onsdag den 6. juli 2022

Problemet med arbejdet

Den amerikanske forfatter og anarkist Bob Black indleder sit berømte essay The Abolition of Work fra 1985 med disse ord:

Ingen burde nogensinde arbejde.

Arbejdet er kilden til næsten al elendighed i verden. Næsten alt ondt, man kan forestille sig, stammer fra arbejdet eller fra en verden, der er designet til arbejdet. For at standse vores lidelser, bliver vi nødt til at stoppe med at arbejde. [Min oversættelse].  

Problemet er naturligvis ikke "arbejde" som sådan, men specifikt lønmodtagerarbejdet, som har et stærkt tvangsmæssigt aspekt: Man skal udføre sit arbejde på en lokation, der bliver udpeget, i et tidsrum, der bliver fastsat, med nogle kolleger, andre har valgt. Man skal underkaste sig strukturer, rutiner og hierarkier og udføre ledelsens ordrer. Man skal gøre det, man bliver sat til. 


Fremmedgørelse ifølge Marx

Den tyske filosof og økonom Karl Marx udvikler sit begreb om fremmedgørelse i midten af det 19. århundrede. Grundlæggende er risikoen for fremmedgørelse størst for de menneskelige egenskaber, som vi varegør, kommercialiserer. Som vi forvandler til et redskab for en arbejdsgiver.

På Marx' tid er det primært kroppen, den arbejdende krop, der tænkes på. Men også indlejringen i arbejdsgiverens strukturer og den tvang, der følger med, afstedkommer fremmedgørelse overfor kolleger og ja, faktisk overfor menneskeheden. 

Hvad kollegerne angår, opstår fremmedgørelsen i relationen, når kollegerne begynder at blive opfattet som konkurrenter til - en potentielt bedre vare end - en selv. 

Og man arbejder dybest set imod menneskehedens interesser, når fremstillingsprocessen selv eller de produkter og services, man fremstiller, skader livet på kloden. Et sådant engagement i en skadelig praksis skaber fremmedgjorte individer.

Emotionelt arbejde

I dag er mange jobs ikke længere lagt an på manuelt, fysisk arbejde. I serviceøkonomien er det fortrinsvis den emotionelle arbejdskraft, der trækkes på, mens det i vidensøkonomien er den kognitive.

Folk ansat i servicesektoren forventes at smile og nikke og underkaste sig kundens luner. Ikke kun chefens. Risikoen for fremmedgørelse er ikke blevet mindre i dag end på Marx' tid, siger den amerikanske professor i kvindestudier Kathi Weeks. Den er blevet større. For alle disse (positive) følelser, som servicemedarbejderen forventes at udvise overfor kunden og alle de (potentielt negative) følelser, som kunden retter mod servicemedarbejderen og som denne forventes at rumme og håndtere, fremmedgør servicemedarbejderen overfor sine egne følelser. 

I et berømt studie fra 1980'erne fulgte den amerikanske sociolog Arlie Hochschild en række stewardesser i Delta Airlines over nogle år. Det, som Hochschild observerede og som stewardesserne også selv tilkendegav, var, at de følelser og attituder, der blev trukket mest på i arbejdssituationen - venlighed, imødekommenhed, omsorg - var følelser, som de ikke kunne komme i kontakt med på en egentlig måde udenfor arbejdssituationen. Det professionelle smil sad påklistret, også efter arbejdsdagen var slut. Adgangen til den umiddelbare erfaring af fx venlighed var blokeret af denne klistrende professionalisering af følelsen.

Det vigtigt at understrege, at fremmedgørelse kun bringes i spil, når der er tale om en omdannelse af en menneskelig attribut til en vare under en tvangsmæssig orden. Man bliver ikke fremmedgjort af at vise venlighed overfor en hjemløs mand eller kvinde, eller af at stille sig til rådighed for den lokale fodboldklub. Fremmedgørelse kommer af tvang.

Mindskning af tvangen

Jeg er pragmatisk. Jeg tror ikke på, som Bob Black i indledningen, at vi kan slippe af med tvangen. Men jeg tror på, at den kan reduceres. Gøres mindre dominerende. 

Forventninger til "service"

For det første kan vi starte med at undersøge - sidenhen diskutere - de psykologiske konsekvenser af emotionelt arbejde. Den danske coach og ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup skrev for nogle år siden en bog om, at man ikke skal tage sine følelser med på jobbet, men i mange jobs er det netop følelser, der kapitaliseres på. En stor del af jobbet går faktisk ud på at vise "egne" følelser på en afmålt og bestemt måde og at håndtere andres. 

Der vil være store variationer, alt efter den magt, man kommer med. En stewardesse skal strække sig langt for at imødekomme kundens behov, det skal en politibetjent ikke i samme omfang. Men de laver begge følelsesarbejde. 

Spørgsmålet er, hvad vi retteligt kan forvente af hinanden. Hvor meget smisken og leflen og fnis og grin, jeg egentlig betaler for, når jeg beder om en klipning eller bestiller en cheeseburger.

Livet som førsteprincip

Dernæst er der i det indledende Black-citat et aspekt, som jeg gerne vil fremhæve, nemlig det forhold, at livet er designet rundt om arbejdet. Arbejdet er førsteprincippet, mens livet må tilpasse sig. 

Det forhold skal vendes om.

Arbejdet må tilpasse sig det, folk ellers skal. Være sammen med deres familier, gå til folkedans, sidde og glo i deres haver. Selvfølgelig skal der en del nytænkning til for at det kan lade sig gøre, og jeg er klar over, at "vagter" og "åbningstider" skal passes. Men hvad nu, hvis vi alle sammen blev vænnet til et lavere serviceniveau? I de sektorer, naturligvis, hvor det ikke handler om liv og død.    

Transporttid

Samtidig vil jeg slå til lyd for, at transporttid skal forstås som en faktor i den tid, arbejdsgiveren råder over. Ingen sidder frivilligt og selvvagt i en bilkø på Lyngbymotorvejen hver morgen eller i et overfyldt metrotog hver eftermiddag. Man sidder der, fordi det er nødvendigt, fordi man skal møde ind på en af arbejdsgiveren udpeget lokation. Der er tale om tid, ja, om liv, faktisk, man ikke selv har råderet over. 

Mobiliteten bliver større og større. Og det er nok godt. Men det betyder også, at timerne væk fra hjemmet bliver længere og længere. Samtidig skaber mobiliteten omkostninger (brændstof, billetter), trængsel og forurening. De timer og de meromkostninger, som lønmodtageren har i forbindelse med transporttid til og fra arbejdspladsen, er en faktor, der bør indgå i den samlede aftale mellem parterne. Det er mig umuligt at forstå, hvorfor transporttid og -omkostninger ensidigt skal være lønmodtagerens problem (og til dels statens, jævnfør kørselsfradraget). 

Kritik af arbejdet

Arbejdet er ikke en neutral kategori. Arbejdet er tynget af ideologi og er dybest set - som lønarbejde betragtet - en konstruktion. Det er noget, vi mennesker har fundet på.

Ingen skal bilde mig ind, at det ikke kan foregå på en anden måde. På en bedre måde. For det er ikke godt nok, som det er.  

Hvis du vil høre mere om disse tanker, kan jeg anbefale podcasten Isolation and Working from Home with Maya Drøschler, hvor jeg i en samtale med den amerikanske HR leder Laurie Ruettimann udfolder mine idéer om fremmedgørelse, men også frigørelse, af den moderne arbejder.

Anledningen til podcasten var artiklen Working from Home: Emancipation or Alienation of the White-Collar Worker, som jeg skrev og udgav på Medium tidligere i år. 


  

                 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar