Mangfoldighed.
Før i tiden syntes jeg, at det lød som et lidt kedeligt, måske endda anstrengt, begreb. De seneste par år har jeg skiftet mening. Ikke mindst fordi det er gået op for mig, hvor ualmindeligt snærende vor tids normalitetsbegreb er. Normalitet er en lillebitte kasse til en lillebitte maggiterning. En kasse til dig og en kasse til mig.
Har det altid været sådan? Min egen erfaring er, at skruen er blevet strammet gevaldigt, bare i min tid. Det er som om, at bred normalitet er blevet erstattet med smal idealitet. Det er som om, at det hele - individets krop, psyke og sociale situation - skal stå knivskarpt og uangribeligt.
Her er et par nedslag i nogle af de mange måder, mennesker risikerer at afvige på.
Alder og navn
På LinkedIn kan man næsten dagligt læse opslag om forskellige individers vanskeligheder med at finde et job, tilsyneladende alene af den årsag at de er for unge, for gamle eller har et navn, der ikke lyder dansk. Gad vide, hvor mange det drejer sig om, som er mellem 20 og 30 år, mellem 50 og 70 år eller som har et eksotisk klingende navn?
Ganske mange, vil jeg tro.
Psyke
Hvad angår psykiske lidelser, har hver fjerde dansker oplevet en psykisk sygdom, inden de fylder 50. Næsten 600.000 danskere opfylder til hver en tid kriterierne for psykisk sygdom. Det svarer til, at der på ethvert givet tidspunkt er cirka 10 procent af befolkningen, der har dårlig mental trivsel. En del af disse må antages at have et job.
Vægt, sygdom og handicap
51 procent af den danske befolkning er overvægtige, heraf er 17 procent decideret fede. Er der stadig tale om en afvigelse, når der i statistisk henseende faktisk er tale om en majoritet? Overvægt er en afvigelse fra, hvis ikke en norm i klassisk forstand, så i al fald et normativt ideal. Det samme gælder sygdom, for cirka to ud af tre danskere lider af en kronisk sygdom. Med så stor en andel bliver det vanskeligt at påstå, at det er normen at være rask. Men det er naturligvis det mest attraktive.
Det anslås, at omkring en ud af 10 danskerne har et handicap. Nogle kroniske sygdomme anses for at være et handicap, så der kan være et vist overlap mellem de to grupper, men vi kan nok være enige om, at der er tale om ganske mange mennesker, der afviger fra idealet om den raske, slanke og lydefri menneskekrop.
Uddannelse og familieforhold
Mange danskere over 20 år danner par, men lidt mere end hver tredje voksne dansker bor alene. Det er stadig normen at danne par, men de, der ikke lever i et parforhold, udgør en stor minoritet. Så stor, at det i praksis er vanskeligt at betragte singler som et afvigerfænomen.
Omkring en fjerdedel af befolkningen mellem 25 og 69 år har ingen erhvervskompetencegivende uddannelse. Nøjagtigt 431.000 danskere i alderen 25-69 år har til gengæld gennemført en lang videregående uddannelse. Der er altså mere end dobbelt så mange, lige knap en million, som udelukkende har gennemført grundskolen, sammenlignet med gruppen af højtuddannede.
Alligevel vil de fleste nok intuitivt mene, at den million mennesker, der ikke har nogen uddannelse overhovedet, udgør afvigergruppen, og at de veluddannede udgør den normale - eller ideale - gruppe.
Store forventninger
Den måde, vi opfatter normalitet på, afhænger altså ikke kun af, hvad der er mest eller flest af. Det afhænger også af, hvad der er mest rigtigt i normativ forstand, mest attråværdigt, mest attraktivt.
Er det et problem? Ja, det er det. For med de mange afvigerkategorier (og der er langt flere end dem, der er nævnt her), som de fleste af os har risiko for at falde i, bliver det svært at støve et individ op, som ikke har en eller anden form for defekt, mangel eller afvigelse klistret til sin krop, sin psyke eller sin sociale situation.
