AT BLIVE BEIGE

Min garderobe bliver løbende mere beige. Sæsonens tøj changerer i toner af lys beige, dyb beige, sart beige, skarp beige. 

Jeg hænger beige på kroppen og køber vaser, lagener og gardiner i varierende nuancer af bleget brun. Min øjenskygge er samme farve som lågene, og i de slidte folder på hjernens overflade lægger et sandfarvet granulat sig til rette. 

Selv min hud er beige. Jeg steger ikke længere i solen eller smører selvbruner på. Der er mere og mere, jeg ikke gider, men til gengæld begynder det, jeg faktisk gider, at rumstere.  

I årevis kæntrede det i ønsket om at være rigtig og tilstrækkelig. Dengang var det hele sort og hvidt, spændstigt og konfronterende. Skarpe, skinnende buksefolder og nystrøgne skjorter. Lysende pink hjernevindinger med elektriske ladninger svævende imellem sig. 

Alt det stramt opsatte opløser sig nu i beige og baggy. Mixet direkte i temperamentets farveholdning bliver det en hel del mere afventende, mere tilbageholdende - og en smule udflydende. 

Det er noget andet at blive beige.  

HENDE DEN GAMLE

Da jeg var i midttrediverne skulle vi rekruttere en ny kollega til HR-afdelingen. Fire var tilbage i feltet. En af dem blev omtalt som "hende med det lange hår", en anden som "hende den gamle". 

Den gamle var en kvinde omkring de 50. Hun var begyndende beige, men ellers duelig. Hun blev fravalgt til jobbet. 

Var der noget argument? 

Jeg husker det ikke, men vi var nok enige om, at hun ikke var et match til en HR-afdeling, hvis medarbejdere alle var yngre og farvestrålende og up-and-coming. Alle med en bolig på 172 m2, en bil i mellemklassen, to mindre børn, den første dyre ring på ringfingeren, flot frisørhår og empatiske og samtidig forretningsdrevne værdier som grundlag for arbejdet i HR.

Hun passede bare ikke ind. Hun var nok lidt for uanfægtet (gammel) og tilbagelænet (gammel). Hun var tydeligvis ikke i svime over HR-faget, og vi, der mente, at vi var både pulsen, nerven og fremtiden, blev underligt frastødt af hendes manglende begejstring. Af hendes markant fraværende kolorit.

Vi forstod ikke, at fremtiden også for os var beige.  

DE GAMLE PÅ LINKEDIN

Nu er jeg hende den gamle, og spørgsmålet melder sig: Er jeg mon i al min beigehed blevet uansættelig? Ligesom de andre seniorer, der skriver opslag på LinkedIn? 

Som fravælges alene på grund af deres alder? 

Men som til gengæld fremhæver alle de imponerende ting, der er at sige om dem: erfaring først og fremmest, men også nul hjemmeboende børn (hvilken bedrift!), underforstået: færre sygedage og tid til at dedikere sig, underforstået: tid til at arbejde mere end normen.

Og det er nok sandt, men det er også sandt, at disse seniorer ikke længere er dem, de var. 

Identitet og adfærd formes af alder. Ligesom identitet formes af andre forhold, som kan være biologisk-genetiske og kulturelt-socialiserende i varierende kombinationer. Fx forhold som klasse, køn, tro, temperament, uddannelse og profession.

Det er ikke ligegyldigt, om man er 25 eller 55, men det er heller ikke helt og aldeles afgørende.

Alder betyder noget, om end alder ikke betyder alt. For alderen kommer som et mix, også andre forhold indgår i.  

NUANCER AF BEIGE

Det er dette ulyksalige mix, der forvirrer folk. 

Vi foretrækker at tro, at kvinder er mere forsigtige end mænd, at gamle er mere reaktionære end unge og at de, der har lange videregående uddannelser, er mere begavede end dem uden.  

Og ja, det kan man nok finde evidens for i et stort statistisk materiale, om end et sådant materiales konklusioner ind imellem vil nærme sig en karikatur af virkeligheden. For variationen indenfor en given population er i mange tilfælde større end den gennemsnitlige forskel på to distinkte populationer. Det er en kendsgerning.   

Det er også en kendsgerning, at gamle er mere beige, sammenligner man med en referencegruppe, bestående af individer under fx 35 år. 

Den evolutionære variation indenfor selve gamle-gruppen bør dog ikke overses.

Gruppen er nemlig beige i et utal af nuancer: fra det tangerende mørkebrune og tæt på sorte over det solide jordbundsbrune og videre til det nougatfarvede, det sart rosa og endelig det lysende solgule yderst på spektret.

Vi er ens og vi er forskellige. På samme tid. Noget forener os, noget andet differentierer os. Spørgsmålet er, om beige bare er en universelt dødssyg farve eller om et strejf af beige faktisk kan være elegant eller spændende i visse sammenhænge. 

Måske ligefrem flot?   

Af Maya Drøschler, fagbogsredaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk). Forfatter til "Organisationer i en overgangstid" og kandidat i litteraturvidenskab fra Købehavns Universitet. 

DET HAR ALTID VÆRET TRÆLS AT SØGE JOB

Pederstrup (Lolland), 3180 f.v.t. 

Kandidaten nærmer sig fra skovens side. 

Ikke udpræget adræt, men det er ikke så underligt. Han er nemlig ikke længere en af de yngste, og Yngva er kommet foran, selv om hun har deres tvillinger fra i forfjor på slæb.    

"Lægæst!" udbryder hun og peger. Mellem birkestammerne anes et langhus, og bag det en lysning, der synes at strække sig ud i det uendelige. Lægæst har aldrig før set så stor en lysning. For ham findes der kun skoven og dyrene i den.

Vagtsomt bevæger de sig tættere på gården. En mand træder ud ad åbningen i huset og ser i deres retning. 

"Kom, Lægæst," opfordrer Yngva, "kom nu." Hun skubber børnene i ryggen, og sammen tumler de fire ud af skovens beskyttende skygge og ud på den smalle slette omkring huset.    

Manden nikker venligt til dem: "Vær hel." 

De fire i den lille gruppe siger ikke noget, men Yngva nikker tilbage.

Efter en kort pause træder Lægæst frem foran de andre: "Vær hel, du gode mand. Efteråret nærmer sig, og vi er kommet for at søge mad og husly til gengæld for arbejdskraft."

Manden lader blikket glide henover først Lægæst, så Yngva. Børnene interesserer han sig ikke for, de er for små. 

"Har I nogen erfaring?" spørger han, mens han slår ud med den ene arm mod lysningen bag sig. 

Lægæsts håb flammer op, for skovens ånder skal nok vide, at han har erfaring: "Ork ja. Jeg har allerede opfostret ét kuld, og nu er jeg i gang med det andet." Han blinker til Yngva: "Mit jagtudbytte har altid været stort, jeg har nedlagt mange vilde okser i min tid."

"Hmm," brummer manden, "det er jo fremragende. Men kender du til agerbrug?"

Yngva blander sig nu: "Jeg har indsamlet frø og lagt dem i jorden, når jeg vidste, at vi ville overvintre eller vende tilbage året efter. Nogle gange lykkedes det mig at høste lidt." Hun spejder ud over mandens marker bag langhuset: "Jeg kan se, at du har emmer."

Lidt overrasket betragter han Yngva. "Ja, og dværghvede."  

Yngva kniber øjnene sammen for at får øje på dværghveden deromme, mens manden tager ordet igen: "I kan få en plads i huset. Du," han vender sig mod Yngva, "får til opgave at passe markerne sammen med mine børn og svigerbørn."

Yngva knitrer taknemligt. "Mens du," nu peger han på Lægæst, "kan passe dyrene. Men tag dig i agt. De skal ikke nedlægges." Han griner højt og stoler tydeligvis ikke på Lægæsts åndsevner. 

Lægæst mærker raseriet stige op i sig, og hvad værre er, så forstår han, at Yngvas job har højere status end hans eget. Og det er oven i købet ham, der har erfaringen!

Yngva klapper beroligende Lægæst på armen. I aften må hun forsikre ham om, at han er skovens største jæger, og at den nye bondetid kun er for bløddyr og kvindfolk.  

Lægæst
(Foto fra DR's serie "Historien om Danmark")

Bonden  
(Foto fra DR's serie "Historien om Danmark")

Lejre (Sjælland), 844

Kandidaten træder ind foran de højest rangerende krigere, tre mænd og en kvinde, der sidder bænket i kongehallen. 

Ragnar fører ordet: "Godmorgen, unge Harald. Kom og sæt dig og fortæl lidt om dig selv."

"Jeg er af Skjoldungernes slægt, Rolf Krake er min far, Hilda Borgahjort min mor." Før Ragnar når at sige noget, tilføjer Harald triumferende: "Og jeg har mine egne våben."

Ragnar er ikke misfornøjet. Det er gode aner, og redskaberne til at løse opgaven synes også at være til stede. Men hvad med erfaring?

"Er du vant til at gå besærk?"

