KONTROLTÅRNET TIL MAJOR TOM

"Psykologisk tryghed", "mening i arbejdet", "inddragelse i beslutningerne", "værdige dialoger", "autonomi i opgaveløsningen", "selvledende organisationer". 

Alt det, der mangler på jobbet, får et navn, og ledelsesrådgivere og erhvervspsykologer skriver om det alt sammen i bøger, artikler og på det sociale medie LinkedIn.

PÅ SPORET AF DEN TABTE MENING

Som regel er det et af de store techfirmaer, typisk Google, eller en amerikansk leadfluencer [leadership + influencer], der åbner ballet, og den danske arbejdslivselite følger skyndsomt efter i en fælles, følsom appel til den tabte mening og den forsvundne autonomi. 

Men jo mere man forsøger at vække det, som ikke er i sigte, desto trodsigere bliver det i sin afstandtagen. 

Det er en simpel observation, en åbenlys konstatering, at jo hyppigere arbejdsguderne anråbes, desto tydeligere glimrer de ved deres fravær. For aldrig før i nyere historie har arbejdet været så strabadserende som nu. 

Jeg noterer mig, at de overvældede dejser omkuld i hobetal. Jeg læser om dem i aviserne, lytter til dem ved sammenkomsterne og ser dem parkere foran min nabo, stresscoachens, dør. De slæber hulbrystede rundt på de utilsigtede følger af tidens dårskab. De, som ikke kunne følge med, som ikke forstod spillet og som vitterligt var oppe imod udenjordiske krav. 

JAVEL JA

Der er en lille chance for at klare sig godt og uden for mange skrammer i arbejdslivet, hvis man mestrer den paradoksale disciplin, som jeg vil kalde alkompetence med et idiotisk tvist. Det er den disciplin, hvor man siger ja til alle typer opgaver uden undtagelse og samtidig husker at fremstå som chefens intellektuelt underlegne rugbrødsmad. 

Der er en særlig guttermandshestesko til dem, der finder det naturligt at udfylde en sådan rolle på arbejdspladsen. Desværre er der ikke tilstrækkeligt mange alkompetente, og sådan er det jo. Vekslende historiske omstændigheder gør, at arbejdsgivere efterspørger snart den ene type, snart den anden, og der er aldrig nok af lige netop den slags, man for indeværende helst ser indenfor dørene. Så må man nøjes.

DEN TUNGE ENDE

For tiden må man nøjes med de sparsomt-kompetente, som tynger en del i det samlede arbejdskraftudbud. Desværre. 

For disse fodslæbere evner ikke at spille rollen som arbejdslivets alkompetente idioter ret godt, og er en værre jammerdal af suk og klage og stive hofter. Ingen svaj der - men til gengæld masser af brok og ansvarsfralæggelse. Ikke desto mindre opløftes de ligesom de alkompetente af en kortvarig rus af opblussende håb, når de læser endnu et opslag på LinkedIn om "frisættende ledelse". 

"Måske er der nogen højere oppe, der læser det samme som mig?" krydser de i al hemmelighed fingre for, uden at tænke nærmere over at pladsen "højere oppe" tidligere var forbeholdt Gud.

OPKALD FRA JORDEN

Situationen er grel, og snak om psykologisk tryghed og så videre er som at bygge en katedral ovenpå Nordic Wastes skridende jord. Katedralen kan være flot nok, det anfægter jeg ikke, men så længe, der ikke er fast grund under fødderne, er det vanvid at opføre den. 

Hvad, der derimod skal til for at undgå, at de sparsomt-kompetente knækker som sivene i en rørskov under vægten af bøndernes gylle, er helt simpelt. 

I prioriteret rækkefølge:

TID

God tid. Lang tid. Masser af tid. Tid til at klare hjernen, strække kroppen, trække vejret, lade en tanke forme sig. Tid til at overveje, bearbejde, gøre sig umage, vise omhu for opgaven og kollegerne. 

Det er indlysende, at arbejdet bliver meningsløst, hvis ikke der er tid til at gøre sig umage. Tid er liv og mangel på tid er fravær af livfuldhed. Tid kan erstatte alle de processer, man måtte opfinde for at medarbejderne "finder mening i arbejdet".   

 

FORNUFT

Lad fornuften råde. Lad den herske over konger og husmænd, adelige og småfolk. Der kan simpelthen ikke være for meget fornuft til stede i opgaverne, i rutinerne, i omgangsformerne og i reglerne på arbejdspladsen. 

Ufornuften har taget ophold alt for mange steder, og den må uddrives med høtyve, hvidløgsranker, besværgelser eller hvad man nu har ved hånden. Ikke flere idiotopgaver, folk ved godt selv, hvad der er smart at gøre, uden at man af den grund behøver at kalde det selvledelse. 

SKØNHED

Materialitet er ikke passiv, men udskiller tværtimod stemninger. Det er ikke nogen tilfældighed, at den romantiske digter arbejder bedst i en veltempereret, grøn lund, eller at kunstmalerens praksis er betinget af lysindfaldet i atelieret og af det, der findes på den anden side af ruden. Enhver ved instinktivt, at skønhed løfter ånden, og at materialitetens udformning har noget at sige for stemningsleje og virketrang.

Kontraintuitivt synes den kollektive bygherreoverbevisning at være - lægger man de fleste eksisterende arbejdspladser til grund - at mennesker trives bedst og producerer mest i sterile og grimme miljøer. Måske har man bare overført fabrikkens æstetik til kontoret og ladet det blive ved det? Skønhed koster ikke ekstra, og smukke omgivelser giver mennesker en følelse af tryghed og hjemmehørighed. 

ET FUNDAMENT AF FORNUFT

Det er fremragende, at så mange eksperter har travlt med at afsøge bedre vilkår for arbejdslivet, og jeg er tilhænger af det meste af det, der bliver sagt og skrevet om stressforebyggelse, inklusion og trivsel.

Jeg hæfter mig dog ved den kendsgerning, at er der ikke villighed til at prioritere som minimum tid og fornuft (gerne også skønhed), kommer de storsindede intentioner og flotte erklæringer ikke til at ændre nogen verdens ting.

Det er fundamentet, der skal støbes. Det er kontroltårnet, der kalder. Lige nu synes tænkningen om arbejdslivet med få undtagelser at være placeret i en rumraket uden forbindelse til de legemer, der stadig er underkastet tyngdekraften.       

Blog skrevet af: Maya Drøschler, selvstændig redaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk)