der giver kommunale sagsbehandlere mulighed for at "tvangsmedicinere " sygemeldte borgere, som ellers i følge lovgivningen overhovedet ikke hører ind under en gruppe som man må tvangsmedicinere, meget foruroligende. Når kommunerne stopper sygedagpengene, hvis en borger ikke ønsker medicin, er der jo reelt set tale om tvang !

    En del studier tyder på, at borgere som ikke ønsker at gribe til pille glasset som det første, netop er særligt motiverede for selv at gøre en større aktiv indsats i forhold til deres helbredelsesprocess. Her er der altså ikke tale om borgere, som ligger på den flade, isoleret fra omverdenen, mens de bare har tænkt sig at lade stå til. Et billede, som en del politikkere og sagsbehandlere igennem den senere tids debat, desværre har forsøgt at tegne på de borgere, som ikke passer ind i deres model.

    I gamle dage blev borgeren, rettet til i form at forskellige former for fysisk afstraffelse, offentlig ydmygelse i gabestokken og lign. I dag har samfundet så valgt andre strategier. Men, man kan jo spørge sig selv om vi er blevet meget klogere i dag ! Når staten i dag vælger, at afrette folk igennem medicinering og tiltagende medicalisering af alt hvad der ikke ligger inden for samfundsnormerne, hvor meget klogere er vi så ?

    Den stigende medicalisering af alle former for psykiske problematikker kan særligt undre mig, når man sammenligner med studier fra samfund i lande, hvor der ikke er adgang til medicin eller tradition for medicinering af psykiske lidelser.

    En del studier har faktisk vist, at lande som ikke har tradition for at behandle med psykofarmaka har større helbredelse af selv svære psykiske lidelser i forhold til vesten ! Om disse studier så kan overføres direkte til vores samfund, hvor man ikke i samme grad har tradition for at støtte op om hinanden i lokalsamfundent, kan man jo så diskutere, men det må som minimum bruges til refleksion omkring vores egen adfærd.

    Diane

    SvarSlet
  17. Kære Diane.

    Spændende med en antroplogisk synsvinkel, både hvad angår tråden tilbage i tiden og sammenligningen med andre (nutidige) kultures behandling af psykiske lidelser.

    Vi har åbenbart som samfund BRUG FOR at have hånd i hanke med vores svage borgere. Ja, hånd i hanke er måske lidt vagt udtrykt, for man kan næsten komme til at tænke på mekanisering, ensretning og undertrykkelse. Undertrykkelse af mennesket, menneskets egen vision og menneskets egne kræfter.

    Jeg er meget enig i, at andre kulturer har andre reguleringsmekanismer end vores, og at en del omsorg, men også en del justits og afstraffelse, finder sted i mindre enheder, typisk familien, landsbyen o.l., mens både omsorg og straf hos os gives i det offentlige rum af offentlige respræsentanter.

    Problemet i vores kultur er, at når vi selv vil drage omsorg for os selv, eller der rent faktisk er nogle nære, der kan og vil drage den omsorg for os, ja, så må vi ikke. For det er et tabu at tage ansvaret selv i vores kultur. Den, der selv vil tage ansvar, bliver anskuet med skepsis, mistro og en ulden holdning - og vil ultimativt blive straffet. For man kan ikke have folk gående frit omkring, som ikke vil sluge den bitre pille.

    Jeg håber sådan, at denne debat vil fortsætte, for vi er slet ikke i mål endnu.

    Og lad os så snakke om, HVORFOR så mange mennesker lider, sørger og finder alting meningsløst.

    Til sidst: hvis der er risiko for at man gør ubodelig skade på sine elskede, herunder at man skader sig selv, så er det nødvendigt at give medicin en tid.

    /MD

    SvarSlet