AT BLIVE BEIGE

Min garderobe bliver løbende mere beige. Sæsonens tøj changerer i toner af lys beige, dyb beige, sart beige, skarp beige. 

Jeg hænger beige på kroppen og køber vaser, lagener og gardiner i varierende nuancer af bleget brun. Min øjenskygge er samme farve som lågene, og i de slidte folder på hjernens overflade lægger et sandfarvet granulat sig til rette. 

Selv min hud er beige. Jeg steger ikke længere i solen eller smører selvbruner på. Der er mere og mere, jeg ikke gider, men til gengæld begynder det, jeg faktisk gider, at rumstere.  

I årevis kæntrede det i ønsket om at være rigtig og tilstrækkelig. Dengang var det hele sort og hvidt, spændstigt og konfronterende. Skarpe, skinnende buksefolder og nystrøgne skjorter. Lysende pink hjernevindinger med elektriske ladninger svævende imellem sig. 

Alt det stramt opsatte opløser sig nu i beige og baggy. Mixet direkte i temperamentets farveholdning bliver det en hel del mere afventende, mere tilbageholdende - og en smule udflydende. 

Det er noget andet at blive beige.  

HENDE DEN GAMLE

Da jeg var i midttrediverne skulle vi rekruttere en ny kollega til HR-afdelingen. Fire var tilbage i feltet. En af dem blev omtalt som "hende med det lange hår", en anden som "hende den gamle". 

Den gamle var en kvinde omkring de 50. Hun var begyndende beige, men ellers duelig. Hun blev fravalgt til jobbet. 

Var der noget argument? 

Jeg husker det ikke, men vi var nok enige om, at hun ikke var et match til en HR-afdeling, hvis medarbejdere alle var yngre og farvestrålende og up-and-coming. Alle med en bolig på 172 m2, en bil i mellemklassen, to mindre børn, den første dyre ring på ringfingeren, flot frisørhår og empatiske og samtidig forretningsdrevne værdier som grundlag for arbejdet i HR.

Hun passede bare ikke ind. Hun var nok lidt for uanfægtet (gammel) og tilbagelænet (gammel). Hun var tydeligvis ikke i svime over HR-faget, og vi, der mente, at vi var både pulsen, nerven og fremtiden, blev underligt frastødt af hendes manglende begejstring. Af hendes markant fraværende kolorit.

Vi forstod ikke, at fremtiden også for os var beige.  

DE GAMLE PÅ LINKEDIN

Nu er jeg hende den gamle, og spørgsmålet melder sig: Er jeg mon i al min beigehed blevet uansættelig? Ligesom de andre seniorer, der skriver opslag på LinkedIn? 

Som fravælges alene på grund af deres alder? 

Men som til gengæld fremhæver alle de imponerende ting, der er at sige om dem: erfaring først og fremmest, men også nul hjemmeboende børn (hvilken bedrift!), underforstået: færre sygedage og tid til at dedikere sig, underforstået: tid til at arbejde mere end normen.

Og det er nok sandt, men det er også sandt, at disse seniorer ikke længere er dem, de var. 

Identitet og adfærd formes af alder. Ligesom identitet formes af andre forhold, som kan være biologisk-genetiske og kulturelt-socialiserende i varierende kombinationer. Fx forhold som klasse, køn, tro, temperament, uddannelse og profession.

Det er ikke ligegyldigt, om man er 25 eller 55, men det er heller ikke helt og aldeles afgørende.

Alder betyder noget, om end alder ikke betyder alt. For alderen kommer som et mix, også andre forhold indgår i.  

NUANCER AF BEIGE

Det er dette ulyksalige mix, der forvirrer folk. 

Vi foretrækker at tro, at kvinder er mere forsigtige end mænd, at gamle er mere reaktionære end unge og at de, der har lange videregående uddannelser, er mere begavede end dem uden.  

Og ja, det kan man nok finde evidens for i et stort statistisk materiale, om end et sådant materiales konklusioner ind imellem vil nærme sig en karikatur af virkeligheden. For variationen indenfor en given population er i mange tilfælde større end den gennemsnitlige forskel på to distinkte populationer. Det er en kendsgerning.   

Det er også en kendsgerning, at gamle er mere beige, sammenligner man med en referencegruppe, bestående af individer under fx 35 år. 

Den evolutionære variation indenfor selve gamle-gruppen bør dog ikke overses.

Gruppen er nemlig beige i et utal af nuancer: fra det tangerende mørkebrune og tæt på sorte over det solide jordbundsbrune og videre til det nougatfarvede, det sart rosa og endelig det lysende solgule yderst på spektret.

Vi er ens og vi er forskellige. På samme tid. Noget forener os, noget andet differentierer os. Spørgsmålet er, om beige bare er en universelt dødssyg farve eller om et strejf af beige faktisk kan være elegant eller spændende i visse sammenhænge. 

Måske ligefrem flot?   

Af Maya Drøschler, fagbogsredaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk). Forfatter til "Organisationer i en overgangstid" og kandidat i litteraturvidenskab fra Købehavns Universitet.