Harald skraber usikkert med den ene fod i det stampede jordgulv: "Ah, vant til og vant til. Jeg har vel prøvet det en enkelt gang eller to." 

Ragnar virker ikke tilfreds: "Vi sejler mod Paris, næste gang træerne grønnes. Frankerne er et genstridigt folk, og jeg har brug for mænd og kvinder, der kan gå amok for at overvinde modstanden. Har du erfaring med besærkergang, eller endnu bedre: har du sten på det? Er dit navn indhugget nogetsteds?" 

Haralds øjne flakker. Den kvindelige kriger stirrer ufravendt på ham, bemærker han. Hendes borende blik gør ham utilpas.  

"Jeg.." Han går i stå, mens han overvejer, hvordan han skal svare Ragnar. Så tager han sig sammen og ranker sig foran den store vikingekonge: "Mine bedrifter er endnu ikke foreviget på sten, men jeg er jo også ung. Nogen skal ligesom være den første til at give mig en chance, så jeg kan vise, hvad jeg dur til." Harald ser så trodsigt på Ragnar, som han vover.

Ragnars blik møder ikke Haralds, men vandrer let henover de tre andre krigere for at aflæse udtrykket i deres ansigter, selv om det faktisk er uden betydning, hvad de mener. Det er Ragnar Lodbrog, der bestemmer.

"Vel talt, unge mand. Desværre er det her ikke en læreplads, men en arbejdsplads for voksne. Jeg skal bruge folk, der er frygtløse og som kender til blodrusens sødme. Folk, som vil ofre deres førstefødte for at opleve den rus igen."    

Harald erkender nederlaget, dum er han ikke. Han sænker panden, rejser sig fra sædet og begynder at trække sig baglæns ud af salen.

"Hov, vent!" udbryder Ragnar. "Du kan få beskæftigelse som hjælper hos bådebyggerne. Vi skal have bygget 500 nye skibe inden togtet til Frankerriget. Var det noget?" 

Harald lader sig ikke mærke med ydmygelsen. I stedet smiler han bredt til Ragnar, og simulerer et tak med sine to håndflader presset sammen foran brystet, mens han bakker ud af hallen.

Skjoldmøen glor skeptisk efter ham, markant uimponeret over hans fremtoning. Men han skal vise hende og Ragnar! For han er ikke tømrer, han er kriger, og snart vil det være ham, der slår slagets tone an. 

Ragnar Lodbrog
(Foto fra TV-serien "Vikings")

Cambridge (England), 1815

Kandidaten ankommer rettidigt til Richard Porsons kontor. Porson er professor i græsk og leder af det humanistiske fakultet på Cambridge Universitet lidt nordvest for London. 

"Træd nærmere," inviterer Porson. Han peger på en komfortabel lænestol, der står placeret skråt foran skrivebordet.  

Kandidaten er ovre den værste ungdom, men stadig tilpas vital. Han præsenterer sig som Percy Shelley, og de to mænd giver hinanden hånden, før de sætter sig på hver sin side af bordet.

"Javel, ja," indleder Porson. "Jeg forstår, at De mener, at De vil være egnet til at undervise i engelsk litteratur i disse stolte rammer." Han spreder sine arme som vingerne på en stor fugl for at signalere, at de stolte rammer indbefatter det hele, inklusiv hans kontor.  

"Helt afgjort," svarer Shelley, mens han lægger det ene elegante bukseben over det andet. "Lord Byron og William W.* er nogle af mine tætteste venner, og min veninde, Mary, har ligeledes litterære aspirationer. Og så er jeg jo uddannet fra Oxford." Det sidste siger han med ekstra betoning af sin overklasseudtale. 

"Det er glimrende." Porson er tilfreds med Shelleys skoling og erfaring, men der er noget andet, der nager ham: "Jeg har ladet mig fortælle, at De forlod Oxford i utide?" Han kigger i sine noter: "I foråret 11?" 

Porson ser Shelley i øjnene, som ikke slår blikket ned, men tværtimod stirrer tilbage.

"Det er sandt, der var uoverensstemmelser .."

"Kan De uddybe arten af de uoverensstemmelser?" 

"For at sige det ligeud, var problemet, at jeg udgav en pamflet, hvor jeg argumenterer for socialisme, fri sex og en vegetarisk livsstil." Shelley udtaler ordene roligt og med hagen løftet. Han er ikke bekymret over den andens reaktion. 

Det giver et lille gib i Porson, om end han ikke ser overvældende foruroliget ud: "Nå, det lyder også som krasse sager." 

Der skal mere til, før Porson har tænkt sig at fravælge en af de største engelske digtere til jobbet som underviser af sine studerende. Det ligger helt fast. Men Porson er nysgerrig af natur, og derfor kan han ikke dy sig for at spørge: "Og hvad var titlen på pamfletten?

"'Ateismens nødvendighed'," svarer Shelley, og uddyber: "Det var et antireligiøst manifest."

Porsons sarte ansigtskulør skifter omgående til mørkerød. Hårdt skyder han stolen væk under sig og springer op på fodballerne, mens den højre pegefinger sigter indigneret mod døren: "Ud! Kan De se at komme ud. Mage til gudløst kvaksalveri skal man lede længe efter."

Shelley ryster let på hovedet, rejser sig og trækker ned i sine pantaloner, før han forlader Porson og Cambridge for altid.

Hjemme hos Mary igen ler de af episoden, mens de diskuterer, hvordan de nu skal skaffe midler til deres ukonventionelle livsstil.     

Percy Shelley
(Foto fra filmen "Mary Shelley")

Tilfældet råder

Så er man for gammel, så er man for ung, så er man for moderne og så er man for gammeldags. 

Hvad gammeldags angår, forestiller jeg mig en episode, hvor den merkantile HR-influencer, Dave Ulrich, ankommer for at søge job hos en regenerativ erhvervsfilosof. Ulrich får naturligvis ikke jobbet, men det betyder ikke, at han er uden evner. Det betyder bare, at erhvervsfilosoffen foretrækker intuition og sansning fremfor Ulrichs regneark og regressionsanalyser.

Det samme gælder Lægæst, Harald og Shelley. De har hver især masser af evner, måske endda talent, men timing - og i noget omfang: tilfældigheder - gør, at det ikke går som ønsket.

Jeg vil dog ikke afvise, at Lægæst og Yngva grundlagde en stor bondeslægt (først og fremmest på grund af Yngvas gener), at Harald blev en berømt og agtet bådebygger i sin samtid og at Shelley fik en apanage året efter optrinnet på Cambridge, som gjorde, at han og Mary kunne skrive digte og romaner, som stadig læses den dag i dag. 

*

* [Wordsworth]

Det meste i dette blogindlæg er opdigtet, men noget er sandt. Det er sandt, at jægersamlerkulturen med tiden blev udkonkurreret af agerbruget, ligesom det er sandt, at vikingerne belejrede Paris i 845, formentlig anført af Ragnar Lodbrog. Percy Shelley er en virkelig figur, og det samme er veninden, sidenhen hustruen, Mary Wollstonecraft Shelley, som skrev "Frankenstein", der udkom i 1818.   

Blog skrevet af: Maya Drøschler, selvstændig redaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk)

KONTROLTÅRNET TIL MAJOR TOM

"Psykologisk tryghed", "mening i arbejdet", "inddragelse i beslutningerne", "værdige dialoger", "autonomi i opgaveløsningen", "selvledende organisationer". 

Alt det, der mangler på jobbet, får et navn, og ledelsesrådgivere og erhvervspsykologer skriver om det alt sammen i bøger, artikler og på det sociale medie LinkedIn.

PÅ SPORET AF DEN TABTE MENING

Som regel er det et af de store techfirmaer, typisk Google, eller en amerikansk leadfluencer [leadership + influencer], der åbner ballet, og den danske arbejdslivselite følger skyndsomt efter i en fælles, følsom appel til den tabte mening og den forsvundne autonomi. 

Men jo mere man forsøger at vække det, som ikke er i sigte, desto trodsigere bliver det i sin afstandtagen. 

Det er en simpel observation, en åbenlys konstatering, at jo hyppigere arbejdsguderne anråbes, desto tydeligere glimrer de ved deres fravær. For aldrig før i nyere historie har arbejdet været så strabadserende som nu. 

Jeg noterer mig, at de overvældede dejser omkuld i hobetal. Jeg læser om dem i aviserne, lytter til dem ved sammenkomsterne og ser dem parkere foran min nabo, stresscoachens, dør. De slæber hulbrystede rundt på de utilsigtede følger af tidens dårskab. De, som ikke kunne følge med, som ikke forstod spillet og som vitterligt var oppe imod udenjordiske krav. 

JAVEL JA

Der er en lille chance for at klare sig godt og uden for mange skrammer i arbejdslivet, hvis man mestrer den paradoksale disciplin, som jeg vil kalde alkompetence med et idiotisk tvist. Det er den disciplin, hvor man siger ja til alle typer opgaver uden undtagelse og samtidig husker at fremstå som chefens intellektuelt underlegne rugbrødsmad. 

Der er en særlig guttermandshestesko til dem, der finder det naturligt at udfylde en sådan rolle på arbejdspladsen. Desværre er der ikke tilstrækkeligt mange alkompetente, og sådan er det jo. Vekslende historiske omstændigheder gør, at arbejdsgivere efterspørger snart den ene type, snart den anden, og der er aldrig nok af lige netop den slags, man for indeværende helst ser indenfor dørene. Så må man nøjes.

DEN TUNGE ENDE

For tiden må man nøjes med de sparsomt-kompetente, som tynger en del i det samlede arbejdskraftudbud. Desværre. 

For disse fodslæbere evner ikke at spille rollen som arbejdslivets alkompetente idioter ret godt, og er en værre jammerdal af suk og klage og stive hofter. Ingen svaj der - men til gengæld masser af brok og ansvarsfralæggelse. Ikke desto mindre opløftes de ligesom de alkompetente af en kortvarig rus af opblussende håb, når de læser endnu et opslag på LinkedIn om "frisættende ledelse". 

"Måske er der nogen højere oppe, der læser det samme som mig?" krydser de i al hemmelighed fingre for, uden at tænke nærmere over at pladsen "højere oppe" tidligere var forbeholdt Gud.

OPKALD FRA JORDEN

Situationen er grel, og snak om psykologisk tryghed og så videre er som at bygge en katedral ovenpå Nordic Wastes skridende jord. Katedralen kan være flot nok, det anfægter jeg ikke, men så længe, der ikke er fast grund under fødderne, er det vanvid at opføre den. 

Hvad, der derimod skal til for at undgå, at de sparsomt-kompetente knækker som sivene i en rørskov under vægten af bøndernes gylle, er helt simpelt. 

I prioriteret rækkefølge:

TID

God tid. Lang tid. Masser af tid. Tid til at klare hjernen, strække kroppen, trække vejret, lade en tanke forme sig. Tid til at overveje, bearbejde, gøre sig umage, vise omhu for opgaven og kollegerne. 

Det er indlysende, at arbejdet bliver meningsløst, hvis ikke der er tid til at gøre sig umage. Tid er liv og mangel på tid er fravær af livfuldhed. Tid kan erstatte alle de processer, man måtte opfinde for at medarbejderne "finder mening i arbejdet".   

 

FORNUFT

Lad fornuften råde. Lad den herske over konger og husmænd, adelige og småfolk. Der kan simpelthen ikke være for meget fornuft til stede i opgaverne, i rutinerne, i omgangsformerne og i reglerne på arbejdspladsen. 

Ufornuften har taget ophold alt for mange steder, og den må uddrives med høtyve, hvidløgsranker, besværgelser eller hvad man nu har ved hånden. Ikke flere idiotopgaver, folk ved godt selv, hvad der er smart at gøre, uden at man af den grund behøver at kalde det selvledelse. 

SKØNHED

Materialitet er ikke passiv, men udskiller tværtimod stemninger. Det er ikke nogen tilfældighed, at den romantiske digter arbejder bedst i en veltempereret, grøn lund, eller at kunstmalerens praksis er betinget af lysindfaldet i atelieret og af det, der findes på den anden side af ruden. Enhver ved instinktivt, at skønhed løfter ånden, og at materialitetens udformning har noget at sige for stemningsleje og virketrang.

Kontraintuitivt synes den kollektive bygherreoverbevisning at være - lægger man de fleste eksisterende arbejdspladser til grund - at mennesker trives bedst og producerer mest i sterile og grimme miljøer. Måske har man bare overført fabrikkens æstetik til kontoret og ladet det blive ved det? Skønhed koster ikke ekstra, og smukke omgivelser giver mennesker en følelse af tryghed og hjemmehørighed. 

ET FUNDAMENT AF FORNUFT

Det er fremragende, at så mange eksperter har travlt med at afsøge bedre vilkår for arbejdslivet, og jeg er tilhænger af det meste af det, der bliver sagt og skrevet om stressforebyggelse, inklusion og trivsel.

Jeg hæfter mig dog ved den kendsgerning, at er der ikke villighed til at prioritere som minimum tid og fornuft (gerne også skønhed), kommer de storsindede intentioner og flotte erklæringer ikke til at ændre nogen verdens ting.

Det er fundamentet, der skal støbes. Det er kontroltårnet, der kalder. Lige nu synes tænkningen om arbejdslivet med få undtagelser at være placeret i en rumraket uden forbindelse til de legemer, der stadig er underkastet tyngdekraften.       

Blog skrevet af: Maya Drøschler, selvstændig redaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk)