Enhver levende organisme tilhører en art. Arten defineres ud fra en klynge af egenskaber, som man observerer, og som i nogen grad adskiller sig fra tilgrænsende arters egenskaber.
Artssystemer er fundamentale for biologien, om end biologerne er klar over sådanne systemers begrænsninger. Variationerne - grænsegængere, overløbere, hybrider og flerformer - både inden for og mellem arter er nemlig så mange, at ideen om adskilte og entydige arter i realiteten er en illusion. Arter er i nogen grad sammenfiltrede og overlejrede.
En arts medlemmer differentieres yderligere i hanner og hunner, men som biolog Anders Kofoed udtaler i samtalebogen, ”Det er magisk at vi er her” (2023):
”Jeg er ved at kaste op, når jeg hører nogen sige, at der kun er to biologiske køn. Hvad med faktisk at spørge biologerne, for så bliver svaret mere nuanceret. Der er faktisk masser af variationer, når det kommer til køn.”
Der er altså en betydelig variation inden for køn,
ligesom der er inden for og mellem arter.
Systemer af forskelle
Denne variation afspejles dog ikke i sproget. Sproget er opbygget af klare og ufravigelige forskelle, som den franske lingvist Ferdinand de Saussure lærte os: Forskelle i tegn, lyde og betydningsindhold.
Der er hanner og hunner i sproget, og de er adskilt – og bliver til som sådan -
af forskellen: /a/, henholdsvis /u/. Denne sproglige forskel ekkoer
den kødelige forskel på at producere store kønsceller (ægceller), /u/, og små
kønsceller (sædceller), /a/.
For at sproget kan indstifte visse forskelle, må det imidlertid udviske andre. For eksempel forskellen på en hun, der producerer store kønsceller, og en,
som ikke gør. Der er ikke et /å/ eller et /i/ til rådighed, som kan markere
denne forskel i forskellen. Det er måske også lige meget, eller også er det
ikke, for nu diskuteres det, hvad en rigtig hun er. Et aktuelt eksempel er den kvindelige algeriske bokser, Imane Khelif, hvis køn bliver anfægtet af meningsdannere på sociale medier.
Sprogets generaliseringer
Sproget er en generaliseringsmaskine, der foretrækker grove
forskelle som sort/hvid, mand/kvinde, ung/gammel. Selvfølgelig kan man finde på
ord for det, der befinder sig der, hvor / er, men de vil altid være
minoritetsord. Den store adskillelse findes på /’s plads. Alt, hvad man kan
finde på at placere som erstatning for /, er krusninger, finurligheder, kuriositeter,
undergrupper og -arter. Måske endda: fup.
Forskere er som alle andre mennesker afhængige af
sproget, dets generaliseringer og hang til grove forskelle. Samtidig viser observationer
af det levende, at der må indregnes et forbehold over for sproglige klassifikationssystemer,
der baserer sig på absolutte forskelle og komplet adskilthed.
Der er forskelle og der er adskillelse, javist, men
disse er hverken fuldt ud nødvendige eller fuldt ud stabile. Der er en vis
statistisk sandsynlighed for det ene og det andet, men intet er helt og aldeles
determineret. Forskellene og adskillelserne er ikke så absolutte, som nogle
gerne vil have os til at tro.
Dette er ikke et synspunkt. Det er videnskab.
Når den absolutte forskel kollapser
Arts- og kønsbestemmelse indebærer to ting: biologiske realiteter og menneskelige tilføjelser, såsom sprog, metode, instrumenter, videnskabelige normer og eksisterende viden.
Det er ikke muligt at lave en bestemmelse, der transcenderer det kulturelle og historiske. Biologi, astrofysik eller anatomi er ikke 1:1 landkort over biologien osv. Videnskaben er ikke selv dens genstand. Videnskab er en tilnærmelse til genstanden, en dans rundt om og ind i den. Den absolutte forskel hører ikke det levende til, men er konstrueret. Af gode grunde, for det gør det nemmere at referere til tingene i verden, at tale om noget.
Det er imidlertid en vildfarelse af tro, at fordi forskellen
er konstitueret i sproget, så gælder den også i alle tilfælde, hvor sproget
henviser til noget. Det er det lille forbehold, som jeg synes, man skal holde
sig for øje. Sproget er en stor fordel for det kommunikerende menneske, men det
driver også gæk med os.
De seneste dage har mine feeds på LinkedIn, X og
Instagram været fyldt med skråsikre bestemmelser af Imane
Khelifs køn. Personligt ved jeg
ikke noget om hendes køn, men jeg finder kampagnen mod hende uproduktiv. I
stedet for at bruge retorik, der opildner til frygt og had, burde vi tale om,
hvordan vi håndterer den absolutte forskels glimtvise kollaps.
Episodiske sammenbrud i det absolut forskellige går nemlig ikke væk. De forekommer allerede i biologi, økovidenskab og kvantefysik, og som sådan vil de præge vores virkelighedsopfattelse i fremtiden.
I økovidenskab udgør overgangszonen mellem forskellige økosystemer denne /, jeg tidligere omtalte. Sagen er bare, at overgangszoner samtidig undergraver forskellen og adskillelsen, da arter fra forskellige økosystemer sameksisterer der, i grænselandet, hvis begyndelse og afslutning er forholdsvis ubestemmelige.
Sandflugtsplantagen, Rørvig. Foto: Kasper Nielsen.
Og i kvantefysik viser forhold som superposition (en partikel eksisterer i flere tilstande på én gang) og kvantesammenfiltring (radikal forbundethed mellem partikler over store afstande), hvordan klassiske forestillinger om entydige tilstande og adskilte fænomener bryder sammen.
Virkeligheden er hverken nydelig, stabil eller udelukkende binær. Når man kigger ordentligt efter, er den snarere sammenfiltret og præget af vidtstrakte overgangszoner. / findes fortrinsvis i sproget og på landkort, designet af mennesker, ikke i terrænet selv.
Kan denne nuancering præge den måde, vi omtaler og behandler mennesker og andre, der falder udenfor de absolutte forskelle?
Det håber jeg.
Af Maya Drøschler, fagbogsredaktør og forfatter til "Organisationer i en overgangstid".
