Hvorfor skal vi have Talent Management? Er det for virksomhedens skyld - eller er det for talenternes skyld? Har vi det, fordi de andre har det? Eller har vi det, fordi vi har en HR afdeling, som har fortalt os, at talentudvikling er en del af den moderne organisation? Får vi i det hele taget noget afkast af vores investering?
God Talent Management praksis forudsætter strategisk klarhed. Strategisk klarhed er - meget simplificeret - at man er i stand til at beskrive, hvor man skal hen, hvorfor man skal derhen og hvordan man kommer derhen.
Det vil sige, at man kan besvare følgende tre spørgsmål:
- hvilke resultater gør virksomheden til en succes her og nu og i fremtiden
- hvilken adfærd skal der til for at nå disse resultater
- hvem har (talent for) denne adfærd
Sådanne spørgsmål stiller enhver resultatansvarlig sig selv løbende, men at knytte spørgsmålene snævert sammen med talentudvikling, foregår langt fra alle steder. Tværtimod ser man ofte talentudviklingsprogrammer, som strækker sig over adskillige år; som har standardiserede og forud definerede træningsmoduler som sit omdrejningspunkt; som har alt for ensidige udvælgelseskriterier; og hvis overordnede mål er at fodre The Leadership Pipeline samt at fastholde bestemte personer i virksomheden.
Der er en årsag til, at talentudviklingsprogrammer omtales som sådan. Der er nemlig tale om "programmer". Stort anlagte, langsigtede og - må jeg desværre også sige - uden reel værdi for virksomheden. Enten udvikler man talenterne til et job hos konkurrenterne, eller også gør man talenterne klar til en verden, som ikke findes mere, men som eksisterede, da programmet blev konciperet.
Prøv at tænke talenter udefra og ind. Så skal vi ikke tilbyde talentudvikling for at fastholde bestemte personer gennem individuel udvikling; vi skal heller ikke tilbyde talentudvikling for at skabe fremtidens ledere hos konkurrenterne; og vi skal endelig ikke udvælge nogen, fordi de lever op til krav, der var relevante, da vi fandt på dem. Vi skal simpelthen udvikle talenter i det omfang, at de skaber resultater for virksomheden her og nu - og gerne også på den lange bane. I stedet for et paradigme, hvor talentets unikke kapabiliteter er i fokus, skiftes der til et paradigme, hvor det er virksomhedens strategiske mål, der er afgørende for definitionen på disse unikke kapabiliteter og hvor det samtidig forventes, at de leverancer, talenterne bringer, har et strategisk og værdiskabende fokus.
Prøv at forestille dig, at du stiller en opgave til organisationen. Opgaven skal være konkret, den skal være afledt af strategiske mål og løsningen af den skal være reelt værdiskabende. Organisationens medarbejdere har herefter mulighed for at byde ind på opgaven. Hvordan skal den gribes an? Hvad er målet? Hvilke ressourcer skal allokeres? Hvad skal der budgetteres med? Hvilke risici er der forbundet med den valgte fremgangsmåde? Hvad kan vi opnå?
Alle kan nu byde ind. Kvinder, mænd, unge, gamle og på alle niveauer i organisationen. Den bedste business case vinder. Og så er det faktisk underordnet, om man er ansat som piccoline eller divisionsdirektør. Talentet afdækkes og talentet får lov at arbejde for sagen.
Gode, afledte effekter: talenterne udvikler sig og fastholdes i det omfang, de er tilknyttet et projekt. Talenterne bidrager til virksomhedens resultater, således at relationen bliver gensidig - og ikke som hidtidig, næmest ensidig. Og endelig udtrykker virksomheden nogle værdier gennem sin Talent Management praksis, som er vigtige pejlemærker for hele organisationen. Nemlig at organisationen tænker og handler med stor agilitet, at alle kan komme i spil i forhold til konkrete talentudviklingsinitiativer og at man kun er noget særligt, når ens kompetencer, potentiale og medfødte gaver udtrykkes i et konkret output.
Endelig er der ved denne fremgangsmåde en svag risiko for styrket innovationskraft i organisationen.
/MD
I kølvandet på den globale krise svinder både top- og bundlinje i mange virksomheder. Hvis omsætningen ikke kan øges yderligere på kort sigt, er det en naturlig følgeslutning at reducere omkostningerne. Tilpasning af omkostningerne sikrer imidlertid ikke nødvendigvis virksomhedens langsigtede konkurrenceevne, hvorfor man sideløbende må investere, udvikle og innovere.