Særligt rekrutteringssituationer er påvirket af de enorme forventninger til ansøgernes idealitet. Det resulterer i mange sørgelige beretninger om, hvor svært det er at få foden indenfor, hvis man på nogen måde afviger fra det uudtalte ideal om en hvid, yngre (men ikke ung-ung) person (helst ikke kvinde, som har/får børn) med gode gener og en sund opvækst.
Ja, okay, det er en lidt polemisk erklæring, men det er vel essensen. Og selvfølgelig er der undtagelser. Verden er jo ikke sort og hvid: I nogle jobs kan det faktisk være en fordel at være gammel, tænk fx på præsidentembedet i USA, ligesom det i nogle jobs kan være en fordel at være uuddannet, tænk fx på et job på nemlig.com's lager.
Overskud og underskud
Når først man er ansat og har vist sit værd og sin betydning for arbejdspladsen, accepteres det som regel, at man ældes, bliver syg eller skilt. Det samme gælder, hvis man er ufaglært, men faktisk er dygtig til sit job, og måske endda avancerer indenfor virksomhedens rammer til trods for den manglende erhvervsfaglige eller akademiske skoling. Og hvis man hedder Fatima eller Muhammed, glemmer de fleste kolleger hurtigt, at der skulle være noget odiøst i det, når først samarbejdet kører.
Balladen opstår den dag, hvor man finder sig selv i en prekær situation. En situation, hvor man skal konkurrere med den etnisk danske, højtuddannede og sporty kernefamiliefar om jobbet. Jeg beklager på forhånd den karikerede beskrivelse af denne overskudsfigur, som iscenesættes som modpolen til afvigeren. Men overskudsfiguren er nødvendig for at vise, at udgangspunktet for konkurrencen - om fx et job - ikke er neutralt.
Mange indvendinger opstår nu. De fleste er med på, at den enkelte ikke kan gøre så meget ved sin farve, sit køn eller visse sygdomme og handicaps. Men så er der også alt det, man selv kan gøre: Være en fighter, træffe de gode beslutninger, tage sig sammen, være flittig og så videre.
Det ændrer bare ikke på, at betingelserne for afvigeren og idealtypen ikke er de samme. Hvis man skal gøre sig positivt bemærket som brun, gammel, handicappet eller, for at tage en helt anden obskur kategori: en kvinde uden ægtefælle og børn, som har passeret de fyrre, kræver det så meget ekstra. Ekstra overtalelseskraft, ekstra kompetencer, ekstra af alt.
Idealernes pris
Hvilke ulemper er der for arbejdsgivere i at have disse ideale forventninger til deres kommende medarbejdere?
For det første den helt åbenlyse: tab af talent, tab af dygtig arbejdskraft og så videre. Den velkendte argumentation.
Dernæst, og lige så væsentligt: tab af dannelse. Andre mennesker med andre perspektiver danner os. Det er det samme, der sker i mødet med skønlitteraturen: Vi dannes som mennesker, når vi møder andre bevidstheder, andre kulturer, andre måder at være i verden på, hvilket er en utvetydig fordel - også på en arbejdsplads.
Sluttelig er det væsentligt at nævne, at mange af de afvigelsesindikatorer, vi hæfter os ved, er fuldstændig tilfældige. Det er ret tilfældigt, at jeg er født i et land og med en hudfarve, som giver mig nogle fordele, andre ikke har. Det er ikke min fortjeneste, at jeg er født på denne heldige måde. Jeg var bare til stede, eller kom til stede, på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. Denne tilfældighedsfaktor understreger kun, hvor urimeligt det er, når *man* igen kommer til at sortere de jobansøgere fra, som har passeret de 50, optræder med tørklæde på profilbilledet eller oplyser i deres CV, at de sidder i kørestol.
Bundlinjeargumentet
Måske savner du argumentet om, at mangfoldighed styrker virksomhedens indtjening. Men hvorfor skulle jeg nævne det? Du kender det jo allerede. Mit ærinde er at at promovere mere fairness i udvælgelsesprocesser og at slå et slag for de dannelsesmæssige gevinster af større mangfoldighed. Jeg er klar over, at det er kolossalt svært at lægge sine fordomme til side, jeg har selv et hav af dem, men et sted skal man jo starte.
Jeg starter her.
***
Du kan abonnere på bloggen her:
 |