Forandringsledelse er at være i stand til simultant at udvikle og afvikle, hyre og fyre, insource og outsorce, spare og investere. Skære forretningsområder fra og tilkøbe andre. Ledelsesopgaven er dels at træffe de rigtige beslutninger og at være modig, dels at gøre en sådan strategi forståelig og acceptabel i organisationen.
Det er ikke nemt at forklare organisationen, hvorfor der indføres ansættelsesstop, samtidig med at man opkøber en konkurrerende virksomhed. Det første ved man helt sikkert vil medføre, at vi andre skal arbejde hårdere, det andet er en højst tvivlsom mulighed for fremtidig succes, der ligger så mange år ude i fremtiden, at vi slet ikke kan forholde os til det. Nu og her - er konklusionen - bliver det værre.
Og det er blevet værre gennem snart mange år. Ingen lønstigninger, ingen bonus, ingen efteruddannelse, ingen goder. Hvor vi tidligere blev betragtet som unikke, kompetente individer er vi nu reduceret til lønslaver.
Et unikt, kompetent individ har en helt anden organisatorisk adfærd end lønslaven. Lønslaven er der i det aftalte tidsrum og foretager sig ikke noget ud over det, som er specificeret. Lønslaven er nærig med sine ressourcer og sit engagement. Lønslaven er den ene part i en byttehandel, hvor der udveksles penge for arbejdskraft. Det kompetente individ har den modsatte adfærd og den byttehandel, der er på tale, har større kompleksitet. Udover penge og arbejdskraft udveksles der nemlig også løfter om udvikling og employability mod medarbejderens engagement og identifikation med organisationen.
Hvorfor bliver vi til lønslaver, når nu det springende punkt netop ikke er den månedlige gage? Det bliver vi, fordi vi anser vores personlige og faglige udvikling for at være gået i stå. Og for så vidt vi mener, at vores udvikling er virksomhedens ansvar, og vi ikke er blevet udviklet (bemærk den passive form, som tilbagelænet anvendes alle steder) i de sidste 3-4 år, trækker vi vores engagement tilbage.
Det kan ingen være tjent med. Hverken virksomhed eller medarbejdere. I stedet for at udøve den type kriseledelse, hvor alle holder en lille smule for og det hele er småsurt over en bred kam, bør der udøves den type paradoksal ledelse, hvor der skæres konsekvent og samtidig investeres massivt i de medarbejdere, som - efter en strategisk vurdering - skal være med til at sikre virksomhedens overlevelseschancer. Det er en fejl at tro, at vi kan overleve ved at lade alle vores medarbejdere blive til leverpostej, ligesom det er en fejl at tro, at der stadig er plads til lønslaveidentiteten. Der er der ikke!
Den store udfordring er imidlertid at gøre dette perspektiv forståeligt. Når man sidder i kampflyet, ser det hele måske indlysende ud, men de tropper, der løber rundt nede i junglen, ser kun de nærmeste omgivelser og de farer, der gemmer sig der. Farer, som i øvrigt er en reel trussel mod den enkelte. Jungletropperne ser ikke, og synes måske heller ikke at det er vigtigt, at hele operationen kan gå galt, hvis ikke der laves en omfordeling af styrkerne, og de kan hverken forstå eller acceptere, at nogle af deres nærmeste skal ofres for at vinde slaget som helhed.
Kommunikationsopgaven er kolossal i udøvelsen af forandringsledelse. Forandringsledelse indebærer per se paradokser, og før du går helt i Catch 22 mode, kan det være til din fordel at reflektere over din egen personlige etik og komme overens med det faktum, at de nødvendige forandringer, der skal til for at redde helheden muligvis medfører ubehagelige forandringer for den enkelte - og så stå ved dit valg.
Eksekvering af forandringsstrategien kan virke både kontralogisk og unfair, men det er de færreste virksomheder, der kan overleve ved at fortsætte som hidtil. Fedtet skal skæres væk - hvis ikke det allerede er sket for længst - og samtidig skal musklerne trimmes. Forandringslederens opgave er at formidle den paradoksale forandringsstrategi til organisationen og gøre den meningsfuld.
- Og så må man i sit stille sind håbe på, at lønslaverne finder nye herrer.
/MD
Større, organisatoriske forandringsprocesser har nemmere ved at lykkes i nogle kulturer end i andre. Eller rettere sagt: desto mere den konkrete forandringsproces drives med respekt for den aktuelle kultur, desto større er chancen for succes. Også selvom selv samme kultur både rystes og - forhåbentlig - undergår en transformation undervejs.
Den danske arketype på virksomhedskultur er den konsensusorienterede, socialt forankrede og stabile kultur. Denne kultur har mange af familiens kendetegn; man kender hinanden godt, der er et stærkt, socialt fællesskab, alle skal høres i beslutningsprocessen og der er en udstrakt grad af accept overfor underperformance. Man er først og fremmest venlige og rummelige. Desværre nærer denne kulturtype også en stærk mistro til forandringer, ligesom den helst kører i samme gear både op og ned ad bakke.
Kontrasten til denne kultur findes især i større, og særligt i internationale, virksomheder. Her er tempoet højt, men ikke nødvendigvis stabilt, beslutningerne træffes hurtigt og uden at inddrage andre end dem, man anser for at være relevante, meningen opstår i mødet med opgaven og ikke i mødet med mennesket og kun dem, der performer udfra nogle på forhånd definerede parametre, betragtes som aktiver. Kulturen her minder om et professionelt fodboldhold. Jeg er her, fordi jeg vil nå nogle mål, og jeg ved, at de andre nødvendigvis skal være med, for at jeg kan lykkes.
Hvordan bruger man sin viden om kulturen i virksomheden til at drive sin forandring igennem? For det første skal forandringskommunikationen være tilpasset den pågældende kulturtype. For den første types vedkommende skal kommunikationen være blød, rund og mild, forsikrende, tryghedsskabende og i overensstemmelse med de grundlæggende fællesskabsværdier, for den anden types vedkommende skal kommunikationen være fræk, direkte og visionær, målorienteret og med løfter om succes.
Dernæst skal smittebærerne af forandringsvirusset have agtelse i den gamle kultur, men skal desuden have en del træk til fælles med resultatet af den forandring, man forventer vil komme. Det vil sige, at smittebærerne skal forstå at integrere det gamle og det nye i selve deres repræsentation af forandringen. De kommer til at trække på deres personlige etos konto - men det er vel derfor man har en konto, der bugner af legitimitet. Ind imellem skal den lænses!
Sluttelig skal hele processens håndtering, det vil sige tempoet i den, omfanget af involvering, planlægningens detaljeringsgrad og projektstyringen i det hele taget, være bevidst om den aktuelle kulturs styrker og begrænsninger. Ryster vi organisationen på en sund måde, eller ryster vi den på en usund måde? Hvor langt kan vi gå uden at gøre en stærk, men uhensigtsmæssige kultur, til en svag - og endnu mere - uhensigtsmæssig kultur? Hvad giver god mening at værne om og hvad forhindrer udvikling? Og husk: at slipper man styringen af processen, er det typisk de svageste, der står for skud. De vil forsumpe i et vildnis af uformelle hakkeordener og skjulte agendaer.
Der er masser af gode grunde til at kende sin organisationskultur, før man igangsætter forandringer. Om ikke andet vil man lære den at kende undervejs. Som regel er det ikke for sent, men eftersom omkring 70-80 procent af alle forandringsprocesser kun medfører overfladiske forandringer, er det måske værd at overveje, hvordan man skaber en reel transformation, som ændrer arbejdskulturen, fortolkningsskemaerne og værdierne. Når nu der afsættes så mange ressoucer anyway.
/MD
Hvad er nu det for noget? Skal vi nu også til at kapitalisere på den sociale interaktion i virksomheden? Og hvordan gør vi det?
I en artikel i Børsens fredagsudgave (30.9.2011) er overskriften på en artikel, at "Bedre sociale kompetencer giver bonus på bundlinjen". Hvordan skal det ske? Svaret er, ifølge Peter Hasle, professor ved Det Nationale Forkningscenter for Arbejdsmiljø, at "gensidig hjælp og støtte", "gensidig tillid" og det, at "man arbejder sammen om opgaveløsningen" alt samme bidrager til, at der arbejdes "mere smidigt og effektivt". Videre i artiklen kan man læse, at Danmark ligger helt i top på social kapital, men paradoksalt nok samtidig har et meget udtalt produktivitetsproblem.
Hvordan Danmarks påviseligt meget dårlige produktivitet matcher påstanden om, at en investering i social kapital giver bundlinje, er uvist - for ikke at sige kontralogisk.
Hvordan opstår social kapital? Er det i primært i arbejdsfællesskabet, eller er det i virksomhedens mere uformelle, sociale situationer? Er for eksempel julefrokoster, sommerfester, juletræsfester med mere og deltagelse i receptioner, jubilæer, kunstforeninger og sportsforeninger med til at styrke organisationens sociale kapital?
Mange medarbejdere har, når man spørger dem, en udtalt længsel efter "noget mere socialt" på jobbet, men hvori består det sociale? Er der tale om en længsel efter at være en del af interne og eksterne netværk med fokus på faglighed eller er der snarere et tale om et behov for personlig small talk og personlige realtioner? Hvis det sidste er tilfældet, er det så virksomheden, der skal facilitere imødekommelsen af dette behov? Giver det engagerede, produktive og effektive medarbejdere, at virksomheden to gange om året stiller et fadølsanlæg op og serverer flæskesteg eller helstegt pattegris?
Julefrokoster og alt det, der ligner, hører formentlig til i Herzbergs gruppe af vedligeholdelsesfaktorer, således forstået, at det, at de honoreres, hindrer utilfredshed. Julefrokosten kan imidlertid hverken skabe tilfredshed, trivsel eller engagement i hverdagen, da den i det hele taget ikke kan skabe noget som helst. Kan manglen på julefrokoster så få medarbejdere til at søge nye græsgange? Det tror jeg ikke på, medmindre den manglende julefrokost er et symptom på nogle generelt uheldige træk ved virksomhedskulturen.
Hvorfor skal vi så have disse julefrokoster? Fordi julefrokosten er en illusion, vi forventningsfulde træder ind i en gang om året. Her er vi alle lige. Det formelle organisationshierarki er tilsyneladende undsagt. De jobspecifikke spilleregler sættes ud af kraft til fordel for Festens regelsæt, altså den sociale scene, hvor nye talenter mirakuløst dukker op. Vi får alle en ekstra chance for at stråle, for at smide hverdagens rustning, for at være interessante, for at være lige med chefen. Hvorfor er det nødvendigt? Fordi vores konsensuskultur kræver det. Julefrokosten er et offer til forestillingen om, at vi alle er lige gode, til idéen om den lave, nordiske magtdistance og til kravet om ens rettigheder, herunder retten til at kaste op på direktøren. Til julefrokosten er hverdagens statussymboler, hverdagens hierarkier og hverdagens faglige og personlige kompetenceforskelle visket bort - til fordel for de sociale high flyers.
Social kapital opbygges fra mit perspektiv ikke, eller kun delvist, til fester og lignende. Det, som det i stedet handler om, men som den omtalte artikel i Børsen, slet ikke berører, er naturligvis Networking. Virksomhedens og dens medarbejderes evne til at indgå i både formelle og uformelle, både interne og eksterne netværk. Disse netværk er, uanset hvor uformelle de måtte være, som oftest båret af professionel interesse og med et mål om professionel udvikling.
Det er klart, at forudsætningen for at kunne indgå i netværk på egne og på virksomhedens vegne, er et vist mål af sociale kompetencer. Det, man imidlertid skal være opmærksom på er, at opbygningen af social kapital i virksomheden ikke bliver så fuldskægget, at det sociale liv bliver målet i sig selv. I givet fald vil effekten på bundlinjen være så ekstremt indirekte, at den faktisk ikke kan dokumenteres og effekten på produktiviteten vil være i risiko for at blive negativ, fordi man bruger alt for mange ressourcer på at inddrage alle og spilde hinandens tid.
Tillid mellem samarbejdspartnere er alfa og omega for fælles projekters succes, men lad os nu passe på, at vi ikke teoretiserer for meget over noget, som enhver god leder ved. Og lad os ikke glemme, at kompetencer også er andet end sociale kompetencer, og at der skal mere til at lykkes end evnen til at skabe tillidsfulde relationer. Jeg anerkender forestillingen om social kapital, men vi skal også have faglig tyngde, intellektuel kraft og analytiske evner for at overleve og bevare vores konkurrencekraft. Det er ikke nok med plenumbeslutninger.
/MD
Virksomhedens HR funktion skal være mere forretningsorineteret.
Det er et mantra, vi hører, læser og repeterer igen og igen.
Vi skal ikke spejle os i roller som administratorer eller coaches, som begge er operationelle roller, men være strategikere og forandringsfacilitatorer. HR strategien skal være integreret med forretningsplanen - eller omvendt - og vi skal sidde med ved beslutningsbordet.
Så langt så godt.
Men en forretningsorienteret HR funktion forudsætter en forretningsminded organisation. Hvis organisationen tænker forretning, gør HR det også. Mennesker, der arbejder med HR, er ikke nødvendigvis mere verdensfjerne eller dårligere oplyst end andre. Hvis HR har fokus på rutinearbejde, drift, fitness og fester, så er det fordi, at det er det, virksomheden er klar til. Virksomhed og HR får hinanden som fortjent.
Jeg tror ikke, at der findes virksomheder, som er ekstremt dygtige til produktinnovation, som er agile og markedsorienterede, som har trimmede, interne forretningsgange, eksterne, professionelle netværk og i det hele taget er i stand til kontinuerligt at forny sig selv og skabe værdi for aktionærer, medarbejdere og samfund - og som samtidig har en HR funktion, hvis fornemste opgave er at udarbejde barselsbreve og personalepolitikker. Tværtimod har man i en sådan type virksomhed naturligvis en HR funktion, som matcher virksomhedens ambitioner, professionalisme og abstraktionsevne.
Det, der kendertegner virksomheder med udelukkende personaleadministrative enheder - ofte benævnt HR - er, at de som regel ikke er særligt succesfulde, eller, hvis de er, at der er andre i virksomheden, som i realiteten udfører HR arbejdet. Typisk den adm. direktør eller nogle tæt på ham eller hende. HR ER forretning og kan som sådan ikke undværes, men det er klart, at hvis HR afdelingen er befolket af individer, der udelukkende tænker operationelt, så bliver leverancen derefter.
Vi ved, at hvis HR skal blive en succes, bør HR operere i overensstemmelse med det herskende paradigme i virksomheden. Hvis toplederne tænker i drift og detaljer, er det helt usandsynligt, at man skulle have glæde og gavn af en strategisk tænkende HR funktion. Hvis kulturen omvendt er gennemsyret af visioner og ambitioner hinsides morgendagens omsætning, er der god grund til at kaste et kritisk blik på kompetencerne i virksomhedens HR funktion, såfremt:
- der leveres oplæg til individuel lønfastsættelse, baseret på traditioner og statistikker, i stedet for et visionært belønningsparadigme, som generelt fremmer virksomhedens mål
- der leveres rekrutteringsydelser, som er helt uden kongruens med virksomhedens fremtidige kompetencebehov, men som i stedet læner sig op af gårsdagens profiler eller bare fægter i blinde
- der sendes tilfældigt udvalgte talenter på eksterne kurser uden inddragelse af virksomhedens unikke værdier og mål og uden skelen til virksomhedens succession planning og kompetence gaps i øvrigt
- så er der grund til at klandre HR for ikke at være tilstrækkeligt forretningsorienteret.
Omvendt findes der masser af virksomheder, som vil være overordentlig tilfredse med de nævnte ydelser, fordi de så rigeligt imødekommer forretningens behov.
Som sagt matcher virksomhedens ambitioner på forretningens vegne i langt de fleste tilfælde de kompetencer, der er til stede i HR. Så hvis der går nogle virksomhedsledere rundt og sukker over deres HR afdelings manglende forretningsforståelse, kan man med god grund spørge, hvordan der egentlig bliver tænkt business på direktionsgangen?
/MD
Begejstring og pessimisme er som vira: begge følelser smitter. Desto tættere vi er på smittebæreren og desto mere ubeskyttede vi er, desto større er risikoen. Derfor gælder det i forandringsprocesser om at plante et kim af begejstring og samtidig være så tæt på målgruppen for smitten, at risikoen for overførsel er maksimal.
I mellemstore og store virksomheder kan topledelsen, som driver forandringsprocessen på strategisk niveau, ikke være tæt på alle. Der må være andre nøglepersoner i virksomheden, som kan drive transformationen helt igennem og ud i alle organisationens hjørner. Disse nøglepersoner er afgørende for forandringens succes, både i implementeringsfasen og i den efterfølgende vedligeholdelsesfase.
HR bør være enhver virksomheds primære forandringsagent. HR har erindringen om den gamle kultur og er den visionære fortolker af den nye kultur. HR har også rollen som den overordnede koordinator af transformationsprocessen, men HR hverken kan eller skal bære en større organisationsforandring igennem alene. Store organisationsforandringer skal ikke være "HR projekter", men skal ejes af topledelsen og gennemleves af hele den organisation, som forandringerne berører.
HRs rolle er at facilitere en sådan transformationsproces. Og hvad betyder det konkret? Det betyder, at HR kan forberede organisationens ledere på at yde god forandringskommunikation. Der skal formidles fakta, "what's in it for you", og alt det dér, vi kender - men der skal også formidles følelser. Jeg skal som leder kunne formidle, hvorfor den forestående transformation vækker mig, berører mig, begejstrer mig, giver mig håb - eller hvad det nu kan være. Hvis ikke jeg kan give de rå data og procesdiagrammer en følelsesmæssig forankring, får jeg kun overbevist den del af medarbejderne, som faktisk får opfyldt et følelsesmæssigt behov ved at data er på plads. Alle dem, der har andre følelsesmæssige paradigmer: fred og tryghed; et ønske om selv at sætte dagsordenen; garanti for status/rolle/job - de er IKKE med!
Altså, følelserne skal med og der skal appelleres til- og ydes omsorg for så mange menneskelige følelser som muligt.
Den næste, svære øvelse er at få pinpointed de bedste smittekilder - organisationens forandringsbærere. Smittekilderne til forandringsoptimisme findes på alle niveauer i organisationen og er HELT uafhængige af titler og formel status. Smittebærerne er som regel identiske med netværkets knudepunkter. De er dem, som har mange positive relationer på tværs af afdelingsiloerne og som nyder udbredt respekt på grund af deres væsen, deres sociale intelligens, deres faglighed og deres engagement.
Fælles for dem er, at de er tæt på dem, der skal smittes og at der ikke finder nogen beskyttelse sted, når smittebærerne bringer deres virus til torvs. Hvorfor ikke? Fordi omgivelserne har tillid. Smittebærerne har allerede vist deres værd og skabt legitimitet for sig selv. Fælles for dem er også, at de har mod til at se mulighederne i øjnene. En mulighed er for nogle det samme som en risiko, der er helt ubærlig, men for smittebærerne er risikoen overvejende en mulighed for en bedre situation.
Smittebærerne ER virksomhedskulturen. Hvis kulturen skal transformeres, er det langt det smarteste at tage de ressourcer i ed, som bærer den uformelle kultur på deres skuldre i en muligvis afledt, men ikke desto mindre loyal, form. Find forandringsagenterne, smittebærerne, i organisationen - og få et bedre udgangspunkt for en vellykket forandringsproces.
/MD
7 gode vaner af Stephen R. Covey. De fleste har formentlig allerede læst bogen, som udkom for mindst 100 år siden, men jeg vil alligevel - på linje med et utal af andre - omtale denne klassiker, fordi den stadig giver mig et friskt og ligefremt perspektiv på arbejdslivets, familielivets, ja, alle former for livs, mening og mål.
Bogen inspirerer fortsat, fordi de nødder, den opfordrer til at knække, endnu ikke er helt knækket - for mig i al fald - omend Covey nok ville opfordre til, at vi passer vores nøddehegn, før vi ribber det for nødder.
For forholdet mellem produktionskapacitet og produktion, kaldet PK/P faktoren, er et overordentligt vigtigt aspekt i Coveys univers og et aspekt, som kaster lys over alle de relationer, vi indgår i og i alle de processer, som understøtter disse relationer. Forholdet mellem produktionskapacitet og produktion er afgørende for al bæredygtig adfærd; for al god forretning; og for alt givende familieliv. Samt et utal af andre relationer, netværk og sammenhænge, hvori individet indgår og vælger - eller bør lære at vælge - at yde sit særlige bidrag.
Hvis forholdet mellem produktionskapacitet og produktion er usundt, viser det sig ved en overudnyttelse af kapaciteten, som resulterer i et uafvendeligt sammenbrud med en masse nedetid og produktionstab til følge. Tænk på et menneske på sikker kurs mod en stressdiagnose eller et maskinelt produktionsapparat, som ikke vedligeholdes. Systemerne drænes for at opnå øjeblikkelig overlevelse eller akut succes uden tanke på produktionen i morgen eller om et år.
Men facit er klart: i det samlede regnskab bliver tabet langt større, end hvis systemerne var blevet vedligeholdt og tilført næring løbende og i tide.
Det samme gælder de personlige relationer, herunder relationerne i arbejdslivet mellem samarbejdspartnere, forhandlingspartnere, overordnede og underordnede og andre interssenter. Relationerne skal gødes og næres og dyrkes med omhu. Der skal kontinuerligt sættes ind på tillidskontoen hos den anden, således at dårligere tider, altså svigt og brudte løfter, kan imødegås.
Den vigtigste forudsætning for at få sig en bugnende tillidskonto er, at man er i stand til at udøve empatisk lytning. Empatisk lytning er en udfordring for de fleste, idet den fordrer, at man ikke evaluerer eller dømmer samtalepartneren undervejs i samtalen og at man ikke uafladeligt trækker referencer til sin egen livssituation og erfaringer. Empatisk lytning indebærer, at man ser verden gennem den andens øjne og lader sine egne tolkninger, sit eget kerneparadigme, hvile en stund. Man er der først for at forstå, dernæst for at blive forstået.
At bruge tid på det, der er vigtigt, for eksempel den gode samtale, er et andet af bogens centrale budskaber. Og de redskaber, som Covey præsenterer i bogen til at analysere og eventuelt omorganisere ens ressource- og tidsforbrug, er redskaber, som jeg personligt har haft stor glæde af. Coveys grundmodel er hans tidsstyringsmatrice. Matricen indkredser, hvordan vi egentlig bruger vores tid.
Her er 4 muligheder:
I) aktiviteter, der både haster og er vigtige
II) aktiviteter, der ikke haster, men som er vigtige
III) aktviteter, der haster, men som ikke er vigtige og endelig
IV) aktiviteter, der hverken haster eller er vigtige.
Til kategori I) hører eksempelvis akutte problemer og deadlines, kategori II) handler om proaktivitet, planlægning og produktionskapacitet, kategori III) er afbrydelser, mange møder, telefonopkald, mens kategori IV) handler om tidsspilde; TV kiggeri og lignende.
Alt for mange mennesker, er Coveys analyse, har bundet deres ressourcer i kvadrant I, hvor de kører kronisk krisestyring (og dør af stress); i kvadrant III, hvor fokus udelukkende er operationelt og man føler sig som et offer eller i kvadrant IV, hvor den altherskende ansvarløshed hærger. Effektive mennesker VED, at de skal fokusere deres energi i kvadrant II - og til nød kvadrant I-aktiviteter, fordi disse er vigtige. Det er de andre ikke.
Effektive mennesker er i Coveys univers ansvarsfulde mennesker. For at være effektiv er det essentielt, at man tager sit ansvar på sig og erkender, at det ikke er verdens, chefens, barndommens eller mandens skyld, at man har det, som man har. Passivitet eller reaktiv adfærd er også et valg. Det er bare ikke et valg, som fører nogen steder hen, men et fravalg af muligheden for at leve et liv, som er i overensstemmelse med ens kerneværdier - og de universielle principper. Ansvarlighed er at tro på sine værdier, at bevare sin integritet, at være modig og at vide, at elske er en handling fremfor en følelse.
Jeg har stor respekt for Covey's analogievner, altså hans evne til at drage paralleller fra det offentlige (virksomheden) til det private (familien) og omvendt. Men der går lidt frelsthed i den hist og her, særligt når talen falder på rollerne som forælder, ægtefælle, ven og coach. Det må læseren filtrere fra, hvis ikke man er til det store, søde, amerikanske bolsje. Men fraset al hallelujahen, er der stadig så mange gode tanker, nye vinkler og brugbare redskaber til at fokusere på det, der er vigtigt - og få luget de ting væk, som ikke er.
Du kan lave en personlig analyse af dit tidsforbrug her: http://www.franklincovey.com/urgencyanalysis/ua-prof.html
/MD
